En dundertale

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 153-154

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

En dundertale

Ved en koncert den 27. maj i Det kgl. Musikkonservatoriums studiekreds for ny musik måtte en række værker udgå, fordi flere af de konservatorieelever, der skulle opføre værkerne, faldt fra på halvvejen. I den anledning holdt koncertsangerinden JOLANDA RODIO på stedet en tordentale til de tilstedeværende konservatorieelever. Vi gengiver her enkelte uddrag af talen, der i øvrigt kan opfattes som et ikke uvæsentligt apropos til Finn Høffdings konservatorie-artikel side 122.

...Det at modtage gratis undervisning er en ganske usædvanlig ting - ikke i vort øllebrødssamfund, men i livet. Intet er så svært som at modtage noget som gave eller lån, og gøre det med anstand. I dette tilfælde, at yde ikke bare det man lige kan nå, men helst hele tiden være helt i toppen - med sig selv naturligvis. Det er et privilegium som kræver en så enorm indsats fra Deres side, at De i grunden helst burde ønske Dem fritaget for det. At modtage legater og bolig på kollegier og uddannelsesfondsmidler - det er en så horribel ordning, når den anvendes på absolut umodne elementer, at jeg helst ikke vil komme ind på det her. - Det er bl. a. grunden til, at jeg læser alt dette fra et manuskript, ellers ville der gå en klap ned af lutter harme, over alle de bortødslede mentale og finansielle midler .. .

... Men så øvningen! Hvorfor øver man? Det er noget af det sværeste at forstå. For hvis man øver for derved at opnå noget ydre, så er det temmelig lig prostitution. Men øver man uden mål er det tåbeligt. Det er en ting som kun kan sammenlignes med et tveægget sværd. Naturligvis skal der øves for at opnå en vis færdighed, men ikke brillans! Færdighed og kunnen er noget som kun gennem gentagelse kan nå ned i rygmarven, og derfra glide ind i underbevidstheden. At øve - og øve bevidst, er samtidig en vældig disciplin - særlig i denne sommertid, hvor alt inviterer til at ligge ved stranden eller gå ture. At sætte sig eller stå stille hen og kontrollere sine muskelfunktioner, at stabilisere dem, at gentage dem med den samme kontrol - og det til sin død, hvadenten det er som almindelig, men dygtig og respekteret orkestermusik, repetitør, korsanger eller som kendt og værdsat solist - det kendes sjældent her, og det atter på grund af den sociale tvangsamning der for tiden umuliggør sligt...

.. . For atter at tale om disciplin, så ved jeg, at Casals alle steder tager sin cello med og daglig øver på den - Clara Haskil spillede hver dag alle skalaer - Nadja Boulanger lærer hver dag noget udenad for ikke én dag at komme ud af træning til sit arbejde. Pierre Monteux laver daglig mere og mere komplicerede rytmeøvelser - alt sammen af samme grund som en akrobat hver dag må holde hver muskel i træning. For ham gælder det liv eller død - men for Dem burde det være det samme - det gælder moralsk liv eller død - og mon ikke det er bedre at dø helt og holdent, end at vandre rundt og være indvendig helt tom og død. Man ved man har et ansvar - man ved man burde både det ene og det andet, men man er for svag og vag og fejg! Og hvis man så endelig tager sig sammen, så skal man nok enten blive syg, eller der sker noget i familien eller der er lige en festdag og så glemmer man, at det er intet andet end den dovne side af én selv, som provokerer de mest utrolige hændelser...

... Tivolikoncerten sidste år måtte aflyses, fordi en samvittighedsfuld dirigent ikke ville opføre værket - og det bare på grund af korets mildest talt ad-h...-til mødeprocent. En instrumentalist til et af aftenens sløjfede værker har fået stemmen for 2 måneder siden udleveret, slagtøjet for 3 uger siden, hvor man også begyndte med prøverne. Men til denne og andre prøver var der særlig én, der brillerede ved sin fravær. Derfor aflysningen i aften.

Når jeg hører sådan noget, så koger det i mig. Hvorfor i alverden vil De blive musikere, når de ikke engang har så meget ansvar som en vejarbejder skal have? Hvorfor dyrker De Deres navle i stedet for grønkål? Hvorfor er De ukollegiale mod Deres kolleger og direkte sjofle ved at svigte dem, når der trods alt hist og her findes en endnu ikke destrueret musiker-spire? Hvorfor mangler De den sidste rest af anstand og går bare Deres vej og lærer et eller andet ligegyldigt, i stedet for at ødsle skatteborgernes penge, Deres elevers tillid og Deres egen menneskeværd bort...

... Denne studiekreds er i sin tid startet, fordi nogle elever mente det kunne interessere (i hvert fald burde det gøre det) - og på den måde hjælpe konservatoriets ledelse med at stoppe et hul, som ikke kan stoppes med den til rådighed værende uddannelsestid. Ingen — eller få mødte, man gad ikke! Man måtte jo lære at sætte sig ind i noget nyt, og det krævede atter arbejde - hvorfor gøre sig denne anstrengelse, når alt andet kommer gratis flyvende ind i munden, bare man kæfter tilstrækkeligt meget op. — Så fik den hensygnende plante en kunstgødnings-indsprøjtning fra Konservatoriets ledelse. De fik tildelt et legat på kr. 2.000,-! til afholdelse af disse koncerter. Pengene skulle bruges til udenforstående medvirkende, da koncerterne ikke kunne afholdes med konservatoriets egne kræfter — hvilken skamplet på alle! Foruden det fik De gratis medlemskab af DUT = 5 kr. pr. næse. For Dem, som bliver stopfodret med pengemidler spiller det absolut ingen rolle - det ved jeg…

Årgang 38/1963, nr. 04