Litteratur

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 02 - side 72-74

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

LITTERATUR

NATALICIA MUSICOLOGICA KNUD JEPPESEN. Redigeret af Bjørn Hjelmborg og Søren Sørensen. 318 s. - Wilhelm Hansen. Kbh. 1962.

Som et værdigt led i den almindelige hyldest til vor høj tf ort j ente musikforsker Knud Jeppesen i anledning af 70-års dagen i august forrige år er der udsendt et stort og fornemt udstyret festskrift indeholdende 19 artikler af danske og udenlandske musikforskere fordelt med henholdsvis 7 og 12 bidrag. Skriftet indledes med en tabula gratulatoria med navne på personer og institutioner fra nær sagt hele den civiliserede verden og afsluttes med en af mag. art. Jens Peter Jacobsen udarbejdet fortegnelse over prof. Jeppesens hidtil fremkomne musikvidenskabelige og kompositoriske arbejder. Et referat af hele dette store stof omfattede vidtforskeliige emner af ofte ret specifik karakter ville falde uden for rammerne af dette tidsskrift. Det vil derfor formentlig kunne forsvares at forblive »os selv nok« ved at begrænse omtalen alene til det fra dansk side ydede.

Et vægtigt bidrag har dr. Henrik Glahn givet med studien »Ein Kopenhagener Fragment aus dem 15. Jahrhundert«. Det drejer sig om en halv snes med mensuralnoder beskrevne, til dels stærkt beskadigede blade, hvoraf størstedelen har været opbevaret på Det kgl. Bibliotek, resten på Musikhistorisk Museum. Bragt i sammenhæng viste disse blade sig at indeholde i alt 11 fragmentariske, dels liturgiske, dels verdslige kompositioner. Papirets vandmærke har godtgjort fransk oprindelse, nedskrivningen synes sket ca. 1450-70, medens selve repertoiret efter stilistiske kriterier at dømme må være blevet til i århundredets første halvdel. Komponist-navne forefindes ikke, men Glahn har ved sammenligning med andre kilder i et tilfælde konstateret Dufay som ophavsmand, i et andet tilfælde forekomsten af den 3-stemmige (formentlige) urversion af et Credofragment, som i 4-stemmig sats findes i to italienske kilder og dér tilskrives Zacharias de Teramo. Ud fra en vurdering af struktur og satsteknik mener Glahn dog at turde slutte, at det foreliggende fragment er af engelsk oprindelse, således at den nævnte Zacharias kun skulle komme i betragtning som bearbejder. Glahn opfatter selv sit omhyggelige og skarpsindigt prægede arbejde væsentlig kun som et forberedende. Da samlingen imidlertid indtil videre må betragtes som det ældste i Danmark bevarede manuskript med flerstemmig musik og ydermere ved sit indhold musikalsk som kulturelt tør påregnes betydelig interesse, har han tilføjet sin studie en transskription af samtlige satsfragmenter og således gjort stoffet tilgængeligt for videre forskning.

Professor Bjørn Hjelmborg, der har viet den italienske barokopera et indgående forskningsarbejde, meddeler til belysning af de tidligste stadier i udviklingen af den venetianske opera i »Aspects of thè Aria in thè Early Operas of Francesco Cavalli« en undersøgelse af arieformerne i de 7 første af Cavallis operaer skrevet mellem 1639 og 1645. Gennem en række analyser bl. a. af en arie fra hver af de tre operaer »La Didone« (1641), »La Virtù« (1642) og »La Doriclea« (1645) påvises det, hvorledes udviklingen af denne stilform går fra stærk afhængighed af tekststrukturen i retning af friere rent musikalsk udfoldelse; tillige belyses udviklingen fra almindelig refrænform til da capo- og rondoform.

I artiklen »Über einen Kantaten Jahrgang des Görlitzer Komponisten Christian Ludwig Boxberg« henleder professor Søren Sørensen opmærksomheden på denne nu halvt glemte barokkomponist, der efter at have produceret sig alene med tyske operaer i 1702 blev organist i Görlitz for siden udelukkende at hellige sig kirkemusikken. Bevaret er godt et halvt hundrede kantater, hvoraf de 35, opbevaret i Wenster-samlingen (univ.-bibl.

