Musikalier

MUSIKALIER FLEMMING WEIS: 12 Monologer for klaver. Engstrøm & Sødring. København.

Jeg har inntrykk av at nærværende samling klaverstykker gir et ganske treffende bilde av komponisten Flemming Weis. Fra klanglig synspunkt stikker det en god del av impresjonisten i Flemming Weis, men lin j ene er presist tegnet, og hvert enkelt av stykkene legger frem et musikalsk stoff med konsistens. Om Flemming Weis ikke nettopp står på ytterste radikale fløy blant de danske komponistene, er han samen frimodig nok i sin søken efter nye klanglige uttrykk, men han driver på den annen side sjelden dissonansspenningene lenger enn hans musikalske samvittighet tilsier. Forøvrig er de tekniske krav tildels ganske betydelige, men alt er tenkt ut fra klaveret - det kan man dessverre ikke alltid si om våre dages klaverlitteratur.

C.B.

* BACH/WEBERN: Ricercata a 6, c moll.

Da Anton Webern i 1935 instrumenterede den 6-stemmige fuga (ricercata) fra Das musikalische Opfer af J. S. Bach, var det ikke ud fra et ønske om derigennem at bringe Bach-tidens opførelsespraksis ind på livet af tilhørerne. Alene musikkens indre struktur, dens evighedsværdi, har ligget har på sinde.

Beretningen vil vide, at stykket blev til som Bachs »stiltiende« svar på Frederik den Stores bemærkning om, at mere end 3-stemmig polyfoni er upraktisk, ja egentlig illusorisk på et klaverinstrument uden pedal. Bachs 6-stemmige fuga lader sig faktisk spille på klaver med to hænder! Men så megen ret må man give den musikalske konge, at det er utrolig vanskeligt at gøre klart rede for den enkelte stemmes melodiske forløb inden for den komplicerede- kontrapunktiske sats, som fugaen repræsenterer. Over for dette gigantiske storværk inden for fuga-litteraturen har Webern næret ønske om at give det en instrumental iklædning, som lader dets mangestemmighed træde f rem-f or øret i akustisk perspektiv; således har han givet de stemmer, der i hvert givent øjeblik er de vigtigste for opfattelsen, deres egen særlige instrumentale klangfarve, der skiller dem ud fra hinanden og de øvrige stemmer, så at man tydeligere kan høre dem og følge deres forløb. - Men ikke nok hermed. I sin instrumentation af den enkelte stemme har Webern foretaget en formelig motivanalyse og fremkaldt en yderst plastisk frasering, således at hvert enkelt motiv inden for temaet får sin egen klangfarve. Dette gælder især præsentationen af fugatemaet, »det kongelige tema«, som åbner værket; og det gælder også, hver gang en ny musikalsk tanke indføres. Altså hovedsagelig hvor satsen er fåstemmig. Over de lange stræk, hvor satsen forløber i fuld 5- eller 6-stemmighed, tilskrives den enkelte stemme én, højst to klangfarver, idet en udpenslet motivanalyse her snarere ville forplumre end tydeliggøre det kontrapunktiske forløb. Weberns ejendommeligt uortodokse instrumentation lægger således konsekvent an på klarhed, perspektiv og plastik. Samtidig giver den med sin adskillelse af elementerne, her især de klanglige, en værdifuld hjælp til tilegnelsen af Weberns egne værker, hvor den samme tendens til akustisk differentiering af de mindste motivenheder er herskende. B j HENRI POUSSEUR: Cárat ér es, piano solo. - Universal Edition ue 13452.

Dette er et såkalt aleatorisk verk hvor det er opp til pianisten å gjøre forsk j ellige sprell etter komponistens veloverveide spilleanvisning. Det nye er imidlertid at man skal snitte ut hulí i notene for å spille det som kommer frem fra notebladet bakenfor. Disse barnestrekene kan utvilsomt ha sin mis j on i en musikalsk barnehave om man da tøyer begrepet musikk så langt. Pousseur har altså fortsatt med å være Posør siden sitt musikalske teater i Darmstadt for to år siden.

