Liszt og Danmark II

Bengt Johnsson
Liszt og Danmark II

I Bengt Johnssons 1. artikel om Liszt og Danmark, der bragtes i DM nr. 3, 1962, blev Franz Liszts besøg i Danmark i 1841 indgående behandlet. - Her følger Bengt Johnssons anden og sidste artikel.

Vi har i den foregående artikel hørt om Liszts møde med det danske musikpublikum og om hans sejrrige koncerter her i København. Vi skal i denne artikel beskæftige os dels med Liszts musiks første indtrængen på vore koncertprogrammer og dels hans forhold til en række danske såvel litterater som musikere.

Allerede i 1859 fremførte »Musikforeningen« hans symfoniske digtning »Orfeus« og i 1883 Es-Dur klaverkoncerten med Liszts tyske elev Martha Remmert som solist, og hun spillede tillige som solonummer »Soirées de Vienne«. Musikforeningen med Gade i spidsen havde ellers stået afvisende over for det nye i Liszts stil, vel nok under påvirkning fra Leipzig, hvor Liszt aldrig havde gjort større lykke, takket være den der rådende ensidige og konservative »klassicist«-dyrkelse omkring Mendelssohn og hans tilhængere. »Musikforeningen« dristede sig dog til i 83 at fremføre »Tu es Petrus« fra oratoriet »Kristus«. Hvad de private koncertgivere spillede af Liszt i samme periode indtil århundredskiftet indskrænker sig, så vidt det har kunnet efterspores, til hans yndede operaparafraser og lignende. De store symfoniske værker såvel som hans kirkemusik er faktisk indtil den dag i dag delvis ukendte i Danmark. I Sverige så man noget anderledes på forholdet. Netop det fremadpegende, det »avantgardistiske« i Liszts Weimar-værker havde man fornemmelse for »hinsidan«. Svensk musikhistories nestor, Tobias Norlind, noterer således i sit »Allmänt Musiklexikon« (1916), at »Die Legende von der heiligen Elisabeth«, »Kristus« og Festmessen (Graner-) har været fremført 1. gang i Stockholm henholdsvis 1887, 1906 og 1907, foruden flere senere fremførelser også i Göteborg og Malmö. De fleste symfoniske digtninge samt Dante- og Faustsymfonierne opførtes i Stockholm i begyndelsen af dette sekel.

