Det lysner for operaen - og for Saul og David?

Af
| Årgang 38 (1963) nr. 02 - side 55-56

Sigurd Berg
Lysner det for operaen - og for »Saul og David?«

Da Stærekassen for snart seks år siden skulle udnyttes i sin fulde kapacitet, viste der sig straks store vanskeligheder med at få oparbejdet et blot nogenlunde fyldigt operarepertoire, simpelthen fordi en forøget produktion og dermed et udvidet og stærkere beslaglagt personale endnu ikke var underbygget af tilsvarende arbejdsforhold og plads i prøvesale og værksteder. Et forøget arbejdstempo skulle man jo også vænne sig til, og deri kritik, der rejste sig på grund af det yderst fattige operarepertoire i sammenligning med rigdommen i de nærmestliggende store operahuse, f. eks. i Stockholm og Hamburg, blev mødt med Det kgl. Teaters appel til endnu en rum tids tålmodighed. Dette tog man ad notam, dog uden større optimisme; men nu har det alligevel vist sig, at tiden har været teatret en god forbundsfælle og at der omsider er gået vældigt skred i sagerne på Kongens Nytorv. I denne sæsons første fire måneder har der således været opført 18 forskellige operaer, d.v.s. 50 pct flere end i de tilsvarende måneder året forud. Hvis forholdet mellem efterårs- og forårssæsonen denne gang arter sig nogenlunde som i de sidste fem sæsoner, kommer vi op på 27 forskellige operaer, et udmærket smukt resultat på baggrund af de foregående fem sæsoners antal: 11, 16, 15, 13 og 19. Disse sæsoner har gennemsnitlig haft fem nyindstuderinger. I år er der lovet os mindst seks. hvoraf vi nu har set de fire: Beethovens »Fidelio«, der trods Lars Runstens ukoncentrerede og lidet åndfulde iscenesættelse hævdede sig ved et par særdeles godt besatte partier og interessante gæster i titelpartiet, - Carl Nielsens »Saul og David«, efterårets musikdramatiske højdepunkt, i Torben Anton Svendsens dristige og velberegnede iscenesættelse og med bemærkelsesværdige enkeltpræstationer, - Janáceks »Den fiffige lille ræv«, ligeledes iscenesat af Torben Anton Svendsen, en fint tænkt, meget besnærende eventyropera med congenial støtte af Jørgen Esben Hansens fantasifulde, lunerige og poetiske dekorations- og kostumekunst, - og endelig Sullivans og Gilberts pudsige lille parodiopera »Retten er sat«, temmelig overanstrengt iscenesat af Niels Bondo og derfor ikke ægte komisk. - Det hidtidige tyngdepunkt blev Carl Nielsens opera.

»Saul og David« har fra sin første opførelse for over 60 år siden haft en krank skæbne i betragtning af værkets uimodsagte placering som et hovedværk, måske endda hovedværket i dansk musikdramatik. Indtil 1948 havde denne opera kun været opført 30 gange på Det kgl. Teater, og selv ikke det Kanneworffske forsøg på en moderniseret iscenesættelse, som han først producerede i Göteborg og senere videreførte på Det kgl. Teater, formåede at give værket den brede publikumsyndest, der kunne have holdt det varigt på repertoiret. Med henblik på denne sæsons nye iscenesættelse, der er disponeret nærmest statisk, som en mellemting mellem opera og oratorium, er det værd at erindre en udtalelse fra 1943 af Kanneworff:

».. . Uforstående samtidige har kaldt »Saul og David« for et oratorium. Det er noget sludder. Kig engang rigtigt på Einar Christiansens tekst ... et mesterværk i storstilet oplægning af en operahandling, som udelukkende afføder plastisk-dramatiske situationer ...«

Torben Anton Svendsens iscenesættelse er gået den anden vej og bygger på en opfattelse af »Saul og David« som et nærmest ikke-dramatisk sceneværk, hvis forløb ikke kalder så meget på ydre udfoldelse som på en klar redegørelse for de indre spændingsforhold mellem psykopaten Saul og hans omgivelser. Denne spænding indrammes og forstærkes af de monumentale korpartier, der rummer værkets største musikalske mesterstykker og udtrykker en tidløs menneskelighed i deres intense deltagelse i dramaets psykologiske konflikter.

Det forekommer derfor konsekvent, at iscenesætteren efter klassisk mønster har anbragt koret fast under det meste af forestillingen. Det har en meningsfyldt funktion og indgår næsten naturnødvendigt i helheden. Man føler da også denne nye opførelse mere organisk end de forrige, også musikalsk rigtigere. I al sin konsekvens er den så solidt fundamenteret, at der i årene fremover kan bygges videre på den, forbedres og ændres, uden at grundpræget behøver at gå tabt. Vi har sandsynligvis fået den »Saul og David«, som kan holdes levende og måske for første gang giver denne opera mulighed for at hævde sig i internationalt perspektiv.

Opførelsens dekorative indramning skyldes Erik Nordgreen, der har været stærkt bundet af det faste kor, som er placeret amfiteatralsk, lidt tilbagetrukket i begge scenens sider, og i midten adskilt af en stor trappe, der fører bort i et ubestemmeligt mørke og hvorpå hovedpersonerne bevæger sig til og fra den åbne forscene. Uden om og over dette aner man i første akt kongehallens knugende vælde. Koloritten er dyster med korets og soldaternes dragter i dybt sortrødt og blåt, men lysere og mere differentieret hos hovedpersonerne. Desværre er kongedatteren Mikals orangefarvede dress uklædeligt og hyrden Davids pyntelige kiton lidet overbevisende. De otte letpåklædte tempeldanserinder i første akt er nydelige men ganske uacceptable i dette milieu. - Dog dette er bagateller i forhold til den dekorative helhed, som både har kvalitet og scenisk storhed, ja tilmed dramatisk slagkraft i sidsteaktens blodsprængte himmel. Man kunne dog indvende, at scenen ved spåkvindens hytte forskyder det påfaldende indtryk, denne forestilling giver af det klassiske dramas princip om »stedets enhed«, som endnu i dag viser sig at kunne få kunstnerisk betydning. Vi føler os på samme sted, enten vi er i Sauls kongehal, i ørkenen Zif eller på Gilboa bjerg. Skulle det ikke være muligt også at indrage scenen i Endor i denne enhed?

Foreløbig er det af mindre betydning, at forestillingen endnu ikke er fuldt egal, at adskillige passager må kunne af slibes og yderligere strammes. Dette vil på ingen måde modarbejde musikkens varmt strømmende virilitet, tværtimod få den til at leve endnu stærkere.

Med hensyn til det internationale perspektiv må man dog se i øjnene, at musikken i »Saul og David« helt igennem bærer Carl Nielsens stempel med hans specielle melodiske og tonale særpræg, som vistnok især bevæger os danske. Et artistisk forfinet menneske har engang sagt, at Carl Nielsens musik for ham havde en vis duft af fynsk kostald (variant af det fortærskede udtryk om Carl Nielsens »rødder i den fynske muld«). Tør man tro, at denne nationale duft har samme internationale muligheder som Griegs norske, Smetanas bøhmiske og Verdis italienske? Disse genier var hver for sig lige så uforvekslelige nationalprodukter som Carl Nielsen. Spørgsmålet er da, om Carl Nielsen var lige så genial.