Litteratur

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 07 - side 284-286

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

LITTERATUR

FELIX SALZER: Strukturelles Hören. Der tonale Zusammenhang in der Musik. Band I-IÍ. (Oversat til tysk ved Hans Wolf og Felix Salzer, efter amerikansk). - Otto Heinrich Noetzel Verlag, Wilhelmshaven. I960.

Felix Salzer er elev af den polsk-østrigske musikforsker Heinrich Schenker (1868-1935), og Salzers bog er en systematisk-pædagogisk udarbejdning af Schenkers musikopfattelse.

Heinrich Schenker var en mærkelig, nærmest fantastisk musikteoretiker, arrogant og genial. Han mente, at kun tiden mellem år 1700 og Brahms' død byder på stor musik; musikken før var forstudier, musikken efter talentløs og proletarisk. Det var hans overbevisning, at kun germanere kunne være store komponister. Han gik ud fra som givet, at musikkens »rent-musikalske« indhold er musikkens eneste og sande indhold. Hans samfundsopfattelse var overmåde reaktionær. Hans nationalopfattelse chauvinistisk. Alt dette gav han udtryk for i sine bøger om musik.

Men man finder dér også ting, som gør ham til en af vores århundredes originaleste

og mest inspirerende musiktænkere. Hans fortjenester ligger dog udelukkende i det musikbeskrivende, og f. eks. overhovedet ikke i musik-tolkningen.

Konsekventest men samtidig mest dogma-tisk-uforståeligt er hans nyskabende tanker fremsat i 3. bind, Der Freie Satz (1935), af hans Neue Musikalische Theorien und Phantasien (1906-35).

Hvori består hans »system«?

Et musikstykke ses som en klangmasse, der bevæger sig i et tonalt rum, begrænset af yderstemmer. Schenker søger de love, hvorefter bevægelsen sker, og finder en række principper, der kan beskrives som sammensmeltninger af kadencal-harmoniske principper med melodiske (stemmeføringsmæssige) principper.

Flere af disse principper kan opfattes som en udvidelse af begreber fra den klassiske lære om kontrapunkt. Begreberne genne?n-gang og drejenode udvides f. eks. af Schenker så kolossalt, at hele satsdele bliver betragtet som gennemgående, eller at i visse tilfælde mellemdelen af en da-capo-form regnes for en længe holdt, og stærkt udsmykket drejenode. Til syvende og sidst bliver ethvert musikstykke, set på denne måde, til én stor gennemgang inden for tonika. Disse dybtliggende principper finder Schenker frem til ved gennem stadig forenkling af det musikalske væv, med ørets hjælp at skrælle lag (Schichte) af den valgte sats. Og den sig bevægende klangmasse opfattes således som mange sæt udsmykninger uden på hinanden af en inderste kerne, ursatsen (som Schenker desværre kalder den). Ursatsen er nogenlunde ens for alle dur-moll-musikstyk-ker, mens den enkelte kompositions individualitet og særpræg opbygges gennem de øvrige lag.

Sammenligner man Schenkers analyseform med sædvanlig harmonisk analyse, vil man se, at Schenkers kan arbejde langt mere differentieret, idet den søger at bestemme hvert klangfænomens præcise betydning og væsentlighed, ikke blot i forhold til de nærmest liggende akkorder og toner, men væsentlighed overhovedet for den tonale sammenhæng og struktur. Schenker forfølger ørets opfattelse og hvad der er mindre, hvad mere væsentlig for helheden, søger enhver årsagssammenhæng, og prøver at bestemme hvilke årsagssammenhænge der er mere fundamentale end andre.

Det følgende lille eksempel må ikke tages for mere end det er. Skønt ubetydeligt, kan det dog muligvis lede læseren på sporet af den sidst behandlede tankegang: Schenker finder det forkasteligt at klassificere alle mulige samtidigt klingende toner som akkorder eller intervaller. Han benægter f. eks. eksistensen af den forstørrede oktav. Thi de to toner, der skulle udgøre den, er tilfældige i forhold til hinanden, og deres respektive årsager må søges i omgivelserne.

Felix Salzers bog er en fremlæggelse af Schenkers tanker på en grundig, indsigtsfuld og loyal måde. Tilmed er bogen letforståelig og pædagogisk tilrettelagt, i modsætning til Schenkers bøger som er ret uforståelige og slet ikke pædagogisk tilrettelagt. Den er således den væsentligste bog om emnet udkommet efter Schenkers død. (Der findes så vidt jeg ved kun to til: Oswald Jonas: Das Wesen des Musikalischen Kunstiver ke s, og Adèle Katz: Challenge to Musical Tradition).

