Hvad vedkom dette DUT?

Referatet af den ekstraordinære gener alj or samling i DUT den 25. januar

finder man under MUSIKKALENDEREN.

Her bringer vi i deres helhed de to indledende bidrag i forbindelse med generalforsamlingens

1. dagsorden-punkt: Drøftelse af forholdene omkring Fluxus Pestii-'alen.

Povl Hamburger

Hvad vedkom dette DUT?

Når jeg har følt mig tilskyndet til at tage ordet i debatten om DUT's stilling til den såkaldte Fluxus-bevægelse, skyldes det bl. a., at jeg var den første, som offentligt skrev imod den indgåede alliance, nemlig i et kort indlæg i Politiken et par dage før Fluxus-opvisningerne løb af stabelen. Man behøvede ikke at være stærkt profetisk anlagt for på forhånd at være ganske på det rene med, hvad der var i vente, for derom var man jo til de mindste enkeltheder blevet orienteret gennem DM's november-nr. Og til overflod, tør man vist tilføje, for strengt taget havde man ikke engang haft nødig at lukke bladet op - forsidebilledet alene talte sit mere end tydelige sprog.

At det en dag måtte komme til noget i retning af det, som Fluxus og andet på samme front repræsenterer, er i og for sig ikke egnet til at vække undren. Når man i lange tider - i alt fald inden for visse retninger -så konsekvent havde arbejdet for at berøve musikken dens hidtil gældende normer - melodi, harmoni, rytme, tonalitet, form - således at der til sidst intet var tilbage af det, man hidtil havde kunnet genkende som musik, ja, så var den situation indtruffet, hvor Fluxus-folk og ligesindede ville kunne få gode dage. For når det, som ellers fra tidernes morgen havde været betragtet som al sand kunsts farligste fjende: tilfældigheden, når den var blevet sat så eftertrykkeligt i højsædet, at enhver objektiv kontrol var blevet umuliggjort, så havde vi omsider den

tabula rasa, på hvilken der kunne skrives hvad som helst - også noget som direkte pro-klameredes som ikke-kunst, men som man forunderligt nok regnede med, at dertil særligt disponerede alligevel ville kunne opleve

- kunstnerisk!

Der er ingen grund til at fæste sig specielt ved slige »kunststykker« som at male et klaver hvidt eller lade en ren kvint blive liggende, indtil den ikke gider sige noget mere

- det har i alt fald været til at høre på! Men hvad enten det hørte stillede større eller mindre krav til nervers eller trommehinders modstandsdygtighed, synes det nødvendigt endnu engang at spørge: Hvad vedkom dette DUT? Svaret — om vi får et sådant — bliver formentlig det traditionelle: DUT har pligt til at holde sig åben over for alt, hvad der sker af nyt i musikken. Og principielt er dette helt i sin orden. Men indebærer det også, at man på forhånd skal godtage alt sådant uden først at danne sig en forestilling om art og kvalitet? DUT har i tidens løb bragt adskilligt af det nyeste nye frem, og formentlig har det ikke været lige genialt altsammen. Men man har dog i slige tilfælde inden for bedømmelsesudvalget - går jeg da ud fra - bestræbt sig for at skønne — skønne over om det man ville opføre nu også havde i alt fald visse kunstneriske kvaliteter, visse positive egenskaber, som gjorde det naturligt, at man førte det frem. Men i tilfældet Fluxus? Hvorfor undlod man her al censur, alle fornuftige overvejelser med hensyn til det betimelige i at yde foretagendet støtte? Naturligvis kunne ingen forbyde de herrer Fluxus at komme til landet - vi har til vort held ingen lovparagraffer af den art - så de havde fuld ret til at lave lige så mange opvisninger herhjemme, som de måtte lyste, hvis de kunne finde steder at gøre det og et publikum tilstrækkelig nøjsomt og nyfigent til at møde op. Men at man hverken kan eller ønsker at forbyde, behøver jo ikke at forpligte til at række hånd. Frygten for ikke til enhver tid at være med på det splinter-nyeste nye, denne frygt, der formentlig bunder i en måske ikke uforståelig frygt for at få prædikatet »provinsiel« hæftet på sig, den kan også overdrives, så man havner i det absurde - så det bliver Kejserens nye klæder om igen. Det er betegnende, at Per Nørgård i en stort opsat forhåndsartikel i Politiken om Fluxus som overskrift satte: »Strøm eller gas?« - heller ikke han vidste altså endnu, om det var alvor eller fup. Det var fup!

Men sagen har også en anden side og med et måske dybere perspektiv. Er Fluxus og beslægtede foreteelser kun det rene nonsens, således som det umiddelbart tager sig ud? Næppe. Man får i alt fald sine stærke tvivl herom, når man overvejer, hvad bevægelsens tilhængere selv åbenlyst erklærer med hensyn til tendensen, til drivkraften bag det hele. Jan Maegaard har i en kronik i Aktuelt givet udmærket og klar besked herom. Når i sin tid dadaisterne forsynede Mona Lisa med overskæg og Paik i dag saver klaveret over, skal det ganske vist ikke tolkes helt på samme måde, men i det væsentlige drejer det sig alligevel om et og samme, nemlig om et direkte angreb på de overleverede kulturformer, som man i sin had-kærlighed ønsker at kvæle. Læg mærke til Maegaards udmærkede formulering: had-kærlighed, som så slående belyser hele mentaliteten. For hvad er nemlig Fluxus? Med fare for at blive savet midt over af den siddende avant-garde skal jeg sige det: Det er på kunstens område slet og ret en forsinket udløber af det 19. århundredes politisk-sociale nihilisme, den som havde sit udspring i undermenneskets hadkærlighed til en kultur og en civilisation, som det selv ikke evnede at leve op til. Symptomerne var der for øvrigt allerede for hundrede år siden. I Turgenjews »Fædre og Sønner« siger Povl Petrowitj således i en samtale med nihilisten Basarov: »Man har fortalt mig, at vore unge kunstnere ikke er til at formå at sætte deres ben i Vatikanet, når de er i Rom. Rafael anser de omtrent for at være idiot, fordi han jo er en'autoritet'. Men selv er de kraftløse og golde indtil det utrolige«. Nå, den kunstneriske nihilisme er jo ikke fuldt så farlig som den politiske; der kastes ikke bomber, der flyder ikke blod -højst kan sagesløse personer risikere at få flødeskum i ansigtet eller få slipset klippet

over. Og det er til at bære. Men alligevel -er det sådanne tendenser, man inden for DUT ønsker fremmet eller ønsker man det ikke? Det er det, vi er nogle stykker, der gerne vil have klar besked om.