Grammofon

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 08 - side 275-278

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

GRAMMOFON A propos Philips-serien med ny musik De kommercielle aspekter, der er forbundet med grammofonpladeproduktion, har gjort vort århundredes musik til et ømt punkt i pladekatalogerne. I denne situation bekræfter nogle få undtagelser kun reglen. Disse undtagelser grupperer sig stort set på to felter: For det første den nutidige musik, der ligger på et sådant tilgængeligheds- og popularitetsniveau, at selskaberne ikke nærer betænkeligheder med hensyn til salgbarheden og derfor også har mod på at investere i 1.-klasses optagelser. (Det gælder komponister som Bartok, Stravinski] og Sjostakovitj, dog naturligvis kun repræsenteret ved visse værker).

For det andet de pladeoptagelser, der netop ikke er kommet i stand på rent kommerciel basis. Her spiller afsætningen ingen primær rolle, og man kan derfor vælge repertoiret efter andre kriterier end kommercielle, d.v.s. f. eks. kvalitative eller snævrere musikpolitiske kriterier bestemt af nationale eller lignende særinteresser (man kan som en frimærkesamler ville inddæmme et ganske specielt musikalsk område). Optagelseskvaliteten er her særdeles svingende, i hvert enkelt tilfælde afhængig af, hvem der står bag initiativet. Er der tale om optagelser, der er baseret på offentlig eller anden støtte, er den tekniske kvalitet som regel høj (i hvert fald i den vestlige verden). Som eksempler kan man nævne DGGs »Música Nova«-serie, der har statsstøtte, Swedish Society Discophilpladerne, der finansieres af Sverige Radio, Philips-serien »Classics of Norway«, der støttes af den norske komponistforening, plader over hele Europa, der udgives under Det Internationale Musikråds auspicier, og endelig herhjemme det par plader, HMV netop har sendt ud i samarbejde med Samfundet til udgivelse af dansk musik. Er der derimod tale om plader udsendt af private, idealistiske foretagender, svinger den tekniske kvalitet, alt efter de pengemidler og den kunnen, der står bag. To franske eksempler er her nærliggende. Plademærket Vega har allerede en stor repertoiremæssig særdeles modig produktion bag sig, men pengemidlerne har aldrig strakt til at skabe virkelig acceptable optagelser. Derimod har det nye mærke Critère åbenbart finanserne i orden — de få albums, der er udsendt, er over al måde eksklusive i udstyr og optageteknik. Der er hver ken sparet tid eller apparatur på disse optagelser. (De vil om kort tid blive anmeldt i DM af Jan Maegaard).

De huller, der er i katalogerne, udfyldes naturligvis kun i ringe grad af disse undtagelsestilfælde. Og det er værd at huske, at hullerne ikke blot består af repertoiremæssige undladelsessynder, men også i mange tilfælde af for dårligt optagne værker. På dette punkt kan man vanskeligt rette bebrejdelser mod de små, idealistiske grammofonforetagender, der ikke ejer midlerne til kvalitetsindspilninger. Men nok mod de store velhavende selskaber, der her fører en diskutabel politik.

Det kan synes uretfærdigt at rette denne kritik mod Philips' »Modern Music Series«, der med over tyve plader i et overdådigt udstyr har introduceret en lang række spændende nutidige værker på markedet (Gerhard Schepelern omtalte i oktober-nummeret seriens operaindspilninger). Her synes jo for en gangs skyld at være gjort en virkelig indsats. Men den første begejstring kølnes desværre snart. Vi skal ikke her komme ind på en række indvendinger, der tidligere er rettet mod serien, kun resumere dem: Af samtlige hidtil udkomne plader rummer kun tre nye indspilninger. Det gælder A 00579 L med Messiaens »Cinq Rechants« og Daniel-Lesurs »Le Cantique des Cantiques«, A 00575 L med Milhauds »Les Quatre Saisons« ogA0152lL med Hindemiths 3 orgelsonater. De øvrige er alle ældre optagelser, der tidligere har været publiceret, fortrinsvis på amerikansk Columbias »Masterworks«-serie. Dernæst: serien prætenderer at dække den nutidige musik, men gør det langtfra (Bartok er f. eks. slet ikke repræsenteret). Dette vil muligvis afhjælpes, for serien udbygges stadig. Og endelig: der er i adskillige tilfælde tale om værker, der allerede findes i katalogerne i andre indspilninger.

