Betænkning om nyordning af konservatorieforholdene

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 122-128

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Finn Høffding
Betænkning om nyordning af konservatorieforholdene

Ved årets begyndelse udkom »Betænkning nr. 322 vedrørende en nyordning af konservatorieforholdene udgivet af Musikkommissionen«. Vi bar bedt professor Finn Høffding om at referere og kommentere den vigtige betænkning.

DEN HISTORISKE BAGGRUND

Bringes denne betænkning ud i livet - og det bør ske så hurtigt som muligt - vil Danmark sandsynligvis inden for musikuddannelsens og musikopdragelsens område komme til at stå på niveau med andre kulturnationer.

Det kan ikke nægtes, at vi i de seneste årtier har været godt på vej bagud for vort broderland Sverige, som, medens vi endnu hæmmedes af besættelsens virkninger, energisk arbejdede på en højnelse af musiklivet i alle dets forgreninger, ikke mindst inden for musikopdragelsen. I juni 1947 oprettedes i Sverige en musikkommission, der skulle udarbejde retningslinier for en udbygning af det svenske musikliv. I 1945 afsluttede den sit arbejde med en diger betænkning. I 1947 arbejdede man herhjemme med planer om en statsovertagelse af det i alle henseender nødstedte kongelige danske musikkonservatorium. Den normale uddannelse var dengang 3-årig, og denne kunne i enkelte tilfælde udvides med l år og afsluttes med den såkaldte »store eksamen«.

Planerne om statsovertagelsen var allerede stærkt på tale under krigen, men virkeliggørelsen af dem måtte naturligvis opsættes, til denne var afsluttet. Straks efter krigen tog man fat. Man var klar over, at i radioens og grammofonens tidsalder med de perfekte musikudførelser var en 3-årig musikeruddannelse for lidt; derfor udvidedes uddannelsestiden samtidigt med statsovertagelsen fra 3-4 år til 4-5. Det var, hvad man kunne opnå, efter at konservatoriets egne planer 3 gange blev skåret ned under behandlingen i undervisningsministeriet. Statsovertagelsen skete som bekendt i 1949. Ikke alene udvidelsen af uddannelsen i tid, men også intensiveringen og udbygningen af uddannelsen måtte gennemføres; studie- og eksamensordninger, som i tidligere tid kun var sparsomt formulerede, måtte udarbejdes, og - hvad der var meget vigtigt - gennemprøves. Det skete i 10-året fra 1950 til 1960. Dertil kom, at konservatoriet inden statsovertagelsen havde ført en tilbagetrukket tilværelse, præget af en vis skyhed for offentligheden, som måske bundede i den mindreværdsfølelse, der betog konservatoriet over for myndighederne, som gang på gang havde afslået at yde selv den nødvendigste hjælp (jfr. Carl Nielsens forsøg på i sin tid at få staten interesseret). Efter statsovertagelsen blev konservatoriet mere udadvendt og gennem sine årsfester et samlingssted for alt, hvad der repræsenterer dansk musikliv; det kom på linie med andre højere læreanstalter, og musikken - som faktor i nationens åndelige liv - fik bredere tilslutning.

Da man var nået et godt stykke frem i udarbejdelsen og gennemprøvningen af de nye studie- og eksamensordninger og samtidigt havde udarbejdet forslag til en ny kgl. anordning, der skulle forbedre konservatoriets organisation og administration, var det naturligt, at konservatoriet blev sig sit ansvar bevidst over for musiklivet som helhed. Det musikpædagogiske kursus, der blev grundlagt 1931, havde gennem årene vundet anseelse og var blevet stærkt udbygget; gennem dette havde konservatoriet forbindelseslinier ud til alle grene af det musikpædagogiske liv både i skoler og i privatopdragelsen af musikamatører. Allerede fra 1927 kom det til et samarbejde med Universitetet, således at de sang- og musikstuderende (de vordende cand. mag.'er) fik deres instrumentaluddannelse på konservatoriet; det samme skete i Århus, da et professorat i musikvidenskab dér oprettedes. - Man indså, at musiklivet omfattede såvel koncertlivet (herunder opera) som musikopdragelsen lige fra dennes allerførste trin. Konservatoriet havde ikke glemt sin trængselstid, og man så med bekymring (og genkendelse) den kamp, landsdelskonservatorierne måtte føre for deres eksistens, lige som man var klar over, at musikundervisningens niveau i skolerne og musikamatørernes arbejdsforhold var af største betydning ikke alene med hensyn til de optagelsessøgende til konservatorierne, men for landets musikkulturelle stade i det hele taget. Det var derfor ganske naturligt, at det blev konservatoriet, der tog initiativet til oprettelsen af en musikkommission, der skulle kortlægge dansk musikliv som helhed og give forslag til forbedringer. Den blev foreslået i efteråret 1955 og oprettet 30. marts 1957.

