Enquête om Fluxus: Kunst - Anti-kunst

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 07 - side 249-253

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Enquete om Fluxus: Kunst - Anti-kunst De ideer, der knytter sig til den nylig overståede Fluxus Festival, kan som flere gange fremhævet ikke blot henføres til musikkens miljø, men til kunstens overhovedet. Ud fra denne betragtning har vi fundet det naturligt at bede en række mennesker, der ser fænomenet under andre kunstneriske synsvinkler end musikkens, om at redegøre for deres opfattelse af Fluxus Festivalen og dens baggrund og konsekvenser.

Vi betvivler ikke muligheden for, at en rent musikalsk orienteret enquête ville have givet interessante resultater, men mener dog, at vi med den valgte løsning har opnået, at nye perspektiver drages ind i problemstillingen.

Enquete-deltagerne er blevet stillet fuldstændig frit over for opgaven. Foruden de seks, hvis svar De finder nedenfor, havde sceneinstruktør Søren Melson og forfatteren Broby-]ohansen givet tilsagn om at deltage, men har begge måttet melde fra, fordi et for stort arbejdspres forhindrede dem i at overvære Fluxus-arrangementerne.

Maler og grafiker. F. 1919> Udd. Kunstakademiet hos Aksel J or gen sen. Udstillinger bl. a. i Lugano 1956, Nordisk Grafik-Unions ]ubil.-:idst. 1962, separatudst. 1959 og 1962. Hartmanns legat 1961.

Der er to ting, der kunne danne udgangspunkt for nogle betragtninger. Den ene er Maegaards referat af diskussionen i Palermo om mål og midler. Den anden er en passus i George Maciunas' manifest, hvori det hedder: »En sommer fulgt flugt, mikrobers bevægelser er anti-kunst. Disse fænomener er lige så smukke og lige så meget værd at lægge mærke til som kunsten«.

Jeg forstår ikke, at man kan tillægge diskussioner af denne art nogen betydning. Det eneste man vil opnå, er en søgen efter visse ideer eller principper, der ikke kan danne udgangspunkt for et arbejde, der må være afhængig af et personligt engagement, og ikke af et idéfællesskab, som må føre til en akademisme. Det samme forekommer mig at ligge som en inkonsekvens i manifestet. Der er visse lighedspunkter mellem betragtningen over et ikke-kunstobjekts ligeværdighed med et kunstprodukt og kubisternes betragtninger over en negerskulpturs kvalifikationer på bekostning af Venus fra Milo. Man forstår årsagen, kan se realiteterne, men vinder intet ved konstateringen, så længe kriteriet ligger i konstateringen af skønheden i det foretrukne - igen en forklædt akademisme.

Det er ejendommeligt at se hvordan arbejder, der er resultatet af en såkaldt anti-kunstindstilling, hurtigt ligner kunst. Udgangspunktet lænker produktet til det, attituden er vendt imod. Så længe udgangspunktet er en bevidst holdning imod noget, er individet prædestineret - blokeret - i sine fund i lige så høj grad som i en formalisme.

Det samme må gælde i de såkaldte »happenings«. Ganske uanset om man betragter hændelser ud fra et deterministisk synspunkt eller ej, kan jeg ikke se, at de i princippet fjerner sig så synderlig fra enhver improvisation. Man kan kun sige, at i yderpunktet vil der kunne stilles et krav om intensitet som kompensation for det tabte skema. At der skulle være tale om en filosofi på længere sigt, kan jeg ikke se, og slet ikke hvad man vil bruge den til.

Jeg har desværre ikke set Paik, Cage eller Tudor, men jeg har fuld sympati for den, der smækker klaveret i og siger »aldrig mere«. Det er virkelig drama, når man sparker bunden ud på det, blot ikke når det gentager sig - så er det symbolisme. Nedbrydningen af det mønster, der forekommer en at stå som en hindring for en virkelig sansning af det stof, man beskæftiger sig med, er en nødvendighed, der for så vidt ikke kan begrænses, men kun vurderes individuelt. Hvis ikke denne nedbrydning er en følge af utilstrækkeligheden i de forhåndenværende midler i forhold til, hvad man fornemmer som realiteter, bliver den en negation. Det vil derfor være lige så tåbeligt at afvise disse fænomener, som det ville være at godtage dem som principiel løsning.

