Vor tids harpe -Dens stilling i internationalt musikliv

Inga Graae
Vor tids harpe - Dens stilling i internationalt musikliv

Harpenistinden Inga Graae deltog i efteråret i den internationale harpe-kongres i Israel. På denne baggrund skildrer hun den voksende interesse for instrumentet i en lang række lande. Danmark hører til i bagtroppen, skriver Inga Graae.

Om harpen, hvis fortid fortaber sig i antikkens tåge, vides, at den hos de ægyptiske konger anvendtes i både krig og fred. I templerne brugtes harper i mange forskellige størrelser - helt til over mandshøjde ses det på friser fra pyramiderne - og til fester ledsagede harpemusik måltidet som akkompagnement til tændernes tyggen. Også jøderne anvendte harper i hobetal - som når gamle israelitiske skrifter fortæller om indvielsen af Kong Salomos tempel: at der deltog mere end 30.000 harpespillere! med orientalsk fornemmelse af tallenes magi til forskel fra vor matematiske opfattelse.

Hvad vi end ikke aner er, hvad de spillede — unisont? flerstemmigt? akkordmusik? I hvert fald optræder andre instrumenter - fløjter, trompeter - på samme billeder som harper og giver indtryk af visse kooperative foretagender.

Senere, tusinder af år efter, træffes harpen i Europa. Franske troubadourer, tyske mindesangere akkompagnerede sig med strengespil; og i Irland, der havde en harpe i sit våben, måtte i krig en afdeling harpeslagere marchere forrest, opildnende de kæmpende med kampmusik på skingre stålstrenge!

Harpens særegne klang, dens smukke form har altid umiddelbart appelleret til menneskers fantasi, og i det 18. århundrede med smag for forfinet synsbillede kom de forgyldte, rigt dekorerede strengeinstrumenter i hænderne på skønne kvinder (mens det i antikken var mænd, der slog harpen, faldt den senere i højere grad til føje i favnen på fornemme damer, der følte de himmelske sider af deres væsen fremhævet af instrumentets besnærende ydre) — og harpen trådte ind i en fashionabel atmosfære som sindbillede på romantiske rørelser.

Samtidig tabte komponisterne interessen for den. Som musikkens udvikling skred frem i retning af stadig større kromatik, lod den harpen bag sig. I generalbastiden blev harpen ganske vist anvendt i flæng med datidens tangent-instrumenter, men det lod sig ikke skjule, at dens modulatoriske immobilitet gjorde den tung sammenlignet med de mere adrætte musikalske stammefrænder clavicord og cembalo.

Men som harpen var på nippet til at afgå ved døden som en svagelig gammel dame, kom en teknisk udvikling den til hjælp. Seb. Erard, Paris, gjorde ca. 1820 sin geniale opfindelse af et dobbeltpedal-system, som satte harpenisten i stand til vilkårligt at modulere kvintcirklen rundt. (Interesserede henvises til »Harpen - dens muligheder og begrænsning« af Inga Graae, Wilh. Hansen I960).

Den klassiske harpe gjorde derved et sådant spring fremover, at der i virkeligheden nu er tale om et andet instrument. Det har da også været på tale at finde et nyt navn for den moderne harpe for at klargøre dette - som der med langt mindre grund er forskellige navne for tangentinstrumenternes udviklingstrin fra clavicord til koncertflygel.

I de mellemliggende år har komponisterne fået øje på harpen; Debussy og Ravel trængte i særlig grad ind på livet af dens specielle énharmoniske muligheder, og den fik sin faste plads i orkestret. Også vor egen tids komponister, hvem klaverklangen i nogen grad hænger ud af halsen, er begyndt at lytte til dens tone og anvende den efter andre synspunkter end de hidtidige.

For øjebliket er harpen inde i en renæssance i internationalt musikliv. Danmark danner endnu sammen med England, og med Norge endnu et skridt længere tilbage, bagtroppen i Europa, men det kan måske være af interesse at se, hvad der på dette felt foregår andre steder i den musikalske verden.