Det område, musikkommissionen fik at arbejde med, var så enormt i omfang, at en behandling af hele området på én gang var en umulighed. Man valgte at begynde med de mest presserende spørgsmål: gennemførelsen af loven om landsdelsorkestrene og forslag om en samlet konservatorieordning for Danmark og som en integrerende del af dette: revisionen af den musikpædagogiske eksamen. At der er lige så vigtige spørgsmål, der derved foreløbigt har måttet skydes til side som f. eks. musikopdragelsen i skolen, amatørmusikkens organisation og ophjælpning, fritidsklubbernes og aftenhøjskolernes musikoplysende arbejde, er kommissionen klar over; men mange af de spørgsmål, der angår disse områder, kunne ikke løses, før drøftelsen af konservatorieforholdene og den musikpædagogiske eksamen var tilendebragt; det er jo en given ting, at flere af områderne inden for musiklivet overlapper hinanden. Det samarbejde mellem landets konservatorier, som er et betydningsfuldt punkt i den ny konservatorieordning, har allerede været i gang en række år. Allerede i 1955 etableredes der - efter at den første internationale konservatoriekongres havde fundet sted 1954 i Bad-Aussee og Salzburg - et samarbejde mellem Det kgl. danske Musikkonservatorium, Det jydske Musikkonservatorium og landsdelskonservatorierne, lige som det samme var tilfældet med de nordiske konservatorier; der blev en regionsdannelse inden for »Den internationale (eller snarere intereuropæiske) direktørforening for musikkonservatorier, -akademier og højskoler«.

ORDNINGEN

Betænkningen foreslår, at de eksisterende konservatorier i Danmark opretholdes og skaffes så gode vilkår, at undervisningen alle steder kan gives med samme høje kvalitet. Det må dog straks tilføjes, at der kun er foreslået 2 statsdrevne konservatorier (København og Århus), medens de andre konservatorier, som vi vil kalde landsdelskonservatorier (Det fynske —, Det vestjyske — og Det nordjyske musikkonservatorium) foreslås at blive selvejende institutioner med statsligt og kommunalt tilskud. Alle konservatorier giver en ensartet undervisning og afholder ensartede eksaminer, der bedømmes af fælles beskikkede censorer, lige som optagelsesprøverne til de forskellige uddannelsesformer bedømmes af et fælles censorudvalg med repræsentanter for de forskellige konservatorier.

Det kgl. danske Musikkonservatorium har i øjeblikket en 1-årig underskole for aspiranter, der ved den sædvanlige optagelsesprøve af en eller anden grund (for lav alder, utilstrækkelig uddannelse forud m. m.) ikke har kunnet optages. I denne meddeles der eleven undervisning i hovedfaget og i hørelære, således at eleven kan indstilles igen året efter. De andre konservatorier har musikskoler knyttet til institutionen, d.v.s. musikskoler for amatører; her kan man iagttage, hvilke elever der har musikeregenskaber, og disse kan da med tiden optages til konservatorieuddannelse.

For nu at anskueliggøre uddannelsen, således som man har tænkt sig, den skal foregå på alle konservatorier i fremtiden, bringes en skematisk opstilling, som findes i selve betænkningen; den vil bedre end mange ord klargøre forholdene: (oversigt).

