Grammofon

GRAMMOFON

»Siegfried« på grammofon

WAGNER: Siegfried. Fuldstændig indspilning med Wiens philharmoniske orkester. Dirigent: GEORG SOLTI. - Siegfried: Wolfgang Windgassen, Brünn-hilde: Birgit Nilsson, Vandreren: Hans Kotier. Mime: Gerhard Stolze, Alberich: Gustav Neid-linger, Fafner: Kurt Böhme, Erda: Marga Höff-gen. Skovfuglen: Joan Sntherland. - Decca MET 242-46 (også stereo »Sonicstage«).

For godt tredive ar siden, nærmere bestemt den 13. februar 1933, skrev Hugo Seligmann i anledning af halvtredsårs dagen for Wagners død en kronik i Politiken med titlen: »Frem til Mozart«. Heri udøste han al sin væmmelse over Wagner, fordømte ham ud fra ethvert synspunkt og påviste, hvor forældet han var; sin eneste trøst fandt han i den omstændighed, at Wagner dyrkelsen øjensynligt var i aftagende og at denne den mest skadelige og mest barbariske af alle komponister hastigt gik glemselen i møde. Den tyske besættelse under krigen og nazisternes frække annexion af Wagner, som kun hvilede på en fuldstændig falsk fortolkning af hans værker, gjorde virkelig for en tid ende på den mere officielle dyrkelse af Wagner herhjemme — mens man i de mere frisindede lande England og Amerika fortsatte med at opføre hans værker - endda på originalsproget - under hele krigen. Efter krigen skulle det så vise sig, om der endnu var livskraft i disse værker, og denne livskraft er blusset op med en sådan styrke, at man selv her i landet ikke har kunnet undgå at spore det. Det kgl. Teater har bragt »Hollænderen« i nyop-sætning og forbereder nu »Tannhäuser«, og radioen er nær ved at afslutte en fuldstændig båndindspilning af »Nibelungens Ring«, som ikke har gået i sin helhed på Det kgl. Teater siden 1908. - En af de stærkeste impulser til genoplivelsen af Wagner-interessen er naturligt nok udgået fra Bayreuth, hvor sønnesønnerne Wieland og Wolfgang Wagner har skabt en helt ny opførelsesstil, som har vakt en enorm diskussion verden over. Tendensen i den nye Bayreuther-stil går i retning af at »afnaturalisere« det sceniske for at det musikalske og tekstlige skal fremstå uforstyrret af det naturalistiske teatermaskineri. Tendensen er absolut prisværdig, blot er resultaterne efter min mening præget af en overdrevethed, som bringer det hele over i den modsatte grøft, idet det nu faktisk er næsten umuligt for den uindviede tilskuer overhovedet at blive klar over, hvad operaerne handler om; begge brødres iscenesættelser er præget af en noget kommercielt præget Sensationstrang - og af en beklagelig mangel på musikalitet. Når den værste Bayreuther-rus har lagt sig, og besindige og musikalske instruktører engang igen får mulighed for at komme til orde, vil man sikkert nå frem til en frugtbar mellemting mellem den gamle, af Wagner foreskrevne naturalisme og den moderne abstrakte stil i dekorationer op spil. Blandt grammofonselskaberne er det først og fremmest Decca, som dyrker Wagner målbevidst. I løbet af de sidste par år har Decca udsendt den første fuldstændige indspilning af »Rhinguldet«, et stort udsnit af »Valkyrien« med Kirsten Flagstad som Brunnhilde, og nu den første fuldstændige »Siegfried«. Alle disse indspilninger - ligesom adskillige andre af Decca s operaindspil-ninger - er præget af en højt raffineret ind-spilningsteknik, som hist og her næsten synes at tage luven fra den musik, hvis tjener den skulle være. Decca synes - i modsætning til brødrene Wagner - at have sat sig den højeste grad af naturalistisk illusion som mål. Balancen mellem sangerne og orkestret er nærmest som i teateret, hvor orkesteret altid i nogen grad vil dominere - men det er ingen skade til i et så symfonisk bestemt værk som »Siegfried«. Værre er det, at visse af lydeffekterne virker meget overdrevne og påtrængende; Siegfrieds og Mimes hamren i første akt (som nøje er foreskrevet i partituret) virker udmærket, hvorimod de indlagte dragebrøl i anden akt hensætter tilhøreren til en mellemstor tysk scene ved århundredskiftet. Den voldsomme ekkovirkning i Fafners sang giver også nogle vildledende domkirke-associationer. Derimod virker det morsomt, at man kan høre Siegfried snitte i det siv, hvoraf han forsøger at lave en fløjte for at efterlige fuglenes sang. - Orkesterklangen er som helhed fortrinlig, og Wiener Philharmonikernes spil er overalt i højeste klasse; der spilles med både hengivelse og verve, klangskønhed og brillant virtuositet. Solti behersker værket til de mindste detaljer og skaber overalt en levende nuancering. Kun to steder: i Siegfrieds berømte sang »Nothung! Nothung!« i første akt og i den sidste scene med Mime i anden akt, forekommer hans tempoer mig så langsomme, at spændingen daler. Det er ligefrem velgørende at konstatere, at den knivskarpe præcision, der prægede »Rheingold«-indspilningen, her er »mildnet« en smule; der er steder rundt omkring, hvor sangerne ikke er fuldstændig sammen med orkesteret; det generer slet ikke,

