Rejselærer i Nordjylland

Rejselærer i Nordjylland

Svar til direktør, mag. art. Harald Krebs, Nordjysk Musikkonservatorium, Aalborg, på det åbne brev, der stod at læse i sidste nummer af Musikpædagogen.

Kære Harald!

København, den 26. oktober 1963

Allerførst tak for dit brev, som Mp Fs bestyrelse har læst med stor interesse. Det er rart at modtage seriøse breve med konstruktive, realistiske forslag, som endda rummer ideer, der kan få langtrækkende konsekvenser til gavn for det danske musikliv.

Centralt og spændende i dit brev er forslaget om en ordning, hvorigennem der garanteres en klaverpædagog en rimelig årlig indtægt gennem et virke som »rejselærer« for Nordjysk Musikkonservatorium. Det skal blive spændende at erfare, om dine bevilgende myndigheder tør løbe den risiko, der ligger i at stille den garanti, der er tale om. At forsøget vil lykkes uden udgifter for garanterne, føler du dig overbevist om, og vi andre vil gerne tro dig. Selv om ordningen et par år skulle koste nogle penge, skal det nok over længere sigt vise sig at være en god investering.

Og hvilket forbillede er dette Aalborg-initiativ ikke for kommuner, institutioner o. lign. i andre »tynde« egne af landet!

Mp Fs bestyrelse vil selvfølgelig gerne medvirke til at overtale en pædagog til at tage imod tilbudet, hvis det bliver nødvendigt, men sandsynligvis vil en annonce i Musikpædagogen være tilstrækkelig til at få en del ansøgere i tale.

Lad mig få lov at gå ind på nogle enkeltheder i dit brev.

Du udtrykker bitterhed over, at så få statsprøvede musikpædagoger hidtil har villet tage den chance at skabe sig en god fremtid i Nordjylland. Vi tror ikke, der er grund til bitterhed. De fleste statsprøvede musikpædagoger må have rimelige levevilkår der, hvor de har slået sig ned (selv de 264 københavnske klaverpædagoger), ellers ville de vel selv have fundet ud af at flytte til et andet distrikt eller have oprettet filialer. Man kan ikke fortænke en statsprøvet musikpædagog (der jo også er en slags menneske) i helst at ville blive på sin hjemegn, hvor familie, venner og bekendte bor, og hvor man kender miljøet (-erne) frem for at skulle tilpasse sig livsrytmen på et nyt sted uden økonomisk garanti af nogen art. De foreslåede 20.000 kr. om året er en pæn sum og vil vel vise sig at være tilstrækkelig til at lokke en statsprøvet musikpædagog til Nordjylland; men beløbet er vel i dag desværre ikke så svimlende, at du må vente at få et særlig stort antal ansøgere. En ung musiker i et landsdelsorkester får i dag knap 23.000 kr. i begyndelsesgage. Et tilsvarende beløb ville ikke være urimelig for en ung statsprøvet musikpædagog, der jo har ca. 5 års egentligt studium bag sig ud over langvarig og kostbar undervisning på amatørstadiet. Dette kun sagt, fordi Mp F er lige så interesseret som Aalborg konservatoriet i, at dette første forsøg skal krones med overbevisende held. Man bør altså sikre sig at kunne honorere en virkelig fremragende ung pædagog efter fortjeneste. Lad det være bemærket, at det vil være rimeligt at forvente garantisummen indtjent på en arbejdsuge, der ikke er væsentlig længere end den, en symfonimusiker eller en folkeskolelærer har. En statsprøvet musikpædagog har samme pligt som en optrædende kunstner til at holde sig i form og til at holde sig à jour med tidens musik. Det kræver en arbejdsindsats, der må betales af den forbruger, der drager fordel af den.

I dit brev nævner du »foreningens takster«. Det er nok ikke helt rigtigt. Mp F har ingen takster, men et m/nimumshonoizi: for at forhindre, at medlemmerne i forsøg på at konkurrere med spillelærere uden uddannelse arbejder for en betaling, der er alt for urimelig lav, den lange studietid taget i betragtning. Vi vil iøvrigt i nær fremtid anmode vore medlemmer om at godkende et minimumshonorar på kr. 15,- for en undervisningstime.

Ting tår tid, sagde Kumbel, og det tager naturligvis tid for Nordjysk Musikkonservatorium at gøre Nordjylland selvforsynende på det musikpædagogiske område. Vi synes dog, at I er kommet vældig godt i gang og priser det friske pust, der ofte kommer fra dine nord-ligere landsdele. Kan vi hjælpe i en vanskelig situation, så skal det være os en sand fornøjelse.

p. b. v.

din hengivne HENNING BRO RASMUSSEN

Jörg Demus' Bachkursus

Klangskønhed, ud tryks j uldhed og melodisk naturlighed

Efterårsferiens to-dages Bachkursus med pianisten Jörg Demus fra Wien er det seneste i rækken af glimrende arrangementer som Mp F er initiativtager til. Man er taknemmelig over de muligheder der herved gives medlemmerne for, på nærmeste hold, at opleve velkendte kunstnere fortolke de områder af klaverlitte-raturen, der har deres særlige interesse.

