Grammofon

GRAMMOFON

Nye Schönberg-plader

A. SCHÖNBERG: Serenade, op. 24. Melos-ensemb-let, dir.: Bruno MADERNA, bas: John Carol CASE. - L'Oiseau-Lyre SOL 250. A. SCHÖNBERG: 2. strygekvartet, op. 10. Ramor Quartet, vokalsolist: Maria Theresia ESCRIBANO. - Vox DL 730.

A. SCHÖNBERG: Elee s er kvintet, op. 26. Ensemble instrumenta a vent de Paris. — Critère CRD 145.

A. SCHÖNBERG. Le Livre des Jardins Suspendus, op. 15. Colette HERZOG og Jacqueline BON-NEAU. - Critère SCRD 146.

Glæden ved de fleste hidtidige indspilninger af Schönbergs musik har hovedsagelig været begrænset til det faktum, at de overhovedet fandtes. Heroverfor har al kritik af deres kunstneriske og tekniske egenskaber måttet forstumme. De udøvende har taget indspilning af Schönbergs (og for resten også We-berns) musik som rene sportspræstationer og ladet alle andre hensyn fare, blot de foreskrevne noder blev ramt så nogenlunde i rette tid. Og grammofonselskaberne har ladet det ske. Blandt de få hæderlige undtagelser fra denne almindelige tilstand kan fremhæves Eduard Steuermanns indspilning af værkerne for klaversolo på amerikansk Columbia, operaen »Moses und Aron« med Hans Rosbaud i Philips-serien og en Vox-plade med klaverkoncerten (Alfred Brendel) og violinkoncerten (Wolfgang Marschner).

I den senere tid synes en ny æra i indspilningerne at være oprundet; der er kommet en række plader på markedet, som man tør anbefale til andre end dem, der i forvejen er Schönberg-enthusiaster. Schönbergs tempi er ifølge hans egne metronomangivelser ofte meget hurtige; men han har selv både sagt og praktiseret, at angivelserne er ideal-tempi, som man kun tør indlade sig på, hvis det kan ske uden at opgive en tøddel af de fraserings-mæssige og dynamiske nuancer. Disse er hovedsagen. Dem må tempoet så rette sig efter. Mange hidtidige optagelser har taget tempoangivelserne bogstaveligt eller endog skruet dem yderligere op - med det resultat, at musikken er blevet en grå, kværnende masse, så langt som vel muligt fra komponistens intention. Dette gælder blandt andet de tre sidste strygekvartetter og serenaden op. 24for syv instrumenter og basstemme. Den nu foreliggende indspilning af serenaden med Melos-ensemblet i London under ledelse af Bruno Maderna sætter samtlige tempi under det angivne, sommetider så langt at man føler trang til protest; men til gengæld findes der næppe én detalje i partituret, som ikke bliver omhyggeligt udført. Hvad musikken derved taber i flugt, vindes ind i nuancerigdom - et acceptabelt bytte. I den gamle indspilning med Robert Craft fyldte den én pladeside; her fylder den to!

Om Ramor kvartettens udførelse af 2. strygekvartet op. 10 gælder noget lignende, om end kontrasten til den hidtidige udførelse af Juilliard kvartetten ikke er fuldt så drastisk. Dog, for Juilliard gjaldt det mest om at holde spillet gående - deres udførelse af scherzoen er et veritabelt virtuosnummer i symaskinestilen -, Ramor har sat tempoerne efter de dynamiske nuancers tæthed. Denne udførelse tilkendegiver en langt større musikalsk indlevelse.