Et særligt initiativ er udgået fra staten Israel; dette nye land med l 3/4 million indbyggere og enorme økonomiske vanskeligheder - som i 1959 indbød til »The First International Harp Contest« i den hensigt at bane vejen for en genskabelse af harpen som musikalsk fuldværdigt instrument. På forhånd kunne man føle skepsis med hensyn til muligheden for at gennemføre denne konkurrence i det høje plan, den var lagt - ikke mindst set fra det synspunkt, man som dansk ofte måtte affinde sig med: at harpespil er et kuriøst foretagende med nydelige armbevægelser, men kan det tages helt alvorligt?

Som udførlig refereret i dette blad (nov. 1959) blev arrangementet imidlertid en succes, og Israels forsæt: hvert 3. år at gennemføre lignende harpe-konkurrencer resulterede i sept. 62 i »The Second International Harp Contest«, der lå på samme niveau som den første.

Også denne gang var der tilslutning fra 12 lande, selv om de spillendes antal var lavere end 1959, da 34 konkurrerede. Af de tilmeldte 25 i år kom 18 til stede, repræsenterende Frankrig: 6, U.S.A.: 2, Italien: 2, England: 2, Japan: 2, Holland, Belgien, Polen, Tyrkiet hver l deltager. (2 tilmeldte deltagere med deres professor fra et jerntæppeland udeblev). Dommerkomiteen talte 15 medlemmer fra 10 lande, bl. a. 4 israelske komponister og dirigenter, direktør Loucheur fra Conservatoire Paris, professor Yamada, Tokio. 4 æresdommere repræsenterede en så broget nationalitetssammensætning som South Africa, Japan, Frankrig og Danmark.

Arrangementet skal kort resumeres: Efter at samtlige i 1. stage havde spillet Händel: Harpekoncert, Fauré: Impromptu, M'ayami: Toccata (en ny israelsk komposition udvalgt ved komponistkonkurrence i år) og et selvvalgt stykke, fortrinsvis nationalt, fortsatte 13 i 2. stage. Her var 4 store opgaver, Salzedo: Variationer (in memoriam Carlo Salzedo, død 1961, fransk virtuos bosat i Amerika). Derefter et stykke valgt af den spillende mellem et opgivet udvalg på 4 af vor tids større harpekompositioner — en selvvalgt, gerne national opgave, og en komposition valgt af dommerkomiteen mellem et udvalg på fire, foreslået af kandidaten.

De første 3 prisvindere skulle desuden på den afsluttende festkoncert med orkester i Jerusalem spille hver sit af følgende værker: Händel: Harpekoncert. Ravel: Introduktion og Allegro, Debussy: Danses, og Jolivet: Harpekoncert.

Standarden var høj, mere ensartet end i 1959, og dramatiske episoder som nervesammenbrud, den helt store fiasko o.s.v. udeblev.

Vinder blev U.S.A, 21 år (en Princess Louise harpe, værdi ca. 28.000 kr.), Italien, 20 år (10.500 kr.), Frankrig, 20 år (8.500 kr.). Nr. 4 blev 12-årige Heidi fra U.S.A., et veritabelt vidunderbarn. Sligt er trolderi! En lille fnisende tøs i korridoren, men i samme nu, hun sad ved instrumentet, skete et mirakel. Det føltes som blev tyngdekraften ophævet. Af samtlige var hun det mest overbevisende talent. Hun var begyndt for 6 år siden, altså som 6-årig.

- Det er nærliggende at spørge, hvad der er kommet ud af det israelske initiativ - om det har sat en udvikling i gang, der kan spores nu efter 3 års forløb, eller om det hele kun var en ekstravagant gestus, fornøjelig for de implicerede, men uden den langtrækkende virkning udadtil, der var tilsigtet?

Der kan ikke være tvivl om, at der er sat noget i gang, der har bæreevne. Med fingeren på tidens puls har Israel samlet de splittede kræfter i harpeverdenen under én hat, og har samtidig introduceret også vor tids harpemusik for et større auditorium. Den umiddelbare følge af første sammenkomst i Israel var international kontakt, og det har skabt en række kædereaktioner, hvis svage bølgeslag kan fornemmes helt på vore kanter.

