Sådan blev P3 til

Knud Buchardt
Sådan blev P3 til

Den dybeste årsag var,
at staten matte sikres den sidste
landsdækkende program-mulighed

Denne gennemgang af forspillet til Musikradioens start er foretaget af »Ekstrabladet«s radio-medarbejder Knud Buchardt.

1. januar 1963 startede Danmark sin melodiradio, knap et halvt år efter at den sidste pirat, Mercur, var ombragt under »slaget på Tårbæk red«.
Musikradioen var flere år undervejs. Kun få af de vigtigste ting omkring dens tilblivelse kom ikke klart frem.
Heraf to betydningsfulde fakta:

1) Da P 3 blev foreslået, vidste ingen, om piraterne nogensinde (efter tre år under skiftende flag på Øresund) ville blive forbudt. Den oprigtige mening med forslaget var, at reklamesenderne skulle udkonkurreres. Ideens ophavsmænd har ærgret sig over, at sagen blev kørt så uprofessionelt på to fronter: inden for radiohuset, hvor der endnu ikke er enighed, og på Christiansborg, hvor visse politikere havde bejlet til piraternes gunst - for i det afgørende øjeblik at slå følge med regeringen. Skandaleslaget på Øresund var undgået, hvis musikradioen var startet hurtigt og havde fået tid til at lade piraterne gå planken ud.

Til gengæld vidste man heller ikke i november 1961, at reklamesenderne kunne blive »farlige radioer«. Ingen drømte om, at den mindste af de danske pirater, DCR, ville bringe nærgående reportager om forholdene på psykopatforvaringsanstalterne i Herstedvester - mellem to udsendelser begik en fængselsbetjent mord på en fange. Eller at samme station ville beslutte at lave politiske udsendelser før kommunevalgene i marts 1962. Oppositionen meldte sig omgående til deltagelse i disse udsendelser.

2) Musikradioens vigtigste formål var at beslaglægge den sidste landsomfattende programmulighed på FM. Det fjerde program, der kan oprettes, kan kun få lokal karakter.

I det internationale »frekvens-spil« ventes det, at landene søger deres bølgelængder udnyttet. Kun dette ene landsprogram var tilbage, og ingen vidste i 1961, om en reklamestation skulle få fodfæste på land.

Danmark måtte for enhver pris sikre sig det sidste landsdækkende program. Her findes en væsentlig grund til, at musikradioen ikke kom til at sende i program 2's ledige formiddags- og eftermiddagstimer.

En anden ting har ganske upåagtet også været med i de tekniske overvejelser. Militæret og navnlig civilforsvaret har i en evt. krisesituation brug for at kunne orientere befolkningen pr. FM-radio. Det ville i givet fald være katastrofalt, hvis ikke hele befolkningen kunne lytte på FM-transistorradioer. P 3 ville, mente man, tvinge folk til at købe transistorradioer.

Vintersæsonen 61 var én af de hårdeste, radiorådet og programudvalget har kendt.

Siden 1958 havde man ikke haft en affære af dimensioner som Aalbæk Jensen-sagen ... Fjernsynets underholdning nåede lavmålet i kvalitet og blev skældt ud som aldrig før ... Folketingsmand Thisted-Knudsen opfordrede til boykot af licensen(!)

Et grotesk symbol på massemediernes indflydelse viste sig med telefonstormen på radiohuset, da en teknisk fejl viskede Fedtmule bort fra TV-skærmen i en halv time.

Midt i alt dette kom en lille, sirlig, højt respekteret herre, postvæsenets generaldirektør Gunnar Pedersen, til radiorådsmøde med en »bombe« i mappen. På rådsmødet i november 1961 forelagde han sit forslag til program 3.

Nu var der teknisk mulighed for at starte melodiradioen på en ledig FM-sender ved Sortedamssøen. Blev forslaget vedtaget, ville Danmark med det samme have beslaglagt den tredie programmulighed. Der nævntes formålene: 1) Programmet ville blive konkurrence for piraterne, 2) man ville havenoget at byde på, hvis regeringen skulle vedtage lov mod piraterne. Gunnar Pedersen har uddybet det: når vi havde et P 3, ville lytternes reaktion på et pirat-stop blive svag. Og når Sveriges melodiradio kunne reducere piraternes annoncemængder, ville det samme blive tilfældet herhjemme. Iøvrigt tvivlede man ikke på, at befolkningen ønskede mere let musik i radioen.

Hvad der ikke blev nævnt, var, at Gunnar Pedersen ikke var alene om idéen. Forslaget gik gennem ham som den lovlige kanal til radiorådet, men ophavsmanden var trafikminister Lindberg. Ikke alene skulle piraterne jages fra Øresund, - enhver anden end staten skulle fordrives fra FM-båndet.

Flere radiorådsmedlemmer var indstillet på, at piraterne skulle konkurreres ihjel. Man var ikke overvældende opsat på, at politiet skulle gøre det arbejde.

Det var længe forinden klart, hvor det bar hen. I maj kommenterede daværende generaldirektør F. E. Jensen melodiradio-rygter med ordene: - Vi har ikke drøftet program 3 som realitet.

Otte dage efter slog den største lytterorganisation, arbejdernes, til lyd for et program 3. F. E. Jensen, der oplyste, at han ikke kunne tage Mercur på sin radio, benægtede atter reelle drøftelser.

På radiorådsmødet i november 1961 vedtog man en Gallup-undersøgelse af behovet.

At stemningen i radiorådet stort set var positiv, fremgår af følgende citater. Her er desuden citeret et par medarbejder-udtalelser, der viser, at ansvarlige medarbejdere har set store muligheder og perspektiver i det nye program:

Pastor S. Å. Olsen, radiorådsmedlem: - En landmand fortalte mig, at køerne gav mere mælk, når de havde popmusik i stalden.

