Den idéforladte festival

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 121-122

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Den idéforladte festival
»Hvo alle tjener, får tak af ingen«.

Med dette Peder Syv-citat indledte Jürgen Balzer en stærkt kritisk gennemgang af den 13. Danske Ballet- og Musik Festival i DMs septembernummer 1962. Balzer mente, at festivalen satte sig mellem to stole, hvoraf den ene hedder international, den anden national festival. Man ønskede at tjene alle, men opnåede dermed kun at gøre alle utilfredse. Artiklen blev bakket op af størstedelen af den københavnske musikkritik. Under festivalens plenarmøde kort tid efter diskuterede man kritikken og fandt den berettiget, uden at man iøvrigt følte sig foranlediget til at fremsætte konstruktive forslag, der kunne imødegå en lignende kritik efter festivalen 1963.

Tværtimod, åbenbart. For da 63-festivalen åbnede den 15. maj sagde festivalformanden, professor von Eyben bl. a.: »Vi er blevet kritiseret for ikke at holde en bestemt linje. Men vi har en linje, og den lyder på, at der skal være noget for enhver smag, således at hver enkelt festival-gæst kan udsøge netop det, der har hans interesse.«

Vi er med andre ord lige vidt. Og man skal vel dermed opfatte det som noget af et tilfælde, at den netop overståede festival - på tværs af von Eybens programerklæring - rummede en del flere koncerter med danske værker end forrige festival. Dette kunne nemlig se ud som tilløb til en national linje - som påpeget i Balzers artikel den eneste mulighed i betragtning af konkurrencen med talrige internationale festivals rundt om i Europa og de sparsomme beløb, der står til rådighed for vort eget arrangement. Bortset fra disse få lykkeligere programdispositioner - Odense-koncerten, en af Tivoliorkestrets koncerter samt et par kammerkoncerter med danske musik - illustrerede de øvrige koncerter kun programudvalgets lyst til at tækkes alle. Og det med udfoldelse af ringe fantasi, eftersom størstedelen af disse foreteelser kom i stand efter de forhåndenværende søms hævdvundne princip. Under programlægningen spørger man tilsyneladende blot: Hvad kan vi få? Og ikke: Hvad vil vi ha'?

Det hovedløse og idéforladte i årets festival understregedes af det udførelses-niveau et stort antal af koncerterne bevægede sig på. Kun få af de implicerede synes at være opmærksom på, at en festival - hvis den overhovedet skal have mening som sådan - kræver det ekstraordinære. Værst manifesterede denne festivalindifference sig på operaen, hvor man - med ansvaret for op mod en tredjedel af festival-programmet - leverede forestillinger, der ikke på noget punkt hævede sig op over sæsonens hverdagsniveau. Efter den første af »Saul og David«-opførelserne udtalte en engelsk kritiker, der var kommet til København først og fremmest for at se denne forestilling, at han kun dårligt kunne tage stilling til Carl Nielsens værk på basis af den ganske åbenbart mangelfulde, musikalske udførelse. En »Fidelio«-aften præsterede så slet orkesterspil og sanglig disciplin, at man ikkemindes noget tilsvarende fra sæsonen. Både dette værk og Wieland Wagner-iscenesættelsen af »Den flyvende hollænder« er tidligere på året hørt i langt bedre forfatning, ikke mindst takket være Frans Anderssons medvirken. Denne sanger havde under festivalen engagementer andetsteds. Hvorfor havde han det? Fordi ingen ansvarlige er indstillet på, at man ved en festival sørger for at præsentere det bedste man har. Fordi ingen har kraft, lyst og evne til at inspirere alle medvirkende til at yde deres yderste.

Sammenholder man dette med von Eybens håbløse programerklæring, må man efter denne festival forstærke konklusionen i Jürgen Balzers artikel til et krav: Enten lukker den festival, eller også må der andre folk til.

Årgang 38/1963, nr. 04