Litteratur

LITTERATUR

Fagot-teknik

I Oxford University Press »Technique«-serie foreligger nu 7. bind, og det er denne gang engelsk fagotspils nestor Archie Camden, der i bogen Bassoon Technique øser af sin vældige erfaring som pædagog (orkestermusiker og solist).

Det siger sig selv, at en bog i lommefor-

mat på ialt 74 sider ikke kan blive nogen fagotspillets facitliste. Forbavsende er det dog, at forfatteren i så kort en form formår at gøre rede for en række essentielle problemer ved betjeningen af dette morsomme, men såre besværlige instrument.

Bogen, der er enkel og klar i sin systematik, henvender sig til såvel begynderen som den avancerede fagotist, og selv om de praktiske anvisninger især vil komme den første til gode, vil også den professionelle blæser nikke genkendende til visse af de vanskeligheder, autor på så fornøjelig vis behandler. Et par mangler må dog forundre, således har Camden slet ikke rettet sin opmærksomhed mod den vigtige klangskabende faktor som mundhulens artikulering udgør, hvad der formentlig også er medvirkende årsag til hans pessimistiske betragtninger over det umulige i at »indlære« en god tonekvalitet. Fremdeles må man savne en analyse af underkæbens funktion i staccatospil, og en undersøgelse af kompressions- og embouchure forhold ved toneafslutninger; desværre af-runder instrumenter med dobbelte rørblade ikke tonen af sig selv.

Alt i alt er der dog megen sund fagotsnak i det charmerende lille kompendium, der er forsynet med et fortræffeligt register over fagotlitteratur udarbejdet af William Water-house.

Er man nu og da uenig med Archie Cam-den, får han dog helt ret, når han mener, at man kan lade bogen gå videre til sine venner, den dag man med lethed og tryghed formår at spille f. eks. indledningen til Stravinski) s Sacre. L. L.

To Verdi-bøger

FRANK WALKER: The Man Verdi, - Dent, London 1962. 526 s. 50 sh.

Bogen svarer nøjagtigt til sin titel: Den handler udelukkende om mennesket Verdi. Musikalsk analytiske og æstetiske vurderinger findes ikke, derimod indgår opførelser af værkerne som et naturligt led i beretningen om Verdis relationer til omverdenen.

Nogen udtømmende biografi er det imidlertid heller ikke. Man har en fornemmelse af, at bogen er blevet til, fordi Frank Walker under sine studier af det 19. århundredes italienske operahistorie er stødt på en del Verdi vedrørende materiale, der var i så indlysende modstrid med de af hans biografer meddelte kendsgerninger, at han er blevet irriteret. Når dette og hint så ganske åbenbart var forkert, hvordan forholdt det sig da i virkeligheden med det hele billede af Verdi?

Verdi var ikke nogen meddelsom natur, og selviagttagelse lå ham fjernt. Billedet af ham som kunstner tegnes gennem hans værker, som menneske spejles han af sine omgivelser. Det har da været Walker magtpåliggende at tegne omgivelserne med stor udførlighed, og han har derfor valgt at skrive sin bog i en række kronologisk parallelletløbende kapitler, der hvert har en eller flere af de Verdi tilknyttede personer som udgangspunkt.

Hvis man ikke i forvejen er blot nogenlunde orienteret om Verdis livsforløb, gør denne disposition bogen til temmelig besværlig læsning. De forskellige kapitler overlapper jo hinanden i stor udstrækning, og forfatteren har været meget sparsom med krydsreferencer. Men det skal indrømmes, at hans skarpsindighed ved udredningen af de ofte meget spegede tråde og hans helt fantastiske omhu for detaljens korrekthed berettiger ham til at stille strenge krav til læserens vågenhed. Honorerer man dem, er udbyttet stort. Det omfatter ikke blot Verdis person, men kaster lys over hele baggrunden for hans virke inden for Italiens operapraksis i det 19. århundrede.

