Grammofon

GRAMMOFON

Nye nordiske plader

Der er adskillige huller i den musikalske kommunikation mellem de nordiske lande. Et af dem ligger på grammofonområdet. Der produceres plader i alle de nordiske lande -omend i mere eller mindre lystigt tempo -men disse plader når kun i ganske enkelte tilfælde uden for de enkelte landes grænser. Hvordan kan det nu være? Der er flere årsager, men én af de væsentligste er, at grammofonselskaberne ikke omfatter disse publikationer med særlig varm interesse. Man vil gerne producere dem, men sjældent slå større slag for at bringe dem videre. De er for specielle. Sunde forretningsprincipper siger, at plader, der efter alle beregninger vil være et stort marked for, skal have en omhyggelig lancering, mens plader, der kun vil henvende sig til en mindre køberkreds, ikke kan få mere end et lille elskværdigt puf med på vejen. Det man investerer på at gøre en stor vare

meget større, ville - investeret i lanceringen af en »lille vare« - kun gøre denne en ubetydelighed større. Reglen hører til i masse-produktionslovenes udenværker.

Disse amusiske bemærkninger kun for at forklare den undren, der har grebet mig ved at sidde med hele 6 nye plader med nordisk musik. Én norsk, fire svenske og én dansk. Fordelingen er karakteristisk. Svenskerne er langt foran os andre på dette område. Men selv i de svenske pladers tilfælde konstaterer man, at kommunikationen er usædvanlig sløj. De tre af dem blev produceret af Sveriges Radio, og de fås ikke i Danmark, medmindre man går den besværlige vej, at indforskrive dem direkte fra Sveriges Radio. Den fjerde kommer fra Swedish Society Discofil, der herhjemme repræsenteres gennem selskabet Telefunken, hvilket næppe mere end 5 pladeforretninger i kongeriget Danmark er orienteret om. Den norske plade er financieret af »Ny Musikk«, Norsk Rikskringkastning og flere andre organisationer i samarbejde med Philips, og dette selskab kan skaffe den til veje herhjemme på bestilling. Med den danske plade, der kommer fra Odeon, er sagen naturligvis ligetil i Danmark. Odeon-mærket vil man derimod spørge forgæves efter i Norge og Sverige. I Norge kan denne plade skaffes til veje gennem Iversen og Frog i Oslo. I Sverige kan man foreslå sin pladeforhandler at henvende sig til Svenska Grammofon-Ak-tiebolaget i Stockholm. Der skal i alle tilfælde overvindes nogle barrierer.

Til musikken. Den norske plade, der er tilsendt os fra »Ny Musikk«, er et rent Alf Andersen-anliggende. Denne begavede fløjtist, der døde i juni 1962 i en alder af 33 år, betragtes med rette som én af de betydeligste udøvende musikere, Norge har haft. Også uden for sit hjemland gjorde han sig bemærket, bl. a. ved DUT-koncerter i København. Pladen indeholder 4 værker, og optagelserne er alle hentet fra radioudsendelser eller koncerter. Det høres, men teknikken er i intet tilfælde uforsvarlig. Alf Andersens spil er karakteristisk impulsivt, lidenskabeligt og virtuost. Den inddæmmede ekstase i Vareses »Density 21.5«, det frodigt vegeterende i Hilding Rosenbergs solo-fløjtesonate (komp. 1959 og dediceret Alf Andersen) eller den brede, næsten romantiske cantilene i Jolivets koncert for fløjte og strygeorkester - intet er denne musiker fremmed. Også et norsk værk er med-Finn Mortensens sonate for solofløjte fra 1953, der hermed, ligesom Rosenbergs sonate, for første gang foreligger på plade. Et vældigt værk, bredt, musikantisk og til det yderste krævende for udøveren. Alf Andersen løser opgaven som en festlig leg. Det er mesterligt. (Philips 631 og 053 NL).

Når man er kommet sig over den første lettere irritation over, at det altså er muligt for Sveriges Radio at udsende plader, mens vor egen ikke kan finde ud af det, dykker man ned i svenske indspilninger, der bringer overraskende glæder. De største skyldes strygekvartetter af Frans Berwald og Wilhelm Stenhammer. Berwald - denne store, romantiske klassiker i svensk musik - kender vi først og fremmest gennem hans symfoniske produktion. Af strygekvartetter har han skrevet tre. Vi hører her hans Es-dur kvartet, et værk, der på den lykkeligste måde forener fantasi og teknisk beherskelse. Der er højdepunkter af en helt schubertsk melodik og en rigdom på harmonisk og rytmisk opfindsomhed. Formen er resultat af et eksperiment, der lykkes: Førstesatsens ekspositions-reprice gemmes til finale-satsen, og kvartetten får hermed en cyklisk afrunding, der føles helt logisk på basis af materialet.

