Musikradio er hul i hovedet

Musikradio er hul i hovedet

I forbindelse med artiklen »Meninger om Musikradioen« i martsnummeret var et citat af radioens musikchef Vagn Kappel gledet ud. Det stammer fra Radiorådets offentlige mode i maj 1962, hvor Musikradioen blev vedtaget. Her sagde Vagn Kappel bl. a.:

».. . Man nedsatte et udvalg, som skulle tage stilling til mulighederne for at oprette en melodiradio, en slags public service radioprogram, som det hed, med glad og lys eller let musik. Vi som ikke var medlemmer af dette udvalg, sad unægtelig fulde af spænding over for, hvad det måtte nedkomme med. I et interview, som man underkastede kulturministeren, da planerne endnu var på et meget embryont stade, sagde han om planerne, at programmerne efter hans opfattelse skulle være fuldt af pep, men til gengæld fri for pop. I den betænkning, udvalget nu er nedkommed med, nævnes ordet pop heller ikke. Der tales om tidens melodier, hvad der så menes med det. Det kan ikke være operette, for operetten stilles op som en særlig afdeling. Det kan heller ikke være den folkelige sang i traditionel form, for den nævnes også særskilt. Og det kan ikke være den glade eller satiriske vise, som også nævnes særskilt. Jeg kan ikke få andet ud af det, end at udtrykket tidens melodier alligevel er synonymt - i hvert fald i det væsentlige - med pop, noget, som i hvert fald jeg anser for at være vulgært og åndssvagt - i det store og hele, for selvfølgelig er der hæderlige undtagelser. Det er der altid, men sagen er desværre, at det er undtagelser. Det betyder ikke, at man på nogen måde er snobbet eller underkender en musikalsk smag, som ikke svinger sig op til symfoni eller opera. Der er simpelthen tale om en sondring, man i dag kan drage mellem godt folkeligt stof og dårligt folkeligt stof - det er ikke det, at det er folkeligt, der gør det underlødigt, men simpelthen den kendsgerning, at det er under det niveau, hvor vi behøver at være for at blive fattet selv af det bredeste publikum. Det var poppen. Så er der operetten - udmærket. Men så er der den folkelige sang. Morten Lange vil gerne forny den folkelige sang, og ingen kan give ham varmere og hjerteligere tilslutning end jeg på dette punkt. Men når han siger, at ingen hidtil har gjort noget for dette stof i radioen, må jeg i al beskedenhed have lov til at gøre opmærksom på, at musikafdelingen i tre på hinanden følgende sæsoner har arbejdet med en udsendelses-række på grundlag af en grundbog, som handlede om den folkelige danske sang og dens tradition fra ca. 1800 til vore dage, og at en mængde folkelige sange i denne sammenhæng har været sungne af en mængde folkelige kor eller solister, en udsendelsesrække, hvis mål netop var at fastslå den folkelige tradition og at opmuntre til fornyelse og videreførelse af den. Det var ærlig talt et temmelig stort stykke arbejde, der her blev gjort, og jeg har ret til at sige, at det blev gjort med talent. Hvis det ikke har virket efter sin hensigt og måske ikke kommer til det, hvad er så grunden? At poppen har umuliggjort alle bestræbelser i retning af at forny den folkelige sang af den art, som Morten Lange og jeg gerne vil have frem. Man tænker sig måske at bekæmpe poppen med Carl Nielsen eller lign., men det gør man ikke ved at give 10 gange pop for hver gang man giver én gang Carl Nielsen. Det er det, som jeg meget gerne vil understrege: denne plan ser meget smuk ud på papiret, så smuk, at Musikafdelingen såmænd med god samvittighed kunne påtage sig at producere musikken. Men den siger ikke noget om fordelingen. Hvis den realiseres på den måde, at vi får 90 procent pop, 6 procent operette, 2 procent folkelig sang i Morten Langes forstand, halvanden procent satirisk vise og en halv procent let klassisk musik, vil udvalget så anse sine ideer for virkeliggjort?

Men det er det jeg tror, der er en meget nærliggende fare for ...

Ansvaret for mit stofområde gør, at jeg må protestere mod betegnelsen musikradioen - selv om den sættes i gåseøjne. Der er en musikafdeling i Danmarks Radio, og denne betegnelse vil skade ved at bringe forvirring i begreberne.«

Vagn Kappel bar i øvrigt i et interview i »Ekstrabladet« (9. april 1963) svaret på en række af de angreb, der er blevet rettet imod ham, bl. a. af Robert Naur i forrige nummeraf DM. Han ligger hovedansvaret for den klassiske musiks trange kar i radioprogrammerne på Radiorådet og siger bl. a.:

»Et af problemerne med Radiorådet er, at de synspunkter, der kommer til orde i rådet, stammer fra lyttersammenslutninger eller politiske partier. De folk, der sidder i rådet, respekterer ikke meninger, der ikke er formuleret af en organisation. Den seriøse musiks tilhængere mangler en sådan organisation, og det er fatalt. Havde man den, skulle det nok være muligt at få tingene igennem. Jeg kan hævde nok så meget over for Radiorådet, at interessen for klassisk musik er så og så stor - det vil kun blive betragtet som et postulat. Det er kun gruppe-meninger, der tæller. Det gør hverken fra eller til, at jeg har ret. Interessen kan f. eks. aflæses ganske nøgternt i den statistik, grammofonbranchen netop har udsendt. Den viser, at 36 procent af alt pladesalg i 1962 ligger på klassisk musik. De klassiske pladekøbere kunne blive til en kæmpeorganisation, hvis de sluttede sig sammen . . .«