Publikum er med os

Gregers Dirckinck-Holmfeld
Publikum er med os - Fra en samtale med kapelmester Per Dreier

Et lille hundrede prøver på et værk, der spiller i ca. 15 minutter. Det er, hvad fem blæsere fra Århus By orkester og dirigenten Per Dreier har præsteret forud for opførelsen af Stockhausens »Zeitmasse« ved koncerten i Århus den 4. februar.

Der bliver arbejdet med entusiasme i det århusianske byorkester, og det er ikke mindst Per Dreiers skyld. Siden denne unge nordmand for seks år siden overtog den kunstneriske ledelse af orkestret har det løst den ene store opgave efter den anden og gang på gang påkaldt sig landsomfattende interesse. Alene inden for det sidste års tid har århusianerne fået uropførelser af værker som Niels Viggo Bentzons oratorium »Torquilla« og »Bonjour Max Ernst«, Svend Westergaards cellokoncert og Per Nørgaards »Fragment«. Bachs juleoratorium og Wagners »Parsifal« er i færd med at blive sæsontradition. Moussorgskys »Boris Godunov«har fået en opførelse af alt andet end provinsiel tilsnit, og Schönbergs kæmpeværk »Gurrelieder« har netop stået på programmet i januar. Altsammen præstationer, der havde været utænkelige uden Per Dreiers inspirerende initiativ.

Selv ser Per Dreier med stor beskedenhed på sin indsats.

-Man ville ingen vegne nå uden musikernes glødende interesse for sagen, siger han. Og naturligvis publikums bevågenhed. Det er en kolossal stimulans for os, at århusianerne bakker vores arbejde op. Institutionerne og myndighederne er indstillet på, at der skal ske noget, og blandt de unge - især fra Universitetet og læreanstalterne - bliver koncerterne og operaforestillingerne fulgt med den største medleven. Man må heller ikke glemme noget andet: Det var et godt orkester, jeg overtog fra Thomas Jensen. Der var noget at bygge på. Og de vanskeligheder, han måtte slås med, er i min tid blevet stærkt reduceret. Loven om Landsdels-orkestrene for nogle år siden satte en stopper for musiker-flugten til København. Vi fik arbejdsro i orkestret.. .

... men forholdene er dog endnu langtfra ideelle. Vi har nu 36 faste musikere, og vi har brug for 60, hvis vi skal slippe for at hente assistenter i øst og vest, hver gang vi spiller musik af større symfoniske dimensioner. Dette er det ene problem, vi må have løst. Det andet er operaens forhold. Vi spiller i øjeblikket en forårs- og en efterårs-sæson på ti dage hver, og det er helt utilstrækkeligt. En forestilling som »Boris Godunov« kunne have fyldt teatret i mindst en måned. Men pengene rækker ikke. »Boris« kostede en kvart million at sætte op, og entréindtægten var på ti aftener med fuld belægning ca. 120.000. Så var kassen tom. Løsningen kan komme på to punkter: Når vi får den store hal, der i flere år har været tale om, kan der blive mening i entréindtægterne - vi behøver så i øvrigt heller ikke mere stjæle pladsen fra Århus Teater. Og når orkestret når den ønskede størrelse, bliver der mulighed for f. eks. at sende operaforestillingerne på tourné til de andre jyske byer. Vi vil til den tid kunne dele orkestret i påkommende tilfælde, sådan at nogle rejser på tourné og andre passer teatertjeneste og visse koncerter hjemme.

-Hvordan med koncertrepertoiret .. . De har i den senere tid interesseret Dem stærkt for den yngste musik . ..

-Er der noget sært ved det? Det er jo en spændende tid vi lever i. Man ved ikke, hvad der ligger bag det næste fjeld. Det er ikke blot dette, at jeg synes, vi har en pligt til at spille den nye musik for komponisternes og vor egen skyld. Det er også elementær nyfigenhed. Mit hjerte ligger ganske vist hos symfonikere som Brahms og Sibelius, men der skabes da kolossalt fascinerende musik i vor generation. Musik som f. eks. Stockhausens »Zeitmasse« er for mig personlig en kende for tørt intellektuelt. Til gengæld føler jeg mig afgjort engageret i værker som Weberns og Nonos. Lykkeligvis har orkestrets musikere både lyst og evner til at give sig i kast med de nye opgaver, selv om de undertiden kræver en meget stor indsats af dem ...

... De nutidige værker, vi spiller, fører i øvrigt til en gavnlig aktivisering af publikum. Man bliver tvunget til at tage stilling. Den ældre musik går man til med forudfattede meninger, formuleret af en traditionel placering af værkerne som gode eller dårlige. Her er der til gengæld ingen vej uden om: Ansigt til ansigt med nyhederne må man intuitivt afgøre om musikken interesserer eller ej. Vi må selv være dommere. Den historiens dom, der stort set betinger vores udvælgelse af det traditionelle koncertrepertoire, eksisterer ikke. Jeg har en sikker fornemmelse af, at publikum anser dette moment af usikkerhed og spænding for lige så fascinerende, som musikerne og jeg gør det…