Men Salzers bog er ikke bare en sådan fremlæggelse, den er en personlig videreudvikling af Schenkers værk. Er derved en smule af den schenkerske verdens fjerne skønhed gået tabt, hvilket jo nemt sker, når der pilles ved lukkede systemer, så opvejes tabet rigeligt ved det som er indvundet i forståelighed og anvendelighed.

Den mest spændende fornyelse hos Salzer er, at han med stort held anvender Schen-

kers analytiske fremgangsmåde over for alle arter af tonal europæisk (og amerikansk) kunstmusik. Altså også over for Leonin, Machaut, Josquin, Stravinski], Copland og Prokofieff. Han opnår her meget klare og interessante resultater, samtidig med at det lykkes ham at påvise, at principperne for musikstykkernes tonale struktur har været nogenlunde ens de sidste 100 års tid.

Bogen kan anbefales, som fremragende lærebog i forståelse af musikkens struktur og tonalitetens væsen, og som en udmærket introduktion til Schenkers tankeverden.

M. L.

Jahrbuch für musikalische Volks- und Völkerkunde. Band 7«. — Walter de Gruyter und Co. Berlin 1963. 149 s.

Tre tyske institutioner har sluttet sig sammen om at udsende en årbog viet emner inden for den etnologiske musikvidenskab: Kommission für musikalische Volks- und Völkerkunde der Gesellschaft für Musikforschung, Deutsche Gesellschaft für Musik des Orients og Institut für Musikforschung Berlin. Som udgiveren, Fritz Bose, forklarer det i sit forord, er initiativet taget for at skabe en nutidig pendant til Stumpfs og Hornbostels glorværdige, men kortlivede forsøg i tyverne: »Sammelbände für vergleichende Musikwissenschaft«. For nok kan etno-musi-kologiske artikler publiceres i diverse tidsskrifter, men for større afhandlinger har afsætningsmulighederne været knap så gode -i hvert fald i Tyskland.

Førstebindets fire studier beskæftiger sig udelukkende med ikke-europæisk musik.

Af væsentlig interesse er Dieter Christensens beskrivelse af Hakkâri-kurdernes dansesange. Den nære Orients musik er stadig ikke vel udforsket, og ethvert nyt bidrag, der udvider vor beskedne viden om denne musik, må hilses hjerteligt velkommen. Christensen støtter sig i hovedsagen på optagelser foretaget under en indsamlingsrejse til Tyrkiet i 1958. Transkriptionerne synes ulastelige, analyserne og kommentarerne af mønstergyldig grundighed. Grundigheden er tilmed så stor, at den sporadisk optrædende tostemmighed får særlig omtale, skønt der kun er tale om heterofoni samt måske om en særlig form for ornamentik. Værdifuldt er det, at flere af sangene præsenteres på en medfølgende grammofonplade. Det bør bemærkes, at Hakkâri-kurdernes répétitive, antifonale dansesange har nære slægtninge på den arabiske halvø, nemlig de fest- og krigssange, der kaldes ardha eller ayale. Også i henseende til syngemåde må beduinerne bringes i erindring.

Pater René Ménard leverer en »Contribution à l'étude de quelques instruments de musique Baoute«. Hans indtrængende og autoritative undersøgelse af idiofoner på et begrænset område af Elfenbenskysten giver et overvældende indtryk af den afrikanske musiks instrumentale rigdom. Ganske tankevækkende er også Hans-Heinrich Wänglers diskussion af forholdet mellem talte og sungne tonehøjder i afrikanske tonesprog.

Den mest problematiske af de fire afhandlinger er Alan P. Merriams om »Songs of thè Gêge and Jesha Cults of Bahia, Brazil«. Materialet er vel opmærksomhed værd. Det stammer fra brasilianske negre, hvis religion og religiøse musik har bevaret det meste af sin vestafrikanske karakter. Materialet er lille og dets musikalske karakter ikke entydig. Det må derfor forekomme dristigt at underkaste det alle mulige statistiske undersøgelser. Og når det samlede antal Gêge-sange er ti, synes det vildledende at fastslå, at 10 pct. af sangene har ABC-form, ligesom 10 pct af sangene er i en slags 6/4-takt. Merriams demonstration af de modale strukturer virker heller ikke helt overbevisende. Således er ud-

vælgelsen af subjektive tonikaer tilsyneladende lidt for ofte sket på særdeles subjektiv måde. Og tilmed er der intet anført, der kan forklare eller dog rimeliggøre anvendelsen af dette begreb, »subjektiv tonika«, i den foreliggende sammenhæng.

Man må håbe, at denne første Jahrbuch får mange værdifulde efterfølgere. Efter at have læst dette første bind er man klar over, at denne nye publikationsrække udfylder et savn. Pro.

Årgang 38/1963, nr. 07