Fornøjelig, men mindre interessant, er de to Roman-værker, der optager denne plades anden side (RELP 5008).

Lige så internationalt orienteret Berwald er i sin kvartet, ligeså svensk forekommer Stenhammer i sin 5. kvartet (på RELP 5010). I hvert fald i første omgang. Der stikker spillemandstoner frem overalt, og 2. satsen -Ballata - bygger helt og holdent på en folkevise om ridderen Finn Komfusenfejs frierfærd. Men kvartetten er langt mere end et stykke nationalromantik. Den er - som Bo Wallner gør opmærksom på i noterne - en mærkelig syntese af haydnsk kvartet-teknik og svensk spillemandsmusik. Den raffinerede kontrapunktik og tematiske udvikling er helt wienerklassisk. Syntesen er overbevisende og overmåde charmerende. I tilgift får man på samme pladeside den sørgmuntre Kornfusen-f ej-vise sunget med stort lune af Stenhammers søn, Claes Göran Stenhammer.

Begge de nævnte kvartetter får en kongenial fortolkning, Berwalds af den unge Fryden-kvartet, og Stenhammers af Kyndelkvar-tetten. Stenhammer-pladen rummer iøvrigt endnu en række værker, nemlig de tre a ca-pella korviser til tekster af I. P. Jacobsen og fem klaverstykker, »Sensommarnætter«, op. 33. Om det ikke er særlig betydeligt, så er det i hvert fald meget smuk musik. Det svenske Radiokor synger dejligt under Erik Eric-son og den afdøde pianistinde Hilda Walde-land yder de lyriske karakterstykker al skyldighed.

Endnu en plade fra Sveriges Radio: en indspilning af Hilding Rosenbergs juleoratorium »Den heliga natten« - et i Sverige overordentligt populært værk, der opføres med stor flid hver jul. På plade kender vi i forvejen Rosenberg fra helt andre sider, først og fremmest gennem kvartetterne 5, 6, 7 og 8 (Swedish Society Discofil og RCA), hvor koncentreret spænding og det kompliceret problemfyldte er hovedsagen. Juleoratoriet har sine dramatiske momenter, men hviler ellers overvejende i en kontemplativ, bevidst troskyldig og naiv atmosfære. Der er passager af overordentlig skønhed og værket forekommer værd at tage op til lejligheden også herhjemme. Optagelsen stammer fra en radioopførelse med Radioorkestret og -koret under Eric Ericson. (RELP 5007).

Den fjerde svenske plade - fra Swedish Society Discofil - må vi af pladshensyn gemme til DMs novembernummer. Den indeholder orkesterværker af Hans Eklund og Allan Petterson.

Til sidst skal blot gøres opmærksom på den danske indspilning af Povl Rovsing Olsens »Medardus«, op. 35 og Inventionerne op. 38, samt Flemming Weis' 12 monologer og »Fem-delt form« (Odeon MO AK 30.001). Det er ikke hovedværker, der her er tale om, men original og interessant klavermusik, karakteristiske for deres ophavsmænd. »Medardus« er en kontrastrig og fantasifuld parafrase over hovedpersonen i E. T. A. Hoffmanns »Elixiere des Teufels«, og Inventionerne rummer fem udsøgte miniature-satser bygget over en tolvtonerække. Anvendelsen af dodekafon teknik i sidstnævnte værk medfører ikke et stilpræg, der afviger særligt fra den mere traditionelle skrivemåde i »Medardus«, der er skrevet et år tidligere (1956) og ikke-seriel.

De to Weis-værker repræsenterer på ganske tilsvarende vis den overgangsperiode omkring slutningen af halvtredserne, hvor de fleste danske komponister følte det som en naturlig ting at tage tolvtoneteknikken op. Monologerne (fra 1958) rummer kun spredte, ure-flekterede tilløb i sin frie benyttelse af tone-materialet, mens derimod »Femdelt form« ganske bevidst benytter den klassiske tolv-toneteknik. Her mærkes noget i retning af et stilskred fra det frigjort musikantiske til en konstruktivisme, der visse steder virker søgende. Det specielle, weiske lune slår dog igennem også i dette værk.

Bengt ]obnsson forsvarer begge komponisters værker med forbilledlig klarhed.

G. D.-H.