Foreningerne

• Foreningerne

Dansk Komponist-Forening

Kontor: Hverdage kl. 10-13 (lørdag lukket). Kronprinsessegade 26, sidehuset, 1. sal, Kbhvn. K. Telf PAlæ 5405. - Postgirokonto 3252.

Dansk Tonekunstner-Forening

Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10—16. Seketær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heering, Rådhusstræde l, København K. Telf. Central 2270 og PAlæ 7576.

Det unge Tonekunstnerselskab

Kontor: Hverdage kl. 11-13 (lørdag lukket). Hammerensgade 3, 4. sal, Kbhvn. K. Tlf. BYen 726. Postgirokonto 3474. Formand: Lavard Friisbolm. Telf. 89 01 01.

Teaterîelefon: BE 3512 forestillingsdagen kl. 15-15,20. - Anmodning om legitimationskort til Det kgl. Teater må sendes til kontoret vedlagt frankeret konvolut med egen adresse. Når teatertelefonen ikke svarer, skyldes det, at der er helt eller næsten udsolgt. Heller ikke ved »næsten udsolgt« tilsteder teatret DUT billetter.

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

fredag den 25. januar 1963

Den ekstraordinære generalforsamling indkaldtes på anmodning af en gruppe medlemmer. Anmodningen blev modtaget af bestyrelsen den 22. december 1962, og der indkaldtes til generalforsamling inden udløbet af den lovfæstede frist på fjorten dage efter denne dato. Anmodningen indeholdt følgende dagsorden:

1. Drøftelse af forholdene omkring FIuxus-festivalen.

2. Dansk Musiktidsskrift.

3. Ændringsforslag til lovenes § 17 vedrørende censurkomiteen.

4. Bestyrelsens sammensætning.

Lrs. Steffen Heering, der møder for selskabets juridiske konsulent, hrs. Eiv. Helsted refererer den foreslåede dagsorden og sætter punkt l til debat, idet han giver ordet tit den opponerende medlemsgruppes ordfører i forbindelse med 1. punkt, organist Charley Olsen.

Charley Olsen fremhæver, at den kreds af medlemmer, han repræsenterer, ikke — som hævdet bl. a. i dagspressen — ønsker »bestyrelsens hoved på et fad«, men kun en saglig diskussion om Fluxus-festi-valen, som han finder en beklagelig begivenhed i vores musikliv.

Dr. phil. Povl Hamburger fortsætter derefter på samme kreds' vegne med et principielt indlæg, derbringes i sin helhed i dette nummer af DM på side .........

Komponisten Einar Trærup Sark anser Fluxus-festivalen for et krisesymptom i vort kulturliv og slutter: »Lad mig endnu engang understrege, at man kan orientere sig om alt muligt, også om hvordan disse grupper arbejder på kunstens udslettelse. Men idet man aktivt understøtter disse grupper, kan man ikke længere tale om blot og bar orientering, men om at indlade sig i et personligt engagement. Er det forsvarligt? Herom drejer det sig, og ikke om reaktionære, kontraavancerede personspørgsmål eller smålige forsøg på at hænge bestyrelsen ud p. g. a. en enkelt fiasko.«

Jan Maegaard redegør for Fluxus-gruppens idébaggrund. Hans indlæg findes i sin helhed i dette nr. af DM på side ......

Sverre Forchammer har kedet sig usigeligt under Fluxus-forestillingerne, men mener »at der i ethvert eksperiment kan ligge kimen til noget, der kan give en kunstnerisk udvikling«. I øvrigt finder han, at der ville være meget mere mening i at diskutere radioens program III, end Fluxus. (Stor jubel).

Lrs. Heering gør opmærksom på, at emnet »program III« ligger uden for dagsordenen.

DUT's formand Lavard Friisholm redegør udførligt for selskabets arbejde i den forløbne sæson og for de nærmere omstændigheder i forbindelse med arrangementet af Fluxus-festivalen. Han refererer den erklæring, som DUT udsendte til pressen efter de første Fluxus-forestillinger den 23. og 24. november. Erklæringen lød i sin helhed: »Det Unge Tonekunstnerselskab påtog sig at være Fluxus-grup-pen behjælpelig ved arrangementerne i København. Da vi påtog os det, var det ud fra et ønske om at lade det danske publikum få et indtryk af de eksperimenterende bestræbelser, der gør sig gældende i den internationale musikdebat, instrumentalteater, aktionsmusik, informel kunst etc. En række kunstnere, hvis stræben man måtte have tillid til, figurerede i Fluxus-prospektet, men efterhånden som arrangementet tog konkret form, viste det sig, at ingen af disse personer skulle medvirke. Det er med den største beklagelse, at DUT nu har konstateret, at de stedfundne forestillinger ikke på gyldig måde repræsenterer de førnævnte bestræbelser«. Lavard Friis-holm slutter med at foreslå, at der indbydes til en diskussionsaften om emnet.