Som man ser, begynder uddannelsen med en 2-årig forskole. Denne adskiller sig fra landsdelskonservatoriernes musikskoler - således som disse nu er - derved, at den kun optager »elever, som skønnes at have både vilje og evne til at begynde en musiker uddannelse med professionelt sigte« (Bekendtgørelsen side 13). Den forskole, der nu er tale om, er altså en nydannelse og beregnet først og fremmest for elever i 14-16-års alderen, selv om elever, der er ældre, også kan søge ind i den. Elever, der er under 14 år, kan også optages på forskolen i tilfælde af særligt talent; sådanne elever vil da få speciel undervisning, anlagt efter alderstrinet. På forskolen gives 2-2½ times undervisning ugtl., hvoraf den ene time er hovedfag og resten teoretiske fag.

Fordelen ved forskolen er dels den, at eleverne tidligt sikres en god og mere alsidig undervisning og dels, at man har 2 år at iagttage eleverne i, hvilket vil gøre optagelsen til hovedskolen sikrere og derved hindrer - hvad der er væsentligt - elever, der ikke viser sig udviklingsdygtige i at slå ind på en professionel musikalsk løbebane. Optagelsesprøven til forskole så vel som til hovedskole vil ikke forudsætte absolutte solistiske anlæg; man vil have for øje, at der er brug for musikpædagoger og lægge vægt på almen musikalitet og kulturelle anlæg. Under forskoleuddannelsen skal eleverne kunne passe deres normale skolegang. En heldig kombination er 16-18-årige forskoleelever, der samtidigt følger gymnasieundervisning. En særlig ordning for gymnasiaster med musik som speciale vil søges indført.

Hovedskolen giver i det nye forslag en 3-årig uddannelse, der - bortset fra den musikpædagogiske linie (herom senere) - i det væsentlige former sig som de første 3 år på konservatorierne i øjeblikket. Her afvikles (jævnsides med hovedfagsuddannelse) de såkaldte almene musikopdragende fag som musikteori, hørelære, musikhistorie og klaverspil (for studerende med orkesterinstrument eller sang som hovedfag).

Når 3. års prøven er aflagt, kan den studerende vælge mellem forskellige uddannelseslinier. Har han solistiske anlæg, kan han vælge »videregående uddannelse« (næstnederste felt på oversigten); denne uddannelse stiler mod en debutkoncert og tager normalt endnu 3 år; udover hovedfaget undervises der her i de 2 første år kun i stillære og formanalyse, to fag der har den største betydning for interpretation; desuden deltager de studerende i orkester- og kammermusikøvelser. Når dette felt i oversigten er mindre end de andre og ikke står i samme plan, ligger det i, at det er en højere specialuddannelse, som kun kan foregå på de to statskonservatorier i København og Århus; den hører således ikke med i den fælles konservatorieordning. Ind under dette felt hører også hovedfaget teori og musikhistorie, dirigentuddannelsen, måske også kantoruddannelsen samt visse musikpædagogiske fag. Erfaringen herhjemme så vel som i andre lande har vist, at egentlige solistbegavelser ikke er hyppigt forekommende. Den vil være forbeholdt studerende, der skønnes at kunne gøre sig gældende som solist, herunder koncertmester-virksomhed i vore anerkendte orkestre. Tilsvarende gælder naturligvis for sang, hvor opera-akademiets uddannelse er den ene form for uddannelse af sangsolister.

Har den studerende ikke udtalte solistiske evner, eller har disse ikke vist sig tilstrækkelig tydeligt endnu, kan han vælge, hvad man kunne kalde »orkesteruddannelsen«, hvor uddannelsen gennem l år koncentrerer sig om et orkesterinstrument og arbejdet i orkesterskolen. Tilsvarende gælder for sang med særligt henblik på korsang. Selve den tid, der gives til den instrumentale eller vokale undervisning, er den samme som for den solistiske undervisning. På samme måde studerer de
klaverstuderende klaver videre, men med særligt henblik på kammermusik og akkompagnement. Undervisningen for solister har et andet sigte end de andre uddannelser; muligvis vil også selve undervisningsformen blive en anden, f. eks. »klasseundervisning«, hvor den studerende konkurrerer sig ind i en klasse på samme måde, som det sker i Frankrig eller Italien.

