Musik er lyd

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 04 - side 128-130

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Mogens Andersen
MUSIK ER LYD

- en analyse med efterskrift

Programsekretær Mogens Andersen gennemgår her Edgar Vareses orkesterværk »Intégrales«, der blev opført ved en festival-koncert i Radiohuset mandag den 20. maj. Radioorkestret har tidligere på sæsonen arbejdet med dette værk, og et af orkestrets medlemmer, fløjtenisten Johan Bentzon redegjorde dengang for sin stilling til værket i artiklen »Svigtende spilleglade« (DM, marts 63). Mogens Andersens analyse er til dels en kommentar til Johan Bentzons artikel.

Edgar Varèses »Intégrales« er komponeret 1925 for elleve blæsere og fire janitsjarer med et rigt udvalg af trommer, bækkener, raslende og smældende instrumenter. Stykkets leddeling er tilkendegivet ved forskelle i tempo, og leddene kan identificeres ud fra de i eks. i anførte melodiske motiver, der har mere eller mindre fremtrædende rolle inden for hver sit led. Svarende til fordelingen af disse motiver kan stykkets forløb bringes på formlen

[Formskema udeladt, findes i original]

A-afsnittene udgør tilsammen godt halvdelen af stykkets knap 10 minutter. I det første høres kaldemotivet a tolv gange, skiftevis hos es-klarinet, obo og trompeter, besvaret af strukturen A (eks. 2) i stadig ændret tidsmæssig afstand og udstrækning. Herunder gennemløber slagværket en uafhængig udvikling fra et par urolige gongslag til livlig aktivitet, der afbrydes med det afsluttende blæser-fortissimo X (eks. 2).
I det følgende afsnit a, overtager hornet kaldemotivet, der udvides med et basunsignal: hurtig gentagelse af tonen h med glissando-ansats, Akkordstrukturen A, besvarer kaldemotivet på lignende måde som i første afsnit. Slagværket er her mere konstant, med et fremtrædende rytmisk motiv i tempelblokkene.

a2 er en art gennemføringsdel, hvor kaldemotivet besvares med klanglige og rytmiske reminiscenser fra andre afsnit, inden for et bevægeligt tempo. Sammen med de flankerende obo-soloer f og f, udgør dette afsnit stykkets længste enhed, og det rummer stykkets mest komplicerede struktur (eks. 3).

Det hurtige afsnit b (med trompetsignalet b i eks. 1) danner sammen med strukturen C (forenklet gengivet i eks. 2) overgang til komplekset de d,. Melodien d er en episode i de første d-afsnit, men forekommer ikke i d.. d-afsnittene er karakteristiske ved akkordgentagelser i de for Varèse typiske »morserytmer«, som også indleder de to c-afsnit. Melodien e fremtræder kun ganske kort,
begge gange som overflade på en homofon akkordrække i messingblæserne.
Formleddene afgrænses både ved tempoforandringer og ved klanglige kontraster, der dog tillige danner klare indsnit inden for dafsnittene og a2. De melodiske gestalter bidrager yderligere til at markere stykkets fremadskriden. Organisk overgang findes kun mellem a, og b, afsnittenes samhørighed inden for forløbet beror i øvrigt på de korrespondenser der kan aflæses af formskemaet. En gennemgående tendens er det faldende tempo, 72-60-58 hos aleddene og 160/80152/76 for afsnittene d/c, samtidig med faldende tonehøjde: el er en simpel transposition af e en lille terts ned, strukturen X og den påfølgende A1 (se eks. 2) har samme forhold mellem deres højeste og dybeste toner, og kaldemotivet a har i det første afsnit b som tonehøjde, i det næste g, dog to oktaver dybere. Endelig er der en struktur i d og d1 som gentages en heltone dybere i d2. Slagværket har funktion som formidler mellem afsnittene og som drivkraft inden for dem, og det er stort set uafhængigt af blæsernes rytmiske og metriske opdelinger.

Den stærkeste harmoniske aktivitet findes i e-afsnittene. De fire første toner i melodien e er harmoniseret

(dis2 h1 dis2 gis2)
c1 f1 e1 g1
fis c1 fis cis1
d e d a
F Gis F B

hvilket gentages med de fire næste. Før og efter denne homofone klangfølge bevæger stemmerne sig frit til og fra de omliggende strukturer. - Melodien d ledsages helt primitivt af en uforanderligt stampende akkord Des As es.

