Dokumentation: Fidus eller dilettantisme

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 02 - side 43-45

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Per Nørgård
Dokumentation: Fidus eller dilettantisme

Eks. I
»TELSTAR« af Joe Meck. - Copyright 1962 by lvy Music Ltd. London. WC. 11. R.C. 6. - Reg Conelly Musikforlag for Skandinavien. - Distribution Wilh. Hansen.

Eks. 2
»For de regrederede tilhørere præpareres en slags musikalsk børnesprog, som adskiller sig fra den 5egte derved at dens gloseforråd udelukkende består af brokker og forvanskninger af det musikalske kunstsprog«.
»Det vrimler med fejl i sats og harmonik: tværstande, forkerte terts-fordoblinger, kvintog oktavparalleller og på én gang ulogiske stemmeføringer af enhver art i bassen«.
(Adorno: »Dissonanzen«, p. 34).

I og for sig kunne eksemplerne ukommenteret tale for sig selv. De skal dog i korthed gennemgås.

»Telstar«s 4 indledende takter fastslår eftertrykkeligt tonearten, B-dur (eks. i); allerede i 5. takt, efter optaktens uopløste dominantseptim, er sats og harmonik ude i det tomme rum, bernærk især den usædvanligt ildeklingende placering af bastonerne under en kæde af uopløste forslagstoner i melodistemmen (eks. 2). Klimaks på denne tomrumseffekt danner dog eksemplets 5. takt, hvor flere faktorer samarbejder på at skabe en mageløs mislyd: 3 og en halv oktavafstand mellem den dissonerende overstemme og bassen, de skjulte oktavparalleller mellem optaktens septim og grundtone videreført til akkordens terts på én i takten og i det hele taget taktens tredoblede terts.

»Apache« frembyder et udvalg af tilsvarende ubehjælpsomheder i satsen,
1) uheldig placering i den dybtliggende akkord (den analoge fejl i »Telstar« kan altså ikke forklares med ønsket om at skabe en vakuumsputnik-stemning),
2) fordobling af dominantledetonen,
3) parallelle kvinter mellem yderstemmer (eks. 3).
Fra den panikagtigt populære »La Novia« med omkvædet »Ave Maria« ses i eks. 4 tilsvarende satsfejl, septimfordobling og kvintparalleller.

---------------
»På den ene side forlanger den infantile høremåde sanseligt rig, fuld klang, som oftest repræsenteret af yppige tertser, og det er netop denne fordring, der lader det infantile musiksprog modsige børnesangen på det brutaleste. På den anden side forlanger den infantile høremåde overalt de bekvemmeste og mest gængse løsninger«.
(Adorno: »Dissonanzen, p. 35).

Eks. 3
»APACHE« af Jerry Lordan. - Copyright 1960 by Francis, Day & Hunter, Ltd. London W.C.2. Forlæggerens ejendom for Skandinavien, Finland og Island, Wilh. Hansen, København.

Eks. 4
»LA NOVIA« af J. Prieto. - Copyright 1961 by Ediciones Internacionales Fermata, Buenos Aires, Argeritine. Copyright 1961 by Regent Music Corp. New York, U.S.A. - Eneret for alle nordiske lande: Stockholm Musikproduktion, Stockholm C.

Eks. 5
»DEN GAMLE GARTNERS SANG« - Tekst og musik: Allan Hondé & Ott Wieling. Klaverbearbejdelse: Hugo Telling. Copyright 1956 by Dacapo Musikforlag, København.
- -------

Eksempler på disse »yppige tertser« finder man (igen med ledetonefordoblinger!) (eksempel 5) i »Den gamle gartners sang«. Adorno kommer ikke ind på forholdet tekst og musik, på diktionen, men der skal slutteligt bringes et eksempel til belysning af tilstanden også på dette område. Det er hentet fra »Husker du endnu?« (Eks. 6). Den danske tekst lyder: Var det på Tahiti? Var det på Hawaii? Var det i går eller sidste år, at jeg først så et glimt af dig? (Refrain): Husker du endnu? Det var dig, der slog min drøm itu, og du svigtede mig. Husker du endnu? Det var mig, der altid var jaloux, og nu savner jeg dig. Husker du endnu, du loved' alt og stjerner faldt som regn bare et nu. Du er borte nu, du var min engang, men tiden går, om masser af år så ved jeg, at jeg husker dig endnu.

Eks. 6
»HUSKER DU ENDNU?« Musik: Victor Schertzinger. Org. tekst: Johnny Mercer. Dansk tekst: Peter Mynte. Copyright 1952 by Paramount Music Corporation, New York. For Scandinavia: AB Carl Gehrmans Musikförlag, Stockholm. For Denmark: Mørks Musikforlag, 247, Vesterport, Copenhagen V.
a) (nodeeksempel)
b) (nodeeksempel)
----------

Digtet udgøres, som man ser, af en række i og for sig rimelige spørgsmål og betragtninger, der måske blot kan siges at tyde på en vidt fremskreden glemsomhed hos den fiktive førsteperson. Denne jævne forståelighed forvandler sig imidlertid straks til et foruroligende univers af sære gåder, så snart det bringes i forhold til den givne musik, se eks. 6! Betoningerne: »du svigtede mig og nu savner jeg dig« åbner for et væld af betydningsmuligheder: har »jeg« på et endnu tidligere stadium svigtet »dig« siden det understreges, at »du« svigtede »mig«, endvidere må »du« tidligere have savnet »mig« eftersom det lægges vægt på, at nu savner »jeg« »dig«. Andre fortolkninger står åbne, men flertydigheden overtrumfes dog af eks. 6b:

» / du var min en / gang men tiden / går
- - - / - om masser af / år - - - /
(da dum da dum) (da dum da dum)
så ved jeg / at jeg husker / dig end / nu //«

Fuldt op af gådefulde perspektiver: »tiden går om masser af år« (for øjeblikket står den altså stille), eller menes der, at »om. masser af år så ved jeg at jeg husker dig endnu« (i modsætning til min aktuelle uvidenhed)?

(Egentlig burde denne analyse af øjeblikkets populæreste topmelodier ikke standse ved en skriftlig dokumentation. Først på plade får schlageren sin fulde virkning; her vil man som regel finde fidus og dilettantismen potenseret i en grad der lader analysen stå næsten afmægtig over for denne stofrigelighed: instrumentation, croonerklang, formforløb, elektroteknisk forarbejdning m.m. byder hver for sig på rige muligheder for studier af pop'overgrebene på det menneskeligt-musikalske sprog.

Dog kan det også ses, at i sig selv værdiløse »bits« bliver grundlaget for ægte menneskeudtryk i en kunstners hånd (eller mund); jazzen især viser talrige eksempler herpå. Det modsatte er dog hyppigere tilfældet: enten at lødig musik pop'iseres ved underlødige arrangementer - eller at underlødige (i hvert fald heterogene) omgivelser skaber et afstumpende, brodløst pop'indtryk af det pågældende stykke lødig musik. Dette sidste er det dybt destruktive ved musikradioen: at den fræset folks oplevelsesevne i stykker.

Men herved er vi nået tilbage til Poul Nielsens Adorno-artikel, som anbefales til fornyet gennemlæsning).

Årgang 38/1963, nr. 02