Bonjour Max Ernst

Niels Viggo Bentzon
Bonjour Max Ernst
Aktuelle kantate- og oratorieproblemer

Tekster af Eliott, Yeats og Auden samt senere Pound gav nogle puf i retning af at komponere nogle solosange med klaver (tre ballader opus 76 og to sange opus 79). Dette ligger nu adskillige år tilbage og var kun nogle mindre sidespring fra min instrumentale kompositionsmåde. Selv om Jolanda Rodio har hævdet, at de tre ballader indeholdt noget udpræget vokalt, følte jeg dog ingen trang til umiddelbart derefter at fortsætte disse forsøg. Først værket Elementi Aperti opus 120 (1959) udnytter igen en sangstemmes muligheder men dog hovedsagelig ud fra en instrumental synsvinkel, idet værkets tekst-løse melismer eliminerer enhver fornemmelse af dramatisk accentuering af det musikalske. Det første værk, hvori jeg for alvor forsøger at absorbere en vokalfornemmelse i min symfoniske skrivemåde, er oratoriet »Torquilla«. Dette værk er udformet i to gange syv billeder, hvori skildres historien om en gruppe mennesker på stranden, der venter på, at atomskyen nærmer sig (jfr. Nevil Shute's roman »On the beach«). Det er dog kun visse træk i den Kazanske filmversion, som genfindes i oratoriet, idet helt nyt elementer optages, som f. eks. en sømandsvise og en sol- og månesang. Trods en decideret symfonisk konception er korsatserne i »Torquilla« af umiskendeligt vokalt tilsnit, uden at det specifikt her på nogen måde sprænger en vis konventionel »korbehandlingsramme«. Oratoriet er dog det første værk, hvori jeg går væk fra det absolut-musikalske - d.v.s. at jeg går uden for den rent instrumentale, forestillingsløse musikalske konception - et almenfilosofisk sigte, der - bortset fra balletterne - er grundlaget for alle mine øvrige værker.

De tre balletter »Metaphor«, »Kurtisanen« og »Døren« er hidtil mit væsentligste dramatiske erfaringsgrundlag, og de tendenser, der findes i de nævnte værker, har været af ikke ringe betydning for »Torquilla« men dog især for de senest komponerede dramatiske værker: Kantaten »Bonjour Max Ernst« til egen tekst og operaen »Faust 3«. Kantaten, der nylig har været uropført i Århus, er det første værk fra min hånd, hvor en primær dramatisk accentueret konception ekvivalerer med et absolut musikalsk udgangspunkt for det rent kunstneriske. Værket, hvis titel er en fri version af Max Ernsts dada-billede »Bonjour Satanas«, søger at realisere en tør overræsonabel bagvendt-konstaterende »forrykket« livsholdning. Den hjemmelavede libretto består af engelsk-sprogede synonymer for de identificerbare elementer og i kantatens fire dele: »Ceremony«, »Panorama«, »Reflections« og »Exorcism« søges fastholdt en »spændt-hasarderet« stemning — hinsides humor og tragedie. Derfor er kantaten hverken »kedelig« eller »morsom«, omstændigheder der sikkert var medvirkende til, at publikum ved værkets premiere forholdt sig påfaldende reserveret.

Korsatserne i kantaten er hovedsagelig talekorsatsede, hvori virkninger som hvislen, hvisken, host, grynt og nysen udnyttes. Af betydning er en godtagelse af værkets over-realistiske natur. Når der derfor i kantaten tales om »blomsterstøvet der flyver for vinden og rammer næseborene«, er der i kantateteksten et konstrueret synonym for den allergiske tilstand hos koristeme, der resulterer i ordet »ziiha«. Et sådant begreb virker »overtydeligt«, »upsykologisk«, »pertentligt« om man så må sige, svarende til mange surrealistiske kunstværkers glansbilledagtige og »pinligt«-ukunstneriske, brutal-naturalistiske udlægning af identificerbare fænomener og objekter.

Som speciel interesse for studiet af tekstbehandlingen i kantaten kan følgende eksempel fra satsen »Panorama« tjene: Eksempel side 31.

I eksemplet er tilstræbt en simultan udlægning af det poetiske begreb: »Malurtsbægeret, der ligger henslængt på marken«. Sopranstemmen synger dette sætningsled og samtidig reciterer koret de udspaltede tekstrudimenter fra sopranstemmen, hvorved en helt anden tør, hoste-infkeret stemning trænger sig på og supplerer solostemmens lidt makabre lyrik.

Kantatens vokale teknik svarer til visse partier i »Faust 3«, og kantatens udformning tyder på, at min produktion netop nu følger to linier: En dramatisk del, hvori der udnyttes visse dodekafon-elementer, og en tonal-beskaffen symfonisk stil hvori eksperimenter er trængt noget i baggrunden.