Inden vi går over til at høre lidt om de danske musikere, der i løbet af Liszts lange liv lærte ham at kende dels i Weimar og dels i Rom, er det ganske lærerigt at se, hvor ofte den store »zigeuners« skikkelse dukker frem i danske tidsskrifter og dansk litteratur. (Jfr. iøvrigt litteraturfortegnelsen). H. C Andersen, der i 1840-41 foretog sin store Europarejse, udgav i 1842 »En Digters Bazar« og helliger her i bogens begyndelse et helt afsnit til Liszt. Den store digter så og hørte Liszt første gang i Hamburg i Hotel London; han beskriver dette indgående i det nævnte værk: »Som et elektrisk Slag gik det gennem Salen, da Liszt trådte ind; de fleste Damer rejste sig, det var, som kom der en Solglans over hvert Ansigt! - Jeg stod ganske nær ved Kunstneren; det var en mager ung Mand, et langt mørkt Haar hang om det blege Ansigt; han husede og satte sig ved Klaveret! Hele Liszts Ydre og Bevægelighed viser straks en af disse Personligheder, man bliver opmærksom paa i og alene ved deres Ejendommelighed; Guddomshaanden har paatrykt dem et eget Stempel, der gør dem kendelige mellem Tusinder«. Og i slutningen af »En Digters Bazar« i afsnittet: »Flugt mod Norden« læser man: »Her (i Hamborg) er Musik, stor Musikfest — Liszt er her«. I et andet afsnit fra bogen med overskriften: »Donaufærden« skriver Andersen som en dedikation: »Pianoets Fyrster, mine Venner Østrigeren Thalberg og Ungareren Liszt foredrager jeg og indvier dette 'Donau-Tema med Kyst-Variationer'«. Da Andersen som nævnt i forrige artikel traf Liszt i København, var de til middag sammen hos Hartmanns. Digteren fortsatte bekendtskabet med den store komponist, i 1846 i Wien modtager han således en invitation fra Liszt til en koncert, og i 1852 sendte digteren nogle værker til Weimar i håb om, at Liszt ville interessere sig for dem. Man hører dog intet nærmere herom. I 1857 følger så Liszt's indbydelse til den danske digter om at overvære afsløringen af Goethes og Wielands statuer i kulturbyen. Liszt havde skrevet forskellig festmusik til denne lejlighed, og Andersen skriver meget interessant om disse for ham yderst moderne toner, der skulle blive årsag til digterens hastige opbrud fra Weimar og fra Liszt, hvem han aldrig senere mødte: »Liszt havde komponeret Musikken; den vandt stormende Bifald og Fremkaldelse, men mig tiltalte den ikke. Fejlen var min, det var for mit Øre som Bølger af Dissonanser, der vel løstes i Harmoni, men ikke bar mig; jeg følte mig forstemt ved ikke at kunne være med som de andre, følte mig særlig forlegen lige over for Liszt, hvem jeg beundrer som Kunstner og i Tankeflugt ser op til. Næste Dag var jeg indbudt af ham til Middag; han saa en Kreds af sine Venner, tilvisse alle Beundrere. Jeg følte, at jeg ikke kunne stemme ærligt med i Begejstringen; det pinte mig, jeg tog en hurtig Beslutning, rejste samme Dag fra Weimar, men jeg er endnu bedrøvet, når jeg tænker tilbage derpå; jeg beklager, at jeg gav efter for en Stemning og ikke fik sagt Farvel til Pianoets Fyrste. Jeg har senere aldrig mødt ham, der i sin Kunst hører til et af vor Tids store Fænomener«. De toner, der skurrede i digterens øren har været »Die Ideale«, den symfoniske digtning for mandskvartet, blandet kor og orkester efter Schillers »An die Künstler« (2. version 1856) samt festmarsch til Goethejubilæet (1857). H. C. Andersens og Hartmanns kontakt med mesteren i Chr. VIII's København resulterede i fremførelsen af »Liden Kirsten« i Weimar, januar 1856. I et brev til Hartmann dateret Weimar 29/12 1855 (1) skriver Liszt bl. a., at gennemgangen af »Klein Karins« klaverudtog har gjort stort indtryk på sangerne allerede ved den 1. prøve. Liszt håber at kunne udsætte opførelsen, som han helst selv vil dirigere: »Vielleicht verspätet sich doch die I'te Aufführung der »Klein Karin«, was mir persönlich sehr angenehm wäre, weil, ohne alle Complimente gesagt, Ihre Oper für mich von wahrhaft künstlerische und musikalische Interesse ist«. Liszt skulle i anledning af hundredåret for Mozarts fødsel dirigere i Wien, og kunne derfor ikke påtage sig at lede »Liden Kirsten« på den af teaterledelsen fastsatte dato. Der var ingen større begejstring for operaen, og når den overhovedet kom på scenen i Weimar skyldtes det udelukkende Liszt's autoritet og kunstneriske indsats ved prøverne.

