Litteratur

LITTERATUR VERDI Bolletino dell'Istiîutio di Sîudi Verdiani.

Parma-Busseto. Anno I. I960.

Den overordentlig rige og årligt voksende litteratur om Verdi vidner om den betydning, man nu tillægger denne operaens store dramatiker. Men denne rigdom er som en uplejet have, hvor de skønneste vækster trives side om side med ukrudtet. For at rydde op, beskære og gøde er der nu i Parma oprettet et central-institut for Verdi-studier; dets første resultat er det her foreliggende »Bollettino« (»Tidsskrift«). Det drejer sig om tre tykke bind på tilsammen 1944 sider, men slet så righoldig, som dette sideantal lover, er publikationen dog ikke, for hver artikel er af trykt tre gange på henholdsvis italiensk, engelsk og tysk. Det giver dog immervæk 648 stof sider i tidsskriftets 1. årgang.

Det er hensigten at hellige hver årgang til studiet af ét bestemt værk; årgang I960 er således viet »Un Bailo in Maschera«, der er behandlet ud fra mange forskellige aspekter, omend ikke ud fra alle tænkelige. Således er dets stilhistoriske og dramaturgiske position kun svagt betænkt. Men det hænger nok sammen med, at Ver di-forskningen til dato har haft slagside mod det biografiske og æstetiske med forsømmelse af det eksakt analytiske.

Det er da også ganske karakteristisk, at 1. årgangs omfangsrigeste artikel er af biografisk art. Den fylder 89 sider og er et uddrag af Franco Abbiatis i 1959 udkomne biografi. Det må forekomme skuffende, at man ikke til skildringen af tiden omkring »Maskeballet« har kunnet fremskaffe andet og bedre end et genoptryk af et værk, der dog vel i forvejen må være mange af tidsskriftets læsere bekendt. Ydermere er artiklen overordentlig omstændelig med flere overflødige detaljer, og den mangler den store linie, ikke mindst i fremstillingen af de politiske forhold, der besværliggjorde Verdi arbejdet med dette værk.

Og så viser det sig endda i den nyligt afdøde engelske Verdi-forsker Frank Walkers artikel, at den grundige Abbiati har ladet en del materiale upåagtet. Udover sin historiske værdi har Walkers artikel sin betydning derved, at den demonstrerer, hvor meget materiale der endnu ligger begravet i de italienske arkiver. I betragtning af, at der 1913-51 er publiceret tre store brevsamlinger, tør man nok sige, at der er brug for en gartner til den forsømte have.

I Francesco Floras artikel gennemgås librettoen med en helt barnlig glæde ved at genfortælle handlingen. Sammenligningen med Scribes libretto (til Auber) er ganske interessant, men en del filologisk kritik havde man gerne set erstattet af en dramaturgisk.

I Guido Pannains ordrige gennemgang af musikken er der ikke meget nyt at hente.

Den trætter desuden ved endnu engang at komme ind på operaens handling, og den overrasker ved sin mangel på forståelse for pagen Oscars figur og musik. Langt mere givende er Ådone Zecchis udmærkede analyse af korets funktion i »Maskeballet«.

Når to så fremragende dekorationsmalere som Alexander og Nicola Beño's (far og søn) udtaler sig om deres fag, er naturligvis alt af interesse. Og det er samtidig her stedet at gøre opmærksom på, at de tre bind indeholder mange, fortræffeligt gengivne illustrationer, der bl. a. tillader at anstille sammenligninger over forskellige tidsaldres og sceners opfattelse af »Maskeballets« miljø. — A propos dette miljø, der jo af censuren brat blev henlagt fra Sverige til Amerika, så er det undgået d'herrer Benois' opmærksomhed, at den første opførelse, hvor handlingen var ført tilbage til det oprindelige miljø, fandt sted i København ved værkets første opførelse på Det kgl. Teater den 25. september 1935. De 76 års forsinkelse havde i det mindste det gode, at vi var uafhængige af en slet tradition.