Disse indvendinger ville være ret overflødige, hvis optagelserne forløste de valgte værker på virkelig dækkende vis. Det gør de kun i få tilfælde, som i forbindelse med de nævnte nyindspilninger, og blandt de øvrige for eksempel Stravinskij-pladen (A 01493 L) med bl. a. Dylan Thomas-sangene. Svaghederne er mærkbare foruden i operainspilningerne (som Schepelern præcicerede det) især i den række af Schönberg, Berg og Webern-plader, som dirigeres af Robert Craft. Akustikken er i disse optagelser hård og tør, og den musikalske fortolkning som regel stiv og unuanceret. Misererne kan næppe lastes dirigent og musikere, kun selskabet - Craft havde efter sigende kun tre timer til rådighed til hver pladeside, at anvende til såvel prøver som optagelse! Det skulle altså være billigt, men set fra selskabets synsvinkel også »forsvarligt«, vel at mærke sådan at forstå, at pladerne kunne sælges. Ideen synes at have været denne: Den minoritet blandt pladekøberne, der er interesseret i denne musik, vil være parat til at anskaffe pladerne uanset kvaliteten. Spørgsmålet er imidlertid, om denne taktik betaler sig, også ud fra en rent kommerciel betragtning. På længere sigt vil det nemlig vise sig, at også gengivelseskvaliteten er en komponent, der må inddrages i salgsprognosen når behovet er dækket hos dem, der vil have denne musik på plade, er det den overbevisende fremførelse, der giver mulighed for at ringene breder sig. Man kan naturligvis komme et skridt videre gennem salgspsykologiske metoder - som Philips her har gjort det ved at udsende gamle plader i nyt og fint tøj.

Men det er stadigvæk kun en nødløsning.

Sammenligninger mellem f. eks. Philips-seriens udgave af Schönbergs fem orkesterstykker (dirigeret af Craft) med Mercury-udgaven (dirigeret af Kubelik og udsendt i Europa på HMV ALP 1251), er ikke flatterende for Philips. Man kan så gisne om, hvad der er motivet til Mercurys store tekniske indsats med deres optagelse. En ganske parallel sammenligning anstillede Jan Maegaard fornylig i radioen mellem Det parisiske blæserensembles version af Schönbergs blæserkvintet på en Critère-plade og Los Angelos-musikeres version på en Columbia »Masterworks«-plade (der ganske vist ikke er kommet i Philips-serien, men nok kunne tænkes at gøre det). De amerikanske musikere har ikke fået en ærlig chance for at yde værkerne fuld retfærdighed.

Vi skal altså nok glæde os over Philips' initiativ med serien, men glæden er temmelig blandet. Håbet er, at seriens fortsættelse kan føre ind på de helt rigtige spor, hvis selskabet tør disponere på lidt længere sigt.

G. D.-H.

MONTEVERDI: II Combattimento di Tancredi e Clorinda + ballet til ære for kejser Ferdinand III H- canzonettaen »Amor che deggio far?«. Dirigent: RENATO FAIT. Madrigalista Milanesi og anonymt strygeorkester. Fortælleren: Claudia Carbi, Clorinda: Emma. Tegani, Tancredi: Aljredo Nobile. - VOX DL 660.

I VOX' serie med gammel musik er der kommet en udmærket plade med Monteverdis dramatiske scene »Kampen mellem Tancred og Clorinda« samt en opera-ballet, som er skrevet til ære for kejser Ferdinand III, og i tilgift en aldeles henrivende canzonetta for kor og strygere: Amor che deggio far? Renato Fait dirigerer alle tre værker levende og udtryksfuldt. Koret, Madrigalisti Milanesi, synger med megen klanglig charme men uden synderlig disciplin. Det lille (anonyme) strygeorkester spiller smukt og livfuldt. De to kvindelige solister i Tancredi og Clorinda, Claudia Carbi og Emma Tegani, er aldeles fortrinlige, hvorimod Tancredis fremstiller, tenoren Alfredo Nobile, kun er passabel.

Trods sine mangler er pladen absolut fornøjelig at høre på, og ikke mindst er det morsomt at høre, hvor fuld af liv denne over 300 år gamle musik stadig er. I teknisk henseende er pladen tilfredsstillende.

