Musikvidenskab i Århus

Finn Mathiassen
Musikvidenskab i Århus

Da Århus Universitet i 1946 kaldte Knud Jeppesen til den nyoprettede lærestol i musikvidenskab, opfyldte det ikke blot en åbenlys pligt over for denne fremragende forsker, men det blev også hvad vi, der har haft det held at studere under hans vejledning, uden videre må betegne som et gevaldigt kup. Det er ikke let i en fart at overskue, hvad Jeppesen har betydet for den århusianske musikvidenskab, dens opkomst og fortsatte trivsel. Begyndelsen var ellers beskeden nok. Musikstudiet foregik i et hjørne af det store auditorium i universitetets hovedbygning, plads var der rigeligt af til den halve snes studerende, men heller ikke ret meget mere. Noget selvstændigt bibliotek eller diskotek forføjede vi ikke over, og det samlede tekniske udstyr var et flygel, en radiogrammofon og en nodetavle, der ustandseligt og med stort rabalder faldt ned på upassende tidspunkter. Efter i nogle år at have døjet sådanne trængsler gjorde Jeppesen i 1950 sin forbliven afhængig af at der opførtes et særskilt musikinstitut.

Hvilket skete. Bygningen ligger i den søndre ende af universitetsparken, ca. 200 m2 etplanhus skåret lige af i begge ender i den prunkløse, men nette stil, hvori arkitekt C. F. Møller har gennemført hele universitetsbyggeriet. Efter forskellige småombygninger og forbedringer af lydisolationen rummer huset i dag et auditorium, to biblioteksrum, et pladearkiv, professorværelse, lærerværelse, et lille kontor for instituttets sekretær og et mørkekammer til fremkaldelse og aflæsning af mikrofilm. Den tekniske udrustning blev ved samme lejlighed betydeligt forøget, men selv om den i de seneste år er blevet yderligere udbygget med et stereo-anlæg, et cembalo, båndoptagere m.v., så er den dog i dag på mange punkter mangelfuld eller forældet. Især savner vi klaverer og tavleplads. Dog er udsigterne til disse og andre manglers snarlige afhjælpning de bedste.

Det samme gælder instituttets pladebestand, der vel ikke er uanselig, men dog navnlig for langspil- og stereoafdelingens vedkommende stadig for lidt repræsentativ. Vi har i øvrigt drøftet betimeligheden af at overspille alle plader inden for disse kategorier på bånd, der jo er langt mere robuste. Endnu er projektet in statu nascendi, og erfaringer kan derfor ikke meddeles. - Instituttets bibliotek må i det store og hele siges at være fyldestgørende til daglig brug og for en del også til specialstudier. Hvad der måtte mangle kan fremskaffes af enhver der gider bevæge sig et par hundrede meter til Statsbibliotekets splinternye, kolossale bygning ved Ringgaden. Med denne institution har vi et meget snævert samarbejde. Hovedparten af det par tusinde bind og bøger og noder, der er opstillet på musikinstituttet, tilhører Statsbiblioteket. Vi må derfor finde os i at »vore« bøger lånes ud af huset, men til gengæld er man fra Statsbibliotekets side meget imødekommende over for vore ønsker om nyanskaffelser, langfristede udlån af special-værker o.s.v. Desuden sørger Statsbiblioteket for alt hvad der hedder indkøb, indbinding, katalogisering og opstilling af instituttets bøger, hvilket jo i princippet er en stor fordel, men i praksis ikke altid så godt.

Musikinstituttet frekventeres i skrivende stund af 80 studerende. De store årganges fremrykning har i de seneste år betydet en voldsom acceleration i tilgangen til studiet: i 1960 optoges ti nye studerende, i 1961 seksten og i 1962 enogtyve. Pladsmanglen har allerede i nogle år været et alvorligt problem. Hidtil har man hjulpet sig ved at lade så godt som alle husets rum fungere dobbelt. Professorværelset rummer det nye sanghistoriske arkiv, lærerværelset bruges næsten udelukkende til undervisning, grammofonarkivet er frokoststue, der brygges te i mørkekammeret o.s.v. Entreen og toiletterne turde være de eneste lokaliteter der benyttes efter deres oprindelige bestemmelse. At vi ikke har plads til hovedparten af undervisningen i de praktiske fag er indlysende, men heldigvis har vi et eksemplarisk forhold til Det jydske Musikkonservatorium, hvis klaverlærere også er vore, og hvor pladsomstændighederne endnu er tålelige. Hvorom alting er: slemt er det, og værre bliver det. I løbet af ganske kort tid vil antallet af studerende nå langt op over de hundrede, og man har da også fra alle sider erkendt nødvendigheden af instituttets udvidelse. Planerne forelå forlængst (se flg.), og de økonomiske midler var så godt som sikrede, da byggestoppet kom -. Forhåbentlig vil en dispensation kunne fremskaffes, inden situationen bliver aldeles grotesk. Takket være professor Sørensens initiativ og de højere instansers klarsyn er instituttet i de seneste år blevet kraftigt udbygget udstyrsmæssigt, og man har været i stand til at forøge antallet af lærerkræfter med folk som Karl Clausen (dansk sanghistorie), Lavard Friisholm (orkesterdirektion) og Bodil Gümoes (sang) - men hvor skal vi have det hele, og hvor skal vi være allesammen?

