Meninger om musikradioen

Af
| Årgang 38 (1963) nr. 02 - side 51-53

Meninger

om

musikradioen

Debatten omkring musikradioens vedtagelse og start var særdeles livlig. Vi har sammenstillet en montage af citater, der afspejler de modsatrettede synspunkter.

I en kronik i Berlingske Aftenavis 15. september 1962 anstiller musikkonservatoriets direktør, komponisten Knudâge Ritsager indledningsvis nogle betragtninger over forholdet: massebehov - offentlige institutioners forpligtelser:

- Valladolid - der, da hoffet under Philip III blev forflyttet fra Madrid, blev residensby - havde munkeordenen »Den hellige Undfangelse« allerede i det 15. århundrede fået ret til at oprette det såkaldte »Opstandelseshospital«, der blev drevet i forbindelse med et bordel. Ad denne utvivlsomt indbringende vej skaffedes midler til hospitalets drift. I 1515 blev de to institutioner lagt sammen til én, hvorved munkeordenen, med det i denne relation lidt ironisk klingende navn, så at sige bekendte kulør. Det kan måske formodes, at den indtægtsgivende del af virksomheden dækkede et »behov« hos - skal vi gætte på ca. 96 pct. af den deri interesserede del af befolkningen. Undfangelsesordenens hensigt retfærdiggjorde vel i nogen grad midlet og skabte således en tradition for, at offentligt indrettede institutioner imødekommer visse »behov« — også hvor sådanne må siges at være af en speciel karakter.

Ved en diskussion, der førtes i Danmarks Radio den 7. maj i år, om betimeligheden af en »melodiradio« - som forøvrigt uden varsel havde skiftet navn til det noget mere beroligende »musikradio« -hævdedes det fra radiorådsmedlemmers side, at der her i landet findes et så storb »behov« for oprettelsen af et særligt program med letflydende musikalsk underholdning, at 96 pct. af lytterne landet over sukkede efter at blive fodret med en flydende tonestrøm fra tidlig morgen til silde aften. Nu kan man naturligvis anse et behov for legitimt, blot det er til stede, men

begrundelsen er temmelig risikabel. Hvis de kulturelle forpligtelser, der ved selve radioloven er pålagt Danmarks Radio, kan annulleres ved latente flertalsbeslutninger af formodet art, er selve bestemmelsen ikke meget værd. Hvor er så grænsen for »behov«, også på andre områder, som det offentlige ikke skal imødekomme? Radioens generaldirektør Hans Sølvhøj har en noget anden opfattelse af »behovs«-fæno-menet. I en artikel i BT den 9. januar skriver han bl. a.:

»-----at det i en monopolinstitution som

Danmarks Radio ville kræve et næsten for overvældende hovmod totalt at sætte sig ud over, hvad den store befolkning ønsker. Hver den, der fordrer sin egen og sit milieus smag som eneafgørende for, hvad hele landet skal høre og se, egner sig i hvert fald ikke til at være ansat i eller rådgiver for radioen. På den anden side skal man selvsagt heller ikke blot sende, hvad majoriteten kræver. Radioprogrammer egner sig lige så lidt som skattelovgivning til at underkastes folkeafstemninger ...«

Ikke alle i radioen ansatte tager åbenbart generaldirektørens trusel tungt. Således bemærkede programsekretær Poul Overgaard Nielsen i musikradioen den 3. januar 1963: - Goebbels ville have været lykkelig for generaldirektør Gunnar Pedersens P 3, sådan et fikst program til fordummende dosering af folket med såkaldte farligheder spredt rundt i ligegyldigheden ... løvrigt er musikradioens forsvarere mest optaget af at gøre opmærksom på de pædagogiske ambitioner, der knytter sig til det nye program. Fra et interview med chefen for radioens underholdningsafdeling Svend Petersen i Politiken 3. februar 1963 citerer vi:

Intervie-weren: — Hvad lægger De i ordet »pop«?

S. P.: - Ikke andet end det, der skal lægges i det, nemlig forkortelsen af ordet »populær«. Desværre har man gjort pop til den ringeste ende af schlagerne. Men i aftes hørte jeg en halv time Tjaikovskij i musikradioen - og det er altså også pop. Pop-radio er ikke kun pigtrådsmusik med disse forfærdelige elektriske guitarer. Folk vil - og skal - også høre andet...

Intervieweren: — De tror altså på trappetrinsystemet?

S. P.: — Ja, jeg gør. Og jeg tror også, at teaterkrisen har sin oprindelse i, at vihverken har et Nørrebro Teater elier et Casino eller et andet folkeligt teater mere. Vi skal lære at gå i teater, og vi skal lære at lytte til radio. Jeg tror på den menneskelige dovenskab. Der smutter altid et eller andet ned, før man når at få rejst sig og lukket for pigtråden - måske lidt Tjai-kovskij, som vi altså af samme grund også sender. Mit princip har altid været: hellere have fat i folk, end slet ikke have fat i folk. Det er nu ikke så sjovt at lave radio for lukkede højttalere.