Kursets hovedemne var Das Wohltemperierte Klavier og J. D. antydede vel straks ved sin musikalske indledning (bl. a. i præl. og fuga g dur II. bind) hvilken holdning han tenderer i problemstillingen omkring den omstridte bachfortolkning. Denne stilling uddybede han i de flg. foredrag, hvor han delagtiggjorde deltagerne i nogle resultater af sit bachstudium, navnlig vedrørende spørgsmål som frasering, pedalbrug, ornamentik og fugaudformning m. m.

Indledningsvis søgte J. D. at bringe klarhed i problemet instrumentvalg, med udgangs-

punkt i Bach's egne ord: Spil min musik på et hvilket som helst instrument, der er forsynet med tangenter, og konkluderede at det ikke var afgørende wo man spielt Bach, aber wie. Med de mange musikalske smagsprøver på klaver og senere på cembalo og Clavichord (Bachs foretrukne instrument) fik han tilhørerne til at lytte med »friske øren« navnlig under demonstrationen af d moll præl. og fuga 1. bd. udført på alle tre instrumenter umiddelbart efter hinanden.

Men det var overførelsen af det Bach'ske nodebillede til klareret, med dette instruments særlige betingelser, som navnlig lå J. D. på sinde i dette foredrag, og med stor interesse hørte man hvilke metoder han anvendte i sit arbejde med f. eks. frasering. For at temaerne naturligt skulle gro og finde deres form, brugte han bl. a. at synge dem gentagne gange, hvilket han frejdigt demonstrerede for sine tilhørere - med en fornemmelse for, at den åndedrætsinddeling, der prægede melodi- og frasestruktur i tidligere tiders vokale kunstmusik også naturligt og rigtigt kan overføres til den instrumentale artikulation og frasering, og således også påvirke det tempo- og betoningsmæssige. Desuden måtte man, mente J. D. udvikle en bevidst kadancefølelse, som ville forskønne og forbedre den musikalske frasering, og ydermere bidrage til hurtigere og mere effektiv udenadslæren.

Mindre klart syntes man ornamentikproblemet blev behandlet. Hvis man ventede eller håbede på konkrete tydnings-an visninger i det, for en ikke-specialist ofte vanskelige forsiringsspørgsmål, måtte man skuffes en smule. Thi her forekom J. D.'s anskuelser at være ret »con amore« betonet. For ham var det betoningsmæssige i en forsiring det afgørende, og mindre væsentlig forekom det ham at beskæftige sig med forsiringens retning, varighed og rytme - en anskuelse der sporedes i hans egne fremførelser, men som vel næppe kan deles af alle.

J. D. anbefalede i sin omtale af bachud-gaver to, som han med størst tilfredshed havde anvendt: Edinburghprof. D. F. Tovey's og Bischoff's, og påpegede i tilknytning hertil de få nedskrevne artikulationstegn og tem-pobetegn. vi har fra Bach selv.

Skulle man plukke et par særligt smukt udførte eksempler ud, måtte det blive h moll og cis mol 1. præl. og fuga fra bd. 1. Begge præl. var præget af musikerens krav om klangskønhed, udtryksfuldhed og melodisk naturlighed. I det første fremhævedes ved første gennemspilning overstemmen, mens repetionerne gennemførtes med tydelig melo-

disk mellemstemme, og forløbet af den flg. fugas tolvtonetema, hvis frasering Bach selv har dikteret, blev klart og fornemt anskuelig-gjort. Pianisten J. D. sluttede sine foredrag med at spille Italienske koncert og den kromatiske fantasi og fuga.

Wohl tern. Klavier er vel enhver klaver-pædagogs daglige brød, eller som Hans v. Biilow udtrykker sig: Musikkens gamle testamente, man kunne derfor have ønsket at endnu flere havde givet møde til disse to interessante forelæsningsaftener.

E. Bircb. *

I Musikpædagogens decembernummer bringes artikler af Liselotte Selbiger og af Vivi-Ann og Niels Bundgaard om samme emne.

Slutord i Lohmann-diskussionen

Svært enig med redaktionen og A. G. i, at denne diskussion trænger til afslutning, vil jeg endda mene, at den uden skade kunne være afsluttet inden A. G.s andet indlæg, som kun er gentagen påstand om min manglende evne til at høre og se. Men i H. C. Andersens fædreland er påstande ikke nok. Her vil altid stå små drenge, som ser realistisk på optoget.

Venligst! Ulla Højby.