Musikkalender

MUSIKKALENDER • OSLO FILHARMONIKERNE Under sin Europa-tourné spillede Oslo Filharmonikerne i København tirsdag den 20.

november. Koncerten var særdeles vellykket.

Vi citerer fra Jürgen Balzers anmeldelse i Ekstrabladet: »Oslo Filharmonikerne, der i aftes var Radiohusets gæster, er et ensemble af høj og karakteristisk kvalitet; ikke et eliteorkester af wienernes eller bostonernes rang hvad smidighed og virtuositet angår, men et robust spillende, karakterfast ensemble, der yder en virkelig interesseret indsats, og som derfor interesserer.« Anmeldelsen fremhæver i øvrigt både fortolkningen og indholdet af Bjarne Brustads 2. symfoni.

• CARL NIELSENS »SAUL OG DAVID« Til dette nummer bestilte redaktionen allerede i september en anmeldelse af Det kgl.

Teaters nyopsætning af Carl Nielsens opera »Saul og David« hos en københavns musikkritiker.

På grund af en misforståelse indeholdt det tilsendte manuskript ikke anmeldelsen, og læserne må derfor nøjes med følgende få linjer om den betydningsfulde begivenhed: Den 10. novbr. genoptog Det kgl. Teater Carl Nielsens opera »Saul og David« i ny iscenesættelse. Johan Hye-Knudsen dirigerede og de to titelpartier blev sunget af Frans Andersson (Saul) og Otte Svendsen (David). Opførelsen af dette hovedværk i dansk opera var bemærkelsesværdig, først og fremmest takket være Torben Anton Svendsens gennemmusikalske iscenesættelse, der især formåede at gøre de oratorieagtige korpassager dramatisk acceptable. Desuden var Erik Nordgreens farveglødende dekorationer og kostumer af stor virkning.

• ÑUTIDA MUSIK Som meddelt i oktober-nummeret af Dansk Musiktidsskrift bliver det svenske »Ñutida Musik« i januar et dansk særnummer. Et stort antal læsere har reflekteret på DM's tilbud om at få dette særnummer tilsendt, og vi erindrer desuden om, at det uden videre vil tilflyde alle medlemmer af DUT.

Læsere, der ikke nåede at indsende deres bestilling inden fristens udløb, kan stadig sikre sig særnummeret, da vi har bestilt et lille ekstraoplag af det hos »Ñutida Musik«. Det kan ske ved at indsende 2 kr. i frimærker til redaktionen, Hammerensgade 3, K. Denne mulighed star naturligvis også aben for vore norske læsere.

• CECIL TAYLOR Søndag d. 19- novbr. havde DUT, Jazzhus Montmartre og Allé Scenen i fællesskab arrangeret et møde med jazzpianisten Cecil Taylor. I diskussionsform, med Mogens Andersen, Robert Naur, Erik Wiedemann og Torben Ulrich som deltagere, berettede Taylor løst og fast om sit syn på den progressive jazz, på forholdet jazz-koncertmusik og på avantgardemusikken. Heraf fremgik det, at Taylor ikke gav meget for third-stream, at han ikke brød sig om at spille eksempler på jazzens udvikling gennem tiden, samt at han var fuldt indforstået med at betragte jazzen som få personers oplyste øjeblikke på en baggrund af trivialitet.

Thi således betragtede han også hele vor vesterlands klassiske musikarv! Det var forbavsende, at de blandt tilhørerne, der som traditionens våbendragere falder i at svime ved en C-dur-kadence i firefjerdedelstakt- at disse vor arvs beskyttere ikke rejste sig og protesterede mod denne blasfemiske nedvurdering af traditionens fetichagtige egenværdi.

- Som afslutning spillede Taylor en solo på præpareret flygel, hvor han i en stil, som man for vor skyld lige så vel må kalde Mads som jazz, viste sig som den fødte improvisator.

Om han så var en gudbenådet eller fandenivoldsk sådan, får stå hen. Et mere differentieret billede af Taylor kunne man kun få, hvis man besøgte »Montmartre«, hvor han spillede med to ledsagere, tydeligvis i hans skygge. Og selv ved et sådant besøg kunne man risikere intet indtryk at få, undtagen et negativt, for som improvisator er Taylor afhængig af øjeblikkets indgivelser og oplagthed. - Men dem der oplevede ham på sit højeste, vil aldrig kunne glemme ham; ikke fordi »han er jazzens Boulez«, eller »skaber syntese af avantgarde og jazz« etc. - men fordi man i ham oplevede et menneske, der investerede sig med den absolut uforbeholdne indsats af sig selv. Denne fulde hengivelse til sin dæmon er sjælden Í dag og lader sig ikke beskrive. Disse linier er blot en fattig kvittering.

