Svigtende spilleglæde

Johan Bentzon
Svigtende spilleglæde

Ugen før jul gik for radiosymfoniorkestrets vedkommende med indspilning af nogle såkaldt avantgardistiske værker, d.v.s. værker som siges at vise vejen frem for musikkens kommende udvikling.

Da vi efter 20-25 timers arbejde med disse vanskeligt tilgængelige og vanskeligt spillelige værker var færdig med den sidste båndoptagelse, sagde én af mine orkesterkammerater til mig: »Jeg holder jul med en rigtig skidt samvittighed. Det kan være meget godt, at kapelmesteren sagde »wunderbar« og »sehr schön«; men jeg var i alt fald så udkørt og udblæst af at gå fra den ene yderlighed på instrumentet til den anden, at jeg syntes, alt hvad jeg lavede klang rædselsfuldt. Forhåbentlig var alle toner rigtige og rigtigt anbragt, men jeg er da i alt fald ikke selv i stand til at kontrollere det eller stå inde for det. Og så generer det mig at skulle være med til at sende noget ud til lytterne, som jeg selv ikke forstår en klap af og som jeg slet ikke har haft glæde af at spille«.

Jeg tror denne udtalelse i det store og hele dækker hvad næsten alle orkestermusikere tænker og føler. Spørgsmålet er så, hvor stor betydning man vil tillægge den voksende mangel på forståelse over for den vej komponisterne har valgt - eller føler sig tilskyndet til - at gå. Skal man afvise den med en bemærkning om, at musikere altid har været dovne, reaktionære og uvillige over for det ny? og at det kun er det kompositoriske geni der kan afgøre, hvad der er værdifuldt eller ej? Og at det er bevis nok, at de ansvarlige i musikafdelingen er begejstrede for det nye? Eller skal man sige, at musikeren får penge for at spille og hans større eller mindre glæde derved er resultatet uvedkommende? Og at radioen i alt fald er forpligtet til at give det nye en chance, at det er en nødvendighed for musikkulturens udvikling, at disse værker bliver spillet herhjemme? og at erfaringen viser, at det blot drejer sig om at vænne sig til nye udtryksformer?

Lad mig prøve på at besvare disse spørgsmål ved at begynde med det sidste. For musikeren fornemmes det nye ikke som en udvidelse af de musikalske udtryksmidler, men som en efterhånden fuldstændig mangel på interesse hos komponisterne for det der for musikeren er det fundamentale: interval og rytme. Tilbage bliver det, som visse komponister betegner som musikkens grundelement: den organiserede lyd. Jeg tvivler personligt ikke på, at de bedste blandt komponisterne virkelig har forestillet sig - indvendigt hørt — de lydkomplekser - strukturer - collager - eller hvad det nu hedder - som de har nedskrevet på de nodeark, som stilles foran os. Men hvad hjælper det mig, at komponisten kan forestille sig og kontrollere - hvad de færreste kan - det jeg spiller, når jeg ikke selv kan? Og hvordan skal jeg kunne gå ind for lydkombinationen med forståelse og glæde- når lyde i sig selv ikke sætter noget i gang i mig og kun momentvis giver mig synderlig glæde?

Og endelig: er lyde egnede til at udtrykke menneskelige følelser i samme grad som intervaller og rytmer er det?

Efter optagelsen af amerikaneren Varese's musik spurgte dirigenten mig om, hvad jeg mente om den. Da jeg ikke lagde skjul på min manglende glæde og forståelse, sagde han, at på ham virkede Varese's musik voldsomt oplivende ved sin eruptive kraft - og fantasiudfoldelse. Jeg svarede, at for mig var fantasi naturligvis vigtigt, men kun som middel, hvortil han tilføjede, at der efter hans mening var tilstrækkelig med intelligens og beregning i moderne musik og at det var velgørende med mere spontan musik. Hertil kunne jeg kun sige, at også intelligens efter min opfattelse kun var et middel. Til hvad da? Til hjertets brug. Nå, så kan De jo spille Tjaikovskij! Vi blev dog enige om, at man også hos nutidens komponister kunne finde hjertevarme.

For musikeren er musik noget der giver ham anledning til at spille, og han er glad, hvis andre har lyst til at lytte til hans spil.
Så længe musikken hovedsagelig udtrykker sig ved hjælp af intervaller og rytmer - med alle former for lyd som grundmateriale og pynt - tror jeg at enhver musiker med åbent sind vil være i stand til at udføre og i alt fald efterhånden forstå enhver ny udtryksform.

For mange nutidskomponister synes musik først og fremmest at være noget man lytter til - enkelte har direkte udtrykt denne opfattelse - og som man derfor har brug for at få nogen til at spille, hvis man ikke vælger at skrive musik, der kun anvender mekanisk frembragte lyde. Ud fra dette synspunkt kommer størstedelen af avantgardemusikken bedst til sin ret med mikrofonen som mellemled; og musikerens tilstedeværelse i koncertsalen er kun betinget nødvendig. Erfaringen viser, at ved fremførelsen af musik, som hovedsagelig eller udelukkende udtrykker sig ved lyde - og det er jo i alt fald tilfældet med næsten al seriel »punktmusik« - er musikerens forståelse og spilleglæde overflødig, når blot han til punkt og prikke udfører hvad komponisten foreskriver, i noder eller i ledsagende forklarende tekst.

Det synes mig derfor ikke urimeligt at foreslå, at denne musik fremføres ved hjælp af bånd; også i de tilfælde hvor den af den ene eller anden grund ønskes fremført i overværelse af et publikum. Båndene kunne så udveksles landene imellem, og det er naturligvis en selvfølge, at danske musikere indspiller danske værker. Hensynet til musikeren behøver her ikke komme i vejen for hensynet til danske komponister.

Det er typisk for vor tid, at flere og flere beskæftiges ved rent mekanisk arbejde, som ikke giver dem tilstrækkelig arbejdsglæde; og at en fornuftig anvendelse af den øgede fritid er blevet et problem for mange. Da det er musikerens erfaring, at der er særlig glæde ved at spille musik fremfor at lytte til den, og hans overbevisning at også udbyttet for tilhøreren af at lytte til musik bliver størst, når den bliver fremført med forståelse og begejstret medleven, må det være hans pligt at medvirke til, at han så sjældent som muligt kommer i den situation, at hans præstation ikke bliver præget af den arbejdsglæde, der kun opstår, når hver enkelt musiker er overbevist om betydningen af de toner, han spiller.

Den ekstraordinære generalforsamling i DUT
Referatet af den ekstraordinære generalforsamling i Det unge Tonekunstnerselskab den 25. januar følger i næste nummer af DM.