Om anti-kunst

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 03 - side 88-90

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    EMP
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Jan Maegaard

Om anti-kunst

Jeg er jo allerede blevet citeret, og hr. Hamburger har ræret inde på mm artikel i Socialdemokraten — det er et blad, der hedder »Aktuelt«. — og jeg kan kîin glæde mig over, at Povl Hamburger synes, at min betegnelse had-kærlighed er træffende. Jeg vil gerne supplere, hvad jeg sker der, ?ned nogle principielle bemærkninger om anti-knnsî.

En negation eksisterer overhovedet kun i kraft af det, den negerer - en anti-bevægelse kun i kraft af det, den sætter sig op imod. Deri at den benævnes - eller benævner sig selv - en antibevægelse, ligger, at den i første række fremsætter en kritik af noget eksisterende. I en hvilken som helst ny strømning med et blot ganske let revolutionært anstrøg ligger imidlertid også en kritik. Dette århundrede har allerede oplevet en hel del forskellige strømninger inden for de forskellige kunstarter - de fleste af dem, ja måske alle, har i sig rummet et moment af opposition, et moment af kritik. Men først når dette moment af kritik er så stærkt, at det dominerer bevægelsen, smitter det af i benævnelsen. Ordet dadaisme er i sig selv en meningsløshed - der går forskellige versioner af historien om, hvordan man fandt frem til det, men i ingen af dem har ordet selv nogen mening - dadaisterne ville jo netop prædike et meningsløshedens evangelium: det mantilladelig, og ikke fordi den ikke skulle rumme en positiv bestræbelse ( det gør den vitterlig) - men fordi slagkraften i denne bestræbelse her - ifølge sagens natur må have - filosofisk overvægt og kunstnerisk undervægt. Man kan føle det på den måde, at man siger, at Fluxus-bevægelsen bestræber sig på at gøre kunsten overflødig - men det er netop et filosofisk og ikke et kunstnerisk anliggende. Det er berettiget fra en kunstnerisk synsvinkel at se noget problematisk deri.

Men er det end et filosofisk anliggende, så er det dog i allerhøjeste grad et filosofisk anliggende, der angår kunsten, in casu musikken. Derfor kan man som kunstner, respektive som musiker, vanskeligt sidde disse bestræbelsers manifestation overhørig. Om man så vil give disse mennesker ret i deres syn på denne sag - ja, det er en helt anden snak.

Men den, der vil give dem mundkurv på, har under alle omstændigheder forspildt sin ret til at mene noget om dem.