Musikalske værdinormer

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 06 - side 227-228

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Johan Bentzon
Musikalske værdinormer

Da jeg i sommeren 1946 ved ISCM's musikfest i London efter 8 års adskillelse mødte den tjekkiske komponist Aloys Haba, som havde været en af tyvernes og tredivernes ivrigste musikalske foregangsmænd, drøftede vi vore ønsker for fremtiden på baggrund af den hidtidige musikalske målsætning. Han sagde bl. a.: »Musik skal være udtryk for menneskets forstand, fantasi og følelse. Jeg tror man kan sige, at vi i trediverne lagde for megen vægt på det forstandsmæssige.«

I september 1952 blev der på Unesco's initiativ afholdt en international konference i Venedig med emnet »kunstneren i nutidens samfund«. Arthur Honegger karakteriserede ved denne lejlighed den alvorligt arbejdende komponist som den, der ikke søger »at behage publikums mest dagligdags smag, men som fremfor alt ønsker at skabe kunst, udtrykke en tanke, nogle følelser, at klargøre sin holdning til de æstetiske eller blot menneskelige problem«.

Da Igor Stravinskij for nogle år siden var i København for at modtage Sonning-prisen udtalte han, ifølge pressen, følgende om »hjertets mulighed i elektronmusikken«, som netop da var til diskussion herhjemme: »Hjertet spiller i det hele taget ikke så stor en rolle i musikken. Musik er jo en abstrakt ting. Har man øre, hjerne og talent, skal den nok behage.«

I musiktidsskriftet »Melos«' januar-nummer har ISCM's formand dr. Heinrich Strobel, som vel kan betragtes som en af de bedst orienterede foregangsmænd for og kendere af moderne musik gennem mere end 40 år, skrevet en artikel om moderne kunst, hvori han bl. a. siger: »I den moderne kunst optræder intellektet med absolut krav på forrang. Den moderne kunst er en forstandsmæssig kunst.« »Et af den moderne kunsts væsentligste kendetegn er den chokvirkning, som den bevidst ønsker at udøve. Kunstværket skal forbløffe. Det skal angribe tilhøreren, for at han kan blive revet ud af sin rutinemæssige beundring for det såkaldt skønne.« »Et andet princip for den moderne kunst er bruddet med illusionen, med klangbedårelsen, med følelsesoplevelsen. Kunstneren skaber sig i kraft af sin formale tænkeevne og sin fantasi sit eget univers.«

At opleve - eller forstå - musik tilbunds består bl. a. i intuitivt at finde frem til komponistens værdinormer og målsætning. Af de ovennævnte målsætninger er Honeggers den mest omfattende og den der vel kan siges at være mest i overensstemmelse med det hidtidige europæiske kultursyn. Det bemærkelsesværdige ved den er, at Honegger ikke blot mener at komponisten kan give udtryk for æstetiske og menneskelige følelser, men at han kan skildre sin holdning til dem. Han knytter utvetydigt det æstetiske til det etiske.

Musikbedømmelse, der søger at finde frem til en kompositions værdi med hensyn til fantasi og kunstnerisk intellekt, har ret fast grund under fødderne, og er derfor i reglen i stand til at fælde ret objektive domme om det mere eller mindre værdifulde, det mere eller mindre nyskabende. Det er derfor forståeligt at den meste musikkritik bygger på analyser af de elementer i musikken der har relation til fantasi og »formal tænkeevne«. Og det er i overensstemmelse hermed at Theodor Adorno — ifølge Poul Nielsen's fremstilling i DM nr. 2 - betegner den som den fornemste lytter, der er i besiddelse af »den fuldt adækvate, »strukturelle« lyttemåde, af »evnen til strukturel perception«.

Den der inddrager det følelsesmæssige i sin bedømmelse er langt usikrere stillet, fordi han må støtte sig på sin egen subjektive oplevelse, og kun er istand til at fælde en relativ objektiv dom i det tilfælde han søger at dømme om indholdets forhold til formen, d.v.s. balanceforholdet mellem fantasi, forstand og følelse.

Til gengæld er det kun ad følelsens vej, og på grundlag af det følelsesmæssige udtryk, at man kan fornemme sig frem til en dom om komponistens holdning til de menneskelige problem, som han søger at give musikalsk udtryk for. Men betragter man det som musikkens egentligste mål - eller i alt fald som dens højeste mulighed - at kunne udtrykke en sådan holdning, for at påvirke den lyttende til en tilsvarende holdning, så bliver målet for ens musikforståelse til syvende og sidst altid at prøve på at fornemme, om et bestemt musikstykke udtrykker eller afspejler en holdning til menneskelige problemer; og om disse problemer er mere eller mindre væsentlige - etisk set.

I så fald bliver fantasi og intelligens midler for følelserne; og følelserne indtager deres naturlige plads indenfor den etiske vurdering.

Ifølge denne vurderings måde kan man glæde sig over at fornemme et etisk engagement selv hvor det kun er kommet ufuldkomment til udtryk. Og omvendt: jo større en komponists kunstneriske fantasi og formale tænkeevne er, desto mere skuffes man, hvis man forgæves søger den holdning han indtager til de rent menneskelige problemer. Udtrykket: kunst der lyser uden at varme, passer i denne sammenhæng. Ligesom: følelser der brænder, i stedet for at opbygge.

Ovenstående kan måske tjene som kommentar til Mogens Andersen's imødegåelse af min artikel »Svigtende spilleglæde« - og tildels til Jan Maegaard's korte bemærkning - samt til M.A.'s bekymring for at min »helt private værdinorm« skulle afskære mig fra væsentlige sider af europæisk åndsliv.

Nu er værdinormernes antal ikke særlig stort, så chancen for at få en »helt privat« er temmelig ringe. Og hvis det at være afskåret fra skal forstås derhen, at man ikke forstår eller ikke føler sig på bølgelængde med visse sider af europæisk åndsliv, så kunne det måske være værdifuldt at søge at formulere, hvad der er forudsætningen for at nå til samme bedømmelse af et musikværk.

For det første må man reagere nogenlunde på samme måde overfor de rent akustiske fænomener musikken byder på. For det andet må man have omtrent den samme evne til »adækvat strukturel perception« for at tale adornosk. Og for det tredje må man hylde de samme værdinormer - ikke så meget æstetisk-kunstnerisk, som menneskeligt.

I den sammenhæng ville det være til værdifuld vejledning for mig hvis Mogens Andersen eller Jan Maegaard kunne gøre rede for, hvilke avantgardistiske komponister der i deres musik giver udtryk for at ligge nær den Honegger'ske værdinorm, og hvilke der slutter sig til den Strobelske målsætning.

Til slut blot dette: man skylder alt nyt sin udelte og uhildede opmærksomhed; hvorvidt man derefter kan give det sin tilslutning, er man på ingen måde selv herre over.

Årgang 38/1963, nr. 06