Det forekommer mig mere væsentligt at spørge om en tings funktion end om den er kunst. Adskillige ting er i tidens løb sagt med udgangspunkt i funktioner, der ikke har med kunst at gøre og vurderes i dag som sådan. Hvorfor ikke blot nøjes med at spørge om deres funktion. Det er tiden eller den, der modtager, der gør det til kunst.

man havde god vilje nok, kunne man også opfatte »numrene« som en amerikansk form for zen-&oaner. Nogle enkelte frembragte en kildren, men kun epidermisk. Det fascinerende, som disse for logisk mening blottede optrin kunne have udstrålet - og netop derfor — udeblev helt, de virkede i sørgelig grad atmosfæreløse. Man kan så enten gå ud fra, at det var meningen, og ønske platonisk til lykke; eller fra, at det ikke var meningen, og hævde, at numrene virkede for elementære, u-vibrerende og stive, samt at udførelsen burde have været præget af personlighed o. a. Men som sagt har jeg kun været til stede ved to af demonstrationsaftenerne.

Forfatter og kritiker. F. 1930. Canä. mag. Medredaktør af tidsskrifterne »Hvedekorn« og »Louisiana Revy« samt radioens »Mosaik«. Har udg. digtsamlingerne »Sprængte diger« og »Udsigter« samt antologien »Moderne afrikansk digtning«.

Jeg har kun overværet to af Fluxus-forestillingerne, begge gange drejede det sig om »action-music«, og jeg forlod den sidste da de medvirkende i tyve minutter, og på en ret højtidelig måde, havde gjort grøntsager i -stand. Så vidt jeg kan se, lå der bag dette køkkenarbejde, og bag mange andre af Fluxus-numrene, trang til destruktion, monotoni og til at blive på et nulpunkt. Ud fra dette synspunkt var aftenerne måske for lange. Der synes at være tale om en meget streng filosofisk eller pseudofilosofisk tendens, for hvis tilhængere kravet om kontemplation af dette intet er nødvendigt. Om den meget fantasiløse, højtidelige fremførelse af kompositionerne også var villet, gik ikke op for mig.

Noget andet er, at jeg ikke kan lade være at se det medium, »action-music« er, i en større sammenhæng, f. eks. med de happenings,'ått i øjeblikket arbejdes med i USA, eller med en ny form for pantomime. Det forekommer mig, at man her har et meget fleksibelt og vidtrækkende udtryksmiddel, med hvilket man kunne skabe absurde, poetiske eller hvilke som helst andre situationer eller forløb, spontant eller efter partitur, og det ville sikkert kunne gøres med - og for meget små midler. Der var nu og da tilløb til det, men de var korte og formodentlig heller ikke i kontakt med planlæggernes intentioner. Det, der slog mig ved Fluxus, var især mulighederne for en ny teateriorm. Hvis Forfatter og kritiker. F. 1927. Adjunkt, red. af tidsskriftet »Selvsyn«, litteraturkritiker v. »Information«.

Har udg. essaysamlingerne »Versets løvemanke« og »Livets kermesse« samt forsk, antologier, sidst »Den nye poesi«.

Der skal mere talent til at overbevise én om værdien af noget nyt end til at holde liv i det kendte, og den iøjnefaldende talentløshed hos udøverne af Fluxus Festivalen gjorde konkretismens eksperiment en dårlig tjeneste, hvorfor man på det grundlag har svært ved at udtale sig om oplevelsesmulighederne ved de i øvrigt overvejende spinkle og fantasiløse indfald, der lå til grund. De manifester om bestræbelserne, jeg har haft lejlighed til at læse, præsenterer sig desværre gennem en vulgært oppustet selvoverdøvelse, hvor begreberne behandles med en letsindighed, som hverken kunst, natur eller anti-kunst berettiger. Denne terminologiske svulst svarer forhåbentlig ikke til sagen, men gør alligevel en betænkelig på skabernes vegne, idet de risikerer sig som marionetter for tidsånden i stedet for at være medbestemmende.

