Vi er på vej

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 05 - side 189-190

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Vi er på vej

I 1961 overtog John Winther stillingen som operasekretær ved Det kgl. Teater. Han var på det tidspunkt 28 år, havde en lovende pianistisk karriere bag sig samt fire års arbejde som operarepetitør. I de to år, han har fungeret som operasekretær, har operaen leveret stadig mere afgørende vidnesbyrd om, at der er en kunstnerisk regeneration i gære. I den følgende samtale med Gregers Dirckinck Holmfeld påpeger John Winther en række af de forudsætninger, der er til stede for at operaen kan komme op på et internationalt niveau, og nogle af de hindringer, der stiller sig i vejen for at dette mål kan nås.

- Hvad er grunden til den stagnation, der har præget operaen på Det kgl. Teater i den forløbne snes år?

- Der er naturligvis adskillige grunde. Både politiske og kunstneriske. Et forældet teaterhus, manglende forståelse udefra for operaens problemer og intern udygtighed. Alt i alt må man nok sige, at en af de væsentligste årsager har været svigtende international orientering. Man har næsten totalt undladt at se sig omkring. Ingen har rigtig vidst, hvad der kræves af kvalitet for at en nutidig opera skal fungere. En god portion selvtilstrækkelighed har været medvirkende, men man må selvfølgelig gøre sig klart, at denne selvtilstrækkelighed ikke blot har været dikteret af magelighedshensyn, men også af en grundfæstet tro på, at man skulle klare sig selv, at en dansk opera måtte kunne eksistere. Imidlertid viser realiteterne, at synspunktet ikke fører til acceptable resultater. Erfaringerne fra et hvilket som helst større operahus i udlandet peger i samme retning. Det er ikke nok bare at gøre tingene så godt, som de forhåndenværende kræfter tillader det. Den manglende evne til at stille egne præstationer i relation til andres - og tage ved lære - har kunnet spores både hos sangere, kapelmestre og iscenesættere. Man har undladt at anlægge en absolut vurdering. Og det er givet, at både publikum og kritikken nu i stigende grad vil stille absolutte krav. Mulighederne for et sammenligningsgrundlag er jo blevet væsentlig større i de senere år med grammofonpladerne, rejselivet og fjernsynet. Principielt er vurderingen hermed ikke anderledes over for Det kgl. Teater end over for f. eks. Wiener-Operaen. Vi har en god portion talentmasse hos os selv - men der må ikke være huller.

- Gæstespil er altså løsningen?

- En af løsningerne. Gæstespil er en nødvendighed af flere grunde. Dels virker de stimulerende på interessen både hos publikum og de medvirkende, dels muliggør de, at vi kan løse opgaver, som vi ellers måtte lade ligge. Det nytter ikke at være hæmmet af misforstået patriotisme - med musikeransættelser i danske orkestre er man jo i øvrigt på rigtig vej, her tæller kvalifikationer i første række, ikke nationalitet. Bortset herfra gælder det naturligvis i lige så høj grad om, at vi selv arbejder os frem til et bedre niveau. Vi er godt på vej, bl. a. har det nyoprettede opera-akademi allerede givet gode resultater. Det er af kolossal betydning, at sangerne har en solid musikalsk baggrund. Der har altid været noget af et misforhold mellem sangeres og musikeres elementære kunnen, og dette misforhold er nu ved at blive udjævnet. Formålet med en bedre uddannelse af sangerne er ikke blot - som det hævdes - at de skal være bedre udrustet til opgaver i moderne opera. Det gælder en musikalisering på alle fronter. End ikke det traditionelle, klassiske repertoire har på Det kgl. Teater været sunget med tilstrækkelig, musikalsk sikkerhed. Det er et af vore store problemer i øjeblikket. Vi befinder os i et generationsskifte, hvor visse sangere har den fornødne kunnen, mens andre ikke har den. Og det er naturligvis den tunge ende, der bestemmer farten. Er der blot hos en enkelt sanger usikkerhed og dårlig rytmisk fornemmelse, spores det i hele ensemblet. Det er som at spille på et klaver, hvor én tone er ustemt.

— Hvordan med iscenesættere?

-Det er ikke noget kardinalpunkt netop nu. Men naturligvis skal vi også her stadig forsøge at få folk udefra. Samarbejdet med Wieland Wagner fortsætter forhåbentlig, og det skulle vel også en dag være muligt at få en Rennert, Felsenstein eller Bergman hertil. Imidlertid tror jeg også på, at vi selv har en mulighed for at uddanne instruktører herhjemme. Det spiller ingen rolle om nogle af de talenter, vi har - det gælder også sangere - rejser til udlandet for at videreudvikle sig. I mange tilfælde bør man ligefrem hjælpe dem til denne mulighed. Selv om de får chancen for at gøre karriere i udlandet, er det kun de allerfærreste, der ikke på et eller andet tidspunkt ønsker at vende hjem igen.

- Hvilken repertoire-politik bør man følge?

— Operaen har i en generation kørt i tomgang. Det almindelige indtryk har været, at på operaen skete der ikke noget. Interessen kan genskabes ad flere veje. Den vigtigste er at bringe det bestående repertoire op på det højest mulige fortolkningsmæssige plan. Det er karakteristisk, at selv de populæreste forestillinger besøges skidt, hvis opførelsen ikke ligger på et ordentligt niveau. Folk har en forbløffende sans for kvalitet. Dette er altså en af rettesnorene i repertoire-politikken: at spille det mere traditionelle repertoire i så stor udstrækning som muligt og så godt som muligt. En anden er at føre repertoiret à jour med vor tids operakunst. Den provinsielle holdning, der - sammenlignet med f. eks. Sverige - har karakteriseret os også på andre musikalske områder, må nedbrydes. Vi må så vidt muligt gøre repertoiret aktuelt. Endelig har vi forpligtelser over for dansk opera, både fortidens og nutidens. For de ældre værkers vedkommende er denne forpligtelse selvfølgelig overskuelig. Udover Carl Nielsens to operaer og Heises »Drot og Marsk« er der næppe mange, man behøver præsentere i nutiden. Til gengæld må der gøres en indsats for både at animere til og opføre nye danske værker. Men ligegyldigt, hvad vi spiller - det altafgørende for os nu er at hæve opførelseskvaliteten, så den for alvor kan tåle sammenligning med udlandets. gdh.

Årgang 38/1963, nr. 05