Efter Fluxus

Efter Fluxus Fra 23. til 29. november fandt der en række forestillinger sted i København under titlen »Fluxus«. En international gruppe aktører præsenterede »Musik, anti-musik og instrumentalt teater«. Som arrangør stod Det Unge Tonekunstner Selskab, Kunstbiblioteket i Nikolai Kirke, Galerie Køpcke og Allé Scenen.

Allerede efter den første forestilling i Nikolai Kirke kom gemytterne i kog.

Danmarks TV, der havde optaget forestillingen, aflyste den planlagte udsendelse, DUT tog offentligt afstand fra et arrangement, som selskabet medvirkede til, kritikken sablede Fluxus-gruppens præstationer ned, og pressens læserbrev-spalter bragte personlige eller gruppevise erklæringer og moderklæringer. DUT måtte stå for skud for sit initiativ, og Dansk Musiktidsskrift blev bebrejdet sin udførlige omtale af Fluxus-forestillingernes idé-grundlag i november-nummeret.

TV's aflysning og DUT's afstandtagen er let forklarlige. Fluxus-gruppens præstationer indeholdt simpelt hen for at få af de momenter, man havde ventet. Antimusikken stod næsten alene på programmerne (der var kun spredte tilløb til musik og instrumentalt teater), og de anti-musikalske foreteelser mistede i de fleste tilfælde deres brod på grund af de optrædendes manglende evne til at tydeliggøre intentionerne.

Forventningerne var baseret på en række konstateringer af tillidsvækkende fakta omkring Fluxus: Til det af Fluxus-gruppens leder George Maciunas redigerede tidsskrift »Fluxus« er således knyttet navne som Adorno, Metzger, Kagel, Koenig, Ligeti, Welin, Knut Wiggen, Stockhausen, Daniel Spoerri, Francois Bayle, Bussotti, Michael v. Biel og Öivind Fahlström. De fleste af disse navne taler for sig selv. I Darmstadt overværede flere medlemmer af DUT's bestyrelse i sommer Francois Bayles og v. Biels opførelser af egne værker med positivt udbytte (begge stod på det oprindelige prospekt for Fluxus-forestillingerne i København).

I Paris har Daniel Spoerri vakt stor opmærksomhed med sin »dynamiske labyrint« (bl. a. har Samuel Becket omfattet Spoerris eksperimenter med interesse). Og i Stockholm har Fylkingen opført Fahlströms anti-opéra »Aïda«.

Reaktionerne efter de københavnske Fluxus-forestillinger har i flere henseender haft et vist provinsielt præg. Man har dels forsøgt at affeje hele det kunstneriske problemkompleks, Fluxus er et praktisk udslag af, som uvedkommende, og man har især - med denne overfladiske stillingtagen som basis - forsøgt at mistænkeliggøre DUT's motiver til at beskæftige sig med Fluxus. DUT skulle ifølge denne mistænkeliggørelse være tilbøjelig til at gå ind for kunst-destruktive tendenser, en påstand, der - set fra redaktionens synsvinkel - kan gendrives alene med en henvisning til listen over selskabets øvrige koncertprogrammer.

løvrigt henvises til enqueten side 249 og musikkalenderen side 261.