Komponisten Gunnar Berg mener, at Fluxus ligesom tidligere dadaismen kun kan være positiv og stimulerende for kunsten, selv hvis man anser bevægelsen for totalt negativ i sin holdning, fordi den vækker til stillingtagen. Han håber, at DUT vil sige ja en gang til, hvis muligheden for en Fluxus-festi-val eller lignende byder sig igen.

Komponisten Leif Thybo spørger, om DUT går ind for kunstnihilisme eller ej.

Kunststuderende Dea Trier Mørch spørger, om man virkelig ikke har ret til at gøre grin med den alvorlige kunst, uden dermed at blive beskyldt for ikke at holde af den.

Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen mener, at man hænger sig for meget i det ene ord »antikunst«. Engang anså man også Schönbergs musik for antikunst - nu mener man noget helt andet.

Komponisten Per Nørgaard svarer på Leif Thy-

bos forespørgsel, om DUT går ind for kunstnihilisme, at DUT ikke går ind for intolerance, og at DUT ifølge sine statutter ikke skal tage hensyn til kunstpolitiske anskuelser.

Programsekretær Mogens Andersen: - Der står udtrykkelig: uden hensyn til æstetisk tendens. Nu kan Thybo spørge ti gange til.

Leif Thybo: - Går DUT ind for den kunstnihilistiske tendens eller ej. Jeg har ikke fået noget svar.

Mogens Andersen: - Der står: uden hensyn til æstetisk tendens...

Johan Bentzon: - Vi har endnu ikke fået en klar stillingtagen til, hvordan bestyrelsen ser på hele baggrunden for Fluxus-festivalen.

Vagn Kappel: — Det er meget sundt og godt for fordøjelsen at blive stillet over for noget, der vækker ens vildeste raseri. Det er nyttigt og efter min mening en af DUT's store forpligtelser. At der er krise i kunsten kommer man dog ikke bort fra ved at stikke hovedet i busken og lade som om denne krise ikke eksisterer.

Efter endnu en række kortere indlæg ved Ulrich Teuber, Torben Schousboe, Sven Koch og Vagn Kappel, slutter Povl Hamburger debatten om dagsordenens punkt l med følgende bemærkning: — Jeg foreslår for alvor: gentag historien, og sørg så for, at de rette kommer ... så kan vi tage stilling!

Dirigenten sætter derefter dagsordenens punkt 2 - Dansk Musiktidsskrift — til debat og giver ordet til Frede Schandorf.

Under efterhånden talrige afbrydelser fra dirigent og sal, søger Frede Schandorf først ved hjælp af nogle taltavler at underbygge en teori om »tallenes og tonernes harmoni, der ikke må brydes«, og kommer endelig ind på Dansk Musiktidsskrift. Hans indlæg former sig som et personligt angreb på tidsskriftets redaktør for udøvelse af meningsdiktatur i forbindelse med tilbagevisning af en artikel. Frede Schandorf oplæser artiklen, der i en allegorisk form behandler Fluxus-fænomenet på baggrund af Carl Nielsens opera »Saul og David«.

DM's redaktør Gregers Dirckinck-Holmfeld redegør for afvisningen af den pågældende artikel. Han havde bestilt en anmeldelse af »Saul og David«s premiere på Det kgl. Teater hos Frede Schandorf, men fået en artikel om Fluxus, som han ikke ønskede at disponere over, fordi han i forvejen havde rigeligt stof om dette emne.

Debatten om punkt 2 ebber derefter hurtigt ud i en række spredte ytringer for og imod redaktørens dispositioner.

Man går derefter over til dagsordenens punkt 3: Ændringsforslag til lovenes § 17 vedrørende censurkomiteen. Ændringsforslaget fremsættes af fløjtenisten Johan Bentzon, og går ud på en begrænsning af komponisters adgang til censurkomiteen. Johan Bentzon afstår fra at stille forslaget til afstemning. Han ønsker det henvist til udvalgsbehandling, hvilket formanden Lavard Friisholm afviser, hvorimod han erklærer sig villig til at tage forslaget op til intern drøftelse.