Blæser kvintetten op. 26 har altid været stedbarn. Den er umådelig lang, dertil ganske harsk i det samklangsmæssige og på sine steder overordentlig kompakt i sin polyfoni. Desuden er den Schönbergs første egentlige dodekafone komposition, hvilket har forledt nogle til på forhånd at stemple den som knirkende tør og skematisk - ikke til gavn for udførelsen. Til at spille den kræves en fast overbevisning om, at det drejer sig om spillevende og udtryksfuld musik, samt en til det virtuose grænsende ensemblekunst. Den franske indspilning på Critère imødekommer begge disse fordringer i helt overvældende grad. Jeg kan ikke tro, at det kan være nogen overdrivelse at hævde, at værket i deres varetægt for første gang er kommet til virkelig adækvat udførelse. En kedelig og uforståelig sammensyningsfejl, som følge af hvilken takt 27-28 i første sats bliver spillet to gange, er en af de få skønhedspletter på denne ellers imponerende plade.

Sangcyclus'en »15 Gedichte aus dem Buch der hängenden Gärten« op. 15, skrevet 1908-09 til tekster af Stefan George, var et værk, som Schönberg selv anså for at repræsentere gennembruddet til en ny æstetik. Det afspejler i lige høj grad den gamle liedkunst og den nye ekspressionisme. Margot Hinnen-berg-Lefèbres indsyngning på DG står for så vidt stadig til troende, som hun i sin tid indstuderede sangene under komponistens egen vejledning; her kommer i første række liedtraditionen fra Schubert til Mahler til udtryk. Colette Herzogs udførelse på Critèreopviser mere glansfulde vokale præstationer og taler mere direkte, næsten dramatisk, til tilhøreren, men mangler rigtignok det fine clair-obscur, som også hører til værkets kvaliteter. Præcisionen i ansats og rytme rangerer over den gamle indspilning, selv om tempoet nok er i overkanten hist og her. Kunstnerisk er det vanskeligt at træffe valget mellem de to plader; i teknisk henseende bærer den nye så langt prisen.

/. M.

JANÁCEK: Den fiffige lille ræv. Opera i 3 akter. Solister, børnekor, kor og orkester fra Prahas National Opera. Dirigent: Václav NEUMANN. -Suphaphon LPV 453/4.

Det turde være noget af en begivenhed, at en Janacek-opera omsider har fundet vej til Det kgl. Teaters repertoire. Af den tjekkiske komponists 9 operaer har i hvert fald tre forlængst vundet international interesse, nemlig »Jenufa«, »Katja Kabanova« og »Den fiffige lille ræv«.

Disse tre hovedværker i Janaceks musikdramatiske produktion foreligger alle i komplette grammofonindspilninger fra Supraphon. Af de øvrige finder man kun brudstykker af »Fra et dødshus«, »Hr. Brouceks udflugt til månen«, »Makropoulus-sagen« og »Skæbnen«. »Ræven«, der havde premiere på Det kgl. Teater den 24/1, er indspillet i 1958, og den har kunnet fås på det danske marked i et par år. Men først nu kan man vel forvente, at andre end kendere bliver opmærksom på den.

Foruden det almindelige ukendskab til Janaceks betydning som operakomponist, har det måske været en vis hindring for pladernes udbredelse, at de er tjekkisk- (eller rettere mæhrisk-) sprogede. Dette problem er dog i virkeligheden minimalt. Supraphon har nemlig udgivet dem med engelsk teksthæfte

(engelsk titel: »The Cunning Little Vixen«), og for denne operas vedkommende er librettoens forløb så ukompliceret, at man med den største lethed kan følge den engelske og den originale tekst sideløbende efter bare en enkelt gennemspilning.