At Liszt i langt højere grad end Chopin var en berømthed i Danmark, fremgår tydeligt af de mange større eller mindre artikler, som oftest oversættelser af tyske indlæg fra modeblade og lignende, som dukker frem i danske tidsskrifter og fagblade. Stoffet har sjældent større interesse, indeholder meget ofte anekdoter og næsten intet om Liszt's skaben. I Illustreret Tidende 1881-82 (side 39-41) læser man i en opsats af H. Ehrlich: »Hvad Kirkemusiken angaar, har Liszt allerede for over 40 Aar siden anslaaet en nye Retning og fundet mange begejstrede Tilhængere blandt Fagmænd«. Forfatteren har muligvis kendt Liszt's kirkemusik (ganske vist er det meste skrevet i hans sidste periode), men med de »40 Aar« sigtes der til det lille skrift af Liszt: »Über zukünftige Kirchenmusik« (1834) (2). I medlemsblad for dansk Organist- og Kantorforening 1907, nr. 8, 9 skriver G. C. Bohlmann under titlen: »En Rejseerindring«: »I 1865 rejste jeg paa det Anckerske Legat til Rom. Ved Indvielsen af et Galleria Dantesca bag Fontana di Trevi skulde Dante-Symfonien spilles. Nu gjaldt det om at samle et større Orkesterpersonale dertil; paa Grund af særlige Forhold, nærmest fordi der i Pavestaten den Gang var mindst 150 aarlige Hellig- og Festdage, hvor al Musik var forbudt og det altsaa var vanskeligt at ernære sig udelukkende som Musiker, var der mere end nok af Violinister, men det kneb med Bratschister. 3 fik man samlet og paa Foranledning af den derboende danske Komponist Prof. Niels Ravnkilde, havde jeg Æren af at være Nr. 4----«. Og
videre hedder det: »Prøven var sat til Kl. 6, . men kom først i Gang ca. 8. Liszt var meget skæmtsom. I Nærheden af mig sad 2 dygtige Harpenistinder, en ældre og en yngre. Paa een Gang kommer Liszt farende hen til mig og siger gemytlig paa Tysk: 'Naa, hvad synes De saa om Deres Naboer?'. Jeg tillod mig at mene, at den yngre saa nettest ud, hvorpaa Liszt gav mig et venskabeligt Puf med Albuen og sagde leende: 'Gavtyv'«. Sandelig, et for et dansk organistblad særdeles underholdende og humørfyldt stof!!

Går vi lidt længere frem i dansk litteratur møder vi efter H. C Andersens Liszt-omtale en fornem lille piece om Chopin af Herman Bang, trykt i »Nationaltidende« 12/2 1882, s. 1-2, under titlen »Vekslende Themaer«. Artiklen findes genoptrykt i bogen: »Fra de unge år«, Gyldendal, 1956. Bang omtaler her først og fremmest Liszts biografiske skildring af den polske klavermester. Iøvrigt er artiklen en fin analyse af Chopins sammensatte sjæleliv og poetiske kunst. Den sidste store danske skribent, der omtaler Liszt er Georg Brandes, som i 1910 aflagde Liszts mindestuer i Weimar et besøg. I bogen: »Fugleperspektiv« (1913) s. 402 giver Brandes følgende skildring: »Hvor underligt er det at staa i de borgerlige Stuer, som var Franz Liszts sidste Hjem! Faa havde flakket om som han; rastløs drog han Livet igennem fra Sted til Sted, erobrende den ene Storstad efter den anden, allevegne tilbedt af Kvinderne og dyrket af Mændene, forgudet som den inderst inde ridderlige og godhjertede Dæmon, han var, og saa havnede han her, i disse Par Værelser, ved dette Flygel, i denne smalle Seng. Og som Fortolker af denne uovertrufne Virtuos, denne udmærkede Kunstner og halvhundred Aar igennem uimodstaaelige Erobrer af fine Kvinder er bleven tilbage denne hans gamle Kokkepige, som vanker om i Lejligheden, og som efter egen Opfattelse har kendt ham ud og ind, kun véd godt at fortælle om ham, og hvem han har skænket sit Portræt med egenhændig Underskrift som Tak for den Omhu, med hvilken hun lavede hans Mad. Over for Andre var han maaske en nok saa vanskelig Herre, men aldrig over for hende. Og hun viser En Billederne af Grevinde d'Agoult og af Fyrstinde Wittgenstein paa Væggen, og siger flegmatisk: Veninder af Liszt«.

