uden titel

Til Alette Garde fra Ulla Højby

Selv om det ikke er mig bevidst, at jeg i mit lille indlæg i »Musikpædagogen«s majnummer har stillet spørgsmål, vil jeg gerne takke Alette Garde for »svaret«, idet jeg vil takke for, at hun har reageret. Det ønsker jeg mig mest af alt med mine artikler angående sangpraksis og sangteknisk stade i øjeblikkets Danmark. Det er min faste overbevisning, at vi gør klogt i at revidere forholdet til sanginstrumentet, og hvis man har den mening, har man pligt til at sætte lus i skindpelsen, røre ved tingene, selv om man derved kommer til at irritere en og anden; måske endda netop på grund af det sidste; for så vidt jeg kan skønne, har nogle af de vågne sangpædagoger allerede ladet sig pirre til at tage egne og andres metoder op til eftertanke, og da er vi på vej. I al beskedenhed noterer jeg mig endda, både i Alette Gardes artikel om »Stemmen, det svære instrument« og i en anden artikel af Jolanda Rodio lighed med nogle af mine meninger, fremført år tilbage. Sikkert tilfældigheder, men jeg synes selvfølgelig: gode tilfældigheder. Angående »svaret« vil jeg sige, at jeg ville have været endnu gladere for det, hvis Alette Garde, som med elever fulgte det samme kursus, havde stillet sin formodentlig positive mening op mod min negative. Så havde der været et meningsudvekslingsgrundlag, og det kunne måske have interesseret offentligheden mere end, at jeg blev forsikret om, at professor Lohmanns kursus i Lund, Oslo og København er mindre skadelige for sangere, end jeg tror. Desuden undskyldes forløbet af det afholdte kursus med manglende forkundskaber hos nogle af sangerne. Angående dette vil jeg gøre Alette Garde opmærksom på, at vi ifølge min artikel er enige. Det specielle tilfælde med den unge sanger, som fik besked om at koncentrere sig for at få bæreevne på en høj tone, synes jeg nok falder noget uden for betragtningen: »de manglende forkundskaber«, idet jeg havde fulgt hans øvrige præstationer og havde glædet mig over en ualmindelig god teknik og en musikalsk helt fremragende stemmeføring. Efter en time, hvor alt dette lå klart i dagen, blev det betydet ham, at han burde prøve mere dramatiske ting, hvor bl. a. hans højde kunne få bid og bæreevne. Næste time kom sangeren med en sådan ting. Resultat: Høje toner, der »knækkede over«. Her kom så anvisning fra professor Lohmann om at løfte armene foran sig og lade knyttede hænder mødes over hinanden i et så hårdt pres som muligt. Efter et par forsøg lykkedes det sangeren at mase en tone frem, som holdt, men en tone, der var så uskøn og efter min bedste overbevisning så klemt og stiv, at den efter få gentagelser meget vel kan skaffe ham overanstrengte stemmelæber. Efter denne -synes jeg - pinlige og i alt fald for øret pinagtige episode kom så den replik fra professor Lohmann som jeg citerede. Resten var så absolut tavshed - samt hos mig forbløffelse over, at professor Lohmann ikke uddybede sin replik med nogen form for forklaring på, hvad han mente med den.

Det er syv måneder siden, vi vel begge overværede dette, og lige så vel som De kan mene, at jeg i min omtale helt har misforstået det og bragt replikken til torvs uden sin sammenhæng, lige så vel kan jeg stadig mindes sammenhængen og min forbløffelse over, at episoden fik lov at passere uden kommentar.

Selv om fru Garde smiler overbærende over min formaning til de unge om, at de ikke med vilje, men med viden bliver sangere og kunstnere, vil jeg stadig mene, at de bør undervises i, hvad de skal kom entrere sig om, og ikke blot i, at de skal koncentrere sig. Koncentration uden kontrol kan meget vel defineres som spænding, og spændte nerver og muskler er selvsagt ikke gode venner med tonesvingninger.

Der er et par ord, jeg ikke så gerne vil have knyttet til min artikel i forbindelse med professor Lohmann. Det er »bluff og mirakelkure«. Disse to ord findes kun i Alette Gardes svar, ikke i min artikel. Kapacitet har jeg sagt i forbindelse med professor Lohmann; men jeg vidste ikke, at det kunne forstås nedsættende. Til slut vil jeg takke for belæringen om, at alt er roligt i Shipkapasset og tingene i de bedste hænder her på bjerget. Havde jeg følt mig helt overbevist om det, havde jeg næppe skrevet hverken det lille indlæg eller de andre artikler, hvoraf to har stået i »Dansk Musiktidsskrift«. Med hensyn til de »naive« sangere, så må jeg sige, at fru Garde har været usædvanlig heldig, hvis hun aldrig har mødt dem. Jo, jeg har, både i mine unge dage som akkompagnatør og i de senere år som pædagog. Man har endda kunnet støde på sangere, som synes, de kan stå på en tribune uden at kunne læse noder og tælle nodeværdier. Men jeg havde nær sagt: Det er ikke det værste. Det er værre, at så mange både på tribune og på scene står uden viden om deres instrument. Der kan aldrig komme god musik ud af et instrument, der er forkert beregnet, selv om den udførende har nok så god vilje og evne til at gøre kunst. Lad os dog prøve på at forstå, at sangstemmen er et instrument, og et instrument skal opbygges godt og betjenes ordentligt. Først når de to ting er i orden, kan vi begynde at snakke kunst.

