Liszt og Danmark

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 07 - side 274-276

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Ole Willumsen
Liszt og Danmark

Det ville måske være på sin plads at supplere Bengt Johnssons iøvrigt ganske fortræffelige artikler om »Liszt og Danmark« (1962, nr. 2, og 1963, nr. 3) med hensyn til den sidste del, der fortæller om Liszt-fremførelser i København i tyverne og derefter. Det er blot et par ting der efter min mening mangler i artiklen, nemlig Bengt Johnssons eget arbejde, mine Liszt-fremførelser (fordi B. J. nu nævner mig) - og endelig, som det vigtigste, Gunnar Johansens mindeværdige indsats i perioden 1924-29.

Jeg vil lige nævne, at amatørforskeren (altså jeg selv, ikke Bengt Johnsson) har mødt uforudsete vanskeligheder. For eksempel var det ikke muligt at studere Gunnar Johansens programmer, presseudklip o.s.v. fra tiden. Wilhelm Hansens koncertdirektion oplyste på forespørgsel, at arkivmaterialet fra tyverne ikke var tilstede, og der syntes forresten at være en del usikkerhed med hensyn til hvor (og om?) det eksisterede. Forhåbentlig kommer arkivet frem igen, for det må jo indeholde en masse værdifuldt materiale, blandt andet om Carl Nielsen-koncerter, og materialet om det, der dengang var ny musik i verden og dens formidling til Danmark.

Først er der Bengt Johnsson selv. Det er forkert at springe sig selv over, når det drejer sig om historiske kendsgerninger. Johnsson har nemlig gjort et bemærkelsesværdigt arbejde med at formidle kendskabet til og forståelsen af Liszt. Som pianist har Bengt Johnsson gentagne gange spillet Totentanz, og han har også førsteopført flere Liszt-værker i Danmark — blandt de stykker, man i de senere år har fundet, først og fremmest i Weimar og i Ungarn. Musikvidenskabsmanden Bengt Johnsson har talt og skrevet om Liszt, f. eks. en række radioforedrag omkring 150-årsdagen i 1961. Denne virksomhed bør ikke forties.

Da Alexander Stoffregens elev Ole Willumsen også nævnes som fremfører af en række af Liszts »poetiske klaverværker«, må jeg også have lov at fortælle en smule mere om, hvordan det forholder sig med det. Efter min elevtid hos Stoffregen, hvor Liszt naturligvis indgik i studieplanen, og efter debutkoncert i 1929, blev der mulighed og tid til specialstudier, og under et længere Berlinerophold, i 1929-31, opsøgte jeg repræsentanterne for Busonitraditionen, der allerede længe havde tiltrukket mig. Det vil sige, at jeg blev elev hos Egon Petri og Alexander Liebermann, for der at lære noget om det »store« klaverspil, baseret på Bach og Liszt.

Af større og vigtigere Liszt-værker, som jeg har spillet et større eller mindre antal gange herhjemme, bør vel nævnes: h-moll sonaten, Weinen und Klagen-variationerne, A-dur koncerten, Don Juan-fantasien og de to legender - foruden altså de førnævnte »poetiske klaverværker«.

Men den største, og vel den eneste Liszt-fortolker af virkelig stort format som Danmark har haft, er Gunnar Johansen. At han ikke nævnes i Bengt Johnssons artikel er højst beklageligt, og det er også hovedgrunden til disse linjer. Dansk udøvende kunst har dog ikke så meget at være stolt af, at man har råd til at glemme Gunnar Johansen. Han er oprindelig elev af Victor Schiøler. Allerede som barn optrådte han offentligt, som 14årig (i 1920) spillede han Liszts Es-dur koncert i Tivoli. Han studerede i Berlin hos Lamond, Fischer og Petri, og i de fem sæsoner fra 1924 til 1929 var han på færde overalt i danske koncertsale i en sådan grad og med en sådan succes, som det vel næppe er set hverken før eller senere. Han er en af de største klaverbegavelser, som Danmark har haft. I 1929 rejste han imidlertid til USA, hvor han bosatte sig og hvor han stadig virker, med hovedsæde i Wisconsin universitetet.

Jeg har i sommer skrevet til Gunnar Johansen for at få et overblik over hans daværende Liszt-repertoire. Her er hovedpunkterne.

I 1924 en klaveraften, der begyndte med Weinen und Klagen-variationerne og sluttede med Tannhäuser-ouverturen plus tarantellen fra »Den stumme fra Portici«.

