Om musikalsk analyse

Jan Maegaard

Om musikalsk analyse

1. Den analytiske metode

Redaktionen har sendt mig Per Nørgårds artikel om Messiaens meget omtalte klaverstykke »ikke som nogen direkte opfordring til at tage stilling til det her behandlede værk.. ., men snarere som et forsøg på at få skred i en bredere diskussion af emnet.«

Jeg gør det gerne, omend kort, bl. a. fordi Per Nørgårds analyse på eksemplarisk vis anskueliggør et grundsynspunkt på musikalsk analyse, som jeg anser for både nyttigt og vigtigt at holde sig for øje. Nemlig dette: enhver analyse er et svar på et spørgsmål. Svaret afhænger - og det kan sikkert ikke understreges for stærkt - helt og holdent af spørgsmålet, der stilles. Dette forhold er velkendt fra andre områder af menneskers forsøg på at orientere sig, f. eks. fra undervisning. Det er ingen kunst at besvare spørgsmål, kunsten er at stille spørgsmål. Et dårligt stillet spørgsmål drager med en naturlovs konsekvens et dårligt svar med sig; tilsvarende fremkalder gode spørgsmål gode svar, præcise spørgsmål præcise svar o.s.v. Undervisningen består for en stor del i at lære dem, man underviser, at stille gode spørgsmål.

Analysesituationen er en lignende. Analytikeren står over for et kunstværk, som han ønsker at vide noget om. Altså må han spørge. Den analytiske metode er formuleringen af spørgsmålet. Hvis han har klart rede på, hvad han ønsker at vide om kunstværket, kan han stille et koncist spørgsmål, d.v.s. at han kan formulere en klar og overskuelig analytisk metode. Står han overfor værket som noget ukendt, som han blot ønsker at lære bedre at kende, må han prøve sig frem. Han må kredse om sit emne og forsøge at stille spørgs-

mål ud fra alle synsvinkler, indtil han efter nogen tids søgen »får fat i en ende«, som man siger. Det betyder i denne forbindelse, at det under hans forsøg er lykkedes ham at stille et godt spørgsmål, som så omgående har affødt et godt svar. Ud fra dette gode svar kan han da muligvis arbejde videre, stille nye spørgsmål og få flere gode svar. Denne situation svarer nøje til et råd, som mange musikstuderende ved Københavns Universitet har fået, når de har spurgt deres professor, hvordan de skulle gribe en videnskabelig opgave an: »De må arbejde med stottet, indtil det velsigner Dem.«

Noget lettere, men også mere risikabel, er situationen, når man på forhånd ved, hvad man vil spørge om, f. eks. hvilken rolle kirketonearterne spiller i Carl Nielsens musik. Man kan da straks eller meget hurtigt finde spørgsmål, der giver svar, altså anvendelige analytiske metoder. Risikoen er, at man, muligvis ubevidst, stiller sine spørgsmål sådan, at de ikke kan andet end netop fremkalde de svar, man ønsker at få. Her mindes jeg en anden af professor Jens Peter Larsens yndlingssen-tenser: »Når jeg nu har bare ét eksempel udover det, jeg håber at finde, så har jeg to.« Dette er selvfølgelig sagen sat på spidsen; men spørgsmålet er, om det er muligt helt at undgå en lille rest af denne jagt på guldfugle i noget analytisk arbejde. Den eneste garanti for et holdbart resultat ville være en uinteresseret undersøgelse. Men man analyserer jo almindeligvis af interesse i at få bekræftet eller afkræftet et indtryk, man har fået gennem en kunstnerisk oplevelse. En uinteresseret undersøgelse af et kunstværks egenskaber ville stærkt nærme sig det absurde, siden den uinteresserede næppe vil formodes overhovedet at kunne erkende kunstværkets egenskaber.

Musikalsk analyse kan altså ikke drives indenfor grænserne af et strengt videnskabeligt krav om eksakthed. Man gør hverken kunsten eller videnskaben nogen tjeneste ved at søge at tilsløre dette. Tværtimod må man se situationen i øjnene. Konsekvensen er, at man må være forberedt på, at analysen siger ligeså meget eller mere om analytikeren end om det analyserede kunstværk. Jfr. Per Nørgårds artikel.

2. De analytiske resultater

Det at enhver analytisk metode nøgternt må anses for et mere eller mindre klart udtryk for den analyser endes personlige stillingtagen, behøver dog ikke at svække resultaternes værdi. Metoden skal selvfølgelig være så klart defineret og så konsekvent gennemført, at undersøgelsen kan efterprøves. Stemmer resultaterne med metoden, betyder det, at de analytiske udsagn virkelig har gyldighed med hensyn til det analyserede. Derom bør man ikke tvivle, når man først har fundet undersøgelsen forsvarlig. Men at tilkende nogle udsagn gyldighed skal ikke være ensbetydende med at tilkende dem ene-gyldighed. De bliver ikke eksklusive, fordi de har gyldighed. Det analytiske resultat er i hvert enkelt tilfælde kun svaret på et ganske bestemt spørgsmål. Og svarets egenskaber afhænger som nævnt af spørgsmålets egenskaber.

Man kan derfor komme ud for analytiske resultater, hvis gyldighed man ubetinget må anerkende, men som man alligevel ikke vil tillægge synderlig vægt, hvis det spørgsmål, de besvarer forekommer at være uvæsentligt eller meningsløst. Dette forhold må bedømmes af den enkelte, hver gang han konfronteres med en analyse af et kunstværk. Men en bedømmelse heraf forudsætter, at han selv har kendskab til det analyserede; har han ikke det, må han naturligvis afstå fra at bedømme analysens væsentlighed. Det betyder ikke, at han nødvendigvis må sluge de analytiske resultater som det eneste sande og vederhæftige udsagn om kunstværket. Derimod kan han roligt tage dem til sig som en oplysning, der nok har sin rigtighed, men hvis betydning blandt mængden af oplysninger det endnu ikke er ham muligt at tage stilling til. Siden kan han supplere dem med andre oplysninger fremkaldt af andre analytiske metoder, og til slut muligvis føle sig rustet til at danne sig en kvalificeret mening om de forskellige udsagns indbyrdes vægt og betydning.

Én ting står fast: der er endnu aldrig gennemført en analyse, der udsiger den fulde sandhed om et kunstværk. Denne sandhed ville jo kun kunne udtrykkes gennem en lydefri opførelse, - og det er netop ikke nogen analyse. Man får et bedre og mere omfattende kendskab til et værk, des flere spørgmål man stiller, d. v. s. des flere analytiske metoder man tager i anvendelse overfor det. Først når det er belyst fra alle sider, er det fuldt belyst.

Det skal ikke forskrække, hvis nogle af de analytiske resultater, der fremkommer som følge af forskellige analytiske metoder, skulle vise sig at modsige hinanden. Stillet overfor kunstværket er vi, som jeg allerede har berørt, rykket så langt bort fra den videnskabelige eksaktheds krav, at det ville være ikke blot naivt, men ligefrem en logisk fejl, at kræve et modsigelsesfrit kompleks af gyldige udsagn om kunstværket.