Ulla Højby.

Danmarks Radio meddeler:

Angående udstedelsen af adgangskort til generalprøverne på torsdagskoncerterne skal man herved meddele, at der indtil videre vil blive indført følgende nyordning:

Danmarks Radio vil ikke mere udstede sæsonkort til de adgangsberettigede organisationers og foreningers medlemmer. Disse må henvises til at aflytte meddelelse i radioen om, hvorvidt der er adgang til generalprøven. Når der bliver meddelt, at prøven er åben for medlemmer af de adgangsberettigede organisationer og foreninger, vil medlemmerne kunne få adgang mod forevisning af gyldigt medlemskort. Sådan meddelelse vil blive bragt i programoversigten kl. 18.25 om onsdagen samt efter radioavisen torsdag kl. 8.00. Når der på de her nævnte tidspunkter ikke bliver bragt nogen meddelelse angående generalprøven, er dette altså ensbetydende med, at denne er en lukket prøve. Paul Badura-Skoda

Igen havde Musikpædagogisk Forening indbudt en østrigsk mesterpianist til et weekend-kursus i Musikkonservatoriets festsal, og atter glædedes man over den kultur, der prægede både foredrag og spil hos en af Østrigs unge begavede kl a ver kunstnere. I forrige sæson havde vi lejlighed til at høre Alfred Brendel tolke Liszt og nu var det Paul Badura-Skoda, der gennemgik Beethoven.

Den første forelæsning indledtes med, at pianisten spillede Beethovens g-moll fantasi op. 79- I sit derpå følgende foredrag berørte B.-S. mere almene forhold omkring Beethoven som komponist og som menneske. Med et lille stik til en gruppe nymodens musikkritikere, der betragter det som nytteløst at fremføre noget så »antikveret« som Beethoven, fremholdt foredragsholderen med rette, at der gives højdepunkter i europæisk kultur, som ikke må negligeres, og Beethoven vil altid være ny for mindst hundrede mennesker, som B.-S. sagde, hver gang et værk spilles af ham i en sal efter størrelse som Wiener-Musikvereinssaal.

Kultur og grundig indsigt i emnet prægede det første foredrag, der blev holdt i en akademisk men letfattelig form. Lørdagsmødet afsluttedes med en forbilledlig fremførelse af den sidste sonate op. 111.

I sin søndagsforelæsning kom B.-S. ind på visse tekstproblemer, først og fremmest ur-tekstudgaver, og i klare linier blev optrukket, hvad pædagoger, pianister og andre bør vide om disse divergerende tekster. Interessant opkastedes problemer om fotokopier af origi-nalmanuskripter, der lader læseren ane mere om komponistens intentioner end en nok så sober urtekst med objektive typer. B.-S. har selv for få år siden udgivet en lille bog om interpretationen af Mozarts sonater, og for nylig har han nyudgivet Czernys bog om fortolkningen af Beethovens klaversonater. Der berørtes endvidere Czernys forhold til Beethoven, og B.-S. meddelte nogle detaljer om samtidens opfattelse af Beethovens spillestil. Man kunne nok have ønsket at høre lidt mere om selve fortolkningsproblemerne fremsat af en wienerpianist med et så omfattende kendskab til sit emne, men tiden var jo knap! Det var imidlertid af største vigtighed, at B.-S. fremdrog eksempler på Beethovens specielle pedaliseringer, her citeredes bl. a. recitativet fra reprisen af d-moll sonaten op. 31 (1. sats). Mange har diskuteret, om pedalen burde holdes nede under hele recitativet, sådan som Beethoven har foreskrevet det, eller man skulle skifte på normal vis. B.-S.'s argumentation for at fastholde den originale pe-dalisering var indlysende, også selv om der står foreskrevet et espressivo på nævnte sted. Som foredragsholderen sagde, da han imødegik spørgsmål fra et par af tilhørerne, »espressivo er jo ikke et spørgsmål om klangstyrke, men netop et indre udtryksmiddel, der i det foreliggende tilfælde ikke går imod den originale pedalanvisning.« Der må fra Beethovens side her være tale om en udtryksfuld, men indadvendt klangatmosfære!

B.-S. bad i øvrigt salen om at stille spørgsmål, og selv om der ikke kom en diskussion i gang, besvaredes enkelte henvendelser sagligt og klart.