Annet var forsåvidt kanskje ikke å vente.

Men Pousseur har evner til andre og bedre verk enn disse i bokstavelig forstand barnestrekene. Stort mer er det ikke å si om dette i ordets egentlige betydning makk-verk.

Skulle det anmeldes nærmere måtte det være til politiet.

C.B.

MAURICIO KAGEL: Sexteto de cuerdas 1953. Universal Edition ue 13022.

Kagel vil her hjemme blant musikkinteresserte være kjent for sitt meget omtalte og diskuterte verk «Anagramma« for kammerkor og kammerensemble uroppførte ved ISCM-festen i Köln for to år siden. Dette verk er et av hans tidligste arbeider og ble i sin første skikkelse uroppført på konsertene ved de Internas j onale dager for Ny Musikk i Darmstadt i 1958. Jeg var tilstede der da og må innrømme at verket gjorde et fordelaktig inntrykk på meg til tross for en noe m angel füll opp f ør else. Verket er nå kommet ut i partitur og er omarbeidet på visse steder. Slik det nå fremstår er det meget mer plastisk i sin formstruktur enn det første opprinnelige utkast. Likevel er det ikke helt organisk nå heller, hva nå årsaken kan være. Men det gjør utvilsomt et visst inntrykk og hører til de verk i den yngste avantgardistiske musikk man gjerne lytter til om det byr seg et høve. Kagel har imidlertid i sine seneste verk forlatt denne forholdsvis frie serielle stil og gått over til mer grafisk betont musikk. Verket fins innspilt på VEGA lp plate sammen med verk av Stockhausen, Messiaen, Boulez og Berio. Innspillingen er meget god og kan sterkt anbefales.

C.B.

JOHANNES NØRGAARD: Tre korsange (Hermann Hesse). — Engstrøm & Sødring Musikforlag, København.

Johannes Nørgaard ligger romantikken tett efter i kj øl vannet i sine tre sanger, hvilket forsåvidt kan være forståelig i dette tilfelle.

Det er mindre merkbart i de to første, men desto mere i den siste. Forøvrig må det på ingen mate oppfattes som noen bebreidelse.

Johannes Nørgaard skriver en ledig og flytende korsats, undertiden med polyfone innslag og gjennomgående med et forsiktig preg av nutid. ç gt FRANCESCO MARIA VERACINI: Sonate Accademiche I-IH für Violine und Basso continuo. Bärenreiter.

Det er altid en sand fryd at tage en Bärenreiter-Ausgabe i hænderne. Trykket og nodestikket er forbilledligt klart. Der eksisterer næsten ikke trykfejl og den videnskabelige baggrund for publikationerne er altid i den bedste orden. Franz Bär har udgivet tre sonater for violin og bassi continuo af den italienske kammerkomponists Veracini. De tre sonater er flersatsede og en del af satserne er karakterstykker, egentlig er de mere suiter end sonater. Vi finder således en polonaise som indledningssats til B-dur sonaten op. 2, nr. 2. Generalbasudsættelsen er i alle tre sonater foretaget med den største kyndighed og stilindlevelse. Små motiver i højre hånd deltager i det kammermusikalske spil, sådan som man nøje ved, at cembalisterne improviserede det i gammel tid. Her er et punkt, hvor vore hjemlige gener albasudøvere kan gå i skole. Cembaloet er nu engang et instrument, der kræver en levende sats, også når det gælder en generalbasstemme.

B. f.

KR. WEINHOLT PEDERSEN: Vejen til klaveret.

Praktisk klaverskole for begyndere. - Skandinavisk Musikforlag.

