Tilgang til faget

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 01 - side 33-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

C. Fr. Biilmann-Petersen
Tilgang til faget
Sociologiske betragtninger og et åbent brev til konservatorierne fra Mp F

Med den stærkt stigende socialisering af det danske samfund - overgangen til velfærdsstaten, som det kaldes i daglig tale - er fulgt et for musiklivet betydeligt problem: svigtende tilgang af statsprøvede musikpædagoger. Denne oplysning vil sikkert vække forundring hos mange pædagoger, der føler sig i hård konkurrence med kolleger og ufaglærte. Lad os da rette den derhen, at tilgangen måske nærmere er skævt fordelt, hvilket søges belyst i det følgende.

Den konstant høje beskæftigelse, der findes i alle andre fag end musikerfaget, har medført høje lønninger også til ganske unge mennesker. Samtidig er instrumenter i massefabrikation til at erhverve for en billig penge, og især ligger Musikpædagogisk Forenings minimumstarif på et rørende lavt niveau, uddannelsestiden taget i betragtning, naturligvis hårdt presset af talrige spillende, der praktiserer uden pædagogisk uddannelse, ofte endda med yderst overfladiske egne færdigheder i musikudøvelse. Endelig hjælper det offentlige hyppigt til at bringe undervisningsudgifterne endnu længere ned gennem tilskud og instrumentudlån.

Alle disse forhold har medført, at ethvert individ i det danske samfund, der ønsker musikundervisning, også kan overkomme det økonomisk. Der er opstået et elevklientel af foruroligende størrelse.

Betragter man imidlertid dette nye klientel, vil det i overvejende grad være sammensat af unge fra familier, hvis kontakt med musikken før grammofon-radio-tiden bestod i folkelig vise som den, man nu gennem propagandaudsendelser i radioen søger at få indsamlet de sidste rester af, inden den helt uddør. Samt i værtshusmusik og militære marcher og operettepotpourrier. Efter radioens og grammofonens endelige gennembrud umiddelbart efter anden verdenskrig har de samme familier fået deres musikalske næring fra den flade underholdning, staten så rundhåndet har forsynet dem med, mens de omhyggeligt har lukket af for alt, der kunne kræve tankevirksomhed.

Fra disse familier uden i artistisk forstand musikalsk fortid, vel egentlig uden kunstnerisk-kulturel fortid overhovedet, kommer nu dette nye klientel af unge. Familiens ældre kan jo ikke være rådgivere med hensyn til musikalske kvaliteter, og skolen er endnu ikke opgaven voksen. Forbilledet, der ægger til egen musikudøvelse, må altså blive popstjernen, den hyppigt statsstøttede (hvad der styrker tilliden) vulgærmusiker eller -sanger. Fuldstændig ligesom fortidens fåspillende børn og unge havde den seriøse koncertvirtuos eller (vel sjældnere) restaurantkapelmesteren som forbillede. Valget af instrument er let: Popstjernens guitar i serie-fremstillet, uren, klangløs udgave koster i dag mindre end en lærlingeugeløn. De fleste begynder for sig selv og kommer vel aldrig videre; men de, der søger undervisning, er sandelig også ilde stedt, for Musikpædagogisk Forening har kun to medlemmer med hovedfag guitar. Resultatet er som oftest, at der som lærer vælges en restaurantmusiker, der kun kender enkelte af guitarspillets facetter, og som har en yderst begrænset musikalsk horisont. Eller endnu værre: en gridsk subs. behjertet amatør, der kun kan betjene instrumentet nødtørftigt.

Analoge problemer trænger sig på for andre instrumenters vedkommende. Her er Musikpædagogisk Forenings medlemstal for trompet: 2, basun: l og kontrabas: 2. Saxofon og janitcharinstrumenter findes overhovedet ikke i Musikpædagogisk Forenings medlemsliste.

