Vagn Holmboes kvartetter

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 02 - side 65-65

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Per Nørgård

Vagn Holmboes kvartetter

Vagn Holmboes seks strygekvartetter er specielt aktuelle i denne sæson. I efteråret fik de en samlet opførelse af Koppelkvartetten ved tre DUT-koncerter, og i denne måned opføres de ved en række udsendelser i dansk radio. På redaktionens anmodning gennemgår Per Nørgård her de seks kvartetter ganske kort. l tidsskriftets maj-nummer vil man finde en mere grundig analyse af Holmboes 6. kvartet, der står på programmet ved årets ISCM-fest i Amsterdam. Komponisten Helmer Nørgård forbereder i ojeblikket denne specialanalyse.

Skrevet over et dusin år danner Holmboes 6 strygekvartetter en udviklingslinie fra en håndgribelig »tema-musik« til en mere svævende vævskomposition, hvori den specielle holmboeske opfattelse af metamorfosebegrebet vel finder sin mest afklarede udformning. Alligevel er stilen slående uændret fra den 1. til den 6. kvartet, der henholdsvis uropfør-tes i 1950 og sidste år; alle kvartetterne er gennemsyret af Holmboes formale mesterskab, der lader selv stærke kontraster stå i klassisk balance til hinanden.

1. kvartet, skrevet til minde om Bartók, bærer ganske vist vidne om Holmboes Bar-tók-beundring gennem de specielle balkanske rytmetyper der anvendes; men i dag vil man, på baggrund af kendskabet til de øvrige 5 kvartetter, især høre den som typisk Holm-boe med sine 3 satser af spændt melodisk karakter.

2. kvartet er måske den mest umiddelbare og indtagende i sin lyse melodiske lyrik. Sidste satsen blev (ligesom sidstesatsen i 4. kvartet) helt omskrevet, og er endnu et Bartók-minde ved sin gennemførte 5-ottendedelstakt.

3. kvartet høstede international berømmelse og vandt pris på ISCM-festen i Oslo. For-

malt set er den typisk for en neoklassisk holdning ved etableringen af en ny klassisk balance i de 5 satser: ydersatserne langsom og af samme stof, 2. og 4. intermezzoagtige capricciøse og midtersatsen central også indholdsmæssigt, en chaconne af ophøjet karakter.

4. kvartet er beslægtet med 1. ved dens melodisk spændte karakter, men angiver et senere udviklingsstadium ved sin større uhåndgribelighed i det stoflige. Også 5 satser, hvoraf den 4. viser Holmboes modtagelighed for aktuelle strømninger ved at være punktuel (i 3. kvartet var chaconnen bygget over et tolvtonetema, men i øvrigt klart tonal).

5. kvartet er den måske sværest tilgængelige i sin indadvendthed, hvor én metamor-fotisk tanke er gennemført i forløbet af de 3 satser. Samme stof går igennem værket og udvikles i en indre proces, men, i modsætning til seriel musik, stadig på klart tonal basis.

6. kvartet er ligeledes bygget på fælles stof, men dens 5 satser viser i deres lyse, lyriske karakter tilbage på 2. kvartet. Udviklingen gennem de 6 kvartetter er ført fra tematisk, rytmeklart præg til en sublimeret understrøm af en enhedspræget musikalsk grundidé i stadig forandring mod irreversible forvandlinger.

Årgang 38/1963, nr. 02