Interessant forekommer eksperimentet med publikum og den specielt medskabende kontakt, svarende til dele a£ den konkrete poesis forestillinger om digtets egentlige skabelse i læseren, og som udforsken af denne psykologiske relation kan det »instrumentale teater« måske have vejledende funktion.

Et begrebsmæssigt problem må imidlertid klares. Anti-kunst er ikke alt hvad der ikke er kunst, fordi dette forevises i en ramme, der påkalder forventning om kunst. Natur er f. eks. ikke anti-kunst, men kun defineret ved sig selv. Anti-kunsten må have samme intensitet som i kunst i en bevidst holdning til den for at have nogen virkning. Fluxus Festivalen havde ingen virkning.

Professor i bygningskunst v. Kunstakademiet. F. 1922.

Dekan f. Arkitektskolen. Medlem af det af Kulturministeriet nedsatte kulturudvalg. Tilrettelagde Danmarks afdeling på Verdensudst. i Seattle. Tilrettelægger af TV-s er i en om arkitektur.

Den ungarske pædagog Moholy Nagy startede i Chicago's Institute of Design i 1940'erne et nyt Bauhaus. I grundstudiet fik eleverne i et fag, som kaldtes »Visual Design«, stillet opgaver, som blev mødt med indvendingen: Sådant hørte til i en børnehave - ikke på en skole. Ja, svarede han, men den børnehave har mine elever ikke gået i.

På samme måde kan de musikdramatiske etuder, som kaldes »action music« ses, pædagogisk frigørende. En til sagen relevant indvending er imidlertid, at øvelser, uden for sit studiemæssige sammenhæng, ikke bør udføres for et publikum.

En anden indvending imod, hvad der blev forelagt til Fluxus Festivalen, kan også gøres med henvisning til ovenstående. Sådanne eksperimenter skal, hvor de i regi er beregnet for en gentagelse, for ikke at spilde tiden, gives større intensitet end naturiagttagelser kan have.

Mennesker, der kan tænkes at være tilgængelige for ny kunst, det være sig bildende eller musisk, er så sensitive, at de i deres hverdag må formodes at få større erfaringsmæssige oplevelser, sensuelt og intellektuelt, end hvad blev muligt, i alle fald ved den del af Fluxus-arrangementerne, jeg bivanede.

En gruppe unge, som sad inden for min hørevidde, diskuterede en forståelse ud fra, at det var kedeligt. Det er nu ikke rigtigt, idet man vel ikke kan sige, at det, der foregik på podiet, var kedeligt. Det kan kun det være, som lægger beslag på ens opmærksomhed.

Musik kan godt være kedelig (sådan vil man vel kalde det), når det forestillingsvækkende ikke står mål med den investerede opmærksomhed. Men støj eller forbipasserende folk på gaden, siger man ikke er kedelige de kan være generende, hvis de forhindrer en i at tænke sine egne tanker.

Det kan således forstås, at det væsentligste, undertegnede personligt kunne uddrage af Fluxus, var en hos de implicerede manglende proportionssans. Høffding har sagt, at humor er forbundet med fornemmelse for proportioner. I overensstemmelse hermed kunne en optrædende kun arrigt slå ud efter en tilskuer, som gik op for at få en gulerod - til at spise.

Forfatter og kritiker. F. 1937. Har ud g. novellesamlingen -»Grønt og sort« samt bidr. til »Kulturelle strømninger i Danmark«. Medforf. af Studenterrevyen »Collage« 1962. Litt er at ur kr i ker v. »Ekstrabladet«.

»Meningen« med en festival, som den Fluxusbevægelsen afholdt i den ærværdige Nikolaj kirke, må vel være at sprænge konventionen i luften én gang for alle. Det er der snart fyrre års tradition for i europæisk kulturliv: man vil revolutionen for enhver pris, det bestående er råddent, den traditionelle kunst har udspillet sin rolle og lever kun videre som et sæt udhulede konventioner.

Derfor betegnelsen anti-kunst.

