Svensk radio- et samvittigheds-anliggende

Svensk radio -et samvittigheds-anliggende

Den følgende sammenligning mellem musikkens kar i Sveriges og Danmarks radio er ans t ili e t efter et b es o g i Sveriges Radio i februar måned. Artiklen har tidligere været bragt i omtrent samme form i Ekstrabladet.

I Danmark taler man om »popmusik«, i Sverige om »skvalmusik«. I Danmark kalder man den musikradioen, i Sverige melodiradioen. Forskellen er ens.

Eller er den?

Under den hidsige debat herhjemme i forbindelse med musikradioens vedtagelse og start er Sveriges Melodiradio gang på gang blevet trukket ind i argumentationen. På den ene side som skræmmebillede, på den anden som forbillede. Skal vi absolut poppe i radioen, fordi svenskerne skvaller? Og omvendt: når svenskerne kan, kan vi også.

Et hurtigt kik på svenskernes melodiradio bekræfter, at lighederne med den danske mu-

sikradio er så store, at der ikke skulle være mere at diskutere: Det er den samme velsignede surdejg af baggrundsmusik. Men nagler man blikket fast, får man øje på en lang række forskelle, der ikke er så ubetydelige endda.

Lad os først se på et par af lighedspunkterne.

Motiveringen for at bringe en flod af musik, der er velegnet til at glide ind ad det ene og ud af det andet øre (nogle mener, dette forudsætter hul i hovedet), er den samme på begge sider af sundet. Vi behøver ingen danske citater, men her er et svensk. Sveriges Radios programdirektør Nils Olof Franzén siger:

— Når man konstaterer, at en meget stor majoritet af lyttere med de nye udsendelser (melodiradioen) mener, at de bliver meget bedre betjent end tidligere, så er dette en ganske afgørende faktor i ræsonnementet omkring radioens opgaver i det moderne samfund. Radioen har kunder, og hvis kunderne skulle finde, at vores forretning mangler en masse varer, som vi ved er efterspurgte, så er der fare for, at mange af kunderne vender hele butikken ryggen ...

Starten på Sveriges Melodiradio mindede også om begivenhederne herhjemme. Den kommercielle sender »Radio Nord« havde kørt i et par år, og melodiradioens start i juni 1961 var et modtræk mod reklamesenderen. En måned efter blev »Radio Nord« kvalt ved lov.

Her ser vi en politisk afgørende forskel i forhold til spillet mellem »Radio Merkur« og Danmarks Radio. I Sverige konkurrerede den statsanerkendte radio nogen tid på lige fod med reklamesenderen, mens man herhjemme undgik konkurrenceforsøg. Inden »Radio Nord« blev forbudt var det lykkedes melodiradioen at køre den i sænk rent lytter-mæssigt. Folk ville simpelt hen hellere høre pop uden reklamer end med. Da Radio Nord blev lukket, havde annoncørerne allerede svigtet den af samme grund.

Sveriges Melodiradio blev vedtaget den 1. juni og startet to dage senere. Det var et chokerende tempo, der nok kan undre herhjemme, hvor man ganske vist var lynhurtig til at vedtage, men tog sig over et halvt år til at planlægge starten.

Så forbløffende som det ser ud på papiret, var det imidlertid ikke. Og det skyldes først og fremmest, at svenskerne var langt bedre rustet på alle leder og kanter end Danmarks Radio var (og er). I anden række, at man ikke tog så hårdt fat fra starten.Lokaleforholdene var i orden. Omtrent samtidig med melodiradioens start rykkede radioen ind i det nye kæmpehus til 22 millioner kr. (der om nogen tid suppleres med en studiebygning til 41 mili.).

Man havde desuden fra starten både tilstrækkelig, og tilstrækkelig kvalificeret mandskab.

Udviklingen fra dengang til nu giver interessante paralleller til den danske musikradio, hvor man har slået et stort brød op uden at være sikker på, om ovnen er stor nok til at bage det.

Melodiradioen startede med en bevilling på 700.000 kr. og en sendetid fra kl. 6 om morgenen til kl. 17, vel at mærke med udsendelser, der bogstavelig talt kun rummede plader. Siden er landsdækningen og sendetiden udvidet etapevis, indtil man nu er nået dertil, at næsten hele Sverige kan høre udsendelserne og disse kører i døgndrift. Melodiradioen benytter hele døgnet de eksisterende programmer I og II, kun bortset fra aftentimerne fra ca. 18 til 22, hvor man har en særlig program III-kanal. Bortset fra disse fire timer er melodiradioen altså identisk med Rigs-programmerne.

