Vagn Holmboes sjette strygekvartet

...Vagn Holmboes sjette strygekvartet

Dette værk vidner om sin autor's store held til at gennemføre sin erkendelsesakt med et kontrastfattigt instrumentarium. Værket markerer det foreløbige højdepunkt inden for hans kvartet-produktion, om ikke i det hele taget. Aldrig har hans melodik blomstret rigere end her, aldrig har hans sans for elementernes balance fejret større triumfer; at kvartetten besidder en overordentlig gennemslagskraft, kunne man atter erfare ved festival-opførelsen den 24. maj.

Værket indledes med et motto, som indeholder værkets byggemateriale, et motivkompleks, domineret af lille/stor sekund, kvart og tritonus, hvilket interval tydeligt er udrustet med speciel autoritet, idet det optræder som solo (i celloen) i slutningen af afsnittet, og her oven i købet gentages. Læg iøvrigt mærke til: a) hvorledes komplekset på trods af, at det såvel i register som i dynamik er dalende, bevarer sin spændingsfyldte atmosfære, b) at hver nedadgående bevægelse afbalanceres af en opadgående, uden at satsens grundkarakter ændres, og c) den udstrakte anvendelse af kromatik, overalt nedadrettet.

Motto'et (Lento) skaber modstillingen til den øvrige sats (allegro con fuoco), men er samtidig dens bærende element. Det indleder og slutter satsen, men optræder tillige midt i denne. Derved opdeles allegro'en i to afdelinger, præget af kvart og stor/lille sekund; i satsens løb bliver den lille sekund dog stadig mere dominerende.

I Andensatsen (molto vivace) snævres feltet ind i et stædigt 6/8-motiv. Samtidig frigøres den lille sekund fuldstændig, og tendensen mod kromatik bliver stadig føleligere i den både dynamisk og motivisk spændte sats.

Den efterfølgende »adagio e piano«, som hører til det smukkeste, Holmboe nogensinde har skrevet, danner en storslået kontrast til det foregående; men der sker samtidig en omvurdering af hele materialet. Betragter man partituret overfladisk, ser man et stykke polyfoni uden særlige overraskelser. Stemmerne kommer og forsvinder, og som regel er kun de tre fremme samtidig. Imidlertid kan det høres, at stemmerne praktisk talt har mistet deres individualitet. Resultatet er et klangspektrum, hvor de opdukkende stemmer virker som komplementer til helheden. Dette understreges af det næsten akkordisk førte flageolet-parti, som danner overgangen til satsens »koda«.

I den afsluttende »allegro spirituoso«, som til at begynde med har udpræget finale-karakter, føres tankegangen fra adagio'en videre i en række myldrende, overvejende kromatisk førte forløb. Ganske vist hænger motivstumperne rundt omkring; men de har mistet deres melodiske integritet og fornemmes ikke som hovedsagen i satsen. Tværtimod bekræfter deres placering, at de repræsenterer et sprængt univers, og selv om de mønstres til slut, munder satsen dog ud i et tvelys. En velgennemført metamorfose, hvis mønster man er fortrolig med fra Holmboe's øvrige produktion; men her virker det, som om komponisten bevidst har ført sit motivarbejde ad absurdum, hvad der får værket til at stå og dirre mellem det fremadrettede og ubevægeligheden, mellem det motiviske og det rumlige. Spørgsmålet er blot, om han ikke med dette værk allerede har overskredet en skarpt markeret grænse, hvilket i så fald bringer ham i nærheden af for eksempel Penderecki! Hvad der nu vil ske, er ikke let at forudsige. Det synes dog ganske utvetydigt, at han er på vej ind i en ny fase i sin produktion. At det er lykkedes ham at holde sit spændingsfyldte univers i balance, er netop grunden til, at værket virker så storslået.

Og det bekræfter, at Vagn Holmboe's forhold til tidens øvrige musik kan kendetegnes ved ordet assimilering.