Musikinstituttet ved Århus Universitet har som ethvert andet videnskabeligt institut hertillands en dobbelt opgave: uddannelse og forskning. Det første punkt skal der ikke dvæles længe ved her, selv om jo især uddannelsen af cand. mag.'er rummer stof til megen diskussion og eftertanke. Er den nye studieordning, der under trusel om stipendiers fortabelse normerer en studietid på 6 ½ år, for stram? Tager studiet i tilstrækkelig grad sigte på de krav der i dag stilles til kandidaterne af gymnasieskolen og det offentlige musikliv; er ikke meget af lærestoffet overflødigt og resten utilstrækkeligt? Sådant har været diskuteret og diskuteres så at sige daglig af både studerende og lærere. Uanfægtet heraf går det daglige arbejde sin gang inden for de ved diverse kongelige anordninger og ministerielle bekendtgørelser fastsatte rammer. Fra studieretningens oprettelse i 1946 og til dato er der ved musikinstituttet i Århus uddannet 17 cand. mag.'er med musik som hovedfag, 3 med musik som bifag og 7 mag. art.'er. Tallene virker ikke umiddelbart imponerende, men det må erindres, at først i de sidste syv-otte år her der kunnet være tale om normal afgang fra studiet.

Den egentlige musikforskning har der siden Knud Jeppesens tid været lagt stærk vægt på, ikke blot af instituttets lærere, men også af de studerende. Professor Søren Sørensen, der afløste Jeppesen i 1958, har ikke blot vist sig som en fremragende administrator, men har også gjort sit til at holde denne forskningsmæssige élan vedlige hos alle parter. Der afholdes jævnligt colloquier og gæsteforelæsninger under almindelig og levende deltagelse, og så godt som alle ældre studerende, der har nået speciale-stadiet, sætter en ære i at aflevere vægtige afhandlinger af stærkt selvstændig karakter. Inden for de sidste tre år har emner som f. eks. Clemens non Papas messer, Diesels guitarkompositioner, Charpentiers oratorier, P. Cornelius' Lieder, den folkelige danske sang siden 1920, Tunders kantater og den danske spillemandsmusik været behandlet, i de fleste tilfælde på grundlag af primære kildestudier. Målene sættes højt, og resultaterne ligger ofte på et tilsvarende plan - om standarden kan holdes efter den nye stramning af studieplanen vil vise sig. Skal noget kritiseres må det være de studerendes gennemgående ret primitive forhold til det danske sprog. Vi burde sikkert lade skrive- og vel overhovedet fremstillingsøvelser spille en langt større rolle i studiet efter forprøven end det hidtil har været almindeligt, - At instituttets lærere nærer både pligtfølelse og tilbøjelighed over for musikforskningen siger sig selv. Vi har alle - bortset naturligvis fra vore fortræffelige lærere i de praktiske fag - vore store eller små videnskabelige jern i ilden uden for det egentlige undervisningsprogram. Professor Søren Sørensen arbejder for nærværende med dansk musik i 1800-tallet, lektor Karl Clausen forbereder et arbejde om den folkelige sang i Sønderjylland og er i øvrigt optaget af melodiindsamlinger i marken og opbygningen af det sanghistoriske arkiv, lektor Bent Stellfelds område er den senmiddelalderlige musikteori, undertegnede giver sig af med den flerstemmige musik i 1200-tallets første halvdel, og instituttets to kandidatstipendiater Jens Peter Jakobsen og Tage Mortensen beskæftiger sig med henholdsvis Chr. IV-tidens danske komponister (med henblik på udgivelsen af Dania Sonans II) og Mozarts klaverkoncerter. Det tør måske i øvrigt røbes, at en af professor Sørensens yndlings-ideer går ud på, at instituttet i tidens fylde og efter udenlandsk forbillede skal optræde som udgiver af en musikvidenskabelig publikationsrække. Endnu mangler projektet vel enhver fastere form, men så meget kan dog siges, at arbejdet med det festskrift, der udsendtes i anledning af Knud Jeppesens 70 års dag i august afvigte år, lover godt for dets fremtid.

Knud Jeppesen-festskriftet vil blive anmeldt af dr. phil. Povl Hamburger i næste nummer af DM. red.