Eíígemo Gara bidrager med en detaljeret gennemgang af de vigtigste opførelser, rigt spækket med interessante citater af datidens kritik. Det fremgår heraf, at man bemærkelsesværdigt hurtigt fattede værkets stilling i Verdis produktion. - Mas simo Milá konstaterer mange afvigelser mellem de to trykte partitur-udgaver (1914 og 1959), men da Verdis ms. ikke har stået til hans disposition (hvorfor??), nås ingen resultater. - Giuseppe Pugliese gennemgår hyperkritisk de forskellige fono-udgaver. Artiklen bør især læses af sangere! - Altmeister Pizzetti siger væsentlige ting om Verdis kunst i almindelighed, og instituttets direktør, Mario Medici, fremdrager breve om »Kong Lear«, der siger noget om Verdis forhold til Shakespeare. - F ed el e d'Amico foretager en intelligent og oplysende sammenligning mellem Aubers »Gustave III« (1833), Mercadantes »II Reggente« (1843) og Verdis »Maskeballet« (1859). Og så er adskillige mindre artikler ufortalte.

Tidsskriftet koster 7.500 lire pr. årgang og 3.500 lire pr. hæfte. Men det er så upraktisk tilrettelagt, at fire af de store artikler er gennemgående, så man kan ikke nøjes med at købe det hæftevis. Det ville også være praktisk, reolpladsbesparende (og formentlig billigere) at trykke de tre sprog hver for sig.

Den engelske oversættelse er rimeligt god, den tyske derimod særdeles slet (helt bortset fra vrimmelen af trykfejl). Næste årgang (1962!) vil behandle »Skæbnens Magt«.

J. B.

GEORG KARSTADT: Die »extraordinairen« Abendmusiken Dietrich Buxîehudes. Untersuchungen zur Aufführungspraxis in der Marienkirche zu Lübeck. Mit den Textbüchern des »Castrum Doloris« und »Templum Honoris« in Faksimile-Neudruck. - Lübeck: Verlag Max Schmidt-Römhild 1962. 46 + 16 S. (Veröffentlichungen der Stadtbibliotek Lübeck, Neue Reihe, Band 5).

Inspireret af sit overraskende fund i 1956 af tekstbogen til Buxtehudes Abendmusik »Templum Honoris« (1705) har Lübecker bibliotekaren, Dr. Georg Karstadt udsendt denne lille bog, der på overskuelig måde samler vor viden om Abendmusik-institutionen i Lübeck til og med Buxtehude. Efter en gennemgang af den historiske udvikling af aftenmusikken (»Ursprung und Entstehung der Lübecker Abenmusiken«), deres praktiske og økonomiske tilvejebringelse (»Die Organisation der Lübecker Abendmusiken«) og deres udførelsespraksis (»Chor und Orchester der Lübecker Abendmusiken«) sluttes der af med et forsøg på at afgrænse Abend-musik-begrebet i forhold til kantaterne (»Die Abendmusik und das Kantatenwerk Buxtehudes«).

Bogens titel er noget misvisende, da indholdet angår Abendmusik i almindelighed og ikke specielt de to »extraordinære« opførelser 1705 i anledning af det tyske kejserskifte. Først på de sidste fem sider i bogen samler fremstillingen sig om disse to særlige Abendmusik'er, Castrum Doloris og Templum Honoris, hvis tekstbøger er gengivet i faksimile sidst i bogen.

Nye synspunkter til oplysning af de opstillede problemer om aftenmusikkens særlige væsen er ikke fremført, indholdet er mere af refererende art. Vanskelighederne ved en nærmere klarlæggelse af Abendmusikgenren hænger sammen med det meget sparsomme materiale, der er overleveret. Af Buxtehude kendes kun 3 tekstbøger, hvortil kommer det anonymt og uden titel overleverede værk, som er udgivet af Willy Maxton (under titlen »Das jüngste Gericht«) og af denne identificeret med det Buxtehude-værk, der nævnes i Leipziger Messekataloget 1684 og senere af Moller, »Das Allerschröcklichste und Allererfreulichste, nämlich das Ende der Zeit und der Anfang der Ewigkeit«. Om holdbarheden af denne identificering kan der dog rejses tvivl (jvf. Martin Geck i tidsskriftet Die Musikforschung 1961, s. 407 ir.).