De mest iøjnefaldende resultater kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:
På grundlag af de tilsammen 52 konkurrenters spil er det blevet muligt at klarlægge en international standard for, hvor langt en talentfuld studerende kan nå, når faget dyrkes rationelt på linie med andre musikalske discipliner med en effektiv teknisk skoling, der må begynde i tide. Det sås igen i år afprisvindernes data, at de var begyndt som børn. Selv om aldersgrænsen opad var 35, var kun én over 27, og gennemsnitsalderen for de 8 bedste var 20 år!

Et omfattende overblik over det for harpe foreliggende repertoire, såvel klassisk som de mange nye kompositioner, den sidste halve snes år har bragt, blev endvidere de tilstedeværende til del gennem overhøringen af såvel de obligate opgaver som de selvvalgte, alt anskueliggjort i mange forskellige versioner.

På et bredere grundlag end det ellers nogen sinde bydes, kunne man iøvrigt også skaffe sig kendskab til de forskellige harpetyper, der fremstilles, idet hver af de spillende medbragte eget instrument, ligesom det største firma i branchen havde stillet 4 nye forskellige modeller til disposition.

De i Amerika kendte sommerkurser for harpespil har i de 3 sidste år begyndt at tage form også i Europa. Zabbaleta, den altid tournerende spanske virtuos, der har spillet i dansk radio og TV, har afholdt sådanne kurser, ligeledes Pierre Jamet og Lily Laskine, Conservatoire Paris.

På bredest grundlag og mest internationalt besøgt er nok den hollandske harpeuge (omtalt i artikel i dette blad okt. 61), der har stadig stigende deltagerantal og nu er fast institution, statssubsidieret og stærkt støttet af radio og TV samt presse. Under ledelse af Phia Berghout, Koncert-Gebouw orkester, og med den russiskfødte Maria Korschinska som assisterende pædagog, spiller her hver sommer ca. 30 unge fra alle Europas kanter et program, der kommenteres. Nærværende er desuden en række internationale indbudte fagfolk, der giver arrangementet pondus.

Ved et par offentlige koncerter (transmitterede) i forskellige byer manifesterer harpeugen sig udadtil. Solister, f. eks. første prisvindere fra Israel, optræder med orkester med i udstrakt grad musik fra vor tid på programmet (Pizetti: Harpekoncert 1959, Lex van Delden: Harpekoncert 1952, van Delden: Concertino for 2 harper, endvidere Geza Fried: Fuga for 3, og Partos (Israel): »Iltur« for ikke mindre en 12 harper).

Direkte affødt af den israelske kontakt er også dannelsen af »International Harp Association« med hovedsæde i Paris og afdelinger i de forskellige lande. I Tel Aviv redegjorde de tilstedeværende medlemmer for forholdene i deres respektive hjemsteder, Frankrig først med et repræsentativt medlemskab på ca. 100.

Det var iøvrigt interessant at konstatere den forskelsvurdering, der bliver harpen til del landene imellem. Hvem skulle have troet, at de to dommere fra Japan kunne stå op og fortælle, at i deres land er interessen for harpespil overvældende? Der er, meddeltes der, ligefrem musikhunger i Japan, og musiklivet er ensidigt vesteuropæisk - den nationale musik oplystes at være kun »til hjemmebrug«. Der er alene i Tokio 5 symfoniorkestre, hvert med en eller to harpenister, og alle de internationale verdensdirigenter kan høres i et både klassisk og nyt repertoire.

5 universiteter har harpefakultet, og i de sidste 10 år har en østrigsk professor været ansat i Japan som leder af harpeuddannelsen, foruden at han som solist koncerterer landet over. Han var til stede og fortalte, at mens man, da han blev ansat, rådede over 2 harper i hele Japan, har man nu ca. 50, og en fabrikation af små instrumenter til øvebrug er sat i gang, også med eksport for øje - han medbragte et som gave til konservatoriet i Jerusalem. Den japanske sektion af Harp Association talte 130 medlemmer - foreløbigt, sagde man beskedent, og man foranstalter nationale konkurrencer.

U.S.A. mønstrede 140 medlemmer og kunne fortælle om harpefakulteter på en lang række colleges med ansatte lærere i faget og gode instrumenter til disposition.