Det sammensatte klangbillede i eks. 3,seksten tonehøjder bevæget i rytmiske formler, er blot en variant af de mere eller mindre figurerede klangspektre som resten af stykket består af. Blandt disse ca. 25 spektre har A (eks. 2) den længste varighed (119 fjerdedele), det kortvarigste (4 fjerdedele) danner afslutning på afsnit d1.

I nogle tilfælde afløser spektrene uformidlet hinanden, undertiden adskilt af slagværkspassager. I andre tilfælde formidles de ved indbyrdes overlapning som X i eks. 2, sjældnere ved »gennemgangsakkorder« som C i eks. 2. Harmonik i gængs forstand forekommer ikke, klangene er formenheder.

I klangspektrene undgås gerne oktaver (se dog eks. 3), endda hvor to spektre overlapper; store septimer og små noner dominerer. Derved bliver satsen ofte quasi dodekafon: melodien a og strukturen A dækker tilsammen elleve forskellige toner (f mangler), strukturerne X og C ligeledes (de mangler henholdsvis c og cis), medens strukturen A1 rummer alle tolv, hvoraf det høje b kun passeres og optaktens h-f er overtallige (forslagsnoderne til tonen h angiver glissandoansats). Den eller de toner der mangler i et spektrum, indtræder i det næste.
»Musik er lyd« har Varése sagt. Rytmen tjener i denne musik blot til at artikulere klangene, melodikken til at identificere formen. Klangspektrenes absolut akustiske natur er understreget ved detaljerede angivelser af dynamik og klangkarakter og ved tilsætningen af slagværkseffekter.

Ud fra sin radikale æstetik er det lykkedes Varèse at befri musikken for konventioner. Melodiske og rytmiske banaliteter - forårsaget af den næsten klassisk enkle teknik - har ikke stor vægt overfor den umiddelbare udtrykskraft »lyden« her har fået. Hvad der gennem den senere serieteknik er indvundet af differentieringsmuligheder betales ofte i anskuelighed. Varèse er derfor ikke kun pioner for den strukturelle musik, men i sin art allerede fuldender.

Om »Intégrales« skrev Johan Bentzon i martsnummeret: »Efter optagelsen af amerikaneren Varèse's musik spurgte dirigenten mig om, hvad jeg mente om den. Da jeg ikke lagde skjul på min manglende glæde og forståelse, sagde han, at på ham virkede Varèse's musik voldsomt oplivende ved sin eruptive kraft - og fantasiudfoldelse. Jeg svarede, at for mig var fantasi naturligvis vigtigt, men kun som middel, hvortil han tilføjede, at der efter hans mening var tilstrækkelig med intelligens og beregning i moderne musik og at det var velgørende med mere spontan musik. Hertil kunne jeg kun sige, at også intelligens efter min opfattelse kun var et middel. Til hvad da? Til hjertets brug. Nå, så kan De jo spille Tjaikovskij! Vi blev dog enige om, at man også hos nutidens komponister kunne finde hjertevarme.«

Francis Travis (dirigenten) har vel ret i at betone den »eruptive kraft«, men »spontan musik« i egentlig betydning er det dog ikke det skulle være tilstrækkeligt belyst med hvilken omhu for detalje og helhed stykket er disponeret.

For Johan Bentzon er imidlertid fantasi og intelligens kun »midler« til »hjertets brug«. Det kunne nok få lov at stå som en helt privat værdinorm (som må afskære J.B. fra væsentlige sider af europæisk åndsliv), hvis ikke netop Varèse var taget som eksempel. Man skal dog lede længe efter større følelsesmæssig oprindelighed (til gengæld kan man finde nok af hjerteløst føleri) i både dette og forrige århundredes musik. Det voldsomme, undertiden desperate der kommer til orde hos Varèse er netop udtrykt med det mål af fantasi og intelligens som forvandler det til kunst, og med en hjertelig umiddelbarhed som hæver det over konventionerne. En musiker der fornemmer det vil have en oplevelse ved at spille med, selv om hans eget bidrag kun er lyd.

»Intégrales« indledte Radiosymfoniorkestrets koncert mandag d. 20. maj, hvor Francis Travis desuden dirigerede Schönbergs »Ledsagemusik til en filmscene«, Berios »Différences« for fem instrumenter og bånd, Nilssons »Scene I & II og en uropførelse af Rovsing Olsen, »Á l'inconnu« for sangstemme (solist Jørn Jørkov) og tretten strengeinstrumenter. Aprilnummeret af »Nutida Musik« bragte en anden Varèse-analyse, værket »Octandre« gennemgået af Göran Fant.

Årgang 38/1963, nr. 04