Vejene til klaveret er efterhånden blevet mange, man kan begynde med nutidsmusik og gå baglæns. Kr.W. P. har foretrukket at gå den traditionelle vej. Klaverskolen fortjener at blive benyttet for sit fornøjelige indhold af kendte melodier, suppleret med Kr.W. P.s små kompositioner (med tekst), hvoraf flere er kendt fra komponistens blokfløjtebøger. Værket er trykt på godt papir og med en dejlig tydelig nodeskrift. Som i de fleste klaverskoler er der for store spring, der er for lidt stof på hvert stadium, så de nye ting ikke får tid til at lagre sig. Det kan skyldes forlæggerne, der vil forkorte bogen af hensyn til prisen. Var det ikke en ide at udgive en skole i flere dele, så der var mere materiale på hvert trin, hvert hæfte kunne da blive billigere? I sit forord skriver Kr.W. P., at de tekniske vanskeligheder stiger kun langsomt. Ganske vist er de 59 første numre femtonige, men allerede i nr. 9 er springet stort. Femtonige stykker kan jo også være komplicerede, da det vanskeligste for begyndere i klaver er hændernes sammenspil og alt for meget at tænke på på én gang.

Skolen kan benyttes både med og uden tonika-do. I stykke l burde have været angivet do-mi-so, muligvis en trykfejl, hvoraf der dog ikke er mange i bogen. En god ting er, at Kr.W. P. kun skriver de fortegn foran de femtonige stykker, der er brug for. Der er mange gode øvelser og forklaringer, selv om der flere steder mangler nogle, som f. eks.

på g- og f-nøgle.

En klaverskole, der kan tilfredsstille enhver pædagog findes ikke, men Kr.W. P.s skole kan sikkert også være en hjælp på vej til målet. E. L. D.

JENS BJERRE: Himpegimpe. Kantate for børn og barnlige sjæle. For tre lige stemmer og klaver. Engstrøm & Sødring.

De kjære smås musikalske tarv skal også ivaretas, og de er av Jens Bjerre ivaretatt meget vel. Det skal en god del til både av smidighet og evne til innlevelse i barns musikalske forestillingsverden om den slags ting skal bli helt vellykket, og Jens Bjerre er i lykkelig besittelse av begge deler. Han er desuten en god musiker som behendig undgår både plattheter og sentimentalitet.

C.B.

* MILDRED SELMER: Satmpill er goy. - Norsk Musikforlag.

De yngstes musikalske tarv skal også tilgodesees. Mildred Selmer bygger sine småstykker i «Samspill -» på Orff-instrumentariet som gir anledning til mange morsomme låter, og en vil også bemerke at selve utsettelsene er morsommere gjort en den slags ting vanligvis pleier å være. Litt krydder setter ungene utvilsomt pris på. Samlingen - som er godkjent av Kirke- og undervisningsdepartementet tilbruk i folkeskolen være herved hjertelig anbefalt.

C.B.

* KVIKKE VISER TIL MUNTER FÆLLESSANG ved Fritz Haase. - P. Haase & Søns forlag. København 1961.

Savnet af en sangbog med muntre, fordringsløse sange og viser, der kunne virke som supplement til de almindelige sangbøger, som benyttes i skolen, kender enhver sanglærer.

Haases sangbog medtager 122 sange fra det danske, svenske, engelske, tyske, franske og amerikanske repertoire og har dermed gjort en prisværdig indsats til afhjælpning af dette savn. Bogen deler sit stof efter indhold i grupper som: ungdomssange, stille sange, drikkesange, larmesange o.s.v. Inden for disse overskrifter står en stor del af det stof, man venter at finde, samt en del stof, der giver Haases mere personlige præg, sangstof samlet sammen gennem mange års virke i visens tjeneste. Det er med glæde man ser sange som Otto Mortensens »Hun er sød«, Jersilds »Morgensolen« og Laubs »Stille, hjerte, sol går ned« optaget blandt »kvikke viser«; den stemningsbevægede vise bør også have sin plads i det muntre lag. På denne baggrund bæres det bedre, at viser som Pierponts »Jingle Beils«, den anonyme »Her er vi igen« (i oversættelse ved Haase) og salig prins Gustavs »S j ung om Studentens lyckliga dag!« er genoptrykt her.

Med Fritz Haases kvikke viser er man godt hjulpet i det festlige samvær ved gymnasier, seminarier, i studenterkredse og lign.

Til glæde for de lærere og andre brugere, der kan spille guitar og klaver efter becifring, er der sat beci f rings tegn til en lang række af melodierne. H. B. R.