Bag disse bestræbelser ligger der en romantisk, anti-intellektuel indstilling til tilværelsen. Hvis vi bare ... hvis vi bare sprænger det overleverede tilstrækkeligt effektivt i luften, vil vi nå frem (tilbage) til en uskyldstilstand, til en tid før syndfloden, før babelsforvirringen. Det er intellektualismen, systemerne, normerne, der gør menneskene til åndelige basket-babies og blokerer for en sand livsudfoldelse.

Deri kan der være meget rigtigt. Al »sand« kunst, klassisk som modernistisk, er da også en frigørelsesproces fra det stivnede, det vedtagne. Intet kunstværk har hidtil bekræftet fordomme. Dette burde mange rabiate avantgardister gøre sig klart, og dermed at der er en himmelvid forskel på den kunst, der er sig traditionen bevidst og gør op med den for at forny den og den kunst, der i en rus af naivitet lader hånt om alt fortidigt og stiller sig tilfreds med uartikulerede aggressioner.

Gør man sig ikke klart, hvad det er for en revolution, man tilstræber, hvad dens idéindhold skal bestå af, kan man farligt let ende i en blind tilbedelse af destruktionen for destruktionens egen skyld. Hvad dette kan føre med sig turde sige sig selv. Endnu engang kan man holde futurismen op som et eksempel: dens førstemand endte som bekendt som fascistisk hofklovn.

Nu er det at tage Fluxus Festivalen grumme alvorligt at sammenligne den med futurismen. Dertil var den for talentløs, for kedelig. Den viste, hvad megen anti-kunst også kan ende i: i simpel borgerlig fostokkelse.

I konvention. Numrene var uopfindsomme og forældede: »kompositionen« hvor en af aktørerne stod bomstille på scenen i lang tid f. eks.

Man gik fra forestillingen med en vished om at have spildt sin tid og sendte Paik på Louisiana og Tudor i fjernsynet en venlig tanke. For slet ikke at tale om tyvernes vidunderligt morsomme dadaisme, Stom-P.s maskiner, Marx Brothers-filmene.

Kan være, at festivalen skabte røre i DUTfolkenes lejr og optog plads i aviserne (det virkede mere spændende at læse om festivalen og se billederne end at overvære dens arrangementer). Tilbage står at konstatere, at når anti-kunst bliver konventionel, er det om muligt endnu mere pinligt end når den »konventionelle« kunst bliver det.

Tegner og grafiker. F. 1920. Udd. Kunstakademiet hos Aksel Jørgensen. U así. på biennalen i Venedig 1958 (modt. Det Italienske Journalistforbunds præmie) . Repræsenteret på bl. a. Museum of Modem Art, New York og Kobberstiksamlingen, København.

Efter min opfattelse må Fluxus ses som et fænomen, der nøje svarer til den almindelige borgerliggørelse af alt, den mistro til ånden, der karakteriserer øjeblikket. Overalt møder vi dette: »Nå alt kommer til alt«, »det er jo ikke andet end« o.s.v., o.s.v.; kun tingene og fænomenerne selv har realitet, det eneste der virkelig regnes med er »de slående argumenter«, »realiteterne« og krigen.

Denne gruppes manifestationer forekommer mærkeligt blinde og døve. Det kan skyldes, at der her indtages et mellemstandpunkt, fordi der trods alt er tale om noget kunstigt frembragt, noget arrangeret, efterligning og afskrift, der på grund af manglende konsekvens ikke er til at registrere og derfor ikke når længere end til dilettantisk kunst. Jeg havde nær sagt, det er ikke engang virkelighed. Ikke desto mindre, virkeligheden under alle former er selvfølgelig altid betagende og rystende, men i dette tilfælde var det næsten lykkedes at søvnslå alle sanser og forsvinde i intet, i en spændingsløs gang af begivenheder og forhold med en, set fra et bestemt hold, fatal bundethed til kunstneriske midler, rytme, takt, o.s.v., samt en helt utilstedelig kunstnertrang til at vise sig frem.

Hvis man vil kunsten til livs, må man se at komme mennesket til livs: det er svært at forestille sig et menneske der ikke også, for en del, lever som og er en åndelig, illusionistisk (kunstnerisk) realitet.

Men det skal indrømmes, tilbage står muligheden: det sidste, store og endelige klask.

Årgang 37/1962, nr. 07