Hvilken helhedsløsning?

Robert Naur
Hvilken helhedsløsning?

»Politiken«s musikkritiker Robert Naur argumenterede under en debat i januar kraftigt for, at radioens seriøse musikafdeling omgående burde tage kampen op med det nye P 3. Her resumerer og uddyber han sit synspunkt.

Endnu er intet sket. Den klassiske musiks situation i Danmarks Radio er som den har været i de senere år, spredt aktivitet på karrigt tildelte sendetider, svingende udnyttelse af minuttallene, høj kvalitet og bred almindelighed mellem hinanden.

Men i slutningen af januar - en lille måned efter at Pop-radioen gik på vingerne, et år efter at den var blevet vedtaget - satte radioens afdelingsledere og souschefer, den såkaldte program-redaktion, sig til at gruble. Flere møder har drejet sig om en »helhedsløsning« af programmernes balance efter det nye programs opståen. Endnu vides intet om, hvilken plads den klassiske musik fremtidig vil få i helhedsbilledet.

Man er meget sent på færde med disse programovervejelser. Tilsyneladende har forvalterne af radioens seriøse stof gennem et helt år - under pop-radioens forberedelse -siddet apatisk hen og ventet på program 3's velsignelser uden at foretage sig noget som helst og i tillid til løfter afgivet af radiorådets formand, Peder Nørgård, som imidlertid har været så vage, at det sidenhen ikke har ladet sig rekonstruere, hvad det egentlig er, der er stillet i udsigt.

Den 13. januar indledte undertegnede en debat i Politiken om den klassiske musiks placering i Danmarks Radio efter pop-radioens indførelse. Jeg påviste - hvad enhver kan gøre ved at læse programoversigterne - at programmerne for øjeblikket er fulde af dobbelt- og tredobbeltdækning med uspecificerede grammofonudsendelser i pop-niveau, og at musikafdelingen, der har måttet æde den forsmædelse, at dens titel er sat over portalen til pop-radioen, passende kunne indlede med at etablere et dagligt klassisk program på fast klokkeslet i dagtimerne. Opgaven er ganske enkel, skrev jeg i omtalte diskussionsoplæg. Danmarks Radios musikafdeling disponerer over vel nok landets største diskotek og båndarkiv. Stoffet er uoverskueligt stort. Tilrettelæggelsen bør gøres så simpel som mulig, for fikshed og hittepåsomhed under annonceringen er ganske overflødig. Lørdagens natkoncerter eller søndagens formiddagskoncerter kan tjene som direkte forbillede for en daglig udsendelse på fast klokkeslet, lagt ganske når det passer Danmarks Radio bedst, udsendt på det program, det passer Danmarks Radio bedst. Ja, lad for den sags skyld damen fra diskoteket selv læse, hvad der står på pladen. Bare spil.

Musikchefen Vagn Kappel lod en god lejlighed gå fra sig til at sige, at musikafdelingen intet højere ønske havde end at komme igennem med en udsendelse af denne art. Nej, nej. Han fortalte, at det er kostbart og indviklet at anvende båndoptagelser, han var fromt forarget over, at jeg havde rammet ud efter de skikkelige og ganske ligegyldige småudsendelser af yderst svingende kunstnerisk interesse, som musikafdelingen bringer som sit eneste bidrag til dagprogrammerne. Vagn Kappel gjorde videre opmærksom på, at de opståede »huller« jo måtte deles med andre seriøse afdelinger (som om de andre afdelinger ikke kunne skråle op for sig selv), og han efterlyste ideer, som musikafdelingen ikke selv havde fostret for længe siden. Endelig henholdt Vagn Kappel sig til radioråds-formandens løfter, som Peder Nørgård dog på »Politiken«s forespørgsel slet ikke ville vedkende sig i første omgang, men siden gav følgende om man må sige forsigtige formulering: »Efterhånden som FM-nettet for program 3 udvides til at dække hele landet, og i takt med at lytterne som anbefalet i den danske regerings pjece »Hvis krigen kommer«, sikrer sig mulighed for FM-modtagning, vil de lettere programpunkter, som nu bringes på program l og på program 2, i en vis udstrækning kunne overføres til program 3. Derved åbnes der adgang til forøgelse af disse programmers indhold af særlig lødige udsendelser fra kulturlivets forskellige områder. Det vil endvidere blive muligt at placere stof af denne art på bedre sendetider end nu, hvor det oftest er henvist til de sene aften timer (natkassen)«.

Det er rigtignok en herre, der tager varsomt på de skrøbelige ting. Havde radiorådets formand tilsvarende gaver for at forvalte Danmarks stærkeste kulturformidler, som han har for korridorpolitik og for at sikre sig vælgergunst ved at poppe skamløst, så kunne man have ventet en erklæring i en ganske anden toneart.

Nu må vi forudse, at saneringen af de to gamle programmer bliver en ganske vanskelig sag at få gennemført. Intet tyder på, at dette spørgsmål har skygge af interesse for rådsformand Peder Nørgård.

Der er et par spørgsmål af kulturhistorisk interesse, som står for opklaring. Hvem har ansvaret for pop-radioens uhørt smertefri og gelinde gennemførelse. Der må være smurt godt i det politiske maskineri inden pop-radioen gik igennem. Hvem formulerede ideen om at kvæle salig Radio Mercur og sikre pop'en for staten? Det andet spørgsmål er: Hvordan i alverden er det lykkedes at passivisere den række ansvarsbevidste medlemmer af Danmarks Radios råd og programudvalg, som stiltiende lod pop-radioen gå igennem med den udtrykkelige forventning, at de to gamle programmer så som en selvfølge skulle rettes op. Hvad foretager disse damer og herrer sig, mens programbalancen på tredje måned er forrykket til det absurde? Har Danmarks Radio da intet andet i hovedet i denne tid end at få genvalgt Pop-Nørgård til rådsformand?