Dansk opera - lyspunkt og nulpunkt

Dansk opera - lyspunkt og nulpunkt

Vi befinder os i 150-året for Wagners og Verdis fødsel, og det bør fejres. Den tilbørlige hyldest kunne her i DM forme sig som en række artikler omkring disse to store komponister, og det var oprindelig hensigten. Men gennemgang af udenlandske tidsskrifter gjorde os på et tidligt tidspunkt lidt mismodige. Hvad der dog skrives. Bindtykke festnumre fra alle verdenshjørner, Wagner set fra denne synsvinkel, Verdi fra hin — hvilke spadestik kunne vi byde på i den almindelige kulegravning?

Resultatet af overvejelserne blev, at de to store fødselsdagsbørn nok var lige så godt tjent med, at vi benyttede anledningen til at se nøjere på, hvordan den kunstart, de på så epokegørende vis repræsenterer, trives her og nu.

Den trives. Måske ikke struttende af vitalitet, men dog med mere farve i kinderne end længe. På Det kgl. Teater har man i et par sæsoner noteret en voksende lyst til at tage fat på problemerne, og tendensen peger mod, at nationaloperaen en dag har chancen for at hævde sig på et internationalt plan. Også i provinsen synes der at være ved at ske noget. I hvert fald kunne vi tidligere på året - i DMs februarnummer - konstatere, med hvilke ambitioner den vanskeligt stillede Århus Opera løser nye opgaver. Mest interessant er det måske nok, at der efter års stilstand igen skrives operaer af danske komponister. Det kan nemlig være nok så udbytterigt, at det klassiske repertoire blomstrer op - i længden vil det få et skær af museum, hvis ikke selve kunstarten får aktuelle tilskud.

Betingelserne for, at disse positive tendenser kan få eksistensmuligheder og albuerum, hviler på flere uløste spørgsmål. Først og fremmest spørgsmålet om, hvornår man herhjemme begynder at behandle hele apparatet omkring Den kgl. Opera med virkelig professionalisme og ansvarsbevidsthed. Den københavnske avis Ekstrabladet gjorde for nylig i en artikelserie opmærksom på en række forhold, der stiller sig hindrende i vejen for, at det kunstneriske initiativ, der i øjeblikket manifesterer sig på forskellig måde, kan finde udfoldelse. Det gjaldt den fundamentalt usikre indstilling, der har ytret sig gennem to betænkninger om Det kgl. Teater i sommerens løb - Hovedrevisoratets økonomiske betænkning og Betænkningen fra det nedsatte bygningsudvalg -, det gjaldt Det kgl.s dilettantiske varetagelse af kontakten med publikum, og det gjaldt operaens ledende kapelmester, John Frandsens, mådelige forvaltning af sin betydningsfulde stilling. Det var karakteristisk for tilsynsrådets og teaterledelsens manglende engagement og manglende forståelse for teatrets placering som et offentligt kulturanliggende, at disse direkte påvisninger af forsømmelser forblev totalt ubesvarede og ukommenterede.

Man må derfor se de muligheder for en positiv udvikling af operaens kår herhjemme, som den øjeblikkelige situation synes at indebære, i lyset af den træghed og inkompetence, som disse muligheder støder på. De vil blive spildt på gulvet, hvis ikke de ansvarlige instanser en dag sætter sig ind i, hvordan teater-, in casu opera-drift varetages professionelt.