Festival og den ideale fordring

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 05 - side 197-198

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Vagn Kappel
Festival og den ideale fordring

Fra formanden for Den Danske Ballet- og Musik-Festivals programkomité Vagn Kappel har vi modtaget følgende kommentar til DMs ledende artikel i juni-nummeret:

Hvad er Dansk Musiktidsskrift egentlig? Et organ for saglig behandling af musikkens problemer i Danmark eller en tumleplads for dagblads-journalistik? Forrige nummer indledes med en artikel, »Den idéforladte festival«, som med held kunne have stået på et af de store dagblades underholdningssider, hvor man uden smålige hensyn til facts leverer pirringsstof ved at ophidse den sløve læserkreds - over et eller andet. Sensationen er denne gang Den Danske Ballet- og Musik-Festival, og pirringsmidlet for de sløve sanser er afsløringen af, at dette foretagende, som offentligheden troede i de bedste hænder, i virkeligheden ledes af en flok svajende siv, der vil »tjene alle«, og som derfor får »tak af ingen«.

Det er ikke svært at påvise den uærlige baggrund for denne besynderligt malplacerede avisartikel — idet man vel har lov til at gå ud fra, at forfatteren, inden han skrev, har sat sig ind i forudsætningerne for bestyrelsens og programkomiteens arbejde. Thi har han ikke det, hører i virkeligheden alt op. I modsat fald véd han, at festivalen bygger og i hele sin fjortenårige eksistens kunstnerisk har bygget på et samarbejde mellem de tre organisationer: Det kgl. Teater og Kapel, Tivoli og Danmarks Radio, idet Turistforeningen for Danmark fungerer som praktisk koordinator og bureau. Hertil kommer et årligt beløb fra Ministeriet for kulturelle Anliggender til »eksterne« foranstaltninger. Det er unægtelig en typisk dansk mosaik. Men det er nu engang vilkårene for at stable en årlig dansk festival på benene, idet det hidtil har vist sig umuligt at skaffe den årlige million, som ville tillade festivalens arrangører at handle autonomt og således påtage sig det fulde kunstneriske ansvar for de enkelte foranstaltninger. Alternativet er: nul festival.

En kunstnerisk anmelder har således frit slag over for os, for så vidt angår det »eksterne«. Dette er bygget på opførelser i en række forskelligartede, hver for sig karakteristiske lokaler, som ved selve deres særprægede ydre eller baggrund i høj grad er afgørende for programudvalget (hvilket naturligvis ikke bør udelukke mulighederne for improvisation, som for eksempel i år med Kim Borg-koncerten på Kronborg). Undtagelsen fra reglen er Glyptotekets antiksal, hvor »Collegium musicum« plejer at holde til. Ligger der ikke i dette samspil mellem arkitektur og musik en »linje«?

For resten af festivals vedkommende kan dens programkomité selvsagt kun påtage sig at være kunstnerisk koordinator. Den, der skriver disse linjer, har naturligvis i egenskab af radio-musikchef det kunstneriske ansvar for min institutions indslag i festivalen, på samme måde som teaterchefen har det for teatrets og kapellets og Tivolis musikchef for sine. Vi leverer traditionsmæssigt — undskyld det ækle ord, hvorved jeg kom til at røbe, at festivalen har traditioner - en festkoncert i »Tivoli«, en koncert med ny musik i Radiohusets koncertsal plus - en tredje festival-egnet ting, for eksempel i år Händels »Saul« i Domkirken. Vi har ved tidligere lejlighed inddraget Roskilde Domkirke med et dansk gejstligt program og kan sikkert ved lejlighed gentage denne idé. Men at tro, at der er stof til hvert år at finde vægtige danske værker frem til opførelse, røber et ringe kendskab til den danske musiklitteratur. Vi stræber efter at give vore koncerter inden for festivalens rammer festival-præg, d.v.s. at smykke dem med særlig fremragende eksekutører, dirigenter og solister.

At efterlyse en »linje«, som der slet ikke er kød på, når baggrunden er som her skitseret, er uansvarligt dilettanteri. Dansk musik? Naturligvis skal dansk musik have sin rigelige repræsentation i den danske festival, også ud over det mål, i hvilket det er kunstnerisk berettiget set under international synsvinkel. Men det er dog en verdensfjern - og arrogant - tanke, at man skulle kunne opbygge en festival - og en festival stræber ifølge sin natur mod udveksling, et internationalt publikum - med dansk musik som det alt overvejende indhold. Vi har ét stort navn, som netop i disse år vokser i verdens bevidsthed: Carl Nielsen. Når vort største kompositoriske geni netop i disse år ikke er så rigeligt repræsenteret, som det normalt bør være tilfældet, skyldes det enkle faktum, at 1965 er hundredeåret for Carl Nielsens fødsel, og at dette års festival ganske naturligt vil få karakter af en Carl Nielsen-festival.

Programkomiteens opfattelse er den, at vi, så længe der ikke er mulighed for at skaffe festivalen et uafhængigt budget af den nødvendige størrelsesorden, bør arbejde videre på de givne vilkår - uden andet vederlag end inkompetent kritik fra pressens side. Det forekommer mig, at en musikskribent, der på en så åbenlys måde, som det her er sket, rækker hånd til den såkaldte »kulturpause«, derigennem stempler sig selv.

Årgang 38/1963, nr. 05