• CROME & GOLDSCHMIDTKONKURRENCEN Fra Crome & Goldschmidts jubilæumskonkurrence i marts 1961 henligger der endnu 3 uafhentede manuskripter i Dansk Komponist-forening, Kronprinsessegade 26, sidehuset. De er indsendt under mærkerne »Ráchel«, »Lm.K.i.m« og »A1Å«. De bedes afhentet inden 1. februar 1963. I modsat fald vil man tillade sig at bryde navnekuverterne og derefter returnere manuskripterne.

• DUT OG FLUXUS Blandt rækken af læser-reaktioner i pressen efter de Fluxus-forestillinger, som DUT var medarrangør af (se nærmere s. 245 og 249), forekom et åbent brev fra en kreds af musikfolk. I brevet, der formede sig som en mistillidserklæring til DUT, hed det bl. a.: »Foreningens ledelse bar hermed demonstreret en holdning, der vækker bekymring med hensyn til dens fremtidige varetagelse af ung tonekunsts tarv.«. Og senere: »Bekymringen for DUT s holdning og mangel på dømmekraft mindskes ikke af det tilbagetog, ledelsen foretog allerede efter festivalens første aften og pressens reaktioner derpå.« Henvendelsen slutter med at udtale forventning om, »at de besindige og ansvarsbevidste kræfter inden for DUT må blive i stand til at genskabe tilliden.«.

Brevet er underskrevet af professorerne Arne Skjold Rasmussen, Thorvald Nielsen, Poul Allin Erichsen, Erling Bløndal Bengtsson, Bjørn Hjelmborg, Jørgen Jersild, kon certmester Henrik Sachsenskjold, pianistinden Esther Vagning, pianisten Georg Vasarhelyi, komponisten Niels Viggo Bentzon og solo-oboist Valdemar Wolsing m. fl.

Tidsskriftet har fra musikpædagogen Ragnhild Toft modtaget følgende kommentar til det åbne brev: Efter at have læst det åbne brev, hvori en række af mine venner og bekendte i dagspressen undsiger DUT, føler jeg spontant trang til at reagere.

Som aktivt medlem og koncertgænger i DUT gennem 26 år mener jeg at have en vis ret til at takke den nu siddende bestyrelse for, at den netop i de senere år med sit aldrig svigtende initiativ og ved sin kontaktformidling til mange andre kulturinstitutioner har fomået at skabe en interesse navnlig blandt de unge - om vor tids musik, en interesse, som er enestående i selskabets historie (min egen bestyrelsestid selvsagt medregnet).

Jeg ville ønske, at jeg kendte de utallige »navnløse«, der søndag efter søndag fylder Kunstmuseets sal, om lørdagen tager til »Louisiana« og ugens andre dage fylder salene til DUT's arrangementer på Thorvaldsens Museum, Glyptoteket, Hirschsprungs Samling og nu sidst Palæet til Holmboes kvartetter, for jeg er sikker på, at de meget gerne ville være med til offentligt at takke DUT's bestyrelse for, at den i så vid udstrækning giver os lejlighed til at høre og følge alle tidens strømninger inden for tonekunstens rammer, så vi hver især personligt kan tage stilling til problemerne.

Om vi så føler os tiltrukket og beriget eller frastødt og forarget, må blive hver enkelts sag, det kan aldrig blive vor formidlende organisations ansvar. For så længe vi har ordet unge med i selskabets titel, må dets ansvar for mig at se vedblivende være at honorere de unges krav på alsidig orientering om vor tids musikalske foreteelser, samtidig med at det giver os lidt ældre chance for at følge med.

Kære underskrivere af det åbne brev. Jeg vil ikke insinuere, at De ikke på afstand har fulgt DUT's arbejde, men hvor kunne jeg have undt mange af Dem, som jeg sjældent har mødt ved DUT's koncerter i de senere år, at De havde haft en mere direkte kontakt med det positive arbejde DUT har udført. Havde det været tilfældet, havde De sikkert ikke undsagt DUT's arbejde på grund af en efter Deres mening foretaget fejldisposition. Med venljg hilsen Ragnhild Toft.

Umiddelbart før tidsskriftet gik i trykken, kom meddelelsen om Kirsten Flagstads død den 8. december.

I Danmark som vel overalt i verden gjorde den store sangerindes død dybt indtryk.

Hun var uden diskussion en af dette århundredes allerbetydeligste sangerinder, hvis kunst lykkeligvis er bevaret på en lang række grammofonplader. Det var de store wagnerske sopranpartier, der gjorde hende verdensberømt, men i Danmark opnåede vi aldrig at høre hende fra scenen (bortset fra et gæstespil i operetten »Pigen fra Holland« på Casino så tidligt som i 1922). Til gengæld vil de, der i tidens løb har overværet hendes københavnske koncerter, mindes hende som også en betagende romance-fortolker.