Hakon Stangerup, radiorådets næstformand: - Vi må à jourføre radioen efter det gældende adfærdsmønster i befolkningen.

Morten Lange, radiorådsmedlem: - Vi har her chancen for selv at skabe underholdning. Vi behøver ikke at tage, hvad forlystelses-industrien tilbyder.

Arne Fog Petersen, radiorådsmedl.: - Hvis vi skulle tilrettelægge programmerne for os selv her i rådet, blev der nok ingen brug for melodiradio. (Han stemte for P 3).

Willy Reunert: - Musikradioen bliver radioens store chance for igen at få lytterne i tale.

Aksel Dahlerup: - P 3 kan blive revolutionen i programpolitikken. Dens karakter ligger fast som specialprogram. Det kan betyde, at man også specialiserer sig i de to andre programmer.

28. november 1961: Radioledelsen regner med, at melodiradioen kan startes 1. februar 1962. Man viger tilbage for udgifterne ved helt ny landsdækning og er indstillet på at sende i program 2's ledige perioder. I forvejen har Peder Nørgård sagt: Den må dække hele landet. Rådet er positivt stemt, og radiobudgettet er stort nok til at bære starten. - (Det var det ikke. Man nødsagedes til at forhøje licensen).

5. januar 1962: Et flertal af radioens programmedarbejdere meddeler Hans Sølvhøj, at de kun vil gå ind for kvaliteten.

6. januar 1962: Tre af de fire programchefer meddeler Hans Sølvhøj, at de ønsker et seriøst tredje program som »betaling« for melodiradioen.

9. januar mødtes radiorådet og fik ikke tid til at behandle melodiradio-sagen. Medarbejdernes synspunkt nåede ikke at blive forelagt.

Samme dag offentliggjordes resultatet af Gallup-undersøgelsen, omfattende 2141 husstande i København og Nordøstsjælland (hvor begge piratsendere kunne aflyttes).

Der er næppe grund til at tro, at Gallupundersøgelsen skulle fortælle, at vi måtte have en melodiradio. Morten Lange (i socialistiske studenters P 3-debat): Rådet har ikke drømt om at bygge den afgørelse på Gallup!

Der er tværtimod grund til at tro, at undersøgelsen fik meget ringe betydning. Det hævdedes, at den var præget af hastværk, og at den lagde folk svarene i munden (professor Erik Rasmussen i radiorådsmødet 8. maj 1962).

30. januar: De to pirater Mercur og DCR slutter sig sammen for ikke at påføre hinanden fallit. Sammenslutningen er også en rustning med henblik på den afgørende styrkeprøve med myndighederne.

Samme dag pålægger radioens forretningsudvalg Hans Sølvhøj at arbejde videre imod en landsdækkende melodiradio.

3. februar: Radioråd og programudvalg mødes med medarbejderne i diskussion om radioens kvalitet.

6. februar: På programudvalgets opfordring udsætter radiorådet igen afgørelsen om P 3. Årsagen var almindelig uenighed i radiohuset. Sølvhøj fastslår, at der ikke samtidigt bliver råd til både melodiradio og kulturelt »third programme«.

13. februar: Programudvalget nedsætter melodiradioudvalg på 14 medlemmer.

3. april: Peder Nørgård meddeler radiorådet, at melodiradio-udvalget har holdt sit første møde, og at udvalget allerede er indstillet på, at der skal startes P 3.

Samme dag giver kulturminister Julius Bomholt melodiradioen sin offentlige velsignelse. (Lader sig interviewe af et par morgenblades politiske medarbejdere).

4. april: Julius Bomholt i TV-Aktuelts interview: - Program 3 skal laves med pep. Gud fri os for pop.

2. maj: Melodiradio-udvalget afleverer en varmhjertet indstilling om at starte P 3 omgående.

8. maj: Radiorådet vedtager at lave melodiradio. To medlemmer stemmer imod. Folketingsmedlem Hanne Budtz: — Vedtagelse er misbrug af den nuværende situation, mens koncessionslovforslag drøftes i folketinget. Program 3 vil blokere den frekvens, som oppositionens lovforslag opererer med. -

Professor Erik Rasmussen: - Det er imod vort formål at starte P 3. Og Gallup-undersøgelsen tror jeg ikke på. Den spørger folk, om de kan lide let musik - og derpå om de kan lide kirkemusik. Man lægger folk svarene i munden.

Ét medlem undlod at stemme. Folketingsmedlem Helge Larsen: - Vi har ikke fået den dybtgående undersøgelse, som radiomedarbejderne har ønsket.

I august var finansudvalget ved at sætte en pind i hjulet. Det radikale medlem gik imod bevillingen på 1,2 mill. til
P 3-FM-senderne.

28. august sagde den socialdemokratiske gruppe ja. Så sent som dagen før spåedes det, at den ville gå imod. Det radikale medlem bøjede sig, og man fik socialistisk medhold. Imod bevillingen stemte Venstre og Konservative.

Hvorfor hedder P 3 Musikradioen? Ved en tilfældig diskussion om emnet i radiorådet blev der ikke skabt klarhed.
Navnet blev fastslået af Julius Bomholt. Han ønskede ikke navnet »Danmarks Melodiradio«.

Årsagen?
Var den et lille pikant drilleri fra en piratantenne i Øresund?
Da DCR - midt under P 3-drøftelserne -en aften lod sig høre således i højttaleren: - Godaften, - her er DCR, Danmarks Melodiradio …