»Aktuelt«s leder 6. januar 1963 er også håbefuld, om end med sære og fantasifulde motiveringer:

... Det er ikke gået vort øre forbi, at man i ugens løb har følt sig stærkt forpligtet af det program, der serveredes af hedengangne Radio Mercur, men vi har også med egne øren hørt værker af både Vivaldi, Mozart, Schubert og Chopin spillet. For en mere avanceret musikforståelse vil det måske kunne beklages, at der ikke i stedet blev spillet Bach, Stravinskij, Sjo-stakovitj og Prokofiev. Men vi er dog ikke i tvivl om, at salig kammersanger Emil Holm, hvis utvivlsomme fortjenester som musikalsk folkeopdrager absolut ikke er blevet mindre i årenes løb, ville have ap-plauderet fornøjet. I hans tid var det et bemærkelsesværdigt fremskridt, at den jævne, forudsætningsløse radiolytter nu trallede Lumbye og Strauss fremfor skillingsvisen om Hjalmar og Hulda.

Det kan ikke udelukkes, at det nye musikprogram også kan påføre sine lyttere smag for virkelig kvalitet. Det er kun få år siden, cykelbudene fløjtede Beethovens »Appassionata« og Tjaikovskijs klaverkoncert i b-moll. Desværre blev disse værker derefter paf aident sjældne i radioens musikprogram, næsten som havde der i dette alt for folkelige favntag været tale om en slags omgang mod naturen.

Politikens leder 27. januar 1963 er til gengæld i det resignerede hjørne:

- Tingene har sin egen iboende logik. Man kan fikse på dem, men deres sande natur slår dog til sidst igennem. Da Peder N ør gara & Co. opbragte piraten Mercur for også at bringe forsyningen med pladder og plader ind under statsmonopolet, forsøgte man forståeligt nok at dække sig ind ved at strø kultur på det nye program 3. Det skulle nu demonstreres, at en ikke-merkantil radio godt kunne være lirekasse og lødig på én gang.

Men jo mere man strøede, jo mere irriterede man de mennesker, der lukkede op for at få sød baggrundsmusik og i stedet blev distraheret af en masse snak, som endda krævede opmærksomhed, fordi der nu og da virkelig blev sagt noget! Det man er ved at opdage, er den enkle logik, at opretter man en såkaldt musikradio, så må man køre såkaldt musik til bevidstløs-hed. Begrebet »lødig pop« er lige så selvmodsigende som dybsindig overfladiskhed. Det kan måske besnære et programudvalg med dårlig kulturel samvittighed, men ikke det almindelige publikum ...

Musikradioens medarbejdere har som nævnt i lederen betakket sig for at få ordet i dette nummer af DM. Vi håber derfor, at program 3's daglige leder, programredaktør Kaj Bruun vil tilgive os dette citat fra et interview i Berlingske Tidende 1. januar 1963:

- Det bliver ikke noget ønskeprogram, vi vælger musikken efter det radiofoniske, det levende. Musikgarneringen skal ganske givet være iørefaldende og uforpligtende. Men lad mig udtrykke det sådan, når det gælder musikradioens musikalske opgave: der må være en musikalsk grænse både opefter og nedefter. Og vi vil hellere tangere grænsen opefter end overskride den nedefter.

Under en diskussion i folketinget den 15. januar 1963 fik man et levende indtryk af det plan den politiske debat om musikradioen er foregået på.

Ellen Strange Petersen (konservativ) : - Hører man melodierne »Moster i Skåne« og »Jakobsen, det kilder«, føler man ikke trang til at takke ministeren for hans fremstød.

Kulturminister Julius Bomholt: - Jeg lytter så lidt til program 3, at jeg ikke har forudsætninger for at udtale mig. Men man må give den nye linies flittige medarbejdere en passende prøvetid ...

Ellen Strange Petersen: — Jeg beklager, at ministeren aldrig hører program 3. Han burde afsætte en time hver dag til aflytning - og kunne så selv afgøre, om det skulle være en belønning eller straf.

Kulturministeren: — Jeg troede ikke, det ærede medlem var sadist. Der må være grænser for en ministers trængsler. (Munterhed).Verner Sinnbeck (Venstre): - Den lødige musik er i højere grad end tidligere blevet folkeeje. Det må man glæde sig over i en tid, hvor der er megen pop-politik, undskyld pop-musik. (Larmende munterhed).

Morten Lange (Socialistisk Folkeparti): - Program 3's medarbejdere laver et overordentligt dygtigt arbejde. Det er svært at lave et program, der er let og samtidig holder et kulturelt niveau. Det er uberettiget at drive pop-politik på denne basis.

Kulturministeren: - Program 3 blev lavet for at udnytte bølgelængder, og for at skabe forudsætning for en omlægning af programmerne...