Indspilningen (den eneste eksisterende) kan varmt anbefales. Den er teknisk habil, partierne er stort set fremragende besat med solister og kor, der kender operaen til bunds fra opførelser på Prahas National Teater, og Vaclav Neumann er en fintmærkende dirigent med sans for partiturets magiske atmosfære. Samtidig kan versionen betragtes som autentisk - de, der har haft lejlighed til at se opførelser af operaen i Tyskland (»Die schlaue Füchslein«) vil måske have erfaret, at man der har foretaget mange sære manipulationer med den, først og fremmest i almindelig mangel på forståelse af de allegoriske relationer mellem fortællingens dyr og mennesker. Ved en opsætning i Leipzig i 1951 lod man således en gammel zigeuner-kone fortælle historien ved lejrbålet, forestillingen var isprængt brudstykker af »En for-svundens dagbog«, og selve handlingsforløbet blev gennemført som skovfogedens drøm. I Tyskland er det desuden normalt en tenor, der synger ræven, i indspilningen synges partiet - som på Det kgl. - af den foreskrevne sopran.

Så rimelig den kvindelige besætning af hovedpartiet forekommer, lige så snurrigt vil de fleste nok finde det forhold, at samtlige dyreroller - på nær grævlingen - synges af kvinder på indspilningen, således også lænkehunden, hanen og han-ræven. Det er imidlertid helt i overensstemmelse med Janaceks oprindelige anvisninger, der er motiveret med den iagttagelse, at der i dyreverdenen yderst sjældent er forskel på hunners og hanners stemmeleje.

G. D.-H.Forfatteren har valgt den fortræffelige fremgangsmåde i størst muligt omfang at basere den biografiske fremstilling på komponistens egne skrifter og breve. Resultatet er blevet et autentisk og samtidig nuanceret og levende portræt af komponisten. Med den største interesse læser man de mange breve: fra det første, der er gengivet i bogen, skrevet i Paris i 1905, hvor den unge selvbevidste komponist fortæller sin mor om, hvordan han er blevet snydt for prisen i komponistkonkurrencen Prix Rubmste'm - over brevene fra 30'erne med Bartóks klare stillingtagen mod den fascistiske og nazistiske pest - og til hans sidste breve fra årene i USA med deres ofte fortvivlede undertone.

Bogens anden del består i en gennemgang af alle de vigtigste Bartok-værker med undtagelse af folkevisebearbejdelserne, som forfatteren har ladet ligge, fordi han mener, at kun en ungarsk kyndig folklorist vil kunne foretage en tilfredsstillende analyse af dette stof.

I en så knap fremstilling som denne, der desuden bevidst er lagt an på at være forholdsvis let tilgængelig, er det naturligvis begrænset, hvor detaljerede værkanalyserne kan være. - Balzer anskuer ganske naturligt Bartóks formverden ud fra de klassiske formtyper med en klar understregning af komponistens helt individuelle behandling af typerne. Man kan måske savne et forsøg på en nærmere analyse af selve satsstrukturen, af, hvad der foregår i de enkelte formled, ABC o.s.v. Muligvis er det i den på én gang rigt fantasifulde og utroligt økonomiske struktur, som er karakteristisk for de modne Bartok-værker, at de mest originale og fremadrettede aspekter i hans kunst findes. Interessant i så henseende ville en sammenligning være mel-lem den bartókske faktur og den gennem-organiserede struktur hos f. eks. Schönberg. De tonale og harmoniske forhold er kun sporadisk belyst; en lidt mere indgående behandling heraf ville formentlig have været lønnende, bl. a. en undersøgelse af, i hvor høj grad den stadige motiwariation er tonalt begrundet. Men som antydet, nogen udtømmende undersøgelse har forfatteren ikke tilsigtet, og man må forbavses over, hvor meget det er lykkedes ham at få med inden for de afstukne rammer, ligesom mange af hans skarpe iagttagelser kalder på beundringen. Balzers lille velskrevne bog må således ubetinget betegnes som et værdifuldt og kærkomment bidrag til den sørgeligt beskedne danske litteratur om det 20. århundredes musik. T. N.

POVL HAMBURGER: Tjajkovskij som symfoniker. 88 s. - Folkeuniversitetets Bibliotek. RHODOS, København 1962.

