Litteratur

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 06 - side 242-243

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

LITTERATUR

HERMANN ERPF: Lehrbuch der Instrumentation und .der Instnimentenkunde. - Schott's Söhne, Mainz, 1959.

Forfatteren, der nu er 72 år gammel, har, især i mellemkrigsårene, været blandt Tysklands betydeligste musikteoretikere og -pædagoger, først og fremmest med sin Studien zur Harmonie- und Klangtechnik der neueren Musik fra 1927. Den foreliggende bog er en udvidelse og bearbejdelse af hans instrumen-tationslære fra 1936, 2. bind i serien Hohe Schule der Musik. Den adskiller sig fra de fleste andre fremstillinger af samme emne ved sit gennemført historiske anlæg. I fire hovedafsnit gennemgås de instrumentale klangidealer i før-klassisk, klassisk, romantisk og nyere musik, hvorunder instrumenter, deres konstruktion og anvendelse omtales, efterhånden som de dukker op. Denne fremstillingsform har mange indlysende fordele,

bl. a. i den stærke betoning af det funktionelle. Læseren overtydes om, at nye instrumenter fremkommer som følge af et æstetisk behov, men at dette siden kan lade sig inspirere og ledes ind på særlige baner af instrumenternes tekniske udvikling. Vekselvirkningen i dette forhold er udmærket belyst, bl. a. for strygernes og for klarinettens vedkommende. Herved vanskeliggøres overblikket noget; men det kompenseres derfor ved et udførligt register og ved en separat fortegnelse over nodeeksemplerne — der er 300 ialt — efter komponistnavn.

Bedst er syntesen mellem det æstetiske og det håndværksmæssige lykkedes i afsnittet om den romantiske musik og den del af den nyere musik, der rækker til og med Schönberg, Stravinski] og Bartók. Det, som er kommet til siden anden verdenskrig, unddrager sig i nogen grad forfatterens forstående indlevelse, hvad man næppe vil kunne bebrejde ham. Det skal heller ikke fordunkle den kendsgerning, at Erpfs nye og udvidede instrumentationslære udgør et omfattende kompendium, der vil kunne være til fremragende nytte for den, der vil tilegne sig både praktisk og teoretisk viden om den instrument-klanglige side af musikkens væsen.

J. M.

WALTER KOLNEDER: Anton Webern. Einführung in Werk und Stil. Kontrapunkte 5. - Touger Musikverlag, Rodenkirchen 1961. 196 s.

HANS MOLDENHAUER: The Death of Anton Webern. A Drama in Documents. - Philosophical Library, New York 1961. 118 s.

Lad mig først fastslå, at Kolneders bind om Anton Webern i Kontrapunkte-serien (der senere er udvidet med et om Stockhausen) er en glimrende vejledning til forståelse af denne komponists vanskeligt tilgængelige værker. Den gennemgår alle Weberns 31 opus, men netop af denne grund kan analyserne ikke blive særligt dybtgående. Til gengæld findes der utallige citater fra andres analyser af de pågældende værker, især fra Leibowitz's »Schönberg et son école« og det beundringsværdige, men i sine analyser lige så ensidige »Reihe II«, de to mest omfattende bidrag til Webern-litteraturen. Desuden findes der en fortræffelig litteraturliste, så de, der måtte blive bidt af Webern (»gal« eller ikke), kan finde frem til de artikler, der er trykt i diverse musiktidsskrifter. Det mest beundringsværdige ved fremstillingen er, at Kolneder gør lige så meget ud af Weberns ekspressionistiske periode som den dodekafone, der ellers er den mest behand-ilede som hovedkilden til den senere musikudvikling. '

Dette hovedkapitel om værkerne er omgivet af mindre udførlige afsnit, hvis titler er: »Lebensskizze«, '»Zur Persönlichkeit« og »Die Nachwirkung«. Dette sidste er dog ret problematisk, idet forfatteren - efter min mening - viser en eklatant mangel på forståelse af forbindelseslinierne mellem den strømning, der går under navnet »Webern-Nachfolge« og dens ophavsmand.

Den anden bog, af Moldenhauer, er et let læst bidrag til opklaringen af den dunkelhed, der har svævet omkring Weberns død i september 1945. Efter forviklinger, der kan minde om en kriminalromans, finder Moldenhauer ud af, at det var et ulykkeligt tilfælde, der gjorde ende på Weberns ellers så lidet interessante levnedsløb. Han var ved at nyde den første amerikanske cigar efter krigsafslutningen, da han uden for huset blev skudt ned af en amerikansk soldat, der troede sig overfaldet af ham, da de stødte sammen i mørket. I anledning af cigaren havde Webern sagt, at det var en historisk dag. Det blev det.

S. N.

Årgang 38/1963, nr. 06