Fra Engeland til Polen

VAGN JENSEN Fra Engeland til Polen Musikken er blevet idé.

Hvad musikkens kunst angår, er information betinget af oplevelse.

Jeg bar overværet adskillige nordiske og udenlandske musikstævner, og som regel er man glad, om der ved en sådan lejlighed er blot ét eller to værker, der er af virkelig interesse.

Blandt de otte komponister, som i Dansk Musiktidsskrips oktobernummer svarer på spørgsmålet om, hvorvidt De nordiske Musikdage bør fortsættes i deres nuværende form, svarer de fire bekræftende, hvorefter man er lige vidt og netop ikke længere. Imidlertid bemærker en af revisionisterne, at de årlige ISCM-fester lider under samme de bundrede hensyns handicap. Og lider mærkbart.

Stop lige engang. Hvordan var det ved ISCM-festen i London? Var det ikke mon dér ligesom ved de foregående, og for at tage de nærmeste: Rom 1959, Köln I960 og Wien 1961, at den internationale jury ud fra givne omstændigheder havde søgt at sammensætte programmerne udelukkende efter kvalitative hensyn? De givne omstændigheder! Javel, men råder værtslandet inden for den berammede festivalperiode kun over 8 janitsjarer, så nytter det jo ikke, at dommerkomiteen antager et værk, der kræver 16 mand ved slagtøjet. Et lignende handicap bremsede i sommer opførelsen af Bengt Hambræ tis' Constellationer for orgel og lydbånd - værket kunne af praktiske grunde ikke lade sig realisere, hed det. Så har man naturligvis lov til at tvivle på, hvorvidt den bedste vilje var til stede, men Danmark raillerede simpelthen ganske nøgternt under generalforsamlingen (via forud rundkastet skriftlig henvendelse til selskabet) over, at et antagent værk ikke blev præsenteret (rent musikgeografisk kunne den trufne disposition og indtrufne indisposition jo også betyde et hinder for andre værker af samme sprogstamme).

Med naturlig svensk støtte blev resultatet en bemærkning til protokollen om, at den til enhver tid siddende f estival jury inden afgørende votering må være fuldt orienteret om de praktiske opførelsesmuligheder i det forestående værtsland (hvad jo faktisk allerede de nationale dommerkomiteer bør være).

Kvalitative hensyn! I Rom - men det er længe siden, tre år! - var dansk musik repræsenteret ved en endnu ung komponist. Fremførelsen af hans værk hæmmedes af meget nær hundrede uhensyns handicap, men frem kom det dog, uden helt at miste førelsen*); der er imidlertid ingen tvivl om, at ikke alene værk-, men også udførelseskvaliteten vil være afgørende for ISCM-f esternes fremtid. Ikke sjældent har man kunnet få det indtryk, at der fattes tid til indstuderingerne, og det er ikke alene et pengespørgsmål.

Hverken i Wien i fjor eller i London i år var dansk musik repræsenteret blandt de værker, som den internationale jury (for 1962-festen bestående af Hans Keller, England, Sven-Erik Back, Sverige, Henri Dutttleux, Frankrig, Jacques Wildberger, Schweiz og Roman Vlad, Italien) havde udvalgt, og som nævnt blev programmernes eneste nordiske værk ikke realiseret. Om det bliver overført til musikfesten 1963 i Amsterdam er allerede et procedurespørgsmål, idet man jo ikke kan binde *) Året efter, i Köln, kunne den danske sektion garantere en kompetent opførelse af et kammermusikværk med hjemlige udøvende.

den for hvert år nyvalgte jury. Man har da lov at håbe, at Philips-studierne under en eller anden form vil benytte lejligheden til at præsentere tape-music. Desværre forelægges der ingen fortegnelse over samtlige de værker, som respektive sektioner indleverer til bedømmelse. Det skulle ellers nok være interessant at se, hvor dyrt dommerkomiteens uundgåelige kompromis'er er betalt (den tidligere regel om, at et land, som ikke i tre på hinanden følgende festivals havde været repræsenteret, simpelthen skulle have et værk placeret ved den følgende (fjerde), er bortfaldet med de seneste statutændringer. Nu hedder det blot, at en således nødstedt sektions værker skal underkastes særlig opmærksomhed, at det er ønskeligt, om landet kan blive repræsenteret).