G. S.

BERLIOZ: Requiem op. 5. Operakoret, Paris, og det franske radiokor. Dirigent: HERMANN SCHERCHEN: Tenorsolo: JEAN GIRAUDEAU.

VOX 2013 1-2.

BERLIOZ: L'Enfance du Christ. Op. 25. Konservatorieorkesteret, Paris, og Raymond St. Paul koret.

Dirigent: ANDRÉ CLUYTENS. Alt: H. BOUVIER. Tenor: J. GIREAUDEAU. Bariton: L. NOGUERA. Bas: M. ROUX og H. MEDUS. - VOX VUX 2009 1-2.

Mon der nogensinde har eksisteret en komponist, der havde så svært ved at skrive musik som Berlioz? Hver gang man hører et af hans store værker, forbavses man over hans hjælpeløse melodik, hans uorganiske harmonik og hans fuldstændig afmægtige kontrapunktik - men mest af alt over, at der alligevel i denne musik bor en uforklarlig kraft, som på forunderlig vis kommer til udtryk. VOX har udsendt indspilninger af hans Requiem op. 5 fra 1837 og af hans oratorium »Kristi barndom« op. 25 fra årene 1850-54. Det førstnævnte værk er skrevet for en gigantisk orkesterbesætning, som forståeligt nok vakte samtidens store forundring - og næsten enige mishag. De fire adskilte blæseorkestre i Tuba mirum er af barbarisk virkning, og selv nu om dage hører man med forbavselse de lange akkorder i Hostiassatsen; de består af en bastone, som spilles af 8 (otte!) basuner i det dybeste leje, samt af en treklang, som spilles af tre fløjter i disses øverste leje. I indspilningen medvirker orkesteret fra den store opera i Paris og det franske radiokor under Herman Scherchens ledelse. Der spilles og synges smukt og nuanceret, men præcisionen lader flere steder en del tilbage at ønske. Jean Gireaudeau synger de få men meget krævende solostrofer overordentlig dejligt. - I »Kristi barndom« medvirker Panserkonservatoriets orkester og Raymon St. Paul koret under Cluytens ledelse. Også dette værk får en god udførelse, men det er svært at holde interessen vedlige for denne meget ensformige lyriske musik.

Værket falder i tre dele, som skildrer henholdsvis Herodes' angst over at have drømt, at en anden skal støde ham fra tronen, flugten til Ægypten, og den hellige families ankomst til Sais, hvor de fandt varigt ophold, til faren var ovre. De fem solister løser deres opgaver udmærket. Optagelsesteknikken er kun nogenlunde på de to indspilninger; der er, navnlig i requiet, vældig rumklang, men balancen mellem kor og orkester er meget svingende. Selv om pladerne altså ikke i alle henseender er i topkvalitet, må man dog glæde sig over, at disse værker nu er tilgængelige på grammofon.

G. 5.

ANDREA GABRIELI: 3 Ricercari - GIOVANNI GABRIELI: Sacrae Symphoniae. Florian Hollareis instrumentalensemble, Paris. - VOX DL 540.

MARC-ANTOINE CHARPENTIER: Koncert for fire stemmer - ANDRE CAMPRAT: Les Festes Vénériennes (balletsuite) - JEAN-JOSEPH MOURET: Les Festes de Thálie (balletsuite). André Colsons instrumentalensemble, Tours. — VOX DL 630.

VOX har udsendt en del plader med gammel musik. På en af dem spiller et parisisk blæserensemble under ledelse af Florian Hollard stykker af de to berømte Gabrieli'er. På en anden spiller et instrumentalensemble fra Tours under ledelse af André Colson franske instrumentalstykker fra det attende århundredes første årtier. Navnlig disse sidste kompositioner er vel værd at høre på og spilles med smag og verve. Gabrieli-stykkerne virker lidt trættende, fordi de er udsat for ensartede besætninger: enten træblæsere eller messingblæsere. Messingensemblet er i hvert fald ganske uhistorisk, da den tids trompeter og horn ikke kunne spille fuldstændige skalaer i mellemlejet. Mon den slags stykker dog ikke har været udført med blandet besætning af sty gere og blæsere - alt efter, hvad der var for hånden? - I øvrigt er også de parisiske blæsere et fortrinligt ensemble, som udfører de gamle stykker meget livfuldt og smukt. Optagelserne er upåklagelige i teknisk henseende.

G. S.

Årgang 37/1962, nr. 08