Litteratur

LITTERATUR

LÁSZLÓ EÖSZE: Zoltân Kodály, his lije and work. Collets, London 1962.

Som forfatteren til denne biografi om Kodály skriver i sit forord, har Zoltán Kodály og Béla Bartók formået at forene deres professionelle kunnen og følge tidens ånd med deres kærlighed og forståelse for den ungarske folkemusik og på den måde hævet den ungarske musik op på et europæisk niveau. Bogen er inddelt i fem afsnit: Kodálys liv, musikforskeren, læreren, komponisten og ad epilogens vej. Eos2e giver os en ærlig og fuldt ud interessant oversigt over Kodálys

liv og kamp for sine idealer, vejen fra hans fødeby, hans ungdomsoplevelse i Galanta, hvor han første gang hørte rigtig folkemusik, til universitetets filosofiske fakultet og professoratet ved musikakademiet - en triumf for den unge musiker. Vi får et klart billede af, hvilken indflydelse Debussy har haft på de unge »barbarer« Kodály og Bartók.

Måske af hensyn til Kodálys andet ægteskab får vi ikke så dybtgående beskrivelse af, hvilken betydning hans ægteskab rned Emma Sandor havde (Emma n'éni, som man kaldte hende i musikerkredse). Efter faldet af det kommunistiske regime i 1918 blev Kodály forfulgt på grund af sit embede som vicedirektør på musikakademiet. Visse anmeldere havde forsøgt at betragte Kodály som en umanerlig, uinspireret og uoriginal komponist i modsætning til Bartók, hvis bedste ven han var. I virkeligheden var forståelsen for Bartóks musik meget ringe, og der gik mange år, før han blev officielt anerkendt i sit hjemland. »Det er ikke os, der opfandt den ungarske musik, dens eksistens er tusindårig«. Kampen mod den musikalske provinsialisme og mod Ungarn som tysk koloni gav ham mange fjender blandt de officielle personer.

Hans stræben var: »For en menneskeligere menneskelighed og for et mere ungarsk Ungarn«. Som hans folklore er hans pædagogiske virksomhed enestående. »Til vor bedre fremtids bedre musikere«, skriver han til sin Tricinia. Det er spændende at læse om hans rejser til de små landsbyer, hvor han ved hjælp af sit enestående øre og senere ved hjælp af fonografen samlede de indtil da ukendte folkemelodier. Han har hele tiden været i stand til at balancere mellem kunstneren og videnskabsmanden, thi for videnskabsmanden er intuitionen og fantasien lige så uundværlig som for den skabende kunstner fornemmelsen af ordenen, den konstruktive logik. Lászlo Eösze giver os også et lille indblik i mesterens korte periode som musikanmelder. Som kompositionslærer er hans be-

tydning enestående, og man kan ikke - som bogens forfatter gør det - sidestille ham med Bartok, som ikke under sin pædagogiske virksomhed formåede at udvise den samme alsidighed. Kodåly respekterede altid sine elevers personlighed og forsøgte i sin undervisning at videregive de klassiske traditioner og belyse de nye strømninger.

Men hvad med det nye publikum, hvem skal høre de nye kompositioner? Denne tanke førte ham ind i en kampagne for udbredelsen af sang og musikundervisningen i skolerne: »Vi må finde harmonien mellem undervisningen af eliten og masserne«. Han understregede nødvendigheden af komponisternes og skolernes samarbejde.

Musikken er for alle: »Det er ikke nok at blive til en nation, først må vi blive til et folkeslag«. Vejen til det, mente han, var at bringe storbyens og landsbyens kultur nærmere til hinanden. Om en komponist i al almindelighed siger han, at der ønskes en original personlighed, og at musikken skal have sit nationale præg (det sidste til eftertanke for vor tids musikæstetikere).

Sidst i bogen findes en optegnelse af Ko-dálys værker samt en liste over kritiske artikler og bøger om Kodálys musik. En fængslende lekture for musikere og musikelskere.

T.V.

WILHELM BUSCHKÖTTER: Handbuch der internationalen Konzertliteratur. — W. de Gruyter & Co., Berlin, 1961.

Håndbogen er tænkt som en à jour-føring og internationalisering af Th. Müller-Reuters »Lexicon der deutschen Konzertliteratur« fra 1909. Den stærkt øgede tilvækst i titlernes antal har bevirket oplysningernes indskrænkning til det strengt nødvendige i opførelses-øjemed. Der meddeles satser, varighed, be-sætning, kompositions-, udgivelses- og uropførelsesår og forlag. Værkerne står opført efter komponistnavn i alfabetisk følge. I sit anlæg er håndbogen således både koncis og eksakt.

Den største mangel er sikkert, at der intet register findes. Man kan ikke slå op efter kategorier, men er henvist til at søge, hvad man ønsker, under hver enkelt komponist. Oplysningernes pålidelighed synes for satsers og besætningers vedkommende ret god. Varighederne kan jo variere; men i to af de anførte Webern-værker er de i hvert fald helt ved siden af. I det fremsendte eksemplar er iøvrigt 8 sider ved en indbindingsfejl blanke.