Orkester-, kor- og akkompagnementlinierne slutter med en eksamen efter 4 års konservatorieuddannelse. Skulle under det sidste års undervisning studerende vise sig at have udviklet solistiske evner, kan de efter eksamen gå over på solistlinien, og omvendt kan solister, der evt. ikke svarer til de forventninger, man har til dem, gå over til en af de andre linier, hvad færdigt uddannede solister også kan gøre, hvis de har lyst.

Man vil se, at det nye i denne ordning er en differentiering af undervisningen. Grunden til denne fremgår af følgende citat fra betænkningen: »Det er en hovedtanke for kommissionen, at området for den hidtidige konservatorieundervisning må inddeles efter formål, således at undervisningen i langt højere grad, end det nu er tilfældet, anlægges formålsbestemt bl. a. med direkte henblik på de senere erhvervsmuligheder.« Med denne udtalelse ligger kommissionen på liniemed anskuelser også i andre lande, således som den er udtrykt i en artikel, som direktøren for »Akademie für Musik und darstellende Kunst«, Hans Sittner i Wien er fremkommet med. Betegnelsen for de forskellige eksaminer står ikke i betænkningen, men er forbeholdt de fremtidige studie- og eksamensordninger.

Man kunne ved siden af orkester-, kor-, akkompagnement- og musikpædagoglinien nævne organistlinien. Den er ikke berørt her, da den, som betænkningen anfører, endnu ikke er færdigbehandlet. Det samme gælder for opera-akademiet, der i øjeblikket kun berører forholdene på Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Tilbage er nu at omtale den musikpædagogiske uddannelse. Den er i betænkningen behandlet for sig, d.v.s. at den ikke indgår i betænkningens almindelige systematik. Da kombinationsmulighederne med de andre uddannelsesformer bl. a. den musikpædagogiske er mange, har betænkningen herved vundet i klarhed. Selv om konservatorieordningen har lagt uddannelsen fast i flere forskellige linier, som der skal vælges imellem, har den - som vi har set - samtidigt haft blik for at åbne muligheder for overgange fra den ene linie til den anden; en sådan elasticitet er nødvendig på en kunstanstalt, hvor udviklingsgangen hos den enkelte studerende kan være meget forskellig; nogle udvikler sig støt og jævnt, andre i overraskende spring; det bliver lærernes og ledelsens sag nøje at overvåge hver enkelt.

Sideløbende med udarbejdelsen af den nye konservatoriebetænkning har kommissionen overtaget og så godt som fuldført revisionen af den musikpædagogiske eksamen, hvis krav er blevet à jour ført, foruden at visse nydannelser er sket. Det vil føre for vidt at gå i enkeltheder på dette punkt; det må ske ved en anden lejlighed, f. eks. når den nye betænkning angående den musikpædagogiske eksamen er færdig. Det må dog straks siges, at kommissionen har nydt godt af det store arbejde, som lektor Povl Fledelius, der var formand for den musikpædagogiske eksamenskommission, har udført. Det påhvilede tidligere denne eksamenskommission at revidere den musikpædagogiske eksamen, og når den ikke fik tilendebragt denne, skyldtes det, at den i høj grad måtte afvente resultatet af udarbejdelsen af studie- og eksamensordningerne for Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Det nye i selve ordningen er, at de konservatoriestuderende kan begynde den pædagogiske uddannelse allerede efter afslutningen af 2. års undervisningen med den såkaldte forprøve (tidligere var det efter 3 års undervisning). Lige som der var et valg at foretage efter 3. år, således må der allerede efter 2. år træffes afgørelse, om de studerende skal begynde den pædagogiske uddannelse det 3. år eller vente til senere. Efter aflæggelsen af musikpædagogisk eksamen (efter 2 års kursus) kan kandidaterne gå videre på en af de andre linier (f. eks. orkester-, akkompagnement-, kor- eller solistlinie), ligesom man efter fuldførelsen af en disse uddannelser kan fortsætte med pædagogisk uddannelse.

