Ny norsk ballet

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 06 - side 217-219

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

Harald Krebs
Ny norsk ballet

Direktøren for Nordjysk Musikkonservatorium, mag. art. HARALD KREBS gennemgår her Arne Nordheims ballet »Katharsis«., der ventes at komme op på Det kgl. Teater i midten af denne sæson.

En af nyhederne på Det kongelige Teaters balletprogram for sæsonen 1963-64 er „Katharsis" med musik af den 32-årige norske komponist Arne Nordheim til koreografi af svenskeren Ivo Cramer. Vi skal her møde ung norsk musiks største talent. Mange vil sikkert erindre uropførelsen i dansk radio i 1959 af det fine værk „Aftonland" for sopran og kammerensemble til digte af Pär Lagerkvist (senere sendt i norsk TV over Nordvision), og direkte i centrum kom Arne Nordheim til at stå, efter at orkesterværket „Canzona"", uropført ved Bergen-festspillene i 1961, blev antaget til ISCM-festen j Amsterdam i år. „Canzona"" var et bestillingsarbejde, det samme er „Katharsis"" - bestilt af Den Norske Opera og uropført under festspillene i Bergen i 1962, og senest har Norsk Rikskringkasting bedt om et musikdramatisk arbejde. Øjensynlig er Arne Nordheim en mand med kvaliteter, der får rette vedkommende til at tage initiativer! - (I parentes bemærket: Hvornår får vi mon et dansk værk at høre, som er „commissioned by The Royal Danish Ballet and Music Festival"?)

Arne Nordheims hidtidige værker har hos tilhøreren fremkaldt indtrykket af et espressivt, atmosfæreskabende tonesprog, bygget på atonalitetens princip (uden at være serielt, i hvert fald ikke gennemført), en rigdom af klanglig fantasi og en udtalt dramatisk fornemmelse. Disse træk genfindes i „Katharsis", og man forstår på den baggrund, at Arne Nordheim har fået flere opgaver som komponist af scenemusik (bl. a. til Bjørnsons „Sigurd Slembe", Molière's „Don Juan" og Euripides' „Medea").

„Katharsis" henter sit stof fra legenden om den hellige Antonius, manden i 300-tallets Ægypten, der som 20-årig, rig yngling gav alle sine ejendele til de fattige og gik ud i ørkenen for at leve som eremit. Hans kamp med sig selv og hallucinationer i form af fristelser er ofte gjort til genstand for kunstnerisk behandling i litteraturen og malerkunsten. Berømt er den nederlandske maler Hieronymus Bosch's store billede „Sct. Antonius' fristelser"" (i Prado-museet i Madrid); også hans elev Pieter Breughel d. æ., Mathias Grünewald og Jacques Callot har behandlet motivet. Indenfor litteraturen er der grund til at nævne Gustave Flauberts tanketunge læsedrama og Anatole France's roman „Thaïs" (der dannede grundlag for librettoen til Massenets opera).

Det er Flaubert og Bosch, der har været udgangspunktet for Nordheim og Cramér, og i syv billeder skildres Antonius' møde med alle denne verdens fristelser, hans svære kamp med sig selv og hans overvindelse af de onde kræfter i og omkring ham frem til den endelige lutring - katharsis.

1. scene: Sodoma: Ballettens længste afsnit, bestående af en række billeder. Orkestrets prolog lader langsomt scenen blive befolket og belyst, på takt 11 rammer lyset Antonius, musikalsk understreget af et karakteristisk motiv i engelskhornet (eks. 1). Det melodiske stof følger i øvrigt udviklingen i forskellige former og udtryk og munder ud i den stort anlagte Tarantella, lyset toner op til fuld styrke, og alle kaster sig ud i en vild dans (eks. 2). Dette afsnit siger os meget om Arne Nordheims evne til at udforme en sats i en række forløb. Handlingsmæssigt sker der det, at kraften af og til forlader de dansende. En mefistoagtig skikkelse, dr. Tarantola kommer med en sprøjte „dansegift", og dansen bygger sig op påny til en hektisk, kaotisk kulmination. Den rige yngling Antonius tager ivrigt del i det „søde liv" i Sodoma, men da tarantellen har raset ud, står Antonius alene og man aner begyndende anfægtelser (markeret musikalsk gennem tilbagevenden til engelskhornets åbningsmotiv (eks. 1) samt „sakrale" violiner og fløjter).