Kredsen af medlemmer, der har anmodet om den ekstraordinære generalforsamling, afstår derefter fra dagsordenens 4. punkt: »Bestyrelsens sammensætning«, og generalforsamlingen erklæres for hævet.LITTERATUR

Musik i billeder

Pios billedbiografier nr. 3 og 4- - Jespersen & Pio.

ERICH VALENTIN: Beethoven. 147 s., ili. med 159 billeder i dybtryk. Pris. indb. kr. 40,50.

ANDRÉ BOUCOURECHLIEV: Chopin, 144 s., ili. med 138 billeder i dybtryk. Pris indb. kr. 40,50.

Udgivelsen af Jespersen & Pios elegante bil-ledbiografier over musikkens stormænd fortsætter støt. Efter bøgerne om Bach og Mozart foreligger nu på samme linie værker om Beethoven og Chopin. Erich Valentin, der også har skrevet Mozartbiografien, garanterer med sit gode navn som kender af wienerklas-sicismen for Beethovenbogens bonitet og har løst begrænsningens problem med et helt forbavsende storsyn, enkelt og anskueligt som et byzantisk mosaikbillede. Clara Hammerich har besørget oversættelsen nydeligt, selv om hun flere steder har stået noget afmægtig over for den noget tunge tyske sætningsbygning, som bør behandles temmelig frit for at passe dansk tungemål. Billedstoffet er levende og ofte overraskende. Men havde det ikke været på sin plads i denne danske udgave at medtage det ungdomsportræt af Beethoven, som den danske miniaturemaler Chr. Horneman malede under et ophold i Wien 1803, og som regnes for et af de mest vellignende Beethovenportrætter fra denne periode? Det er mere indtrængende i karakteristikken end det i bogen gengivne portræt fra omtrent samme tid.

André Boucourechliev's Chopinbiografi er præcist indordnet efter samme retningslinier som de øvrige tre bøger - et eksempel på, at en stramt stillet opgave kan være direkte inspirerende. Også her bæres fremstillingen af en næsten minutiøs redegørelse for komponistens ydre forhold i livets skiftende perioder - men med den smukkeste understregning af forholdet mellem livet og kunsten i Chopins korte tilværelse; og der rammes en pæl gennem legendernes billede af Chopin som en lidende, sentimental og selvbeskuende romantiker. Vi ser nu, at han tværtimod var kølig, blufærdig, intelligent og ligevægtig, både i livet og kunsten. Billedstoffet er udsøgt som i de andre biografier og ligger nær op ad det fornemme Chopin-særnummer, som »La Revue musicale« udsendte i 1931. Billedet af afstøbningen af Chopins højre hånd er smukkere end det almindelig kendte, men

hvorfor betegner billedteksten den som hans venstre? Er billedet vendt galt i reproduktionen? - På Mogens Boisens oversættelse tænker man ikke, og noget bedre kan man vel ikke sige om den.

S, B.

HEINRICH BESSELER UND MAX SCHNEIDER: Musikgeschichte in Bildern. — Deutscher Verlag für Musik Leipzig. Band II, Lieferung 1: Hans Hickmann: Ägypten. DM 35,00.

De senere år har tilført musiklitteraturen en række nye værdifulde billedværker, som i rigt mål understreger ikonografien som et af musikhistorikernes hjælpemidler til øget forståelse af tidligere tiders musikalske praksis. Det er klart, at ikke mindst instrumentforskning og studiet af ældre tiders opførelses-praksis vil kunne drage nytte af den billedlige dokumentation, og den kulturhistorisk og sociologisk orienterede musikforsker støtter sig i stigende grad til den ikonografiske overlevering, som overhovedet har vundet i betydning i nyere tids musikforskning. Som pionerværk i denne hjælpevidenskab må nævnes »Geschichte der Musik in Bildern« af Georg Kinsky m. fl. fra 1929, som naturligvis forlængst er udsolgt, og hvis fotografiske gengivelser desuden ikke længere virker tilfredsstillende. Til umiddelbar afløsning og à jour-føring af Kinskys værk udgav i 1961 K. M. Komma i Stuttgart »Musikgeschichte in Bildern« med 743 fremragende illustrationer, en pædagogisk anlagt håndbog med kortfattede kommentarer, som appellerer til hele det musikinteresserede publikum. Samme år påbegyndtes den »Musikgeschichte in Bildern«, som danner overskrift på disse linier, og hvis projekt er langt større og mere udspecialiseret end nogen tidligere i denne genre. Værket, der er i folio, vil udkomme i 4 dele, hvoraf bind I vil beskæftige sig med den etnologiske forskning, bind II med oldtidens musik (Ægypten, Forasien, Østasien, Grækenland, Etrurien og Rom, Midt- og Nordeuropa samt amerikanske kulturer), bind III med middelalderens musik, bind IV med nyere tids musik, hvert af disse bind ligeledes underdelt i sagområder. Endelig stilles et suplementbind i udsigt med berømte musikere og fortolkere. Af dette omfattende projekt har vi indtil videre kun første afsnit af bind I, Hans Hickmanns bog om Ægypten, som grundlag for en vurdering af værkets kvalitet og sigte, men det må her med det samme understreges, at holder de følgende bidrag mål med Hickmanns, står vi over for et standardværk, som vil blive uund-værligt for såvel kendere som liebhavere i musikhistoriens værksted.

