I anledning af…

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 136-137

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Helmer Nørgaard
I anledning af Vagn Holmboe's 6. strygekvartet

To danske værker står på programmet ved dette års ISCM-fest i Amsterdam: Bernhard Lewkovitch' liturgiske korværk »Improperia« og Vagn Holmboe's 6. strygekvartet. »Improperia« blev udførlig omtalt af komponisten selv i DM nr. 3, 1962. Komponisten Helmer Nørgaard gennemgår her Holmboes kvartet.

I disse år, hvor så mange tungt fordøjelige fænomener har ramt vore bøgelyse øer, i en tid, hvor ordet »anti« i den grad er gået én i blodet, at løgskrælningen i »Peer Gynt« bringer sig i erindring, er det ikke underligt, at det spørgsmål kan opstå, om man i det hele taget er i stand til at reagere på en kunstnerisk impuls uden vrede. Dette spørgsmål er for så vidt relevant, som det er en kendsgerning, at der i løbet af få år i kølvandet på præsentationen af de nævnte fænomener er opstået et sæt betingede reflekser, som - varieret efter personen - reagerer ved berøring og ægger til modstand, så at sige uden om hjernen - og ensidigt.

Imidlertid er den kunstneriske udfoldelse ifølge sin natur netop ikke ensidig, ikke terapeutisk, ikke pædagogisk bestemt, det ligger i ordet. At den på grund af sit sandhedsindhold fremtræder som en udfordring, modsiges ikke heraf; men hvis værket hos modtageren fanges ind af et net af betingede reflekser, taber det sin virkning, og kommunikationen publikum-kunstner afbrydes, til skade for begge parter. Man kaster barnet ud med badevandet. - Møjens løn er mismodet, al potentiel kunsts eneste virkelige dødsfjende.

For på den ene side at holde sig klar af det lammende mismod og på den anden side af den ophøjede ligegyldighed, tolerancen, må man fastslå, at det, en kunstner udtrykker gennem sit værk ikke er et budskab, en ideologi; han udtrykker sig, sig selv. Værket er et vidnesbyrd om, at vi eksisterer — en stimulans for vor erkendelse i videste perspektiv. I forhold hertil må alle andre betragtningsmåder være sekundære, også de ide-mæssige, som egentlig blot kan opfattes som en udfordring til kunstnerens formsans, eventuelt som en del af hans instrumentarium! Og ingen skal vel beklage, at dette i dag er mere facetteret end nogensinde tidligere. —

Årgang 38/1963, nr. 04