Den lille del af de unge, der ønsker at spille jazz, er lige så slet stillet som de, der tilstræber et populærmusikalsk mål, for instrumentariet er det samme, omend guitarens rolle er forsvindende: hovedvægten ligger på saxofon og rytmegruppeinstrumenterne, klaver, bas og trommer.

Lad det her i parentes antydes, at det kan blive skæbnesvangert for Musikpædagogisk Forenings hele virke, hvis medlemmerne fortsat vægrer sig ved at orientere sig inden for denne nye tonekunst, der inden for de sidste tyve år har gennemgået en udvikling til en sådan grad af komplikation, at det kræver lige så grundig uddannelse at yde den retfærdighed, som den europæiske kunstmusik. Man kan påstå, at foreningen fungerer trods en vis apati over for den efterromantiske kunstmusik, især den nyeste, men denne musik har også kun et forsvindende publikum, hvorimod jazzen taler til væsentlig flere (omend ikke til så mange som vulgærmusikken). Det er vigtigt, at pædagogerne kan gribe eleven netop der, hvor hun/han står og åbne hele kunstmusikkens område for eleven, måske endda dertil give eleven sans for ægte folkemusik og evne til at skille de merkantile imitationer fra.

Lad det indtil videre stå hen i det uvisse, om musikpædagogisk eksamen vil kunne suppleres med fag, der gør det muligt for de statsprøvede musikpædagoger at komme i virkelig kontakt med det nye klientel. Foreløbig er det helt elementært nødvendigt at skaffe velkvalificerede pædagoger til de nye fag, selv om der så spildes nogle elever, der ikke kan tåle den musikalske omplantning fra pop- til kulturmilieu. De uden for konservatorierne praktiserende pædagoger kan selvfølgelig hjælpe ved at stimulere emner til at forsøge vejen, men der ville opnås den bedste garanti for musikalsk horisont hos kommende pædagoger i de nye instrumentfag, hvis der kom resultat af følgende appel.

APPEL TIL KONSERVATORIERNE

Musikpædagogisk Forening og foreningens medlemmer bliver jævnlig bedt om at anvise lærere i bestemte instrumenter og kommer derved ofte i den ubehagelige situation ikke at kunne anvise statsprøvede musikpædagoger eller ikke at kunne anvise lærere, der kan tage nye elever.

Det drejer sig i første række om trompet, basun, saxofon, janitchar-instrumenter og guitar, men også i nogen grad om kontrabas.

Da det er af største betydning for musiklivet at sørge for mulighed for kompetent undervisning i alle instrumentale fag, beder Mp F herved konservatorierne om at anbefale de studerende, der arbejder med de omtalte instrumenter, om at tage en musikpædagogisk uddannelse, i hvert fald hvor det drejer sig om studerende, der ikke kan påregne en fast ansættelse som musikere umiddelbart efter konservatorietiden.

Da guitar jo ikke er konservatoriefag, vil vi foreslå, at konservatorierne søger oplyst, om nogen af de studerende dyrker guitarspil privat og kunne tænke sig at uddybe studiet til den grad, at musikpædagogisk eksamen vil kunne bestås. Det ville i så henseende være til stærk støtte, hvis konservatorierne kunne optage instrumentet på listen over fakultative tillægsfag. Det skal anføres, at der ialt findes tre statsprøvede musikpædagoger i dette instrument, der for så utroligt mange i dag betyder det første personlige møde med musikken.

Det vil sikker også få betydning for gennemsnitskvaliteten af præstationerne hos de unge, der søger optagelse på konservatorierne, hvis adgangen til et solidt forberedende studium bliver lettet.