Af danske musikere, der har stået i direkte elevforhold til Liszt synes der at kunne være tale om fire. (3) I en brevveksling fra 1948 mellem Hans Steiner, Schweiz, og Musikkonservatoriets daværende direktør Chr. Christiansen vedr. evt. danske elever fra Liszts Weimar-periode synes det at fremgå, at Otto Julius Emanuel Bendix (født 1845 og død i San Francisco 1904) har studeret klaverspil hos Liszt i 1872 og 74. Af brevvekslingen fremgår det, at man på det danske Musikkonservatorium ikke ville regne Otto Bendix's broder, Victor som Liszt-elev. Dette holder dog ikke stik. Victor Bendix var hos Liszt i Weimar 1881, og hans spil såvel som en g-mol klaverkoncert bærer da også (ifølge vidners udsagn) tydeligt præg af den Lisztske virtuosstil. Foruden disse to brødre må henregnes Siegfried Langgaard, komponisten Rued Langgaards fader, som Liszt-elev. Allerede i 1878 var Langgaard første gang i Weimar (jfr. nedenfor). Endelig omtales frk. Sofie Olsen (1850-1925) som elev af Weimar-mesteren fra årene 1882 og 83. I ovennævnte brevveksling mellem Steiner og Konservatoriets direktør nævnes yderligere en Johanna Susmann-Burmester, som man dog her i Danmark ikke synes at kende noget til. I Det kgl. Biblioteks brevsamling findes bl. a. et brev fra S. Langgaard til Liszt, der indeholder forespørgslen om dedikation af hans »Galop des Bacchantes«. Liszt svarede høfligt på dette brev (se vedføjede foto af brevet), og har givetvis spillet denne komposition. I april 1880 var S. Langgaard atter i Weimar og holdt koncert. Han fik en fin kritik og skriver bl. a. hjem: »Jeg blev og hilste paa Liszt, som var særdeles venlig; han vidste alt om min Koncert og lod til at være meget tilfreds dermed«. (4) I et brev dateret 20/7 1879, Weimar, skriver Langgaard til sin forlovede Emma Foss bl.a.: »Liszt er meget fornøjet med mig og viser mig overordentlig megen Venlighed paa alle Maader; jeg synes endnu bedre om ham end forrige Aar, jeg kender ham bedre nu og ved, hvorledes han skal tages.--- Anskuelser om Musik kan jeg ikke i enhver Henseende dele med ham, han synes heller ikke om alting i min 'Tarantelle', saa snart det gaar for lige ud ad Landevejen og det bevæger sig for meget i en eller to Tonearter og naar det ligner de gamle Former, kalder han det naivt; naar noget er rigtigt pebret, og det i hver Takt løber fra den ene Toneart til den anden, helst uden Facon eller Form, synes han bedst om det«. Den 24/7 skriver Langgaard igen til sin forlovede og kommer ind på Liszt: »Jeg reflekterer virkelig over det Storartede at komme sammen med Franz Liszt, at tale med ham, høre hans fortrinlige Bemærkninger, see den geniale Mand spille, iagttage hans Bevægelser og ane den mægtige Aand der afspejler sig i hans Træk, naar han bliver henrevet af Musik«. Senere i samme brev kommer Langaard ind på, hvad han omtalte i det forrige brev, om den enkle musik, som Liszt stempler som »naiv«: »af al Mozarts Musik maatte ogsaa flere Ting forekomme ham naivt, da der jo heller ikke der forekommer mange Modulationer eller Bizarrerier, - men det forekommer ham aldeles ikke —, thi han tager Hensyn til paa hvilken Tid en Componist lever, hvilke Forbilleder de have havt eller have, han mener at Kunsten stadig skal gaa frem, en nuværende Componist maa ikke skrive noget i samme Art, som der allerede paa et tidligere Standpunkt er præsteret, - det der er præsteret eengang, staaer fast, urokkelig fast, undertiden som Vejviser for det efterfølgende, - han selv altsaa (Liszt) og f. Ex. Wagner ere de sidste Vejvisere, de have dannet en ny Bane i Musiken, efter andre Regler og Former; om det er den bedste, vides ikke af nogen«. Disse interessante udtalelser af en åben dansk komponist og pianist viser os Liszt i sine sidste år som den »avantgardist«, der gennem sine eksperimenter blev ensom. Hans musikervenner, bl. a. Joachim, vendte sig fra ham, da han begyndte at skrive bizarre sager, og her ser vi faktisk ind bag ved det, Liszt selv ville med sin kunst: forny og bane nye veje, skabe udvikling. Det er den Liszt, der er ved at få sin velfortjente renaissance i vore dage, set med en nutidig musikers øjne. Allerede på Liszt's tid var der klikedannelse. S. Langgaard kom selv ud for modstand, da han skulle prøve at spille i den konservative musikby Leipzig. Han skriver herfra bl.a., at alle de akademiske damer, der får lejlighed til at spille i Leipzig, absolut ikke ville finde nåde hos Liszt. Denne har sagt til Langgaard: »Spielen Sie nicht so konservatorisch wie in Leipzig«. Liszt lagde vægt på den store linie, var ikke pedanten men den suveræne kunstner.