London-festen udmærkede sig ikke med musikalske sensationer. Til gengæld var de fleste værker af rimelig kvalitet. En absolut bundrekord, men faktisk også et isoleret tilfælde, var ejendommeligt nok et værk fra et så stort land som Frankrig. Man kan være høflig og gætte på, at juryen i den indleverede del af Maurice ]arre's »Mobiles for violin and orchestra« har ment at finde et præsentabelt eksperiment, der efter visse regler opererer med den åbne form. Efter forlydende var det imidlertid et helt andet partitur, der spilledes efter ved koncerten end det, der var blevet forelagt 5-mandsudvalget. For BBC, der foretog en direkte transmission, betød det, at sendetiden blev overskredet med ikke mindre end 25 minutter! lait ca. 37 minutters Hollywood-avantgarde. Resultatet blev i øvrigt, at kravet om angivelse af spilletid for indsendte partiturer blev så kraftigt understreget, at man simpelthen ikke fremtidig vil tage værker op til bedømmelse, som ikke meddeler varigheden for fremførelse med en rimelig margin.

Programmernes ejendommeligste værk kom fra Japan. Dirigeret af komponisten, Kenjiro Esaki, sang en yndig kimonosangerinde og to kjoleklædte herrer til akkompagnement af trommer og træblokke nogle »Moving pulses« over klassiske No-intonationer. Det var rummusik i den forstand, at vokalisterne dels bevægede sig på tribunen, dels tog opstilling skiftende steder i salen (undertiden medførende en råbetragt). Det smukkeste opus var schweizeren Klaus Huber mester for.

Hans formelt symmetriske kantate for soli, kor, orgel og orkester over tekster af Augustinus havde ganske simpelt bevægende storhed. Det mest artistiske havde polakken Wlodzimierz Kotonski skrevet med sin trio for fløjte, guitar og slagtøj.

Og dertil kom så adskillige stykker god musik af ISCM-garden, repræsenterende højst forskellig stil og teknik. Inden for selskabets begrænsning syntes det aktuelle verdensmusikbillede afspejlet uden væsentlige skævheder.

Begrænsning er der imidlertid tale om, når man betænker, at Det internationale Selskab kun består af 13 vesteuropæiske lande, 7 oversøiske og 3 fra østblokken. Nu skal det naturligvis straks erkendes, at en virkelig verdensomspændende organisation ikke ville blive lettere at administrere, men alligevel ville jeg foretrække flere forenede musiknationer på bekostning af de yderligere vanskeligheder, der unægtelig måtte opstå ved tilrettelæggelsen af den årlige festival. Men spørgsmålet er også, om ikke denne festival tillægges en større betydning, end den er berettiget til under de nugældende konjunkturer. Den er i hvert fald ikke længere nødvendig for at bringe samtidsmusikken til offentlighedens eller specialpublikummets kundskab. Og den kan ganske enkelt ikke være tilstrækkelig.

Således er de sæsonfester og feriekurser med specielt sigte inden for samtidsmusikken, som afholdes i Tyskland, Østrig, Italien og Japan, meget vel motiverede.

Men for den, der efter ISCMs London-festival søgte en videre alsidig orientering, måtte vejen naturligt gå til Warszawa, der siden den polske oktoberrevolution er blevet mødestedet mellem øst og vest. For seks år siden gjorde man officielt op med en kulturpolitik, der endnu binder dele af den kommunistiske verden til en snæver æstetisk ideologi, musikkens udvikling blev overladt til komponisterne selv, og det har betydet, at unge talenter har kunnet vandre de lønligste stier, kultivere nye områder og høste såvel smukke som sælsomme frugter. Nu kan det nok være, at man har fjernet sig så ivrigt fra Stalinismens slagskygge, at kulturtårnet har fået slagside til den modsatte grøft. Men skævheder kan jo også være kunstfærdige.