Det heldige ved denne ordning er, at de pædagogisk studerende opnår at blive undervist i deres instrumentale hovedfag med særligt pædagogisk sigte samtidigt med deres øvrige pædagogiske uddannelse, hvilket også vil gælde de externe studerende (sådanne, der ikke har fået deres foruddannelse på konservatorierne inden optagelsen på musikpædagogisk kursus). Konservatorieuddannelsen kan således slutte med musikpædagogisk eksamen, som således efter nyordningen kan gennemføres på 4 år i modsætning til tidligere, hvor det tog 5 år.

Ved denne ordning håber man at kunne uddanne flere musikpædagoger; behovet for velfunderede musiklærere er overordentlig stort hele landet over. Da musikpædagogerne for de almindeligste fags vedkommende kan uddannes både på statskonservatorierne og på landsdelskonservatorierne, håber man på en spredning af lærere over hele landet, således at den sammenstuvning af musikpædagoger i hovedstaden, som i øjeblikket finder sted, kan undgås.

Kommissionen er fuldstændig klar over, at uddannelse af musikpædagoger til alle trin inden for undervisningen er et meget centralt spørgsmål i et lille land som Danmark, hvor muligheden for udelukkende at kunne eksistere ved solistisk virksomhed er så godt som udelukket; man håber ved den nye ordning, at udviklingen vil gå i retning af, at alle tager den musikpædagogiske eksamen, ligegyldigt om de vil være solister, orkestermusikere, sangere eller andet inden for musikken; for alle kommer de til at undervise. En god solist er ikke altid en god pædagog; grunden vil ofte blot være, at han har måttet koncentrere sig ensidigt om udviklingen af sine virtuose evner; men med pædagogisk vejledning kan han blive en god pædagog, (den kunstneriske og tekniske kvalitet er jo tillige en pædagogisk kvalitet). Man må i højeste grad håbe, at alle, der uddanner unge til musikere, må forstå betydningen afden pædagogiske uddannelse, der i hele sit kulturelle anlæg vil være medvirkende til at højne musikerstanden, således at musikerne i højere grad end nu bliver åndsarbejdere på linie med andre åndsarbejdere. Betegnelsen musiker - forstået som den af muserne udvalgte - forpligter.

Musikkommissionen, der arbejder med alle områder inden for musikopdragelse lige fra børnehaven til den højeste solistuddannelse, har forstået betydningen af, at hele fundamentet for den overbygning, man kalder koncertlivet, er af aller største vigtighed. Hvad ville det nytte at oprette landsdelsorkestre, landsdelsoperaer og holde symfonikoncerter med radioorkestret og radiokoret eller med Det kgl. kapel, om ikke de tilsvaredes af et stærkt behov i den store almenhed. Dette behov opstår ikke af sig selv; en kulturpolitik - i dette tilfælde en musikkulturpolitik - må stimulere behovet. Det vil igen sige, at man først og fremmest må begynde med børnene. Det er derfor af betydning, at der er indført et nyt fag ved den musikpædagogiske eksamen, den såkaldte musiklederuddannelse, hvor musikpædagoger uddannes til at instruere og informere amatører dels ved at lede amatørorkestre (både symfoniorkestre og blæserorkestre), amatørensembler, kor og i det hele taget enhver form for musiceregrupper. Denne uddannelse omfatter en grunduddannelse, som indbefatter forskellige arter af orkesterledelse, ensembleledelse, korledelse samt musikkulturel vejledning (musikkundskab). Foruden dette skal de studerende nærmere beskæftige sig med en af de nævnte discipliner som speciale; dette kan være enten orkesterledelse, korledelse, musikkundskab eller hvad man kan kalde elementær musikopdragelse, d.v.s. en musikopdragelse især af børn, ikke på grundlag af et særligt instrument som klaver, violin el. lign., men en almen musikopdragende orientering i grupper, hvor sang spiller en stor rolle, og hvor pædagogiske instrumenter som forskellige slags letspillelige fløjter og rytmeinstrumenter tages i brug. Det allerede stærkt udbredte Carl Orff-instrumentarium med tilhørende metode vil være af stor betydning. Her gives også undervisning i hørelære og nodelæsning på skabende grundlag. Den musiklederuddannelse, der har musikopdragelse af børn til speciale, vil uden tvivl få meget stor betydning. Uddannelsen til musikleder vil blive 3-årig.