Forfatteren til det knapt 200 sider omfattende værk om Ægypten er den førende specialist inden for ægypto-musikologien og uddrager i bogens ret korte, men velskrevne indledning og i de meget fyldige billedkommentarer essensen af sin store viden om Ægyptens 5000-årige musikhistorie. Musikkens centrale plads i Faraonernes kultur, dens bundethed til de religiøse riter og høviske ceremonier, dens betydning i hele dagliglivet i oldtidens Ægypten, dens forening med dansen og sidst, men ikke mindst dens instrumentarium gives der her et levende indtryk af. Et overvældende arkæologisk kildemateriale - statuer, relieffer, vægmalerier, instrumenter eller instrumentdele m.v. - sætter Hickmann i stand til at give en meget præcis skildring af de forskellige lag i musikkens udvikling i det gamle Ægypten, ligesom det i enkeltheder kan følges, hvornår de forskellige instrumenttyper dukker op.

Det eneste, vi mangler, er musikken selv. Visse slutninger om klangbilledet mener forfatteren imidlertid at kunne drage, dels ud fra rekonstruktioner af de gengivne eller overleverede instrumenter, dels ud fra de meget detaillerede musikscener, som er bevaret i talrige gravkamres vægmalerier, relieffer eller plastiske og højst livagtige figurgrupper, hvor håndteringen af instrumenterne gengives med stor nøjagtighed. Der synes endvidere for forfatteren ikke at være tvivl om, at meget væsentlige træk fra den helt gamle tids musik findes bevaret i nutidig arabisk folkemusik, hvis instrumentarium under alle omstændigheder vidner om traditionens umådelige sejghed.

Man forstår fuldt ud, at en nærmere beskæftigelse med Ægyptens musik må være fascinerende, når man - med hold både i historiens vældige kildemateriale og i den eksisterende levende praksis - kan påvise helt overbevisende ligheder mellem den musikalske kultur i det gamle rige for mere end 4000 år siden og den, man kan møde i samme område den dag i dag.

Illustrationerne, hvoraf enkelte er farvelagte, er fremragende og betydelig skarpere end i Hickmanns tidligere tilsvarende franske publikation, »45 siècles de Musique dans L'Egypte Ancienne«, Paris 1956. For den, der ikke har de 30 dynastier præsent, er det en stor fordel, at bogen bringer en kronologisk oversigt over det ægyptiske musiklivs historie, og for den der ønsker at fordybe sig yderligere i emnet, er der naturligvis en ud-førlig litteraturfortegnelse, i hvilken Hick-mann med fuld ret noterer sig for over 60 forskellige afhandlinger!

Vi vil med spændt forventning imødese fortsættelsen af »Musikgeschichte in Bildern«, som - måske lidt optimistisk - ventes afsluttet i løbet af ca. 5 år. Vi kan jo håbe, at prognosen holder og i hvert fald glæde os over den smukke begyndelse. H. G.

WERNER OEHLMANN: Die Musik des 20. Jahrhunderts. — Walter de Gruyter & Co., Berlin 1961.