Forfatteren bevæger sig med forsigtighed på den gyngende grund mellem, hvad der må anses for gudstjenestemusik (kantateværket) og hvad der kan anses som specifik Abendmusik. Muligheden holdes åben for flydende overgange, såsom at visse Abendmusik'er kan have bestået af et blandet program of oratorier og kantater. Som et gennemgående træk, betoner forf., står forskellen i selve det klanglige opbud. »Gegenüber den Kantaten zeigt sich in diesen Konzertveranstaltungen mit ihrem starken Klangapparat ein wesentlicher Unterschied, der ...

zu neidvoller Betrachtung führte«. Tydeligere kunne det måske være defineret således, at aftenmusikken hos Buxtehude altid (ifølge kilderne) benytter sig af det store klanglige opbud, mens gudstjeneste-kantaterne kun lejlighedsvis viser et tilsvarende opbud (Ihr lieben Christen, freut euch nu; Nun danket alle Gott). Mange problemer de to værkkategorier imellem er dog stadig uløste også efter denne konstatering, og indtil videre, så længe man ikke med sikkerhed kender musikken til en eneste Abendmusik af Buxtehude, gør man klogt i at holde sig forfatterens konstatering for øje, at »die Bemühungen der Musikforschung um die Abgrenzung der Abendmusiken und des Kantatenwerkes haben noch keine endgültige Klärung herbeiführen können.« Den forudgående fremstilling i skriftet af aftenmusikkens oprindelse og tidligste historie er en god og klar oversigt. Forbindelsen med de ikke-gudstjenstlige orgelkoncerter i den reformerte kirke i Holland påpeges med støtte i det almindeligt forekommende fænomen, at købmandsfolket overtager hinandens skikke. Og netop købmandsskabets integrerende rolle ved afholdelsen af Lübecker Aftenmusikken er en klar parallel til de koncertmæssige foranstaltninger i den hollandske reformerte kirke, hvor støtten hovedsagelig kom fra købmændene, der udgjorde den ledende del af de reformerte kirkers forstanderskaber. Forfatteren giver eksempler på denne »orgelkoncertbevægelse«s udbredelse og kunne (netop i relation til Buxtehude) have tilføjet endnu et celebert eksempel, nemlig Nikolai-organisten i København Johann Lorentz, der fra 1630'erne holdt »orgelforedrag« uden for gudstjenesterne, og om hvem det hedder i samtiden: »Organista ipse nulli in Europa secundus«. For. betoner med rette, at det var Buxtehudes fortjeneste at hæve aftenmusikken i Lübeck op fra dette orgelkoncert-stade til den oratorieagtige form med det store opbud af medvirkende, der skabte Lübecker Abendmusik'ens ry for lange tider.

S.S.

BRUNO NETTL: Reference Materials in Ethnomusicology. 46 pg. $ 1,50. - Information Service, Detroit 1961.

Der er grund til at nære taknemmelighed over for dem, der påtager sig det nyttige arbejde at udgive bibliografier. Navnlig selvfølgelig når bibliografier kortlægger indsatsen på et vanskelig overskueligt fagområde som etno-musikologien. Efterhånden som litteraturmængden vokser, vil det imidlertid også være behageligt, om end ingenlunde ufarligt at kunne støtte sig til en kritisk bibliografi, der forklarer den interesserede, hvad der er værd at læse, og ved hårde ord eller talende tavshed bekendtgør, hvad man med sindsro kan springe over.

Bruno Nettl, der er en anerkendt autoritet med hensyn til primitiv - især de nordamerikanske indianeres - musik, har udsendt et lille hæfte med en sådan kritisk gennemgang af litteraturen inden for diverse etno-musikologiske gebeter. Det er naturligvis kun alt for nemt at opkaste sig som kritikerens kritiker.

Alle indledende undskyldninger til trods virker mængden af henvisninger til Nettis egne publikationer påfaldende i et værk af denne karakter. Uviljen ved den aparte franskmand Daniélous arbejder er ikke uforståelig, men dens berettigelse dog diskutabel. Man undrer sig over ikke at finde Bartoks eller i hvert fald Kodalys behandling af den ungarske folkemusik anført, når der i afsnittet vedrørende lands- og områdeoversigter er fundet plads til Kurt Reinhards »Chinesiche Musik«, der visselig giver en nydelig præsentation af sit emne, men er et venstrehåndsarbejde.

Det er let at være bagklog på andres bekostning, ikke alene for Nettl, også for anmelderen af Nettis pjece. Og det vil ikke være rimeligt at føre bagklogskaben for vidt.

For pjecen repræsenterer en kyndig mands subjektive valg og domme og kan som sådan være særdeles brugbar for mangen en søgende student. Pro.