Nye statsprøvede musikpædagoger i 1962:

Klaver:
Nina Borkmann, Brønderslev
Jens Brincker, København
Ester Christoffersen, Århus
Jens Gümoes, Esbjerg
Ingrid Lomholt Hansen, Thisted
Hanne Hede, Århus
Doris Hermansen, Trige, Århus
Hanne Jochimsen, Rungsted Kyst
Inge Jochimsen, Birkerød (eksamen bestået med udmærkelse)
Birgit Kjær, Århus (eksamen bestået med udmærkelse)
Elisabet Marcussen, Hvidovre
Ellinor Sanders Olesen, Hjørring
Ole Sørensen, Århus
Jens Kragsig Thomsen, Ulstrup

Kontrabas:
Ole Christiansen, Kgs. Lyngby
Preben Fahnøe, København

Violin:
Jan Ejvin Andersen, København
Poul Hansen, Svendborg
Zitta Jensen, Ålborg
Harald Holm Madsen, Ålborg (eksamen bestået med udmærkelse)

Blokfløjte:
Margit Raae, København

Sang:
Agnete Duusgaard, Ålborg
Viggo Kornum, Silkeborg
Elfriede Eisinger Larsen, Kastrup

Hørelære:
Anne Barfoed, Virum
Boje Marstal, København (eksamen bestået med udmærkelse)

Korledelse og hørelære ved folkemusikskoler:
Herluf Jensen, Ålborg


Elevkoncert i Tivoli til september

I lighed med de foregående år arrangeres der - i tilslutning til Propagandaugen for den levende musik - søndag den 15. september en Mp F-elevkoncert i Tivolis koncertsal. Musikpædagoger, der ønsker at tilmelde elever til denne koncert, bedes inden 15. marts til Mp Fs kontor meddele elevens navn og alder samt opgavens fuldstændige titel.

Det er meget ønskeligt, at der foruden solister fra alle faggrupper tilmeldes ensembler, vokale som instrumentale. Samarbejde mellem flere pædagoger kan eventuelt også skabe blandede vokale og instrumentale musikgrupper. Solopræstationer bør ikke vare over 5 minutter. De tilmeldte elever tilsiges til en censur først i april.

Medlemmer fra provinsen, som gerne vil sende elever til koncerten, kan indsende en (god!) båndindspilning af de tilstillede elevers til koncerten anmeldte præstationer. Vi skal anmode om, at optagelsen sker på hastigheden 7½" = 19 cm pr. sek. Båndet returneres efter aflytningen.

Der har i de senere år været en lille nedgang i antallet af tilmeldte børneelever bl. a. i klaver, en nedgang, der er resulteret i en ikke-ønsket forskubbelse opad af de optrædende elevers gennemsnitsalder. Pædagogerne opfordres derfor varmt til at tilmelde børneelever med passende opgaver. Gode børneelever sætter kulør på koncerten, der bliver morsommere at overvære, når de optrædende repræsenterer forskellige alderstrin og forskellige udviklingsgrader.
Bestyrelsen.


Besøg af Jürgen Uhde

Den 11. januar havde Mp F indbudt til en aften med pianisten Jürgen Uhde, som altid er en kærkommen gæst. Denne gang helt på hjemmebane bød han på noget ekstraordinært, en gennemgang af to samlinger variationer af Beethoven over skotske, irske, russiske, østrigske og tyske folkeviser, to ganske ukendte værker.

Som Jürgen Uhde sagde i sit indledende foredrag, skulle Beethoven have skrevet dem til undervisningsbrug, - et forsæt der dog kan siges at være mislykket, da disse variationer kræver en fuldt færdig kunstner for at blive spillet, hvad vi også senere kunne overbevise os om.

Vi blev først præsenteret for samtlige temata, - enkle folkeviser, dog forsynet med Beethovens klaversats. Derefter påviste Jürgen Uhde mange interessante enkeltheder ved de forskellige variationsformer. Til sidst spillede han hvert værk som en sluttet helhed i koncertform.