Hvor megen betydning musikleder eksamen med speciale i elementær børnemusikopdragelse kan få, kan man gøre sig forestilling om ved at gennemlæse »Betænkning over forslag til lov om ændringer i lov om folkeskolen«. Til lovforslag 123, blad 439 (afgivet 23/5 1962). Her står der følgende: »Udvalget har tillige indgående drøftet de som en forsøgsordning foreslåede særlige klasser for børn under den und er visningspligtige alder« (kursiv i betænkningen. Side 2 i denne betænkning står der: »Forslaget har således et klart pædagogisk sigte. Hvorvidt der vil kunne meddeles en egentlig skolemæssig undervisning i disse særlige klasser, kan der ikke tages endelig stilling til på nuværende tidspunkt; men det er ministerens foreløbig opfattelse, at visse fag, som undervisningen i 1.-5. skoleår skal omfatte, vil være egnede for undervisning også i klasserne for børn under den undervisningspligtige alder, navnlig fagene sang og musik, rytmik og formning« (fremhævet af F.H.). Lidt senere i betænkningen siges det, »at sådanne forsøgsklasser ifølge sagens natur må være af begrænset karakter«, men at »det må være opgaven at finde de bedste former for en eventuel senere almindelig opfattelse af sådanne særlige klasser«.

At klasser af den art vil få enorm søgning, er der næppe tvivl om i en tid, hvor der er stærk mangel på børnehaver. Men hvilke lærere kan bestride denne uhyre vigtige undervisning? — Kan folkeskolen, som lider under lærermangel, undvære lærere dertil?----Jeg lader det blive ved spørgsmålet og overlader til læseren at tænke videre; men man vil forstå, at denne betænkning, som nu er lov, er observeret.

Jeg går ud fra, at læseren af denne redegørelse har fået indtryk af, at musikkommissionen meget grundigt arbejder med musiklivet som en stor og meget sammensat helhed for øje, og at man i særlig grad hæfter sig ved den nødvendige balance mellem koncertlivet på den ene side og jordbunden for dette — musikopdragelsen - på den anden side. Den betragter dog ikke musikundervisningen som noget, der blot skal forberede musikdyrkere til at blive et godt publikum, men som noget i sig selv værdifuldt, noget der har sin selvstændige berettigelse. Naturligvis arbejder musikkommissionen ikke selvbestaltet, selv om den alene har ansvaret for, hvad der besluttes, men rådfører sig til stadighed med tilkaldte eksperter på de forskellige områder; dette har ikke mindst været tilfældet under revisionen af den musikpædagogiske eksamen.

Hvad selve studieordningernes indhold angår, må man foreløbigt gå ud fra Det kgl. danske Musikkonservatoriums nuværende studieordninger; men det er givet, at disse må revideres, så snart konservatorieordningen er gennemført; hvad en revision kan indebære af fornyelser kan i øjeblikket ikke overskues; men at en vis mentalitetsændring i undervisningen, når det gælder de forskellige nyoprettede linier, vil blive nødvendig, kan der næppe være tvivl om.

Man må i højeste grad håbe, at den samlede konservatorieplan meget hurtigt må virkeliggøres; den er hårdt tiltrængt i en tid, hvor musikkulturen trues af enorm spredning af underlødig musik. Jeg er ikke tilhænger af musikalsk forsorg; folk skal have lov at vælge, hvad de selv ønsker at beskæftige sig med; men i det øjeblik, staten støtter udbredelse af underlødig musik, må den i samme åndedrag gøre, hvad den kan for at skaffe befolkningen mulighed for at få de forudsætninger, der skal til for at tilegne sig musikken som et af de vigtigste kulturgoder; på det punkt bør der ikke spares.

Årgang 38/1963, nr. 04