I den bekendte småskriftsrække »Sammlung Göschen« foreligger en let læst oversigt over det 20. århundredes musik, der på godt 300 sider i kvartformat beretter om udviklingen fra Richard Strauss til Hans Werner Henze og samtidig også tager den praktiske situation i koncertlivet op til pædagogisk underretning. Werner Oehlmann har dermed skrevet en populær vejviser, der i nogen grad har fået form af en koncertfører for såvel tribunens som radioens programmer, orienterende om jazz eller elektronisk musik, liederaftner eller hvad der endnu kan kaldes symfonikoncerter. Det danske bogmarked kender ikke en

tilsvarende bredt anlagt fremstilling til brug for oplysningsarbejdet - til gengæld vil en studiekreds' leder nok søge lidt dybere for detaljers vedkommende, men for den alment videbegærlige er stoffet klart disponeret. Man noterer sig som pudsigt, at forfatteren har hørt (om) Karl-Birger Blomdahl (naturligvis »Aniara«), men ellers synes at kende mere til Paul von Klenau end Carl Nielsen. Øvrige danske navne er N. O. Raasted, Jørgen Bentzon og Knudåge Riisager - »Bewahrende Kräfte des Nordens!« V.J.

CURT SACHS: The Wells pr in gs of Music. - Martinus Nijhoff, Haag. 1962, 228 s.

Da Curt Sachs døde for snart fire år siden, efterlod han sig det næsten fuldendte manuskript til denne bog, som er blevet forberedt til udgivelse af Jaap Kunst, der imidlertid heller ikke nåede at opleve værket i trykt stand. Sachs besad en tilsyneladende uudtømmelig viden om musikkens tilstand hos alverdens folkeslag. Tidligt blev han autoritet på instrumenternes gebet, og hans »Geist und Werden der Musikinstrumente« (1929) samt »The History of Musical Instruments« (1940) er klassikere på deres felt. Men med årenekastede han sig i stedse højere grad over studiet af den musik, der er blevet frembragt på instrumenterne, såvel som af den musik, mennesket frembringer ved at synge.

»The Wellsprings of Music« betegner da slutstenen på en publikationsrække, hvis højdepunkt udgøres af »The Rise of Music in thè Ancient World« (1943). I efterkrigsårene har etno-musikologien taget et vældigt opsving, og Sachs har hen mod slutningen af sit liv ønsket at give en oversigt over den nye videnskabsgrens arbejdsmetoder samt at præsentere en række af dens resultater. Hans interesser er vel først og fremmest - skønt ingenlunde udelukkende - af historisk art. Udgangspunktet for hans betragtninger er de tyske etnografers »Kulturkreis-Lehre« samt evolutionsteorien. Men i dette sit sidste større arbejde behandler Sachs disse to store hypotese-komplekser med megen forsigtighed -han lader sig ikke mere så let låse inde i et system. Spekulationer over musikkens op-ståen afviser han som ufrugtbare. Til gengæld gives en kyndig oversigt over, hvad der anses for »den ældste musik« i live i dag. Nemlig de »styrtende« melodilinier og to-tonemelodierne (Sachs foretrækker udtrykket »one-step melodica«. De klassiske eksempler på disse to sangtyper stammer jo henholdsvis fra australerne og fra Ceylons Wedda'er, men Sachs ved selvfølgelig at give en fylde af andre eksempler.

Fra denne elementære begyndelse når vi lidt efter lidt frem til mere komplicerede strukturer. De styrtende fald konsolideres. Et-trin-melodierne strækker deres følehorn ud til siden og skaber mønstre med tertskæder eller kvartkæder eller centriske melodier. Stimulerende og tankevækkende læsning.

Også om flerstemmighed, om rytmiske problemer og om professionalisme findes kapitler, dog af mere resuméagtigt præg. Man kan her såvel som i de mere centrale afsnit stille sig tvivlende over for en del af Sachs' konklusioner, men læsningen byder på et utal af fine igattagelser og originale synspunkter. Og læsningen er en fornøjelse, allerede fordi Sachs behandler sproget med mesterhånd. Han skriver klart, smidigt og med en egen bidsk humor. pr0f

RIEMANN MUSIK LEXIKON. Zwölfte völlig neubearbeitete Auflage in drei Bänden, herausgegeben von Wilibald Gurlitt. Personenteil I (1959) -II (1961). - B. Schott's Söhne, Mainz.

Riemann er simpelthen et begreb for den musikstuderende, også den, som måtte have aflagt endeligt bevis på sin tilstrækkelighed.Musikken, hvad enten det drejer sig om i går eller i morgen, er jo noget, som lever i øjeblikket og som kunst noget, man ikke kan blive klog (nok) på. Nu lytter den skolede anderledes, men hans oplevelse behøver ikke at være rigere end den uforberedtes. Hans dom er vel rigtigere, for så vidt som den er saglig efter bogstaven (dog har mangen en lærd slynget blækkruset mod nodeskriften på væggen), men den vægt, hans ord måtte have, behøver ikke i det længere løb at være tyngende. Der kan måles og vejes, men ikke så let findes.