giver kun det hele lidt »menneskelighed«, hvad man nok kan trænge til midt i så megen teknisk fuldkommenhed. - Titelrollen synges af Wolfgang Windgassen, der nok er den bedste fremstiller af den for tiden. Han er en dygtig, musikalsk og intelligent sanger med en smuk, let og velbehandlet stemme; han har lidt tendens til at ile men synger ellers smukt og nuanceret. Han er kort sagt udmærket. Blot må man ikke tænke på Lauritz Melchior, der trods sin tungere stemme og alle sine rytmiske unøjagtigheder havde en spontanitet og en sjæl f uldhed i sin sang, som ingen sanger i dette rollefag har besiddet blot en brøkdel af; Windgassen er udmærket - langt mere soigneret i sin sang, -men han er ikke Siegfried; det var Melchior. - Birgit Nilsson er fremragende som Brunnhilde, - ikke som Kirsten Flagstad, men alligevel fremragende. Hun er gennemmusi-kalsk, behersker sin stemme oppe og nede med ufejlbarlig sikkerhed, synger altid smukt og viser mere ægte menneskelig varme end nogensinde før. - Det er meget synd, at Stolze ikke er blevet bedre som Mime; han har så meget af det, der skal til: musikalitet, intelligens og stemme; men har karrikerer og fordrejer klangen alt for meget - og så synger han et næsten konstant, skrigende forte, som får det til at gøre ondt i ens egen hals, når man hører på det. Han er fuldstændig overinstrueret - eller skulle måske blot have været holdt tilbage i sin iver; karakteristikken af figuren er god, men det er synd, hvis denne indspilning skal bibringe nogen den tro, at Mime skal mishandle sin stemme på den måde. - Hotter er herlig som Vandreren, og man må glæde sig over, at denne præstation er opbevaret til senere slægter, omend man nok kunne have ønsket, at det var sket på et noget tidligere tidspunkt af hans karriere; stemmen er stadig smuk, men alderen har mærket den med et noget stort og uroligt vibrato i højden. - Neidlinger er simpelthen fuldkommen som Alberich; siden den herlige Robert Burgs dage er der ikke hørt bedre mand i denne rolle. - Kurt Böhme synger Fafner aldeles fortrinligt, men Decca s tekniske raffinementer tager næsten livet af hans sang. - Marga Höffgen er ligeledes udmærket som Erda, og her er ekkovirkningen holdt inden for rimelighedens grænser. I skovfuglens parti har Decca med et overraskende trumf-udspil placeret deres »top-star« Joan Sutherland; det skulle de ikke have gjort; Joan Sutherland er absolut en stor sangerinde, men dels er hendes stemme for stor og volumniøs, dels er hendes tekst for dårlig, og endelig er hun alt for meget Diva til dette parti, som skal udføres af en sangerinde med en ganske let og lys stemme og en knivskarp tekstudtale. - Kan man end - som det fremgår af ovenstående - sætte en kritisk finger på visse detaljer i denne indspilning, så kan man dog ikke komme udenom, at den i kunstnerisk henseende på næsten alle punkter repræsenterer det ypperste, vor tid kan yde på dette felt - og det er da altid noget. -Solti har nylig dirigeret en nyindstudering af »Götterdämmerung« på Covent Gården, hvis musikalske chef han er; vi må håbe, at det er forberedelsen til en grammofonindspilning af også dette værk. G. S.