Foredraget afrundedes med, at B.-S. berørte den væsentligste Beethoven-litteratur (i hvert fald værker, som han mente, man burde kende). Måske havde det her været på sin plads, om foredragsholderen havde nævnt A. B. Marx: Anleitung zum Vortrag Beethovens Klavierwerke såvel som Nagel: Beethovens Klaviersonaten.

Som pianist glædede B.-S. sine tilhørere med at spille den lidet kendte Polonaise i C-dur, og søndagskurset afsluttedes med en aldeles mesterlig gengivelse af Appassionata. Som ekstranummer hørtes 2. sats fra d-moll sonaten.

Den meget sympatiske og højt begavede pædagog, forelæser og koncertpianist vil man med glæde møde igen i Mp F. Det var en oplevelse for alle at blive konfronteret med den kultur, viden og kunstneriske fornemhed, der ligger bagved B.-S.'s klaverspil. Denne begavede østriger er et strålende eksempel på, hvorledes kunstnerisk talent og intellektuel viden kan forenes på en frugtbringende måde.

Bengt Jobnsson.

Mp Fs årsfest

Den 30. maj var der årsfest, denne gang henlagt til det idylliske Lyngby, hvor gammelt og nyt mødes i sjælden fin harmoni. Harmonien mellem gammelt og splinternyt slog også deltagerne i møde, da de samledes i Lyngby-Tårbæk Kommunes nyoprettede musikbibliotek. Fornemt tilbagetrukket fra hovedgaden, lige over for den gamle kirke, ligger en typisk patriciervilla fra guldaldertiden. Med stor pietet er de smukke gamle værelser blevet istandsat med havestuen som det naturlige midtpunkt. Her, netop i denne klassiske ro, er musikbiblioteket installeret. Det er glædeligt at se, at bibliotekets nymodens teknik, det store, imponerende grammofon-pladeafspilningsanlæg, der er i stand til på én gang at afspille 6 plader, 5 til de monterede telefonhøre-bøjler og én til et højttaleranlæg, vel at mærke således at ingen af dem griber forstyrrende ind i hin-

anden, ikke ødelægger det smukke interiør. En stor kompliment til arkitekt og andre ansvarshavende ved ombygningen!

Efter en kort velkomst med tak til biblioteket for venlig indbydelse til musikpædagogerne, gav formanden ordet til overbibliotekar Børresen, som opridsede institutionens tilblivelseshistorie og stedets tilknytning til guldaldertidens skikkelser blandt musikkens og digtekunstens store. Kuhlau boede lige overfor i »bondebyen«, Heise i det nærliggende »Stokkerup«, Weyse, Klopstock og mange andre færdedes her i »det lille Weimar«.

Af komponisterne Schall og Kuhlaus kompositioner er det til biblioteket lykkedes at samle en omtrent fuldkommen samling, hovedsagelig af førsteudgaver. Man imponeres over disse komponisters vældige produktion, der endda havde kunnet foreligge endnu større, hvis ikke en stor del af Kuhlaus produktion var gået tabt ved brand. Meget af denne dejlige musik fortjener at blive genoptrykt.

Stedets førstekraft, bibliotekar Anette Brandt, fortalte nu om grammofonanlægget og det daglige arbejde. Afspilningsapparaturet havde kostet ca. 35.000 kr. og Lyngby-Tårbæk Kommunes Musikbibliotek er det første i sin art i landet. Man var begyndt med omkring 1300 bind musikalier. Hertil kommer en bestand af 800 plader fordelt på 9 forskellige kategorier spændende fra klassisk musik, opera, orkestermusik, solosang til børneplader og jazz. Biblioteket rummer endvidere en række taleplader med danske og udenlandske kunstnere. Glædeligt er det, at kommunen har givet tilsagn om en bevilling på 20.000 kr. på næste års regnskab til supplering. Kommunen har hidtil givet 22.000 kr. Man vil med de nye bevillinger udbygge samlingerne i alle retninger.

Et andet glædeligt forhold er det meget store besøg, som musikbiblioteket har haft. Det klientel, der besøgte samlingen, er for største delens vedkommende de unge. En interessant statistik fortalte, at de unges helt store komponistfavorit var Beethoven.

De besøgende musikpædagoger fik herefter lejlighed til at aflytte det imponerende anlæg, dels gennem hovedtelefonerne, dels via højttalerne. Jeg tror alle var forbløffede over gengivelsens tekniske kvalitet, måske mest over hovedtelefonernes kvalitet; de gav en klangskøn, stereofonisk gengivelse, der gav indtrykket af, at musikken kom ude fra rummet og ikke fra de små og uanseelige høreklapper, man havde på ørerne.

Efter denne interessante demonstration vandrede selskabet over til det hyggelige »Lottenborg«, hvor aftensmaden ventede. Aftenen fløj af sted med både saglig og munter samtale.

Vagn Hede?nann.

Musikpædagogisk Forening

Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag). Puggårdsgade 13, København V, tlf. BYen 4021. Postgiro 26284.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.