Om udvalget i et værk af denne art vil der altid kunne strides. Jeg skal kun anføre nogle af de efter min mening mest iøjnefaldende urimeligheder. Man finder værker af Hartmann, men ikke Horneman - Johan Svendsen og Louis Glass, men ikke Riisager - Holmboe og Bentzon, Gerhard Schelderup, men ikke Fartein Valen (tænk engang!) -Henze, men ikke Stockhausen. Under Bartok savnes bratschkoncerten, under Busoni violinkoncerten, under Gade samtlige symfonier (!), under Haydn Trauer-symfonien og nr. 47, under Holst »Planeterne«, under Carl Nielsen tre af symfonierne og to af koncer-* terne, under Schönberg Gurre-Lieder, koncerterne for klaver og violin og »Begleitmusik«, under Webern symfonien, orkestervariationerne og de tre korværker. På den anden side er der medtaget en del værker, hvis interesse for koncertlivet ikke er umiddelbart indlysende, af blandt andre Kurt Atterberg, Serge Botkiewicz, Herrn. Goetz, Jakov Goto-vac, Rob. Heger, Karl Höller, Hugo Kaun, Emil Reznicek, Max Trapp, Herrn. Unger, for en stor del lidet kendte legender, suiter og symfoniske digtninge. Dog må det retfærdigvis nævnes, at der blandt mindre kendte værker er fremdraget flere, som nok fortjener at genoplives, af blandt andre Reger, Pfitzner og Dohnanyi. /. M.

visning og på elementære musikskoler. Jævnsides hermed er udsendt fire EP plader, som dog ikke foreligger til anmeldelse her. Man forundres over, at harpen omtales under overskriften messingblæsere, og det synes, at informationen kunne have været noget fyl-digere, uden at det var gået ud over fremstillingens letfattelighed; men iøvrigt kan de trufne dispositioner bifaldes. Forlaget har formået Yehudi Menuhin at skrive et forord, der er nøjagtig lige så kort og intetsigende som det formodentlig er salgsfremmende.

J. M. *

HANS PETER DETLEFSEN: Musikgeschichte der Stadt Flensburg bis zum Jahre 1850 (Schriften des Landesinstitut für Musikforschung, Kiel) 1961, 361 s.

Grundighed og omhu ligger bag ved H. P. Detlefsens redegørelse for Flensburgs musikhistorie. Som led i den nordtyske musikkultur må beskrivelsen af byens musikforhold også komme til at berøre sider af dansk musikhistorie. Under gennemgangen af 16-17. århundrede belyses skolemusikkens og stads-

JOHN HOSIER: Instruments of thè Orchestra. -Oxford University Press, London, 1961.

Det lille hæfte på 56 sider giver en reel og pædagogisk anlagt oplysning om de almindeligste musikinstrumenter med velvalgte nodeeksempler fra den kendte koncertlitteratur. Noget af det bedste er iøvrigt det første kapitel, der redegør klart og fatteligt for lydsvingningernes fysik. Et sådant hæfte kunne gøre rimelig fyldest i skolernes musikunder-musikanternes rolle i det daværende lokale musikliv. Forfatteren har fremdraget en lang række kilder hertil, som vi savner i vore danske arkiver. Endvidere beskrives kirkemusikken grupperet omkring byens tre kirker, og fremstillingen af reformationsafsnittet er mønsterværdig. Danmark har givetvis modtaget væsentlige impulser fra den tyske musiktradition, som man kan finde det opsummeret i byer som Ribe, Odense og Nykøbing F., her især med henblik på skole- og stads-musikken. En række danske navne på organister og instrumentbyggere er optaget i bogen.

B. J. *

WALTER HAACKE: Die Söhne Bachs. Vier Musikerschicksale in der Zeit des Übergangs vom Barock zur Klassik.

JOSEPH MÜLLER-BLATTAU: Richard Wagner. Leben und Werk.

Begge bøger: Karl Robert Langewiesche Nachfolger Hans Köster, Königstein im Taunus. Lange-wiesche-Bücherei, à 64 s. incl. tavler. 2,80 DM. Begge bøger lægger vægt på det biografiske, der for Wagners vedkommende er ligefremt nok, mens det i bogen om Bach-sønnerne ikke opdeles i fire dele, men tages omtrentligt kro-

nologisk med skiftende hovedperson; i denne bog er mange udmærkede citater af samtidige kilder indbygget. Musikalsk og idémæs-sig omtale af Wagners værker optager naturligvis også nogen plads, men hvis man ikke kender noget til dem, f. eks. gennem en operafører, vil udbyttet sikkert være begrænset, og den velformede bog må således nok anses for mindre egnet til et ikke-tysk publikum trods den kendte forfatters store indsigt. E. D.