Lund), udgør en ufuldstændig årgang. Prof. Sørensen har undersøgt dette værk og påviser her dets stilistiske sammenhæng med den evangeliske kantatetradition i sidste halvdel af det 17. årh. Værket er overleveret i en svensk afskrift fra tiden 1713-17; selve dets tilblivelsesår kendes ikke, men prof. Sørensen har ad indirekte vej fundet frem dertil: Årgangen slutter med 27. Trinitatis-søndag. 27 sådanne søndage forekommer kun i de sjældne tilfælde, hvor påskedag falder mellem 22. og 26. marts. I Boxbergs levetid skete dette kun i 1695 og i 1704, altså må samlingen være blevet skrevet til kirkeåret 1703-04. Selv gamle almanakker kan tjene musikforskningen - når man bare er snedig nok til at gøre brug af dem!

Mag. art. Bent Stellfeld har bidraget med artiklen »Prosdocimus de Beldomandis als Erneuerer der Musikbetrachtung um 1400« og kommenterer heri de vigtigste af denne i Padua virkende polyhistors musiktraktater. Det fremhæves, hvorledes P. de B. ved at gøre sig fri af den middelalderlige meta-fysisk-spekulative metode og gå empirisk til værks på afgørende vis kom til at pege frem mod den ny tids musikopfattelse.

Med emner vedrørende dansk musikhistorie befatter sig de tre øvrige danske bidragydere. I »Et notationsproblem i Hans Tho-missøns Psalmebog (1569)« retter professor Jens Peter Larsen søgelyset mod et dunkelt punkt i H. T.s noteringsmåde. Det gælder takttegnet «Js, der hos denne udgiver ikke overalt anvendes på en entydig måde. Hvornår angiver det dobbelt diminuering, hvornår skal det tydes ikke-proportionalt blot mar-kerende et »lidt hurtigere« tempo? Prof. Larsen peger på det vanskelige i, at vi ved forskningen af vore salmemelodier i så høj grad er bundet til »noterede« former og derfor, hvad datidens faktiske syngemåde angår, kan være nødt til at forsøge at »læse lidt mellem linierne«. Det gøres bl. a. - og som det synes med positivt udbytte - ved sammenstillingen af to melodisk og rytmisk beslægtede melodier.
Med artiklen »Nogle håndskrevne dansknorske koralbøger fra det 18. århundredes første halvdel« giver professor Nils Sch'iør-rmg en foreløbig, men værdifuld meddelelse til belysning af dansk-norsk koraltradition i det 18. årh., et hidtil stærkt forsømt område. I artiklen gives en beskrivelse af en række privat anlagte koralbøger fra det 18. årh., af hvilke især fire - to af dansk, to af norskproveniens - må tillægges særlig interesse som dokumenter om koraltraditionen i tiden mellem fremkomsten af Kingos graduale (1699) og Breitendichs koralbog (1764). De er alle forsynet med becifret bas og er i to tilfælde noteret i tysk orgeltabulaturskrift Som et kuriøst eksempel på, ad hvilke mærkelige veje musikhistorisk kildemateriale kan komme forskerne i hænde, skal det her anføres, at den ene af disse bøger - som det berettes - blev fundet ved nedbrydningen af et gammelt hus ved Årup på Fyn, hvor det havde været benyttet som tættemateriale i -et kakkelovnsrør!

Sidste led i hele artikelrækken er viet Knud Jeppesen selv i hans egenskab af komponist. Af mag. art. Finn Mathiassen bringes i engelsk oversættelse en kyndig og indtrængende analyse af den i 1956 komponerede Passacaglia for orgel. Afsluttende peges der på, hvorledes Jeppesens musik i visse henseender står under indflydelse af Carl Nielsen, en indflydelse, der dog kun har tjent til styrkelse af hans egen skaberevne. Skyende al konvention og på forhånd givne løsninger har Jeppesen samtidig bestandig holdt sindet åbent for, hvad såvel fortid som nutid har kunnet give ham af værdi, overalt påtrykkende det overtagne sin egen personligheds

stempel. »Thus thè Passacaglia ìndicates Jeppesen's position in thè somewhat con-fusing picture of Danish music today as thè champion of a great tradition still füll of Uf e and abounding in possibilités to b e explored for years to corne.« P.H.

Årgang 38/1963, nr. 02