Når man betænker omfanget af det sidste halvthundrede års Verdi-litteratur med den

af Cesari og Luzio redigerede brevsamling »Copialettere« (1913), med Luzios kommenterede dokumentsamling »Carteggi verdiana« i fire bind (1935-47), med Carlo Gattis og Franco Abbiatis store biografiske værker (fra hhv. 1931 og 1959), så må det forekomme temmeligt forbløffende, at en ikke-italiener kan bidrage med noget væsentligt nyt. Forbløffelsen bliver ikke mindre, når man gennem Walkers bog erfarer om de mange tilfælde af unøjagtighed og fortielse, ja direkte forfalskning, der forekommer i den italienske Verdi-litteratur. Walker har en sporsans som den fineste jagthunds, og han er ikke mindre adræt, når han farer i flanken på sit bytte. Dertil ejer han en uudtømmelig tålmodighed, når det gælder at finde frem til puslespillets sidste brik. Det lykkes ham ikke altid, men når han - som i forholdet Verdi-Teresa Stolz - må opgive at komme til en sikker konklusion (skønt han ved, hvor det eventuelt supplerende, blot for øjeblikket utilgængelige materiale er at finde), glæder man sig over hans fornemme takt. Og er desto mere bedrøvet over, at det nu aldrig skal forundes netop ham at løfte sløret. Frank Walker døde ca. 55 år gammel, få måneder før denne hans for fremtidens Ver di-forskning uundværlige bog nåede frem til offentligheden. /. B.

FRANCIS TOYE: Verdi. His Life and Works. -Gollancz, London 1962. 495 s. 25 sh.

Bogen er et uforandret genoptryk af udgaven fra 1931. I lyset fra de senere udkomne biografier, specielt Abbiatis og den ovenfor omtalte bog af Walker, er dens biografiske del forældet på visse punkter. Især er det mærkværdigt, at Toye, der i årene 1945-58 som leder af det britiske institut i Firenze var i nær kontakt med den italienske Verdi-forsk-ning, ikke benyttede lejligheden til at revidere sine synspunkter m. h. t. det gådefulde brud mellem Verdi og hans fornemste interpret, dirigenten Angelo Mariáni. Disse år så jo publikationen af Luzios omfangsrige dokumentsamling »Carteggi verdiana« (afsluttet 1947), men den ellers så kloge Francis Toye så ikke selvmodsigelsen i Luzios kommentarer. Selv den af Umberto Zoppi i 1947 offentliggjorte korrespondance mellem Ma-riani og hans ven Carlo del Signore gjorde intet indtryk på Toye, der dog ellers med anledning i Luzios første bind af »Carteggi« havde taget episoden op til ny vurdering (i »Music and Letters«, okt. 1936) uden at nå til nogen ny konklusion. Bogens biografiske del bør således læses med en kritisk indstilling, men dens gennemgang af værkerne er stadig den bedst afbalancerede fremstilling af dette ingenlunde let overkommelige stof. Toyes analyser er fulde af udmærkede iagttagelser og prægede af megen common sense. Hans kritik er formet mere ud fra æstetiske vurderinger end fra dramaturgiske overvejelser, men som en hurtig gennemgang af Verdis hele produktion med velpointerede understregninger af dens bedste kvaliteter står Francis Toyes bog stadig som den mest anbefalelsesværdige.

J. B. *

STYLE AND INTERPRETATION. An Anthology of Keyboard Music. Edited and annotated by HOWARD FERGUSON. Volume 1-2: Early Keyboard MÎISÏC (I. England and France. - II. Germany and Italy). - Oxford University Press. -Each volume price 12/6.

