Musikalier

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 05 - side 212-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MUSIKALIER

FLEMMING WEIS: Concertino for or Kel. - Sam-fundej til udgivelse af dansk musik. 3. serie nr. 146 - 1961.

Flemming Weis' concertino fra 57 har satsbetegnelserne: toccata, aria og finale. Toccataen er holdt i en flydende, elegant koncer-

terende stil, for det meste i triopræget sats uden dog at skulle spilles som trio. Arien er udformet på vanlig vis med solostemme, ledsagestemme og bas på to manualer og pedal og i den letløbende :i/s's-f in åle genoptages det koncerterende præg fra 1. sats, dog med større rytmisk opfindsomhed (synkopering, modgående rytmer, vekslende taktart, etc.). Helhedsindtrykket af concertinoen er let, di-verterende og nøgternt elegant. Til alle satser savnes forslag til registrering og manualvalg! Har Weis slet ingen intentioner? Og hvad forstås ved »cresc.« og »dim.« på et moderne, mekanisk orgel? Hvad menes med den angivne trappedynamik i finalen? - Et forord med dispositionsforslag og manualvalg svarende til vor nuværende »moderne« orgeltype var vel ønskelig. /. B. *

SV.-ERIK BACK: Tranfjädrarna, klaverudtog. -Wilh. Hansen.

Sv.-Erik Backs lille radioopera »Tranfjädrar-na« fra 1956, der fik en fornem fremførelse i svensk TV, foreligger nu i klaverudtog på Wilh. Hansens musikforlag i Hans Holevas arrangement og med tysk og engelsk tekst.

Librettoen, der er bygget over et gammelt japansk folkeeventyr, er skrevet af Bertil Malmberg. Eventyret om den til kvinde forvandlede trane, der gennem sin væven af tranefjer skaber lykke og rigdom for sin mand, men som gennem hans pragtlyst og pengebegær igen må forlade ham og blive til trane, er gribende i al sin enkelthed. Komponisten har med en art talesang formået at fæstne denne eventyrstemning og den enfoldige tekst i toner. Desværre er der i klaverudtoget ikke konsekvent anført instrumentation, så man må ved et nøjere studium støtte sig til partituret. Den enkle og gennemsigtige instrumentalsats får man alligevel et vist indtryk af. Enkelte steder som ved hovedpersonen bonden Yohyos klageudbrud over tabet af sin tranehustru stiger satsen til voldsommere dynamik og fortættet udtryk, ellers er værket holdt i en kammermusikalsk stil. Den simple tonedeklamation i vokalpartierne undgår enhver form for sluttede melodiske vendinger, i stedet træder en ofte ret sammensat rytmisk stil, der synes at ville følge tekstens betonede og ubetonede stavelser (den svenske originaltekst er dog desværre ikke trykt i den foreliggende udgave!!)

Det må være en inciterende opgave for en operainstruktør at gå i gang med dette fine lille dramatiske værk, som bortset fra radio-og tv-f remførelser også må virke betagende på en scene. B. J.

Årgang 38/1963, nr. 05