Det var højst interessant musik, vi her lærte at kende. Da det drejer sig om 2 meget sene værker, op. 105 og op. 107 (henholdsvis 6 og 10 varierede temaer for pianoforte eller fløjte og violin (!)), er variationsmåden uhyre fri, både rytmisk og harmonisk ofte meget dristig og kompliceret, men også meget afvekslende. Alligevel må man spørge om det har været meningen, at alle variationerne skal spilles som cyklus. Med J. U.s udmærkede kommentarer forinden kan dette absolut have sin berettigelse, og selv mener han, at visse træk i rækkefølgen af tonearterne tyder på denne mulighed. Uden kommentarer, som programpunkt i koncertsal eller radio, kan det dog muligvis blive for tung kost. For os blev det derimod en berigende aften, netop fordi J. U. altid på sin inciterende måde forstår at gøre stoffet levende, så man ikke et øjeblik sløves og taber interessen.

Aftenen var besøgt af ca. 75 tilhørere. Dette er - målt med den sædvanlige mødeprocent ved andre af Mp F's foranstaltninger - ikke så dårligt. Men: for det første kom ca. halvdelen af tilhørerne efter sigende udefra, var altså ikke-medlemmer, og for det andet burde, i betragtning af Mp F's medlemstal, en aften med en gæst af Jürgen Uhdes format have ganske anderledes stor tilslutning. Det er uforståeligt, at ikke mange flere udnytter enhver mulighed - når den ovenikøbet er gratis - for at udvide deres horisont og genopfriske, resp. forny deres kundskaber. Den aktuelle diskussion om »Pop« contra »Seriøs musik« taler sit tydelige sprog. Musikpædagogerne har en mission, som de ikke kan sidde overhørig, da glæden ved og forståelsen af lødig kunst nu engang først og fremmest udvikles og stimuleres gennem sagkyndig vejledning. Liselotte Selbiger.


Karla Lembek

Med Karla Lembek er en pædagog af sjældent format gået bort. Efter kun få dages sygdom døde hun den 1. januar og havde således den lykke at kunne udøve den gerning, der betød så meget for hende, lige til det sidste.

Sin uddannelse fik hun hos professor Victor Bendix, hvis elev hun var gennem mange år, og hun betragtede selv disse år som overordentlig betydningsfulde og udviklende både musikalsk og teknisk.

En høj intelligens, et fint lune og megen menneskelighed tillige med en medfødt personlig autoritet var egenskaber, hun besad i rigeligt mål. I sin undervisning var Karla Lembek levende, fantasifuld og uhyre tålmodig, hun sparede ikke sig selv, men forventede til gengæld en ærlig indsats fra elevens side. Hun var tillige en fremragende tekniker, formåede at få eleverne til at lytte til musikken og forstod — som få - gennem billeder fra hverdagen at hjælpe selv den mindste elev over vanskelighederne, og hun glædede sig med eleverne, når noget lykkedes. Åben for nye strømninger inden for musikpædagogikken var hun og deltog stadig livligt i Mp F's arbejde, det være sig kongresser, foredrag eller kurser.

Et sjældent menneske var Karla Lembek, trofast mod sine venner og beskeden i sin færd, og de mange elever og venner, der har nydt godt af hendes store kunnen og rige menneskelighed, vil mindes hende i dyb taknemmelighed.
Gudrun Eising.


ISME-kongres i Tokyo

Det internationale musikpædagogiske selskab ISME foranstalter i dagene 3.-10. juli 1963 den 5. internationale kongres i Tokyo. Det er den første kongres i orienten, som omfatter alle områder inden for musikpædagogikken. Kongressen står under protektion af det japanske undervisningsministerium og organiseres i samarbejde med Tokyos bystyre, det japanske musikråd og de førende japanske musikinstitutter.

Kongressens hovedemner er: Orient eller Occident, sammenbindende og adskillende elementer i musikkens og musikpædagogikkens verden. Kongresindbydelse med praktiske oplysninger fås ved henvendelse til Mp Fs kontor.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.

Årgang 38/1963, nr. 01