Den engelske pianist, komponist og pædagog Howard Ferguson, der er lærer i komposition ved The Royal College of Music, har med ovennævnte værk skabt en indførelse i klaverlitteraturens store stilarter, og gjort det med pædagogisk overbevisende klarhed, med så instruktiv anskuelighed, at i hvert fald de to hidtil udkomne hæfter kan ses som forbilledlige anvisninger i interpretation, foreløbig af musik fra ca. 1600 til barokkens slutning. Seriens to næste hæfter, der er planlagt til

udgivelse i 1964, kommer til at omfatte wienerklassicisme og romantik.

Selv om Fergusons anvisninger i de to udgivne hæfter er møntet på klavermusikken, er de i det store og hele af så almen art, at de gælder udførelsen af megen anden musik fra denne periode. Således er hans redegørelse for begrebet frasering og vejen til dens forståelse samt dens betydning for interpretationen så indlysende som man sjældent ser den, - og hans undersøgelser af de ofte vanskelige tempoproblemer så vel underbyggede, at man møder dem med tillid. Ferguson er jo selv komponist, og den kunstneriske finfølelse, han viser i sit æstetiske syn på netop fraserings- og tempoproblemerne, giver hans værk en værdi ud over tid og sted, en smidighed, der så at sige åbner for den enkelte interprets eget kunstneriske ansvar.

Foruden disse almene problemer behandler Ferguson periodens forskellige klaverinstru-menter og deres karakteristika, deres dynamiske muligheder og den hensigtsmæssige fingersætning - samt naturligvis de meget vigtige forsiringsmetoder. Med hensyn til det dynamiske forudsætter forfatteren dog anvendelsen af det to-manualede cembalo og kommer ikke ind på det klangligt lidet variable spinet, hvor spület dog kan beriges på flere måder, bl. a. ved næsten umærkelige forskydninger (eller variationer) i spillets »bredde« og den yderste differentiering af de begrænsede anslagsmuligheder. Et par råd og vejledninger på dette område havde været ønskelige, da netop spinettet stadig vinder frem som et handy husinstrument til en overkommelig pris.

Da der dog i de fleste tilfælde vil blive spillet på et moderne klaver eller flygel, har Ferguson ud fra sin store erfaring som pianist også behandlet denne side af sagen. I fuld overensstemmelse med mange af vor tids fortolkningseksperter, deriblandt den engelske musikolog Thurston Dart, som oveni-købet selv er cembalist, hævder han hvert instruments ret til »at være sig selv«, således at det f. eks. er aldeles misforstået, hvis en moderne pianist forsøger på at lokke cembaloets karakter ud af et flygel. Men som bekendt møder vor tids pianist visse vanskeligheder ved udførelsen af højbarokkens komplicerede kontrapunktik, og her er Ferguson parat med udsøgt formulerede tips vedrørende pedalbrug, anslag m. m., idet han, som han også gør det i andre forbindelser, advarer mod al overdrivelse i artiku-lering og dynamik.

Hvert af de udkomne hæfter indledes med sådant instruktivt stof, der efterfølges af et udvalg af typiske originalværker, forsynet med oplysninger om oprindelse, karakter og spilletekniske krav i en klar og koncis fremstilling, også hvad angår de vel begrundede tempo- og fraseringsforslag. De repræsenterede komponister er i hæfte 1: Bird, Bull, Farnaby, Gibbons, Blow, Purcell, Arne, Chambonnières, d'Anglebert, Couperin, Rameau, Dandrieu og Daquin, i hæfte 2: Fre-scobaldi, Bach, Scarlatti, Händel, Froberger og to af Bach-sønnerne, ialt 33 stykker. Af pædagogiske grunde bringer hvert hæfte tillige en liste over værkerne, ordnet efter sværhedsgrad, samt en fortegnelse over ældre og nyere udgivelser af betydning for et videregående studium.

For alle målbevidste amatørmusikere betyder denne udgivelse en fuldt forsvarlig genvej til forståelse af barokmusikkens opførel-sespraksis. Men også for pædagogen og den professionelle interpret må der være frugtbar inspiration at hente. S. B.