Det er i denne forbindelse vigtigt at notere sig, at melodiradioen helt har opgivet at være et selvstændigt program i Sveriges Radio. Efter at melodiradiolederen, Caj Ander s s on, i efteråret gik af i protest mod vanskelighederne ved at føre en»farlig« linie, har melodiradioen været en del af underholdningsafdelingen.

Det er således meningsløst at fremhæve -som det ofte har været gjort i Danmark -at svenskerne har 70 mand til at lave melodiradio (i modsætning til vore egne ca. 10). Disse 70 medarbejdere er ansat i underholdningsafdelingen og laver i de fleste tilfælde bl. a. melodiradioudsendelser.

Et af de områder, hvor svenskerne er milevidt foran os, er grammofonarkivet. For det første har man næsten 150.000 plader over for Danmarks Radios 50.000. Dernæst har man 50 mennesker ansat i diskoteket (her 15). I Danmarks Radio kræver man kun maskinskrivning som kvalifikation ved ansættelsen - i Sverige får man ikke jobbet, medmindre man enten er uddannet bibliotekar eller musikfagmand.

Resultatet er bl. a., at man i Sverige kan sende en stor del af de rene grammofonprogrammer direkte fra diskoteket (der har tilhørende studier) med diskotekets personale som udsendelsesledere.

Diskoteket har desuden åbent hele døgnet

og hele ugen - i Danmarks Radio har man netop nægtet diskoteket mulighed for at have åbent i week-enden med det resultat, at det fortsat er et rent mirakel, når der overhovedet kan spilles plader i tidsrummet fra lørdag eftermiddag til mandag morgen.

Hvorfor har debatten omkring Sveriges Melodiradio været langt mindre heftig end debatten om Danmarks Musikradio?

Det skyldes i første række, at Sveriges Radio har den kulturelle samvittighed bedre i orden end Danmarks.

I Sveriges Radio indrømmer man åbent, at melodiradioens oprettelse måtte betales med mere og bedre kulturstof. Det var et samvittighedsspørgsmål. Musik-, teater-, kunst- og litteraturstoffet har i de sidste par år udviklet sig til en kvalitet, der er klasser hævet over Danmarks Radios.

Men allerede før 1961 var situationen for de kulturelle udsendelser så gunstig, at melodiradioen ikke havde nogen chance for at tage sig ud som den enorme klods, den gør her i landet. Resten af radioen var for stærk til at balancen virkelig kunne forrykkes.

Vi skal ikke komme nærmere ind på baggrunden for dette særlige forhold, blot lige nævne, at den svenske radios struktur giver vidt spillerum for initiativ og aktivitet. Medarbejderpolitikken er et godt eksemped: f ree lance-medarbejdere betales ikke efter tariffer, men efter kvalifikationer. Faste medarbejdere er ikke funktionærer i næsten uopsigelige stillinger. Hvis de ikke leverer tilfredsstillende arbejde, fyres de. Det sidste peger i retning af amerikanske tilstande, men administreres naturligvis menneskeligt.

Det er værd at se specielt på Sveriges Radios musikafdeling på baggrund af den diskussion, der herhjemme har været ført om den seriøse musikafdelings stilling i forhold til pop-radioen.

Det tør nok siges, at musikafdelingen i Stockholm giver kompensation for »skval«-musikken. Udover den løbende virksomhed, der stort set svarer til, hvad der udgår fra musikafdelingen i Danmarks Radio, bemærker man følgende:

1. Sveriges Radio har oprettet en musikskole på Edsberg Slot med en international lærerstab af fremragende kunstnere.

2. Man udgiver i tilslutning til en koncertserie med titlen »Nutida Musik« et fornemt tidsskrift, der omhandler moderne musik.

3. Man har et debut-stipendium, der tildeles en række unge talenter hvert år efter konkurrence.

4. Man vælger hvert år en »årets kom p o-nist« (i år Lårs-Erik Larsson), der får fremført alle sine hovedværker i sæsonens løb.

5. Radioen afgiver hvert år en række bestillinger på værker til opførelse (i år 7 værker).

6. Man har startet et radio kor i Göteborg foruden det faste kor i selve Stockholm.

7. Radioen udgiver plader, I 1962 indspillede man over en halv snes plader på radioens eget plademærke »Swedish Society Disco-phil«, der er en aflægger af radioens forlag, som iøvrigt også udgiver det store ugeblad »röster i radio og TV«.