Endvidere ved forskellige koncerter:

Don Juan-fantasi
Bach-fantasi og fuga
Mefistovals I
Franciscus-legende I
En række Schubert-Lieder
Wanderer-fantasi med orkester
Gounods Faust-vals
Bach-transkriptioner
3 Liebesträume
2. ungarske rhapsodi

Den mest imponerende præstation var en klaveraften, hvor han foruden Chopins 24 etuder spillede Liszts 12 transcendentale etuder -og som ekstranummer de 6 Paganini-etuder.

At Liszt-spiilet ikke blot har været en ungdomshobby for Gunnar Johansen, men at han i de mellemliggende år har fordybet sig yderligere i Liszts uoverskuelige værk, kan man se af nogle programhefter og oplysninger, som han sendte mig sammen med sit svarbrev nu i sommer. F. eks. har han i Blue Mounds, Wisconsin, hvor han bor, afholdt 6 Liszt-aftner i 150-året for Liszts fødsel - og med meget vidtspændende og interessante programmer. Til forskel fra Gunnar Johansens virtuose ungdomsperiode, som vi oplevede det i Danmark, er hovedvægten nu lagt på den alvorlige, religiøst-filosofiske side af Liszts produktion, uden at de bekendte hovedværker er forbigået. Det er mammutprogrammer; der er således en aften med orkester, hvor han har spillet de to klaverkoncerter plus Spansk Rhapsodi (i Busonis bearbejdelse) og Totentanz, en anden aften indeholder Harmonies Poétiques et Religieuses in extenso, der er en række stykker der her har fået amerikansk førsteopførelse, deriblandt en scherzo fra 1827, som kun findes i manuskript.

Han skriver, at han i løbet af otte år har grammofonindspillet hele Bachs klaverværk (44 LPplader), og nu er igang med indspilning af en lang række Lisztværker, planlagt i 6 albummer, hvoraf de to foreligger, og desuden vil han indspille samtlige klaverværker af Busoni til 100-års fødselsdagen i 1966. Endelig kan også nævnes komponisten Gunnar Johansen: 120 sonater og 41 Davidssalmer!!

Det er jo i hvert fald en fantastisk pianistpræstation, og det ville være mer end rimeligt, om vi herhjemme fik nærmere kendtskab til resultaterne på en eller anden måde. Gunnar Johansen bliver 60 år i 1966.

Bengt Johnsson omtaler rigtigt den meningsterror der herskede i musiklivet i tyverne og trediverne, under førerskab af Carl Nielsens omgivelser - selv deltog han vistnok ikke nævneværdigt i jagten. De meningsdannende elementer var en kritikerkreds omkring Politikens Hugo Seligmann og konservatoriets ledende kræfter. En af de mere barokke følger af denne musikalske klimatilstand er forøvrigt, at de unge der dengang blev afgørende inspireret af Béla Bartók - jeg tænker på Vagn Holmboe og Herman D. Koppel - synes at være ganske uden forståelse for den åbenlyse og organiske forbindelse, der eksisterer mellem Liszt og Bartok; en forbindelse, som Bartok selv var sig i høj grad bevidst.

End ikke Gunnar Johansen formåede i nævneværdig grad at påvirke atmosfæren. Han blev naturligvis fejret, men mest som »den unge klaverløve«, hvad han så sandelig også var. En dybt alvorligt arbejdende kunstner som Alfred Cortot fik til sin forbløffelse en indstændig opfordring fra den danske koncertarrangør om ikke at spille h-moll sonaten i København; impressarien frygtede den dårlige kritik af værket. Sådan var klimaet. Liszts musik var nærmest foragtet af kritikere og eftersnakkere, den blev kaldt pågående, uædel, poserende. Alvoren i den fornægtede man, kaldte det »teater«. Der er også »teater« i Liszts musik, men i allerbedste forstand, nemlig fest, fantasi og en åben og levende sans for omverdenen. Liszt er ikke nogen navlebeskuer.

Efter at kammersanger Emil Holm i midten af trediverne fik knyttet Nicolai Malko og Fritz Busch til radioen blev vinduerne lukket op, og luften blev efterhånden noget friskere. Liszts musik har i vores tid fået en naturligere plads i radio- og koncertprogrammer. Og optimistiske sjæle kan vel også håbe, at pædagogerne lidt efter lidt vil indse, at han er et nødvendigt led i den højere klaverundervisning.

Årgang 38/1963, nr. 07