Musikalier

Af
| Årgang 38 (1963) nr. 02 - side 74-76

MUSIKALIER

Lommenoder fra Eulenburg

Mellem de sidst udkomne lommepartiturer fra Eulenburg er der blandt flere bemærkelsesværdige ting grund til at fremhæve et par korværker fra Renæssancen, som hermed foreligger i fuldt forsvarlige, videnskabelige nytryk på grundlag af de originale udgaver. Monteverdis »Missa in ilio tempore« stammer fra tiden før hans ansættelse i Venezia og er af et for sin tid mere moderne tonesprog end han kunne tillade sig som kapelmester i Markuskirken i Venezia. Messen er 6-stemmig og a cappella ifølge det tidligste håndskrift i Vatikanet, men har i den første trykte udgave fra 1610 en tilføjet basso con-tinuo-stemme, som også findes i den nu fore-liggende nyudgave, men som ikke har nogen selvstændig betydning, idet den følger de dybe korstemmer. - Også Gabrieli* motet »In ecclesiis« for seks instrumenter, otte stemmer og continuo er nyudgivet på grundlag af værkets første udgave fra 1615. Trods flere mellemliggende udgaver menes denne nye udgave at være den første efter originaltrykket, der rummer Gabrielis egen »Bassus pro organo«, som har en langt selvstændigere funktion end i den Monteverdi'ske messe. B.

STUDIA MUSICOLOGICA UPSALIENSIA VII, Danskt Musiktryck infili 17-talets Mitt. Av Åke Davids son. - Uppsala 1962.

Det 7. bind af den fornemme svenske skriftrække Studia Musicologica Upsaliensia er forfattet af universitetsbibliotekar Åke Da-vidsson, som hermed har givet sit 4. bidrag til serien, og det omhandler tidlige danske musiktryk og deres bogtrykkeres historie. Forfatteren meddeler i sit forord, at dette område af Danmarks trykkerihistorie hidtil har været ganske forsømt; blandt sine forgængere nævner han Camillus Nyrup og Niels Møller, men fremhæver professor Nils Schiørring, som i »Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang« har leveret det vægtigste bidrag til emnets behandling, og Åke Davidssons bog indeholder da også talrige henvisninger til denne bog. Men mens Nils Schiørrings arbejde i første række har musikhistorisk sigte og kun beskæftiger sig med trykkerihistorien som en nødvendig forudsætning for den musikhistoriske fremstilling, har Åke Davidsson set sit stof under en trykkerihistorisk synsvinkel, som tillader ham at medtage detaljer, som Nils Schiørring har måttet forbigå.

Fremstillingen dækker perioden fra ca. 1535 til ca. 1750, d.v.s. udviklingen fra de håndskrevne noder på de trykte nodelinier i Malmøsalmebogen over træsnitsteknikken, trykket i Hans Tausens salmebog og node-typetrykket, der tidligst kendes fra den hos Lorentz Benedicht trykte Hans Thomissøns salmebog, til de kobberstukne noder, der først viser sig i Danmark i 1749 i musikbilag til et fransk skuespil. Hovedparten af bogen beskæftiger sig således med de tryk, der er gjort ved hjælp af løse metal typer, og med de bogtrykkere, der har betjent sig af denne teknik. Gennem opmålinger - så nøjagtige som det har været muligt ud fra de gamle tryk - af de forskellige noder og tegn i nodeteksten, har forfatteren forsøgt at identificere bogtrykkernes typemateriale, og hans resultater viser, hvorledes sættekassernes indholdi mange tilfælde er overtaget fra bogtrykker til bogtrykker, indtil løsningen af en bestemt opgave eller nodetrykkets tekniske forbedringer i udlandet har gjort det nødvendigt for en bogtrykker at rejse udenlands efter et nyt typemateriale. For identifikationen af tidlige danske tryk - legitime såvel som pirattryk -er denne undersøgelse naturligvis af stor værdi, og hertil kommer så de biografiske oplysninger om bogtrykkerne, der i høj grad bidrager til at gøre fremstillingen levende. Desværre må disse biografiske skitser som oftest af nødvendighed være ret kortfattede. Bogen er smukt illustreret, og den er til slut forsynet med et resumé på tysk. C. E. H.

FINN MORTENSEN: Sonatina nr. l op. l Piano. Norsk Musikforlag.

Ikke alle komponister vedkjenner seg i mere moden alder sitt opus l, ennsi lår det trykke. Finn Mortensen gjør imidlertid begge deler idet han på Norsk Musikforlag nettopp har utsendt nærværende «Sonatina» som altså er hans debutarbeid. Går man hans opus l nærmere efter i sømmene, finner man imidlertid at det på sett og vi er et ganske imponerende førstearbeid, og man kan godt forstå at komponisten ikke i falsk beskjedenhet vil beholde

det for seg selv. Det røper kort sagt en teknisk og kunstnerisk modenhet som ikke er så helt allminnelig. 1. sats er holdt i luftig to-stemmighet, og en kort adagio danner overgangen til finalen som er formet som en trestemmig fuga. Det lille verket viser et temmelig avansert tonesprog med friske spen-ninger stemmene innbyrdes, og det er forså-vidt lett å forutse at komponistens utvikling efter hvert uvegerlig vil føre ham 12-tonene i vold. Det bemerkes forøvrig at komposi-s j onen er skrevet i 1943 og revidert i 1948. Den tekniske vanskelighedsgrad er ganske betydelig. C. B.

*

MILDRED SELMER: Samspill er go y nr. l.B, nr. 3 Rytme-orkester. - Norsk Musikforlag.

Mildred Seimer er fortsatt levende opptatt av barnas musikkoppdragelse, og det er så-vidt jeg vet ikke så ganske lite hun har ydet i den gode saks tjeneste med sine samlinger av melodier beregnet for Orffinstrumentariet. Alt tyder på at ungene rundt om i barnehager, skoler eller hvor det nu måtte være vil motta også disse utsendelsene med entusiasme. Det er sjarmerende småstubber som har alle betingelser for å gå rett inn i ørene på dem de er beregnet for. C. B.