Den allerede foreliggende litteratur på dansk om Tjajkovskij indskrænker sig så vidt vides til tre oversættelser: Van der Vliet og Iheak-stons »P.LT.« (1929) og Folke H. Törnbloms »T.« (1957), begge med en solid forening af biografi og værkomtale, samt Catherine Drinker Bowen og Barbara von Mecks romanagtige, men indgående skildring af det besynderlige venskab mellem Nadej da von Meck og komponisten. - Hertil er nu kommet et lille, men værdifuldt arbejde fra det aldrig hvilende Hamburger'ske værksted. Den, der kender forfatterens mangesidighed, vil ikke være forbavset; men måske vil han spejde forgæves efter den skarpsindige mu-sikolog, man kender fra tidligere bøger. Dog vil han hurtigt opdage bogens hensigt og den konsekvens, hvormed målet forfølges. I stedet for at undersøge komponistens instru-mentationskunst og symfoniske stofbehandling styrer Hamburger nogenlunde direkte løs på en fyldig og dybtgående analyse af fire højdepunkter i Tjajkovskij s symfoniske skaben: »Romeo og Julie«, anden, femte og sjette symfoni. Povl Hamburger kan kunsten at komme ud i værkets kroge, samtidig med at dets store linier holdes for øje; men samtidig lykkes det ham i detalje efter detalje med små træffende bemærkninger at sammenstykke den musikalske personlighed bag værket, således at komponistens karakter fremstår så at sige som rent åndsfænomen. På intet tidspunkt drages det jordiske menneske Tjajkovskij med dyder og lyder ind i

fremstillingen. Det er komponistens færdige symfoniske værk, der taler for ham. Kun som baggrund ridses først med få velformulerede betragtninger Ruslands musikalske liv op samt en karakteristik af den romantiske epokes forhold til klassiken. I indledningen om den russiske musik bringes desuden de nødvendige biografiske kendsgerninger om komponisten, og her banker tillige — halvt i dølgsmål - bogens hjerte, som man med glæde vender tilbage til efter læsningen af analyserne. H. R.-V.

ERNST TANZBERGER: Jean Sibelius. Eine Monographie. 296 s. - Breitkopf & Härtel.

Hermed præsenteres man for endnu et bidrag til den efterhånden anselige Sibelius-littera-tur, der allerede er fremkommet. Set i relation til de rent biografiske og rent analytiske monografier indtager dette værk et mellemstandpunkt, som gør dets værdi begrænset i begge henseender.

Forfatteren præciserer i forordet sin hensigt med bogen: at indføre det tyske musikpublikum i Sibelius' liv og værker og samtidig imødekomme et behov for et tysksproget værk om emnet. Bogen giver også et fyldigt og grundigt resumé af alt, hvad der før er sagt og skrevet. Dog sondres der: Karl Ek-mans biografi, som har ligget til grund for den herværende, fremhæves som den »eneste autoriserede« p. g. a. Ekmans personlige omgang med den ældre Sibelius - et faktum, der nok snarere har givet anledning til en for subjektiv og romantisk farvet levnedsbeskrivelse - mens der på tyndt grundlag polemiseres mod andre forfattere, bl. a. den efter min mening mest klarsynede og inspirerede, nemlig Cecil Grey.

Værkgennemgangen præges af samme upersonlige grundighed som det biografiske afsnit, idet der samtidig tilstræbes en vis popularitet i fremstillingen. Symfonierne lykkes det Tanzberger at placere i forholdsvis ukomplicerede formgrupper (barformen har forfatterens specielle bevågenhed), og formskelettets indhold belyses ved hjælp af malende beskrivelser som »das übervolle Herz droht zu zerspringen«, »hoffnungsfrohe Auf-schluss« o.s.v.

Monografien kaster intet nyt lys over den store finnes tonesprog. Men som oversigts- og opslagsværk kan den naturligvis udmærket anbefales; den er rigt udstyret med nodeeksempler og forsynet med en komplet værkfortegnelse. B. N.