Alligevel var det under de omstændigheder med ekstra spænding, en vestlig iagttager overværede opførelsen af Sjostakovitf 8. symfoni - Stalingradsymjonien! Warszawa har imidlertid også et talentfuldt publikum, der forstår at værdsætte en komponist, som kan holde en kilometer lang adagio. Sjostakovitj blev applauderet lige så hjerteligt som Castiglionis Aprèslude. Der var kunstneriske kvaliteter at tage og føle på. Man reagerer spontant, og det var ikke lutter bifaldende meningstilkendegivelser, der hilste Tadeuz Boiras Orkestervariationer uden tema eller Krzystof P end er e c kis Canon for orkester og magnetofonbånd (sidstnævnte er en optagelse af den rent instrumentale førstedel; højtalergrupper udsender derefter tapelyden i kontrapunkt til det fortsatte ensemblespil). Men talentets viljestyrke og følelsespres kunne ingen sidde overhørig, og jo stærkere der blev piftet, des heftigere blev der klappet. Her er musik liv og som dette ubetvingeligt.

Og nu gærer det rundt om i østblokken. Fra Bulgarien, Litauen og Tjekkoslovakiet hørtes mere eller mindre officielle toner formeret i nye rækker. Sovjetunionens enfant terrible Wolkonsky var det ikke lykkedes at få repræsenteret, men det var så meget mere bemærkelsesværdigt, at der i år for første gang ikke alene var en betydelig officiel delegation af komponister, udøvende musikere og teoretikere, men tilmed en meget stor gruppe »musikalske turister« på besøg fra det store Rusland. Den musik, de stilledes overfor, må have virket så chokerende som en torsdagskoncert med Tudor. Men reaktionerne, ikke mindst over for den elektroniske musik, var så positive, at det ikke kan undre, om der efter føje tid vil lyde andre toner også fra unionen af sovjetkomponister. Orientering også herom er et ISCM-anliggende, hvis selskabet ikke fortsat skal være en halwerdens internationale af konforme aftenlande. Vi ved for lidt om, hvad der foregår inderst bag jerntæppet, men nu tyder det på, at mulighederne for information vil blive tilvejebragt, og den åbne modstillen af forskellige idealer kan kun blive et incitament for enhver stræben efter kvalitet uanset stil og teknik.

Efterkrigstiden har trukket kunstige landegrænser mellem frugtbare musikalske egne. Det kan diskuteres, hvem der har muret sig inde og hvem, der holdt sig ude, men det er i dag en kendsgerning, at Picasso hænger frit fremme i Leningrad, at Brubeck optræder på grammofonplader i Baku, og at Dessau både i Berlin og Leipzig tiltrækker sig mistænkelig opmærksomhed ved at mene, at musikalsk behov af forskellig art må dækkes af forskellig kunstnerisk form. I Polen er man ikkç mere overbevist om, at dekadencen lurer blandt de intellektuelle. Man finder ikke avantgarden negativ, for man tror ikke mere blindt på, at folket er optimistisk.

International Society for Contemporary Music afholder sin næste »verdensmusikfestival« i Amsterdam, og 1963-juryen består af Guillaume Landre, Holland, Elliot Carter, USA, Gie seih er Klebe, (Vest) Tyskland, Jan Maegaard, Danmark, og Marcel Mihalovici, Frankrig. De begrænsninger med hensyn til ensemblebesætning, som er indeholdt i den hollandske indbydelse, behøver ikke at mindske kvaliteten af programmerne. Derimod tegner det til, at en avanceret eksperimentalmusik nok kan komme ikke så lidt i klemme, men til gengæld kan der så være ikke mindre grund til at minde om statutternes artikel 28, hvori det hedder: The International Jury sbalí, m principie, consider only works submitted by national Sections. Hoiverer, in the general interest of thé programmes, it may include one or more additional works which have not been submitted by a Section, specially menti o nin g the faet in thé programme.

De sidste ISCM-fester har unægtelig slækket på kravet om oplysning vedrørende forholdet mellem puljeværker og frie. Til gengæld synes der for den forestående samling at ligge en opgave i at bekræfte selskabets internationalisme ved at supplere med kvalitetsværker fra lande, som for tiden ikke er tilsluttet organisationen, frem for at hale jubilerende komponisters partiturer frem til afstøvning…