Den hollandske sektion talte 28. Der er en række gode orkestre rundt om i landet hvert med mindst en fast harpenist, desuden har orkestrene obligatorisk en harpe, hvilket er så meget mere beundringsværdigt, som netop Holland har en svær skat på indførsel af instrumenter.

Også Belgien har et vist øre for harpespil, lod det til, og Schweiz ser heller ikke aldeles negativt på sagen. Derimod var det nedslående at lytte til Madame Korchinska, London:

I England har man dyrket harpen som ældgammelt folkeinstrument, lokaliseret i Wales (og Irland før løsrivelsen), og der spilles stadig på i hundredevis af spinkle, ofte helt udslidte harper - som skotterne blæser sækkepibe og østrigerne spiller zither, som norske bønder gnider felen og svenske fiskere trakterer dragspel. Men netop den i sig selv gode kendsgerning: at man har en gammel harpetradition, stiller sig i vejen for professionelt spil på tidssvarende instrumenter, fordi den foretrukne musik er banal og synspunkterne drukner i dilettanisme. Også England har enorm skat på importen af harper, skønt der ikke længere fremstilles instrumenter i landet, som kun kender til reparation og forhandling af sine endnu eksisterende oldsager. At der til for nylig ikke i 40 år var indført en harpe til Storbritannien giver et fingerpeg om den instrumentale standard i engelske orkestre. Men det er værd at nævne som en indirekte moralsk påvirkning fra det israelske initiativ, at netop i de sidste par år har de britiske myndigheder følt sig foranlediget til at give dispensation for indførsel af et par højst påkrævede moderne harper.

Fra Polen fortalte den nærværende professor for konservatorierne i Warszawa og Krachau om en stigende interesse - man havde russiske instrumenter, men i utilstrækkeligt antal.

Sydafrikas repræsentant ytrede sig enslydende: voksende interesse, manglende instrumenter og klage over, at de skyhøje priser for nye harper gør også brugte instrumenter til mangelvare.

Som eneste repræsentant for Skandinavien blev det min opgave at fortælle om forholdene i Norden - om Norges jammer over kun at mønstre en eneste harpenist til de 3 Oslo-orkestre, så man stadig er på jagt efter udenlandsk assistance - om Finland, der også er underforsynet. Om Sverige, hvor situationen er meget bedre med harpe-fakultet på Musikhögskolan i Stockholm og faste harpenister i de store orkestre i Gøteborg og Malmø. Og om Danmark, hvor forholdene i de sidste 7-8 år er i stadig fremgang ikke mindst grundet Det kgl. Musikkonservatoriums forståelse af det musikalske problem, der her må løses, hvis ikke de forskellige orkestre skal blive underforsynet med kvalificerede musikere på dette felt.

Musikkonservatoriet oprettede for en halv snes år siden et harpefakultet som grundlag for en rationel uddannelse, der ikke tidligere har kunnet opnås her med harpe som hovedfag. 2-3 ældre instrumenter står nu til disposition for de studerende til øvebrug og hjemlån, og i 1960 anskaffedes en ny koncertharpe af største og mest tidssvarende type, »Princess Louise«, tilsvarende 1. prisen ved begge Israel-konkurrencer.

Også Musikkonservatoriet i Odense har i år fået harpefakultet.

Udviklingen i Danmark kan endvidere spores i, at vore store orkestre i de seneste år er gået til anskaffelse af en række nye harper, således Det kgl. Kapel (2 instrumenter), Radioens Underholdningsorkester, Tivoli Symfoniorkester samt Århus og Odense Byorkestre.

Endelig er det værd at notere, at også vore egne komponister er begyndt at skele til harpen. Rovsing-Olsens suite »Nouba« og Ejvin Andersens »Petit Rondeau sérieux« og »Ossian« har kunnet høres i radioen (det sidste er også indspillet på plade), ligeledes Bernhard Christensens duo for fløjte og harpe. Ejv. Andersen har desuden skrevet en større komposition for kontrabas og harpe, ligesom Jørgen Jersild introducerer sig med et solostykke »Elegie« og en trio for fløjte-cello-harpe.