Komponisten og organisten Johan Adam Krygell tildeltes 1874 det Ancherske legat og nåede som de fleste danske kunstnere fra denne periode til Rom, hvor han blev præsenteret for Liszt. Idet jeg citerer efter G. Lynge: Danske Komponister i 20. Aarhundredes Begyndelse, skal Liszt have modtaget Krygell med følgende hilsen: »Hidtil har jeg kun kendt Dem fra den musikalske side, og den er smuk, nu skal det glæde mig at lære Dem personligt at kende«. Liszt gennemspillede komponistens 1. symfoni og udtalte sig rosende om værket.

Og nu det videre forhold mellem Danmark og Liszt: Omkring 1900 dukker Carl Nielsen frem og med ham den gruppe af tilhængere, der mente at høre djævlen i den senromantiske musik. Nielsen selv har (efter de i 1954 udgivne breve) to gange gjort skriftlige bemærkninger om Liszt. Det første sker i et brev til den svenske komponist Bror Beckman, dateret 30/1 1897, hvor han omtaler sit bekendtskab med Busoni: »B. spillede en Concert af Novacek med Orkester som var højst talentfuld med noget i Liszt's Retning, en Ret(ning) jeg ikke kan døje. Busoni og jeg disputerede meget om Liszt, som han forsvarede og som jeg frakjender al Betydning som Componist«. Næste gang, Nielsen nævner Liszt er i et brev til pianisten Henrik Knudsen dateret 26/11 1903: »Jeg tænkte saamænd paa Dem igjen og igjen efter at jeg i Mandags i Cæcilieforeningen hørte Bachs Johannes-Passion, og jeg maa sande hvad De sagde, at det er helt ubegribeligt, at de samme Musikere virkelig og ærligt kan sværme for Liszt-Chopin og gamle Sebastian. Var det saa endda med en Følelse af Væsensforskjel og man forklarede Sagen derhen, at Liszt og Chopin var saa lækre og fornøjelige at spille; men det er det vist ikke«. Helt fri for påvirkning af Liszt's retning kunne Carl Nielsen dog ikke sige sig. Det fortælles, at han havde fået ideen til sin fjerde symfoni, hvor satserne kædes sammen, da han hørte Henrik Knudsen spille Liszt's h-mol sonate. (5)

Jeg vil til slut i denne artikel koncentrere mig om de mere markante Lisztfremførelser i dette århundrede. Læserne tilgiver, hvis noget væsentligt er udeladt. En fuldstændig liste over fremførte værker ville være næsten umuligt at opstille, og jeg ser her også bort fra klaverværker, der sporadisk har stået på inden- og udenlandske koncertgiveres programmer.