Imidlertid, kundskaber er vist nyttige! Og således er myriader af søgende blevet vise af at gå til Riemann - for resten ikke blot til det musikleksikon, som har kastet så stærkt lys på hans navn, at det stråler med et fortrolighedens skær fra det gule påtryk på smudsbindets plasticerede omslag til dets 12., men næppe sidste udgave. Leksika har det unægtelig med at blive forældede, og siden første oplag af den tyske forskers håndbog publiceredes (1882 - med undertitlen »Theorie und Geschichte der Musik, die Tonkünstler alter under neuer Zeit mit Angabe ihrer Werke, nebst einer vollständigen Instrumen-tenkunde«) er Hugo Riemanns Musik-Lex-kon hyppigt blevet genudgivet og revideret. Efter Riemanns død (1919) stod Alfred Einstein som udgiver og formerede med 11. oplag (1929) værket til to bind. En ny udgave var foran 2. verdenskrig planlagt under ledelse af J. M. Müller-Blattau, men kun 3 hæfter nåede subskribenterne i 1939, så gik leveringerne i stå. En snes år senere har så Wtlibald Gurlitt taget opgaven på sig og efter de krav, som man nu vil stille til et værk af denne art, disponeret den 12. udgave som et 3-binds værk, således at to nu afsluttede bind omfatter »Personenteil« I (A-K, 1959) - II (L-Z, 1961), mens tredje binds »Sachteil« afrunder udgivelsen.

Det biografiske stof alene omfatter henved 2.000 to-spaltede siders smuk typografi -efter traditionen er der givet afkald på portrætter, hvad der også må lette redaktionen og iøvrigt ikke kan svække en sådan musikhistoriens blå bog. Karaktertegning uden for de musikalske fagområder er der jo heller ikke tale om. Som skik og brug er, gælder det kunstneren fremfor mennesket, produktionen fremfor psykologien, og selv hvor artiklerne er signeret, hvilket er undtagelsen, bekræftes den gode regel. Karakteristikerne er sjældent personlige. Gælder det nulevende komponister, er oplysningerne som hovedregel ganske neutrale data. Dog kan man

om Boulez læse, at »die seriell-punktuelle Kompositionstechnik des späten Webern erscheint in seinem Schaffen zu einem spezifich französischen 'abstrakten Impressionismus' abgewandelt'«. Ellers er nøgleordet »... er schrieb...«

Efter en tids benyttelse af de to biografiske opslagsbind synes den 12. udgave af Riemanns Musik Lexikon i usædvanlig målestok at tilfredsstille efter allerbedste håndbogstra-dition. Fornyelsen er naturligvis ikke blot at søge i en udvidelse af det aktuelle stof. Man vil ofte møde ændrede og efter nutidig opfattelse rigtigere formuleringer inden for det historiske stof ( under Hassler står der nu eksempelvis »Die Umformung der Kirchentöne zu den Dur- und Molltonarten« mod tidligere »Die Klärung der Kirchentonarten zum Dur- und Mollempfinden«), lige såvel som naturligvis nye rent praktiske forskningsresultater har ændret konceptionen. Så vidt det må skønnes er danske navne kommet op på en rimelig repræsentation, men i den sammenhæng må unægtelig også til sin tid ses, hvorledes emnet »Musik in Dänemark« vil blive behandlet. Og det gælder jo utallige artikler, at deres indhold først rigtig kan vurderes i forhold til det afsluttende 3. binds »Sachteil«. Det er imidlertid næppe for meget sagt, at den indsats, som Wilibald Gurlitt i spidsen for ca. hundrede medarbejdere har præsteret, ganske simpelt er imponerende. Det er forbløffende, at et så vældigt arbejde har kunnet gennemføres på så relativ kort tid - et forhold, der ligesom det enkle og smukke udstyr også tjener B. Schott's Söhne til største ære.

Den første, om end kun delvise udgivelse uden for Tyskland var i Danmark, hvor H. V. Schyttes Musikleksikon (1888-92) til en vis grad bygger på Riemanns første udgave. Det blev et engangsfænomen. Men den læserkreds, værket henvender sig til, må vel nu formodes at kunne læse indenad på udenlandsk ... V. J.