Hidtil har Antonius af kvinder mødt Chimara og Sagana, men først Luxuria, som nu danser ind med manden med edderkop-navnet, dr. Tarantola, frister ham så stærkt, at han ikke kan stå imod. Deres erotiske forening får en musikalsk iklædning af uhørt intensitet og koncentration - det siges ganske kort, men som det siges! Den vilde kehraus raser videre; dr. Tarantola og Sagana udfolder i en virtuos dans deres karakter, og i en værtshusscene får Antonius (til tonerne af en drikkevise, eks. 3) for alvor afsmag for denne verden, en ny version af tarantellen tager form, indtryk af kaos trænger sig atter på, indtil Antonius' motiv fra åbningen (eks. 1) igen dukker frem; dansen kulminerer, men omsider når Antonius sit livs korsvej (2. scene), hvor han giver alt fra sig til de fattige og vandrer ud i ørkenen. Denne episode omfatter blot 32 takter, og Antonius kommer til ørkenbusken (3. scene), hvor han sulten og tørstig møder hallucinationen og første fristelse. Det er helt overbevisende og selvfølgeligt, at Arne Nordheim her tager elektrofonien i anvendelse: en høj, svævende og fjern kvindestemme synger mod lyden af rindende væske (vand eller vin?). Forvredne skikkelser fra det tidligere liv (værtshusscenen, eks. 3) danser ind og frister ham med alskens drikkevarer, men han jager fristerne på flugt, dog blot for at få nye hallucinationer, atter udtrykt elektrofonisk, den samme kvindestemme, nu iblandet larm fra et højrøstet middagsselskab. Også madens fristelser formår Antonius imidlertid at vise fra sig, og han flygter til hulen (4. scene), hvor erotikken både i dens naturlige og anormale afskygninger udgør den næste fristelse, som udtrykkes i en rock-agtig dans. Det elektrofoniske indslag er her ifølge komponisten bygget på „teenager-brøl som etter hvert blir sterkt opblandet med svinegrynt" (!). Selveste Onan danser for Antonius, men han bliver nu stærkere og stærkere og kæmper sig fri, endog da Luxuria kommer og får ham med i dansen, hvorunder mærkelige skabninger lægger net om dem, et net, som Antonius omsider sprænger (denne scenes billedmæssige udformning er inspireret af Hieronymus Bosch). Strygernes flageolettoner antyder, at han er fri, men nu begynder en djævelsk „sort messe"" (5. scene). Arne Nordheim fortæller selv om denne scene: „Den består av et elektrofonisk innslag, hvor store katedraler åpner seg for Antonius' indre blikk. Man hører messer i det fjerne, det synges i krokene, det hviskes, brummes, hanes og Spottes. Prossesjoner toger forbi (det er to-spors bånd, to forsterkere og to høy talergrupper, en på hver side av scenen). Antonius ser seg selv kronet til biskop av en kvinnlig pave, som viser seg å være Sagana. Antonius går opp midtgangen i katedralen, mens et kor på 100000 stemmer opp et gryntende Alleluja som kroningsmesse. Øverst oppe, ved altret, ser vi i blålig skinn del av et triptykon med Maria i silhuett. Hun kaster alle sine klær og trær ut av bildet - som Luxuria"".

Orkestret overtager atter spillet. Sagana og dr. Tarantola påkalder dæmonerne (6. scene), som iværksætter den sidste plage og fører (atter elektrofonisk komponeret) Antonius gennem luft, ild og vand frem til KATHARSIS (7. scene). Her vindes den endelige sejr over de onde kræfter, musikken ændrer karakter, bliver lys, ren, klar og ophøjet, og atter høres engelskhornmotivet fra åbningen (eks. 1), ringen er sluttet. Båndmaskinen toner påny ind, materialet er klokker, fra små hurtige til store, langsomme, drønende. Ved slutningen af stryger akkorden, som står alene de to sidste takter, skal man ifølge komponisten have følelsen af, at det hele kan begynde forfra.

Det skal i tilslutning til denne gennemgang, der er baseret på et instruktivt og i øvrigt overmåde festligt og hyggeligt brev fra komponisten, endelig anføres, at Arne Nordheims musik ved beskæftigelse med partituret alene - altså løsrevet fra handlingsforløbet - forekommer i eminent grad symfonisk konciperet og således (med visse modifikationer, angivet af komponisten selv) for første halvdels vedkommende særdeles velegnet til koncertfremførelse, også fordi den gennem sin udvikling fra en tilstandsform til en anden fremstiller et ægte, absolut musikalsk forløb.

Årgang 38/1963, nr. 06