Med Rued Langgaard som dirigent organiseredes i tyverne Klassisk Musikforening med Københavns filharmoniske orkester. I 1928, 11/4 fremførtes her Liszts Tonedigtning: Von der Wiege bis zum Grabe, og dette var en dansk førsteopførelse. Mesterens 125-års-dag fik sit meget markante monument i dansk musikliv, idet Statsradiofonien 22/10 helligede ham en hel Torsdagskoncert med Nicolai Malko som dirigent og Alexander Brailowsky som solist. Kgl. kammersangerinde Ingeborg Steffensen sang endvidere et par sange. Man fremførte Les Préludes, Orpheus, Totentanz, Es-Dur-koncerten og 4. ungarske Rhapsodie. For denne sidste som for Totentanz's vedkommende var det givetvis en førstefremførelse, noget tvivlsom er Orpheus, der vistnok allerede i 1916 kom frem herhjemme, og det samme gælder Les Préludes. En dansk Liszt-tradition inden for klaverspillet kan man dog ikke vente at finde. I en lang periode afholdt klaverpædagogen Alexander Stoffregen årligt flere elevkoncerter i Hornung & Møllers sal, og i 1944 nåedes der frem til koncert nr. 100. Af koncertjubilæets generalprogram fremgår, at de unge kl averstuderende ofte havde fremført værker af Liszt, endda mindre kendte, og blandt Stoffregens elever må her nævnes Ole Willumsen, der for år tilbage fremførte en række af Liszt's poetiske klaverværker.

Victor Schiøler har naturligvis spillet en række værker; nævnes her skal grammofonindspilningen af Es-dur koncerten på HMV med Radioorkestret og afdøde Issay Dobrowen som dirigent. Frantz Liszt's landsmand Georg Vásárhelyi har gentagne gange spillet Liszt, Vásárhelyis første bemærkelsesværdige Liszt-fortolkning var fremførelsen af h-mol sonaten i 1945 lige efter befrielsen. Siden da har dette værk stået på Vasarhelyi's repertoire.

I 150-året for Liszt's fødsel påbegyndte Danmarks Radio en lang række båndoptagelser af klaverværker indspillet dels af udenlandske og dels af danske pianister. Blandt de mere bemærkelsesværdige udsendelser er der her grund til at nævne Margot Pinters brillante fortolkning af Dante-sonaten, et værk, som vi yderst sjældent finder på koncertprogrammerne. Selve mindedagen 22/10 1961 markeredes dels i fjernsynet og dels ved en folkekoncert (med underholdningsorkestret), hvor den ungarske klaver-vituos Erwin Laszlo var solist. Dansk-østrigsk selskab med Østrigs ambassadør som protektor havde på festdagen arrangeret en foredrags- og musikaften i Nationalmuseets festsal.

Post festum, nemlig i begyndelsen af marts havde DUT og Musikpædagogisk Forening hentet østrigeren Alfred Brendel til Musikkonservatoriet, hvor han i to fængslende foredrag og fyldige programmer gav det mere kræsne kenderpublikum et stærkt indtryk af Liszt. (Der henvises til min omtale af dette arrangement i Musikpædagogen).

Vi har i de senere år her i Danmark været ude for en væsentlig æstetisk omvurdering af de hidtidige normer. Et andet syn på den nutidige musik gør sig mere og mere gældende, og med dette følger også en anden holdning til senromantikken. Hermed træder Liszt som 19. århundredes avantgardist i stærk relief. Man er her i landet blevet konfronteret med mesterens sene værker, som hans samtid stemplede som udslag af senilitet, men som vi forstår at værdsætte på en ganske anden måde set i et historisk perspektiv. Det ville derfor være af stor betydning, hvis Liszt kom til at indtage en ligestilling med f.eks. Chopin, når det gælder uddannelsen bl. a. af pædagoger. Det hedder således i de ministerielle bestemmelser om afholdelse af en musikpædagogisk eksamen i klaver, at (under pkt. 5) kandidaten må opgive »To større stykker fra den nyere eller nyeste tid, deraf et af Chopin« (!) Ser vi bort fra udtrykket »nyeste«, kan man roligt af pædagogiske grunde tilføje navnet Liszt, idet en beskæftigelse rned hans klaversats f. eks. fra Pèlerinage (især bd. 2) fremviser en uddyben af klaverstilen, der er langt fjernet fra den normale romantiske og fra den specielt Chopinske. Som Brendel iøvrigt fremholdt i sit foredrag, betød bl.a. Liszts Lieder-transkriptioner en guldgrube til at tilegne sig de forskellige klanglige muligheder på instrumentet, træk, der både er karakteristiske for Liszt og træk, som peger frem f. eks. til impressionismen.

Man må derfor håbe, at den interesse, der til dels på grund af det runde tal er vakt til live her i landet, må holde sig. Der skal til slut i denne artikel erindres om Danmarks Radios udsendelse af »Via crucis« i ugen efter påske 1962. Dette var en skandinavisk førsteopførelse og viste et værk, skrevet under dybt grebet indtryk af Passionen og med musikalske virkemidler, der i deres eksperiment og i deres ejendommelige enkelthed lader dette værk fra mesterens sene år fremstå som et tonende symbol på det han helst ville være: Den skabende tonepoet.

1) På Det kgl. Bibl., hvor der ialt opbevares seks Liszt-breve samt et lille kort.

2) Gesammelte Schriften 2. Bd., udg. af Ramann (1881) s. 55-58.

3) Efterfølgende meddelt efter brevmateriale fra Det kgl. danske Musikkonservatoriums arkiv.

4) Professorinde fru Constance Rued Langgaard har venligst overladt mig brevmateriale til belysning af S. Langgaards studieophold i Weimar.

5) Meddelt efter Torben Meyer og F. Schandorf Petersen: Carl Nielsen II, s. 113.

KILDER OG LITTERATUR

Utrykte:

Kong Christian VIII's dagbøger for 1841 (to bind).
Hofarkivets journal over hvad der er passeret ved hoffet (juni-dec. 1840-41). (Begge kilder på Rigsarkivet).
Seks breve fra Liszt.
Breve og udkast til Liszt fra Siegfried Langgaard.
Breve fra S. Langgaard til Emma Foss (i privat eje).
Breve fra og til Steiner samt Musikkonservatoriets direktør (marts-april 1948). (Begge kilder på Det kgl. Bibl., Ny saml).

Trykte:

H. C. Andersen: En Digters Bazar (udg. med efterskrift af H. Topsøe-Jensen, 1943).
H. Bang: Fra de unge år (nyudg. 1956).
G. Brandes: Fugleperspektiv (1913).
A. Hammerich: Musikforeningens Historie 1836-1886 (udsendt som festskrift i anledning af Musikforeningens halvhundredårsdag, 1886).
A. Hammerich: I. P. E. Hartmann (1916).
G. Lynge: Danske Komponister i 20. Aarhundredes Begyndelse (1917).
C. Nielsen: Breve (1954).
T. Meyer og F. Schandorf Pedersen: Carl Nielsen (I-II, 1947-48).
J. Sødring: Erindringer (udg. påny 1956).
C. Thrane: Weyses Minde (1916).
Paula Rehberg, Gerh. Nestler: Franz Liszt (196l).

Artikler i tidsskrifter:

G. C. Bohlmann: En Rejseerindring, Medlemsblad for Dansk Organist- og Kantorforening, 1907, nr. 8, 9.
H. Ehrlich: Fr. Liszt, 111. Tid. 1881-82 (s. 39-41).
Ph. Evelyn: Liszt og hans Elever, 111. Tid. 1884-85 (s. 530-31).
Aage Foss: Et Besøg hos Liszt i Weimar, Julekalender 1888 (udg. 1887, s. 125-135).
H. Heine: Om Liszt og Chopin, Musikbladet 1885 (s. 114—115), en overs. af Heines Pariserbreve.
S. Langgaard: Lidt om Liszts Ophold i Weimar og hans Retning, Ugeskrift for Theater og Musik, 1880 (s. 55-57).
A. Schwartz: Liszt i Kjole, Reform 1889 (s. 331- 334) samt i Programmet 1906-07, X og XI.

Endelig anmeldelser og koncertannoncer fra Liszts koncerter i København, trykt i Fædrelandet og Corsaren.

P.S.: Jeg er redaktørerne Sigurd Berg og Vagn Jensen megen tak skyldig for henvisning til værdifuldt artikelmateriale.